Kapittel 8: Fram 1913, del 1

Nr. 1 Vasbygdens ungdomslag den 26. januar 1913. 9. aarg.

Følg mig!
Der er mange røster som kalder paa menneskene, og de veie de viser en at gaa paa er ogsaa
mange. En viser paa veien der skal føre til rigdom, en anden paa veien til ære og berømmelse, atter en paa veien til vellystens rike osv. Og desværre – folk flest gaar de anviste veie – den store hops veie. De er brede og ser indbydende ut, og de er ogsaa lette at gaa; thi de bærer altid unda bakken. Men hvor bærer de hen? Til rikdom, ære osv. – – Ja vel, kan hende det, men de fører ogsaa videre, og de møtes alle et sted: ved randen av en svimlende dyp, mørk avgrund. Og maalet, det fælles maal for alle disse vandrende mennesker blir til syvende og sidst: døden i avgrunden. Det er utvilsomt sikkert: Hvor Gaar den vei? Der er en vei som gaar i motsat retning av alle de andre – en eneste vei. Det er den vei Jesus indbyr os paa, naar han sier: Følg mig! – den er smal og trang og gaar gjennem tornekrat. Og den bærer opad, altid opad – like ind i himmelens herlighet, til almaktens trone. – Den vei gik Jesus, og den maa ogsaa vi gaa skal vi følge ham efter. Det er en barmhjertighetens og kjerlighetens vei.
Jesus gik omkring og gjorde vel. Han helbredet, lindret smerte, tørket taarer, stillet hunger og talte trøstens og kjerlighetens ord. Herrens aander er over mig, fordi han salvede mig til at forkjynde evangeliet for fattige; han har utsendt mig til at forkjynde fanger, at de skal faa frihet; og blinde at de skal faa syn, for at sette undertrykte i frihet, for at forkynde et velbehageligt aar for Herren. Gaar vi om og gjør vel, øver barmhjertelighet og kjerlighet? Jesus følgesvende maa gjøre det. Veien er gjerne ogsaa enlidelsens vei. Den var det for Jesus. Gudssønnen maatte hernede vandre i fattigdom og armod, han led spot og haan og blev tilslut hudstrøken og korsfæstet. Og hvad led ikke hans hellige sjæl ved at leve blandt syndere! – Han tømte lidelsens kalk fuldt ut. Det store var at han bar lidelsen uten at klage, uten at forsøke og gi op, og at han under sin egen lidelse kun tænkte paa at hindre andres nød. Der skulde overmaate meget til for at kunne bære lidelsen slik. Naar han magtet det kom det særlig av at hans vei ogsaa var en bønnnens vei. Han søkte stadig Gud i bønnen og hentet derved kraft til at vandre veien.”Han drog bort til et øde sted og bad der”. Vi forstaar av evangelierne at Jesus ofte gjorde dette. Og vi kan tænke paa hans bønnekamp i Getsemane.
Veien blir ofte meget lidelsesfuld ogsaa for de som skal følge ham efter, men da er det herlig at han har vist os hvor vi skal søke kraft til at vandre veien. Det er i bøn, virkelig hjertebøn, nødbøn. Maa Gud lære os at be ret, saa vi kan faa. Da vil vi magte at følge ham påaa den trange vei, – da vil vi naa frem til veiens maal: Lammets trone.

Synd og sorg er syskin ord, fylgjast jamnan her paa jord.
Synd, fraa Gud os heve skjilt, difyr lider hjartat ilt.

Hjartat som aat Gud er skapt, syrgjer naar det Gud hev tabt.
So er hjartat sjukt og svart til me sjaa den sanning klaart:

Synd til al vor sott er rot., men i Krist er helsebot;
Og med syndesorg og tru, um fraa synd til Gud me snu.

Hjartat daa i Jesus Krist, finner freden som er mist,
Fred som yvergjeng alt vit, giv vaart liv ein annan let:
Fred som stiller al vor trong, løyser sorgi up i song.

Vel eg enn ein syndar er, difor stend og sorgi nær, harm og hugnad skiftast aat, glæda blandast tidt med graat;
Men igjennom skyer graa, kan eg Jesu aasyn sjaa.
Blix

Johannes Vardal
I Vardal levet for nogen aar siden en mand der het Johannes. Somme sa han var lidt underlig av sig, og rar var han vistnok ogsaa; men ”riktig” var han, det er sikkert.
Han sa og gjorde mangen galskab i sin tid, men slap bestandig undan,. Spurte man ham for eksempel hvor han var fra, svarte han : ”Vardal”. Derfor gik han under navnet Johannes Vardal. I sine unge dage var han inkommanderet til eksersis paa Sukkestadsletten. Ja, de andre mannskaber møtte til bestemt tid, men Johannes kom først flere dage senere. Paa kapteinens spørsmaal hvorfor han ikke kom til bestemt tid,svarte Johannes: ” Hadde det ikke været fordi jeg hadde faat kontant her, hadde jeg nok ikke komet nu heller, jeg”. Paa moen gik han som han omtrent vilde. En varm dag han var med at eksersere, kom kreaturerne fra Sukkestad ind paa pladsen. De skulde jages vek, og Johannes bad da den kommanderende om at faa ”sjena” med Sukkestadoksen. Jo det fik han lov til. Johannes fandt sig en kjep, fik fat i halen paa oksen og av sted bar det. Men baade Johannes og oksen blev borte. Først den tredje dags aften kom han igjen. Men oksen hadde han med sig og holdt den fremdeles i halen.
En gang var han indkalt til forhør. Da han skulde avlægge eden, sa dommeren til ham: ”Har du avlagt ed før?” ”Nei,” sa Johannes. ”Værsgod si da efter som jeg sier,” sa dommeren. ”Versgod si da efter som jeg sier,” sa Johannes. ”Ikke før jeg begynder at læse op eden,” sa dommeren. ”Ikke før jeg begynder at læse op eden,” sa Johannes. ”Er den mand gal,” sa dommeren. ”Er den mand gal”, sa Johannes. ”Slutter, kast den mand paa dør,” sa dommeren. ”Slutter, kast den mand paa dør,” sa Johannes.
Johannes var engang indkalt til at vidne mot en mand der havde solgt brændvin til baade ham og fler.Lensmanden spurgte ham under forhøret: ”Hvor meget kjøpte du da, Johannes?” En ”En payl,” svarte Johannes. ”Hvor meget gav du for den da?” sa lensmanden. ”8 skilling,” svarte Johannes. ”Den var dyr , da,” sa lensmanden. ”Ja, men den var flunkende ny ogsaa,” sa Johannes, og dermed trak han et nyt paylemål op av lommen.

Nr. 2 Vasbygdens ungdomslag den 9. februar 1913 9. aarg

Barneheimen
Du barneheim deg kann eg aldri gløima, og vil so vart deg inn i hugen gjøima.
Radt fraa dei fyrste aar eg fekk deg kjær, og enn i dag du er meg like nær.

Det er ein ting eg yver alt vil seigja: Vaart fedraland det er vaar beste eiga.
Lell mangein tykkjer at vaart land er surt, og difyr just so mange reiser burt.

Men likevel naar dei kjem att i grendi, og soli renn med gullglans yver fjelli.
Daa er det liksom hugen kviknar up, dei undrast at dei orka fara burt.

Ja, soleis gjeng det nok med mangein ungdom, dei lika ei aa være heim i bygdom.
Men naar dei ut kjem te framand strand, daa fyrsta hugsa dei sit fedraland.
M Tvedt

Berre ein draum
Trøit af dagen var eg komen heim af arbeide. Eg la meg til kvila i den gode sengi mi, der eg som gang ei natt hev funne ei velnøgd kvila, og drøimt so m ang ein fager draum um fagnad og sæla. Dei store framtidsvoner eg um dagen hadde grunna og tengt paa, hev der funne ein heilt annan ljosje. Denne kvelden var der so mange tankar som krinsa um meg. Eg tengte paa so mykje som hadde treft meg, endaa so ung er var. Eg somna inn og drøimde at eg var i byn. Paa heimvegjen hadde eg nokre gode kjenningar og vitja. Det var endaa nokre eg hadde budt hjaa for nokre aar sidan. Huslyden var foreldre aat tvo vaksne barn – Ola og Astrid.
Eg tykte eg kom inn i stova deira. Der var so ljost og fagert i denne heimen. Eit liv fullt af kjærleik bandt disse fire saman – Gamle Anna gjekk og stuka med spøte i handi og vilde nett setja seg paa ein stol burte med sengi. Ho kvakk med det same ho fekk sjaa meg burte med døri. Det var som ho ikkje kunde tru sine eigne augo. ”Er det no deg Flatbø me skal faa sjaa att?” sa ho.” Me rødde so um ymse ting som hadde treft no i denseinaste tidi. Eg skoda umkring meg. Alt var i same lag somfyrr. Dei store blomarne i vindauger var berre so mykje større og vænare. Sybordet hennar Astrid stod so nett paa same flekken, men eit sakna eg – og det var henne Astrid. Det brann i bringa mi. Eg undrast med meg sjølv, kvar ho kunne vara! Kanskje ho var reist burt fraa heimen? Kanskje eg aldri meir fær sjaa henne att – den vakre blomen som eg eingong so nær hadde huglagt? Eg minnest med det same kor me so ofte hadde leikt liksom smaaborni med lodt og song til langt paa kvell. Desse tankarne fløimde gjennom meg so eg knapt turde aa svara henne gamle Anna, som hadde sett seg ved gruva for aa gjæra eld under kaffikjelen. Medan desse tankane gnog inni barmen min, visste eg ikkje orde av fyrr eg var komen up på lemen. Eg skulde faa meg mat og kaffi. Alt var der so langt onorleis en sist eg var der. Eit stort langbord stod langst etter lemen med stolar paa baae sidor. Han Ola, sonen i huse – var no komen til, og hadde set seg ved sida mi. Som me sat der og rødde, viste me ikkje ore af fyrr ho Astrid kom gangande burt yver golve so fager som ei lilja. – Dei klaare blaae augo sjein som perlor. Haaret hennar hang i vill flaum langt ned etter ryggen henner. Det var eit naturbarn i all sin vænleik. Ho kom burt til meg, stødde bringa paa oksli mi og la den mjuke handi i mi og kviskra: ”Nei, du daa, skal eg da faa sjau deg at Haldor? Det hadde eg aldri tengt. No er eg so glad.” Maalet henner dirra af kjenslor, liksom lauvbladi skjelv fyr dei kalde haustvindarne. Men eg sa inkjevetta. Det var som noko brende meg inne i barmen. Ho Astrid hadde aldrig sagt noko so eldhuga og fagert til meg som denne gongen. Sidan fortalde ho um kor ho hadde lengta etter at finna meg at ein gong fyr ho slokna. Hennar livsvon var burte, tykte ho. Store taarer rann ned etter kinni hennar, og dogga dei samanbundne henderne. Bror hennar, som hadde fyr vore tagal, sa ho Astrid var som tungsam vorti i det siste. Men han trudde at det endaa vilde koma seg att, berre ikkje den største af alle voner gjek henne imot, for daa vilde ho aldri værta sæl. Eg hadde ei saar kjensla af alt, eg ikkje fyrr hadde trut, men sa ingenting. – No var det for seint. Eit indre band som ingen kjende, stengde alle vegar. Som eg laag so og ørska burte i den ukjende verdi, vakna eg. Eg hadde drøimt, det var klaart nok. Heile draumen stod so klaar og underleg fyr meg heile dagen – som om det verkeleg hadde hendt meg.
H. Flatbø

Storbondens datter
Det var den gamle historie:
Margit paa Hofstad, datter til storkaksen Ola Hofstad, holdt af Per, og Per holdt af Margit. Men bonden vilde ikke ha Per til svigersøn. Undertiden græd Margit, men saa listed hun sig ind og kysset Per, – og det letted. Det var ofte voldsomt tordenveir i sammer, og det var ogsaa tilfeldet i den bygd vhor den lille historie fant sted. Det brød løs en dag midt i høionnen, uveiret hadde begynt om morgenen og øget stadig. Himlen var kulsort og lynerne krydset hverande alt i et. ”Det er vel best at slutte nu.” Føreslog Per, han kom hjem med et nyt las. ”Her er ingen tid at spilde, om det skulde bli øsregn, og du er vel ikke redd for tordenen?”, sa Ola Hofstad. Aa den som har tjent her i elleve aar har vænnet sig til baade torden og uveir, mente per. ”Men gampene kunde bli slaat i hjel, og de er ikke assureret.” ”Det blir min sak, kjør bare du!” Ja, Per kjørte naturligvis. Da han kom ind paa gaarden med det næste las, begynte tordenen at rulle som hele himmelen skulde falde ned, og lynene lyste saa ens øine blev ganske blendet, og hestene segnet til jorden og laa som lamslaat. Ola blev bleg, og alle fikk det travelt med at gjøre hestene løs fra kjøregreiene. Olas kone kom styrtende ut. ”Lynet har slaat ned etsteds! Det lugter røg.” Nu viste Margit sig i gluggen. En røgsøile steg up fra loven. ”O, Margit som er paa høitrevet!” skreg konen. Hun udstødte et hjertesjærende skrig, mens luerne saas bak hende. ”Hvor er stigen?” ”Vi holder paa at sette nye trin i den,” svarede Anders, husmanden. ”Red hende!” skreg Ola ”Ja, men jeg har kone og børn,” svarte manden langsomt. ”Per!” robte Margit. Han kasted luen af fortvilelse , hvad skulde han gjøre? Med overmenneskelig kraft greb han i vognarmene, hvorfra hestene var løsnet, og drog vognen mod gluggen. ”Sjyv paa! Skreg han. De andre sjøv paa mens storbonden stod som lamslaat. Snart stod vognen nedenfor gluggen, og Per kløv i en fart op paa høilasset. ”Hop nu, skal jeg ta imod dig!”, sa han. Hun drog førkledet over hodet og lod sig falde med et skrig. Han var saa heldig at faa tat imod hende, men han selv gled og falt baglengs ned i det stensatte gaardsrum. ”Per! Per! Er du død” ropte Margit og kasted sig over ham. Endelig rørte han paa sig, og reiste sig med møie op. Blodet strømmede nedover hans haals ”Sprøiterne!” stønnede han ”Send bud efter folk!”. Saa segnede han nedigjen.
Heldigvis hadde folk blit opmerksomme paa røgen, og sjynte sig til hjelp. Ilden blev snart slukket. Takket være øsregnet som styrted ned. Men inde i kamerset laag Per, og Margit sad og badet hans hode med vand. Han syntes ikke at vilde komme til samling igjen. Margit var aldelees fortvilet. ”Her maa gaa bud efter dogtor, far! sa hun, ”I denne tid, som alle mennesker har det saa travelt” brummede faderen. Hun saa alvorlig paa ham. ”Saa faar jeg gaa til Martin efter sjyds,” sa hun. ”Her er ingen som kan kjøre, sjønt hestene er kviknet til.” ”Jeg kan kjøre,” ”Det gaar ikke an, Saa folk skulde faa det at snakke om.” ”Hvem bryr sig om folkesnak? Jeg bryr mig bare omPer. Da jeg var nær ved at brende inde var han den eneste som hjalp mig.”
I det samme kom Per til sig selv igjen og rørte paa sig. ”Hvordan er det med dig?” spurgte hun og kjysset ham som faderen saa derpaa. ”Bra!” sagde Per med svag stemme, men jeg er saa tung i hodet. ”Nu skal jeg hente doktor til dig, bare lig stille!” ”Aa, det behøves ikke, sidd bare her hos mig, thi det er bedre end nogen doktor.” Gamlingen grinte stygt og gik ud. Men den nat sov Per paa sofaen i kamerset, og Margit og hendes mor vaaget hver sin stund over ham. Om morgenen var han frisk igjen.
Høet var gjennomvaat saa det kunde ikke være tale om indkjøring den dag, og saaledes fik Per hvile ud. Han sad for det meste i kammerset og Margit holt ham trofast med selskab.
Storbonden gik ud og ind og saa grætten du. Saa ud på kvelden gik han burt til ham. ”Ja du skal ha takk fordi du reddet min datter!. Vil du ha dig en toddy?” ”Nei tak, jeg er ør nok i hodet aligevel. Forresten var det min egen jente jeg hjalp, og nu lønner det sig ikke lenger at stampe mod brodden. Jeg har sat mit eget liv til for hende, og nu skal jeg ha hende ogsaa. Om ikke jeg hadde været, hadde du maatted gjøre begravelse her paa søndag. Og hadde det gaat rigtig ilde, kunde her blit to lig at bere burt. Da vor Herre talte i sjyen, følte du dig liden – gjør dig nu ikke stor! Mor har alt sagt ja – hun siger at det er Guds finger.” ”Men du har jo ikke noget, gut!” ”Ja, men jeg var ikke for fattig til at redde hende ug af ilden. Huslæreren hos præsten fik datteren bare fordi han drog hende op av dammen.” Da sa Margit: ”Dette er vel langt verre, far! Hadde du selv staat i gluggen igaar med ilden bak dig, vilde du ikke talt saaledes som nu du gjør. Det er riktig skam af dig. Og du faar gjøre som du vill, men det er mig som skal ha Per, da!” sa hun. ”Ja, det er ikke mig,” sa gamlingen, ”og siden jeg ikke kan slippe fra det, efter hvad jeg kan skjønne, saa faar du vel faa ham da, jenta mi, men vi skal vente og se om han blir rigtig frisk igjen først.” ”Netop, ifald han ikke blir frisk, trenger han en som kunde stelle med ham, synes jeg.” ”Frisk! Jo, jeg er frisk, og enda friskere blir jeg efter denne dag!” Dermed reiste han sig, tog Margit paa armen som et barn og bar hende runt i værelset. ”Pas dig, gut!” sa Ola Hofstad, han tog fat i ham. ”Du maa ikke falde igjen – i morgen skal vi jo se at faa ind resten af høet, og da trænger du jo alle arme. Du faar gjøre som du vill, gut, men jeg vil alligevel ha en toddy. Det er ikke hver dag man faar en svigersøn.” ”Tak skal du ha, far! – Hør, du Per, det gik da alligevel tilslut!”

Nr. 2 Vasbygdens ungdomslag den 15. februar 1913 9. aarg.

Lensmanden og Lægpredikanten
I ”Svenska posten” beretter M.H. følgende intresante hendelse, som tildrog sig et sted i Sverige den gang da presten og lensmanden, som det vel endnu iblandt hender – gik haand i haand naar det jalt at udryde leseriet. I Sogn, i en i aandelig henseende meget, meget mørk trakt, optraadte en ung predikant som talte Guds ord i aands og krafts bevisning, saa at mange syndere begynte at vaagne up av sin dvale og for alvaar spørge: Vad skal jeg jøre for at blive salig? Sognepresten, en mand af den ”gamle skole”, saa ikke med blide øine paa denne bevegelse der opstod blant hans forhen saa rolige og sikkert slumrende sognebørn. Han sagde at den unge legpredikant fortvillede folket og jorde dem gale, og satte sig av den grund i forbindelse med stedet myndigheder for at faa ”forføreren” fjærnet fra egnen. Resultatet blev at lensmanden en aften begav sig paa veien til en by i nerheden vor der var tillyst opbyggelse. Pastoren i egen høie person skulde ogsaa komme til stede, og herrene skulde naturligvis i forening slaa et ordentlig slag. Det var en vakker sommeraften, og lensmanden havde foretrukket at gaa det korte væistykke tilfods. Da han naaede op for en tung bakke og vilde vile lidt ved veikanten, blev han var en ung mand som stod paa en sten og skrev noget i en bog som han holdt aaben foran sig. Lensmanden, som for anledningen var i et yperligt humør, gik hen og gav sig i snak med den fremmede. Denne viste sig at vere en beleven ung mand, og faa en ingaaende samtale intreserede meget den gamle herre.
”De er rimeligvis student, min herre?” spurkte omsider lensmanden. ”Ja, herre, jeg studerer flidtigt.” ”Og hvad, om jeg tør spørge?” ”Aa, jeg studerer naturen og livet og meneskene, samt ogsaa bøger,” lød svaret. ”Det var mig et noget vidløftig svar,”lo lensmanden, men dermed har de dog ikke sagt mig enten de er fugl eller fisk,” ”Aa, fugl eller fisk er jeg ikke, men fisker kan hende – menneskefisker nemlig”.
”Ja saa, menneskefisker,” sagde de, ”der sjuler sig noget under dette.” ”Jammen gør der saa. Jeg er udsent av en høi øvrighed for at udredte dennes befalling.” ”Menneskefisker udsent af en høi øvrighed?” udraabte lensmanden. ”Enten spøger de eller ogsaa taler de sanhed. I det siste tilfelde tillad mig at trykke deres haand. Jeg er ogsaa menneskefisker som gaar ud for at fange de farlige i lovens garn, saa.” Den unge mand tog mod den gamle herres haand. ”De intreserer mig,” forsatte lensmanden, ”jeg formoder de er opdagelsesbetjent eller noget lignende. Like meget, jeg skal respektere deres hemmelighed. Men jeg maa nu videre. Jeg skal av sted og fange en fisk i nettet i aften, en rigtig glat aal som snæg sig hid og did og flere gange er undslupet mig. Det er en halvgalning av en lægpredikant som gaar omkring i stuerne og fordreier hovederne paa kvinfolkene. Men jeg skal lere ham jeg.” ” Kjender de denne galningen af en lægpredikant?” spurte den unge mand. ”Aa, det var et spurksmaal som om jeg skulde bry mig om at kjende saadande idiodter, nei bevars, han skal nok faa lere at kjende mig først, den erkespidstuben. Det er, som jeg siger, at han setter galskaber i hovedet paa kvinderne. Min hustruds stuepige stjal sig av sted en kveldsstund for at høre paa ham, og siden har hun bare fletet og græt og sagt at hun har jort saa meget synd o.s.v. Synd hun, et saa sjikkelig kræk som hun er, som aldrig har jort en skolorm fortræ, skade, at just hun skulde angribest af denne omgangssyke, det var jo beste pige, men han skal nok faa undjelde det. Har de ikke lyst til at gaa med og se galningen?” Aa jo – jeg siger ikke nei.” De to herrer gik side om side muntert samtallende i denne stille aften. Da de kom til det angivne sted, var en stor menneskehob allerede samlet.
”Predikanten er ikke kommen ennu, tror jeg,” viskede lensmanden til sin ledsager. Denne nikkede blodt til svar.
De to herrer tog plas længst fremme i rummet. For ver gang døren aabnedes, speidede lensmanden ivrig omkring for at se ”galningen” træde ind. Saa gammel og vand i tjenesten som han var, saa var dog dette et tilfelde som truede ham, thi det eiede nyhedens intresse. Han havde aldrig set nogen lægpredikant, men hørt dem beskriven af sin ven partoren, og havde gennem denne beskrivelsen faaet den forestilling at disse personer i almindelighed saa i den grad idiodiske og fantastiske ud at man stragst kunde kjende dem paa deres ydre.
Men den gamle herre saa sig nu forjeves omkring, og ytrede omsider til sin unge ledsager at man sansynligvis kom til at vente forjeves, sa den fremmede skurk rimeligvis var bleven varslet. Lensmanden reiste sig tilsidst, noget fortrydelig, for at gaa. Den unge mand holt ham tilbage. ”Min erede herre, de bør ikke lade en saa ypperlig anledning glide dem ud av henderne uden at sige folket nogle ord, i det minste advare for galskaberne. Uden tvil vil mange tage deres ord til hjertet.” Hm – det har jeg ikke tenkt paa. Jeg er ingen taller, jeg er her paa laavens vegne, intet andet.” Men det sees jo saa paa alle disse intreserede ansigter at de virkelig venter at faa høre noget.” ”Kan hende det, men jeg er ingen taller. Jeg har aldrig holt en skaaltalle i min tid. Skulde kanske de ville holde en liden talle, saa vilde jeg jerne sette mig ned og høre paa dem, ver saa god!”
Den unge mands øine lyste. ”Tak herre,” sagde han, ”og de lover ikke at afbryde mig?” ”Aa, saa uartig er jeg ikke.” Lensmanden satte sig atter og den unge mand reiste sig og gik fram til bordet. Men tenk eder lensmandens forbauselse da den unge predikant – thi han var det – andektig legger sammen sine hender og siger i en tone af hellig verdighet:
”Lader os alle bede”. Og han begynte at bede en bøn saa inderlig og varm at mange hjerter smeltede og mange øine brast i graat. Han bed om forladelse for sine egne og andres synder, han bad for dem som havde forfulgt Jesus desiple. ”Ja, fader forlad dem thi de ved ikke vad de jøre!” sagde han. Siden opleste han en tegst og holt en gribende evangelisk prediken over samme, kraftig betonende Guds kjerlighed til den faldne verden.
Lensmanden sad taus med blodtet hoved. Til sist saa man taarer trille nedad hans furede kinder. Efter at denne prediken var ent, reiste han sig og ragte predikanten haanden. ”Tak min herre for deres gode ord,” sagde han. ”Kan de tilgive mig de haanlige ord jeg ytrede om predikanten uden at vide at det var dem. Nu siden jeg har havt anledning til at høre dem, høiagter jeg dem som en mand med ædle grundsædninger. De er velkommen i midt hus at predike i morgen om de vil. Jeg ønsker ogsaa at alle mine maa faa høre de deilige ord at Gud elsker os – det er underligt hvor de griber ind i hjertet.”

”Jo,jo, se alt dette jordiske er forjengeligt, men der kommer noget efter.”

Prat
Eg hev net fenje dauren, eller dugeren, eller kva eg no skal kalla det for noko. Midagen kanskje var det likaste, og kunde ret vore uplogd til aa skriva hadde ikkje det vore at eg træga so paa dei tvo kjøttkakorne som laag att.
I dag saag det no ut for at hine hadde fenje nokk òg, so eg kunde no godt hava teke dei tvo, meiner eg. Men det er so rart med det nor ein er burte hjaa hine so faar ein ikkje ganga alt for hardt fram i matfatet, hvis ein hev tenkt på tillæg i løni, daa aa sigja. Difor det fyrste ein maa gjæra naar ein kjem til bords det er aa merkja ut kor mykje ein kan eta utan paatale og løyva utan skam. Det gjorde trakst lidt gale at eg ikkje las for maten heller i dag, men eg var so svolten so! Etter maten las eg lell. Men det er lite trulæg at det hjelpte for det ei bøn som eg hev laga sjølv, og det eg lagar sjølv vært sjeldan godtnok for andre – kor det kjem seg skynar ikkje eg. Dykk kan forresten godt faa høira denna bøni, so faar de sjølve døma. Ho lyder saa: Takk for mat og mette, det eg aat det aat eg med rette. Sidan eg ikkje meira fekk, so faar eg sægja at eg var mett, men hadde eg meira fenje, so hadde det meira i meg gjenge.
Jaumen santen tregar eg at paaa dei tvo kakorne som laag att. Dykk kann vita det at hadde eg kome meg til aa teke dei, so hadde eg akkurat vore mett. Det kann letleg reknast ut òg, for daa aat eg 6 kakor og 2 var att. 6 og 2 er 8 og 2 af er 1/4del og 6 af 8 er 3/4dele. Eg vart altsaa 3/4dels mett og hadde eg teke dei andre to, so hadde eg vorte akkurat 1/4del til mætt, og det hadde vore passeligt. Det er forresten ikkje fyrste gaangen at slikt hender meg daa – eller vent til eg hev fenge meg ei rik jifta og sett lott under eige bord, so skal eg taka det ennu varligt att. Fem matmaal for dagen og 5/4 dele med kvart maal, daa fyrst vert det gode dagar.
Ja, so faar eg vel slutta daa for denne gongen. Eg lyt væra sparsam med blekket, som du ser. Det er ikkje mitt forstaar du, og so hev eg kome til aa tynt noko paa borduken. (Ein svolting)

Me sat burti stova hjaa hen gmle Lars og slo strofar og pratet kom burt paa baade eit og anna; men mest moro hadde me af aa faa han gamle Lars til aa fortelja. Han hadde mykje godt med stubbar, han, berre han vilde ut med dei:
”Ja, det er fælt no for tidi,” sa han Lars , ”her vert snart ikkje verande for gamle folk no lenger. Sjaa berre kva dei finn paa med dette vatne, men no skal dei til aa koka med vatn og bruka det til oplysing og, etter som eg hev høirt, men daa skal dei fyrst laga det um til noko dei kalla elektrisk eller kva det no heiter. Som sagt, det er mangt dei finn paa, no skal dei bruka vatn i staden for doktor òg, hadde eg nær sagt. Var me ute og forkjølte oss fyrr i tidi so tok me ofta og gjerne det so betre var. Men no skal dei bruka vatn naar dei er forkjølte eller hev tannverk eller mageverk, og for dei med for heit bringeverk, gutor, so skal det hjelpa utruligt aa taka seg eit godt laug. Som sagt, vatnet skal gjera godt for alt. Men ikkje for alt, det er ikkje godt aa vera vasslaus heller, Me fekk so sjaa det aaret og var paa sumarsarbeid paa lappegaard. Ja, de minnes vel ikkje so langt attende. Det var i det store uaaret i 47. Det var so tørt at grøda svei reint af, um so det var i dei blautaste myrane so fanst der mest ikkje eit einaste straa. Som sagt, me var vaslause paa Lappestad, me fann ikkje draapen so mykje me fekk koka oss ein kafiskvett eingong—- for ikkje aa snakka um noko anna, me måtte fint lita oss med sur mjølk, potetkaker og skyrsupa til matabyte heile vika til endes. Men han Knut, drengen, bar seg illa for at han vart so fotadau. Ikkje aa snakka om den stakars tenestgjenta , ho vart so reint utarma av denne ringe maten at ho tolde ikkje alkoholen i surmjølka eingong. Ho vart paa ein liten lette etter kvart maal, so ho gjekk aa tralla og song og braudt sund all dei rivor som til var. Me grunda mykje paa kva me skulde gjera, han Knut og eg. La fingen på nosi og tengte, snudde paa skraai og sputta, og fann tilslut ut at det var matabyte som skulde til. Naar laurdagskvelden kom skulde me upp i Lappesætvatnet og fiska, feit fjellaure skulde gjera godt. Daa laurdagskvelden kom drog me avstad. ”Tak med dykk salt,” ropte han Per husbond etter oss. Kann de faa fisken til aa eta salt so vert han so tam at det kan taka han med berre henderne.” ”Æt salt sjølv,” svara han Knut. Det var utrulegt drygt for han Knut som var so fotadau og kravla upp yver bratte bakkarne, men langt um lenge kom me daa upp til Lappesæt og der vilde me snakka indum til budeiorne. Det var no berre gjentor som var paa stølen i dei dagarne maa vita. Me banka paa og daa dei sakte skyna kven det var, so let dei oss faa sleppa ind. Han Knut kvikna til etter kvart forutan det no var søtamjølki som gjorde det. Men me skulde fiska og stogga difor ikkje lenge paa stølen. Me gjekk up til vatnet og tok til aa fiska, og fisken beit utrulegt godt so det varde ikkje so lenge fyrr me hadde ei heil hank – fin, feit fjellaure. Det er fisk som er ætande, det, karar. Hanki vart so pas stor at me trudde me skulde hava eit maal um dagen heile vika. Me hadde ikkje hug til aa ganga heimatt midt paa svartaste natti, og gjekk no ned paa stølen att. Budeiene var baade tykne og blide, synd aa anna seia. Me læt dei faa sjaa fiskehanki, og det kan henda dei øygdest yver all den fisken me hadde fengi paa so kort ei tid. Me skyna at dei gjerne vilde smaka han, og dei difyr fekk nokre av dei største. Det kan henda at dei vart blide og fisken vilde dei steika paa flygande flekken. No, ja. Budeiorne til å steika baade i smør og rjome og laga til slik ein fyrstemat at du alldri hev kjendt maken. Me aat og skrapte og aat alldri so lengi – ja, sant aa seia so aat me vel mykje, men budeiorne var so gilde at dei gav oss lov til aa leggja oss burt paa sengi ei liti stund. Daa me vakna att, skein soli godt i sengi og budeiorne var ingi stad aa sjaa. Me kom oss or sengi og midt på golvet med ein gong og gjekk burt og glytte ut glaset. Jau, budeiorne hadde fengi mjølka og heldt paa aa kalla kyrne burt paa selshøierne. Me hadde nok forsove oss og laut taka på heimvegen i sveraste laget. Men kvar var fisken? Jau, han Knut hadde hengt fisken paa ein spikar i skote, sa han, men der var igjen fisk. Jau, nokre bein og so nokre hovudsporar. No hadde budeiorne ein stor svart katt paa stølen, du veit, kvinnfolki veit ikkje noko om mus, og no hadde katten òg halde gjestebod om natti., saag det ut til. Me fekk nok fint rusla heimatt utan fisk. Men han Knut mulla noko om at neste gong han var på fiske skulde han beint lata vera aa uroa budeorne på Lappesæt.

Gaata:
Ho elskar han, han hatar henne – han vil gjene ha henne, men kan ikkje faa henne?

Nr 4. Vasbygdens ungdomslag den 16. mars 1913 9. aarg.

Dei fagre stunder som heve sveve so sælt i hugen seg leika kann.
Dei gli so stilt gjennom tankelivet og smiler blit som um soli rann.

Dei lettar yrkjedags harde stræve og svaler mildt uti trøytte barm.
Dei tunge omstendi kvelva yve, og hugheilt mot gjer til aatak fram.

Og erdu rettelegt saar og sliten og er de utungt og gjenge vrangt.
Lat fagre minni faa rette leten, det lettar hugen og beinkar mange.
(O.LK.)

Det aa leva ret aa leva, det er meir, det, end fyr mat aa streva.
Det aa leva ret aa leva, det er fyr andre burt seg sjølv aa gjeva.

Livet, det er kjerleik til alt godt paa jord, kjerleik til kvarandre, til vaar heim, vaar mor.
Dagstøt vert det rikar, dagstøt vert det likar, mot dei ting me veit Vaarherre likar.
(Grundtvig)

Aat ungdomen!
Eg høyrer so ofte seia at ungdomen og framtidi høyrer saman. Framtidi høyrer ungdomen til. Ja, kvar er den ungdomen tru som ikkje hev gledt seg ved dette og funne det gildt. Men har de tenkt yver, ungdomar, kva det i grunnen vil seia og kva det hev aa hugsa ved det. Jau, de lyt hugsa det er notidi som paa ein maate skapar framtidi. Det vert ofte lagt lite brett paa det, det lig ner og leva iframtidsvoner, gjera seg opp meiningar um framtidslive. Men med rette skulde ein tenkja likso mykje paa notidi og kor leis ein no bør stella seg, for framtidi bygjest paa notidi, notidi grunleg lukka fyr framtidi. I ungdomstidi – vaar og blømingstidi i meneskje-livet – daa synst live vera ein leik, ein ser so forunderlegt ljost og fagert på all ting. Saa vil ein og gjerna gleda seg og kaata seg mest mogeleg. Ja, gleda dykk ungdomar, men lat all gleda vera rein og ublanda! De bør veta at ungdomstidi er ei vanskelg tid aa leva. Og der skal mykje mot og viljestyrke til for aa styra ret og halda taumarne strake i alle brytingar. Og ein bør vera vakjen mot alle dei krefter og dragningar som daa vaknar og vil raada med ein. Men flertallet kan styra dei um dei sjølv vil! Ei av dei sterkaste krefter som ofrar og dreg mest i ungdomen er kjerleigstrangen. Og det er ikkje so rart, det. Det er so naturlegt. Men det er serleg i dette høve, ungdomar, at det gjelt aa fara varlegt fram. Um du lyder denne trangen, so stend det mykje til deg sjølv enten det skal verta til det største eller djupaste i aara seinare i live. Det er reint syrgjelegt aa sjaa kor mange ungdomar som tek det let og ”flaasut”. Ja som oftast ser ein dei er i lag – vert i fylgji med kvarandre eller sovore – so er det berre fyr aa faa laat og løgje af det – tala flosut og upassande – flira og ”leika”. Det er største hugnaden.
Hvist er det sjølsagt, naar det høver soleis med fylgje at dei vert par um par. Soleis gjeng dei helarkvaldarne paa rad; men sjeldan ser ein dei same ilag i lengre tid. Mange vil gjerne vimsa fraa den eine til den andre. Kor mange af slike ungdomar har heilt rolegt samvit naar ”turen” er ende paa? Naar so nokre aar er gjengne og tankarne er meir mogne, og dei vil velja seg kamerat for live. Kva so? Ja, kven er er ein glad i ? Hev ein ikkje vore glad i dei alle. Jau, paa ein maate (so fremst ein er ærleg). Men kven hev ein vore mest glad i? Det vert ofte vanskelegt aa seia, det. Og so fin ein makjen sin og vert trulova, kann daa gleda vera fullkomi og kan ein daa heilt gløyma at ein hev ”fare” med andre. Eg trur det knapt. Eg trur ein daa kjem til aa trega at ein hev kasta burt gladaste, gildaste aari, so tankelaust og faanyttes til sovore. Ja heller til det som gale var. Agta dykk, ungdomar, det er ikkje berre spøk. Bruk ikkje ungdomstidi dykkar tankelaust til sovore og misbruk ikkje kjerleikstrongen i ungdomsaari! Tenk dyk um før de søkjer sovore lag. Prøv dig sjølv, heiter det, prøv din eigen hug og ren ikkje stad for snart. Men fraa den stundi du hev fengi vissa for at henne (honom) er eg glad i, og du liksom veit med deg sjølv at de tvo maa vera meir for kvarander fraa den stundi, skal du vera berre hennar gut og hans gjenta og ingen annan sin! Det er eit retferdigt krav fraa motparten, og eit krav so du gjerna vil ha og gjera etter um det er ret. Ogso at Gud hev velsigna dykk fyr kvarandre og veit at det høver godt, so er de dermed dei sælaste paa jordi! Og seint eller tidlegt vil de koma til aa takka for at de var so hepne, og at ungdomstidi og ungdomsgleda dykkar var usulka. Stundom høyrer ein ungdomar som driv denne ”leik” forsvaraa seg med aa seia: Eg meiner daa ingen ting med det, og vil berre hava moroa.
Fy for snak! Set at du paa same maate var aarsak i at den andre mistrudde deg og trudde at det var alvore dit, og kanskje ”tok seg tankar”. Kann du daa svara for all den liding og sorg som du soleis førde yver ein annan for di gleda skuld. Aa, ungdomar, det er ei faarleg likasæla – og for mykje til tankeløysa! Du ungdom som hev hug til aa vilja ”leika” deg med andre i sovore lag, tenk deg um og spyr deg sjølv: Vært eg glad um eg viste at ein annan hev ”leika” seg med, narra soleis, den gjenta eller den guten som skal verta min. Vært du glad, trur du, naar du ein gong vært trulova og so sidan fekk veta at andre hadde havt makjen din til ”leikety” fyr? Nei, eg trur du vilde verta harm og uglad. Du vilde kalle dei nidingar og uslingar dei som soleis hev forbrote seg paa din heilagdom. Men ret soleis er det dog alle gongar. Den som du soleis leikar deg saman med i tankeløysa, vert ikkje din kanskje, men ein annan sin. Og du hev ikkje lov aa øideleggja lukka for ein annan ”høg eller ring”! Vil du tenkja deg lengre fram paa denne vejen, so fin du sjølv kor farligt det er. Gode ven, leik ikkje med andre si godtru paa denne maate. Ser du at andre mistyder deg i denne leidi, so er det din pligt aa seia ifraa i tide og paa ein pynteleg maate. Det er i dette eg meinar at notidi hev so mykje aa seia for lukka i framtidi. Bruk soleis notidi dykkar vel og ret, so treng de ikkje ottast for framtidi og det sparer dykk sjølve fyr mykje trega sidan i live.
Hugsa; Notidi leg grunnen for di sælaste lukka i framtidi!
Nr. 5 Vasbygdens ungdomslag den 1. mai 1913 9. aarg.

Kristi Himmelfarts dag

Min harpeleg om Oljebjerg istemmer, det kjære sted, hvor jeg al jorden glemmer, og står og stirrer op til Himlen – der Jesus stod den siste gang med sine, der saa de ham med afsjedsømme mine, opfarende.

”Al magt jeg har”, saa overhyrden sagde, og tunge kald paa svage skuldre lagde. ”Gaa i all verden ud med livsens ord. Gud Fader, Søn og Helligånd skal være det navn hvori man døbe skal og lære, paa denne jord.

Min aand og kraft skal virke, naar i tale samvittighed skal vækkes op av dvale, og naar jeg er ei mer synlig nær, lad denne trøst frimodighed antende: Det ord staar fast: ”Jeg selv til verdens ende, hos eder er”!

Saa taler han og løfter op de hender, hvori man korsets merker endnu kjender – Nu daler ned en sjy på bjergets top.Til siste stund sig selv vor Frelser ligner, han hæves alt, men endnu dog velsigner, naar han farer op.

Man ser, saa langt somøiesyn kan rekke, man hænder vil til hineegne strække, hvor den vor sjæl tilbeder har forsvundet. Men tankrne kan endnu lenger følge, trods hver en sjy som vil vor Frelser dølje, de ham dog fandt.

Min sjæl stig op og se ham der tilbedet. Hvor tronen er af evighed beredet, hvor Himlen sjynger om den Gud og mand, om Jesu død, vor frelse og hans seier, og om den arv som du blant engle eier, i glædens land.

Ryst støvet af, adspred den lystens taage, som hviler tungt paa verdens øienlaage, forsmaa kun her den falske æres glans. Hvad krone skal han paa det hoved sette, for hvilken engle selv i himlen flette – en seiers krans.

Burt, verden, burt med hvad du kalder glæde, jeg heller vil den trange vei betræde, og bære livets byrder, kors og baand. O, Jesus, da, naar alle baand skal briste, saa frels min sjæl, og hør dog dette siste: Annam min Aand.

Da skal jeg op til dig i Himlen fare, og se dig der og se den engleskare som tjener dig, og se mig selv blant dem. Og se den stad som ei er bygd med hender, som ingen nød og sult og sorg ei kjender. Der er mit Hjem.
N. Brun

            Heil og sæl deg ungdom være

Heil og sel deg ungdom være! Heil og Sæl deg møi og mann. Heil og Sæl du som skal bera, fram ditt folk og fedraland! Heil og Sæl deg gut og jenta i den fyrste livsens vaar!
Friske blomar skal du henta inn i det som kvarv og gaar.

Naar den ætt som raader heimen, felle burt og sjuknar af. Da som fugl i vaarsoleimen stig du yver gløimde grav.
Syng inn livsens sterke tonar i dit folk og fædras land, so det yver heimen jomar kvad af livsens friske brand.

Nr. 6 Vasbygdens ungdomslag den 15. november 1913

Kjærlighed
Kjærlighed er livets alt! Kjærlighed er livets salt!
Første velkomst ind i verden og farvel paa siste ferden.
Samles i det ømme drys i et kjærlighedens kys.

Smelter i en hellig brand, sammen kvinden med sin mand,
bygger selv blant usle pjalter kjærlighetdens skjønne alter.
Høiner armodsmørke kaar til evig sollys vaar.

Og gaar verden dig imod, da er kjærligheden god!
Stekkes alle dine evner, kjærligheden fremmad stevner –
Er for hjemmet beste hjæst, gjør din livsdag til en fest.

Risler i en stille strøm gjennem livet som en drøm,
Kaster over jordens dale, skin fra paradisets sale –
Kranser ubevist din vei, som en blyg forgleimmigei!

Mit første og siste frieri

Min navn er Mons Christian Pedersen, mine damer og herrer, ærværdig pebersvend i sat alder. Man pleier jo ikke tale om sine daarskaber; men jeg vil i dag alligevel til skrek og advarsel for likesinnede tale om en af mine. Sagen er næmlig den at jeg en gang var indbilsk nok til at tro at jenterne vilde ha mig, men denne oferdighed tog desværre en ende med bedrøvelse. At om onskabsfulde folk sa at jeg var krukrygget og skak og kalvbenet, kunde jeg slet ikke opdage noget sligt, naar jeg gik og speilede mig i paddedammen bak laaven. Og naar jeg, hvad jeg paa den tid ofte gjorde, omhyggelig betragtede mig i speilet paa min snusdaase, saa synstet jeg at min næse ikke var saa lang enda. Dessverre havde jeg en tæmmelig antydning til maane, ja, jeg kan endog sige maaner; thi jeg var dessverre svert blank i nakken ogsaa. Men jeg kjæmmede mit haar listeligen hid og did, saa jeg haabede at ingen lugtede lunten. Jeg havde undertiden hørt hvisked bak mig at jeg havde griseøine, men dette var den skammeligste urætfærdighed. I det hele taget var jeg, som sagt, meget tilfreds med min person og jeg tvilede ikke paa at jenterne syntes saa vel om mig som jeg selv gjorde. Der var nu en, hvis gunst jeg særlig ønsket at vinde, og jeg gjorde mig saa søt som sirup, saa blid som en lærke, naar min vei krydsede hendes. Og denne ene var Malvine Katrine Madsen. Malvine Katrine var den skjønneste unge pige jeg saa for mine øine, ja, mit hjerte slog tappenstreg bare jeg saa hendes grønne sjørt forsvinde bak et jørne. Hun havde mange friere og viste dem alle vinterveien. Imidlertid syntes jeg at hun smilede saa blidt naar jeg gjorde mig lækker for hende, og jeg haabede derfor at det var mig hun endelig havde bestemt sig for. Det kunde nok være paa tide ogsaa at Malvine Katrine begyndte at se sig om efter en livsledsager; thi om end sjønt hun selv i lange tider havde sagt at hun blev 29 aar til Kyndesmesse, var det vistnok længe siden hun var overstredet de 30. Jeg syntes imidlertid at dette passet udmærket; thi jeg havde fyldt midt 41. siste jonsok. Jeg gik længe og sukkede og sukkede indtil jeg, opmuntret af Per Skredder, der med den sandfærdigste mine fortalte at Malvine Katrine ogsaa sukked efter mig, endelig tog mod til mig. Trak paa mit beste puds, sjulte maanerne saa godt som gjørligt var og stevnede mod Malvine Katrines stue. Mit mod sank mer og mer eftersom jeg nærmet mig den tilbedtes stude, indtil det jeg var kommen saa langt at jeg saa det røg af piben paa Malvine Katrines stue, og var under nul og jeg overfaldtes af svimmelhed og sjælven i knærne. Og da jeg speilede mig i min snusdaase, havde midt ansigt et uhyggeligt og fordreiet udtryk. Jeg begyndte imidlertid atter at læse paa den tale, hvor med jeg havde tænkt at blødgjøre Malvine Katrines hjærte, og da jeg havde læst saa længe at jeg var viss paa at jeg kunde den, blev jeg en smule roligere. Det var derfor med forholdsvis godt mod jeg trodte ind. Til min glæde fandt Malvine Katrine seg alene hjemme. Hun sad henne ved vinduet og syede linsøm, og hendes ansigt antog et høyligt forbauset udtryk da jeg begyndte med den lange tale. Længe før jeg skikkelig havde faaet luket døren. Min hede elskov kjølnede imidlertid betydelig da hun reiste sig og – og – Ja, kan i fatte hvad hun svarede? ”Hvordan kan du indbilde dig at nogen vil ha dig, dit gamle fiskeskind! Jeg vilde ikke ha dig om du eiet hele prestegjældet!”
Dette, i forbindelse med hendes ustanselige laterhyl, virket som jeg havde faaet en bøtte koldt vand over hovedet, og styrtede ud. Da jeg, bleg, men ikke fatet, benede af gaarde, saa jeg Malvine Katrines to brødre staa borte ved staburet, krogede af later. De havde skjøndt mit ærinde, og saa nu det uheldige resultat.
Unge vener! Jeg forteller dere dette for at advare jer mod kvinden. Thi hendes frekkhed er stor. En maaned efter gifted Malvine Katrine sig med Per skredder. Den ræv vilde kun drive spas med mig, den gang han fortalte at Malvine Katrine var så forgabet i mig. Thi han viste vel best hvor Malvine Katrine i virkeligheden var anbragt.
Torgny

Tru
Lat os no tru og strida som menn! For trui er, som det skrive stend,
den magt som vinn yver verdi og hjelper os fram i livsgjerdi.

Trui er det som driv til yrkje i heimen vaar dyre, i skule og kyrkje.
Trui det er som driv unglyden fram til verja um Norigs – vaar moders namn.

Sjaa paa dei mange som stridde og lidde for mansverk i røyndi ikkje kvidde.
Leita og lær! Tak hugheilt i, daa syna det skal at trui vert di.

Tru paa din Gud og tru paa dit land, tru paa dit folk fraa fjeld til strand.
Det armen nok verta – den rake og sterke, som møta skal alt som vil folket kverkje

Kjem so ein framand indi vårt hus, og hæder os byrgt og gjerer seg fus,
det gjer os nok ildt at andre dei fyla, men vita dei skal, dei fær ikkje os styra.

Trui ho hjelper det norske folk. Soga vaar syna det bolk etter bolk.
Lat det daa merkjast i komande tider at trui og motet der styd naar me strider!
Lidvin

Heidra foreldri

Heidra far din og moder, kor du ferdast um på jord.
Det er af dei mange goder som han byr allfader stor.
Kjærleik, vyrdnad, her han prenta, lyda, tena – det han venta
av dei born han kanna seg. Skal me fylgja du og eg?

Skyna me kor saart dei bala for aa laga alt so væl?
Høyrer me kor vænt dei tala for at me skal verta sæl?
Høge tankar, varme kjenslor lettar alle vande trengslor,
gjærer hugen mjuk, men sterk, til aa fremja Herrens verk.

Ser me naar foreldretaara renn nedyver væne kinn,
av di barnet deira daara, heve mist sit barnesind?
Skynar me den tunge møda naar dei ei ser fager grøda.
Kjærleiken so rein og klaar, vilde havt ein fagnavaar.
Lidvin

Helsing til ”Heimhug” paa tiaarsfesti 15/11-1913

No vil eg deg ”Heimhug” senda ei helsing paa din tiaarsdag.
Eg ynskjer deg fred og sæla, ja, meir end ord og mund kan mæla.

No er du tie aar i dag, og mang ein gong me var ilag,
Me fekk ein eignalut som aldrig røvast, so sandt vaar eigen sans ei støvast.

Men hev me eingong styrt uppaa ei flu, aa kome so smaat or leia.
Den gamle baasmann segjer snu, me vantar skjuskar paa veia.

Eg takkar deg ”Heimhug” fyrr desse aar, so me hev vaare i samann.
Og framleids lukka eg deg spaar, kan hava hugnad og gaman.
Nils Jacobsen

Nr. 6 Vasbygdens ungdomslag den 30. november 1913 9 aarg

Kjærlighet til hjemmet

Naar marken grønnes og skogen ifører sig det friske løv. Lokkes vi mennesker ut i Guds herlige natur. Vi gjennomgaar dalene og bestiger de høie fjelde. Glade følger vi inbydelsen fra den rislende bæk, og paa det grønne tæppe slaar vi os ner til en kort rast. Vi ser op mot den blaa himmel og eiendommelige tanker vækkes hos os. –
Hvor er det muligt at saa megen sorg kan dunkle oss livet i denne deilige verden? Og vilde ikke vi mennesker, paavirkede og ligesom hævede paa vinger ved naturens beskuelse, ved Guds godhet og almakt, med et ganske andet sind gaa til vore livsgaaters løsning, hvis vi alltid ret holdt os for øie, at vi, som de store stolte trær er indplantede i vor klodes grund for at smykke den? Ja, al færden i fri luft vækker eiendommelige tanker og følelser i menneskebrystet, og det skyldes sikkert en vis naturlovs virkning at mennesket saa nøylig føler sig dragen mot fjerne strande for at oppdage i sig nye intryk og nye billeder. Men ved siden af reiselysten bor der ogsaa i menneskehjertet en dyp, inderlig kjærlighet til fødestedet.Den er endnu sterkere end reisetrangen thi fjærnt fra hjemmet kan der stundom opstaa en længsel, saar og sterk, efter det sted hvor vi hører hjemme. Det er nostalgien, hjemveen, en følelse der sikkert ikke er fra igaar og som har dype røtter i alt levende. Sørgelige kan de tanker være vi forbinder med vort hjemsted, og dog straaler vort øie i salig glæde ved det levende minde om den plats hvor vi har tilbrakt vore første leveaar. Nest kjærligheten til hjertets utvalgte, gives der vel neppe en følelse der er saa ren og sa inderlig forbunden med vort indre liv som kjærligheten til hjemmet. Derfor har den ogsaa saa uendelig mange gange taget sangen til hjælp for at tolke al sin lyst og al sin smerte.
Noget af den sterke trang til hjemmet er vane. Vi lænkes delvis af vanens magt, og det vilde være uretfærdig ikke at tilskrive en del af hjemlængselen denne faktor, for hvilken mennesket er i saa høi grad mottagelig. Til med fysisk kan hjemmveen begrundes, og den er ofte intet andet end et legemlig ubehag. Det gaar stundom mennesket som planten, den sygner, forend den har vænnet sig til den nye jordbund, i hvilken man har plantet den.
Mennesket er ogsaa et produkt af vandet, af luften og af næringsmidlerne. Intet under derfor at dets organisme let kommer ut av ligevægt naar man endrer disse tre livsbetingelser. –
Men mennesket har ogsaa en anden trang. Driften til at lære verden at kjende, at erobre den. Stormen maa føre skipene over havet, luften maa hæve ballongerne til svimlende høider, dampkraften maa forbinde nær og fjern, thi menneskets tanker og planer flyver over den hele jord. Allerede den fjerne horisont som vi øiner fra fjellets top, drager os mot det ukjendte, det useede. Saa vækkes vandrelysten hos mennesket, og erfaringen om den har vistnok de aller fleste. Verken den trofaste mor, en øm hustru eller en kjærlig ven formaar at holde os, vi drages mot det ukjendte.
Men den reisendes lykke dæmpes ofte af en uvelkommen gjest, melankolien, og dog er reiselysten en velsignelse for mennesket. Den beskytter det mot ensidighet. En ædelsten kan ikke utfolde den glans der bor i den førend den afslipes og ved regelmæssige flater og hjørner gjøres tilgjengelige for det ytdre lys. Også mennesket søger det fjærne i den ubeviste længsel efter mer at opnaa fuldendelse ved fremmed, kanskje ganske motsat indflydelse og paavirkning. Endog blot for en flygtig, forbigaaende for friskelses skyld, forlater vi vort hjem og søker ut. Mange mile fører dampbaaten os afsted i løbet af kort tid, og hvor kjært vort hjem end er os, vi forlater det gjerne for nogle uker. De nye livsbilleder giver vore tanker en anden retning. Framforalt er det nye naturseenerier og det dermed mer eller mindre sammhængende liv, som øver en ganske særlig tiltrækning på os. Og som billederne veksler omkring os, veksler vort stemningsliv. I reiselivets tilfældighet ligger en mektig tiltrækning der virker magisk paa menneskeaanden.
Det er altsaa en velsignelsesrik trang, denne, der fører ungdomen uti den vide verden. Et barn der altid blir i familiens skjød, ligner en sygnende plante, der trods al omhu og al pleie ikke vil trives. Et talent kan dannes i det stille, men en karakter opstaar kun i verdens strøm. Der ute, hvor aand rammer aand, hvor handling møter handling, hvor kampen staar, der befæstes karakteren. I det fjerne belæres vi, der hæves vort blik, der vides vor horisont. Der lærer mennesket at stole paa egen evne, at tænke selvstendig, at ville og at handle.
Først ute lærer det unge menneske at skatte hjemmets sande værd, først gjennom savnet faar han bevisthet om den lykke han der har nydt.
(Efter Norsk famile-journal)

Ved soleglad
Det er sumarkveld so hjartans sæl! Soli sig mot have ned,
fargar himlen raud som blod, helsar meg med sitt: Guds Fred!
Snart er ho vekk! Kvar hen ho for? Ned til palmestrand?
Nei opp til Nordpolsland,og snart paa ny ved himmelstrand.

Aa, helsa meg paa trøyttaand veg, med same ville mot.
Det svalnar lint um hjarterot i sæle sumarkveld!
Det vidkar meir en fagre ord, mi unge sjæl. –
No kan eg sjaa at Gud er stor og at eg liten er!
No kan eg sjaa eg studnad treng paa langan veg!

Som sumarfulglen kviler seg um sumarkveld, med trøytte veng paa blomeseng,
eg stydja lyt mi trøytte aand på sanningshaand.
Aa sumar kveld kor du er sæl!

Kyrkjestilt det er paa allan veg; berre linne vindpust um vollen dreg,
Høyrest just som løynde sukk, – paa blomeseng –

Dagen dormar, skomring fell, no det lognar ned for fjell
Vollen laugar seg i taareveld, medan blomane til kvile gjeng.
Hyss! – Der sviv no enlar smaa stillt og fagert millom straa.
Hyss! – Endaa er der nokon att som ikkje seg til kvild hev lagt.
No dei sovnar mildt og vænt paa si fagre blomeseng.
Sov daa sødt i heilag blund, – paa blomegrund!
Ola Sande

Nr. 1 Vassbygdens ungdomslag den 10. april 1914 9. aarg

Paa livsensferdi
Altid fram mot maalet stemna, som mot høgdi vinkar deg!
Alltid hugheil, livsland emna, alt det ljose, fagre, femna,
som deg møter paa din veg, og deg lyfter steg for steg.

Kva so livet vil deg lova, var di gode banetru!
Den skal livsenskrafti vera, skal deg heilt til himlen bera,
vera deg ei fuldtrygg bru, gjennom daudens myrkje gru!

Um en myrkje sjyer stengjer, vegen tykkjest tung og trong,
ljoset gjennom myrkret trengjer, alle skuggar snart det sprengjer,
og ved maalet du engong, kveda kan ein sigerssong.
Klaus Sletten

Moren og dumme søn
Der var engang en mor som hadde en dum søn. Hun hadde aldrig andet end fortred og ærgrelse med ham, sjønt han var godmodig nok, men han kom galt fra alt, hvad han tog sig til. Engang gik moren til Kirken, men sagde først til sin søn: ”Bliv hjemme du og pas paa at suppen ikke koker over.” Hans, som han hed sønnen, passet paa alt hvad han kunde, og da suppen begynte at koge over, sprang han saa fort han kunde bort i kirken og robte: ”Nu koger suppen over mor!”. Konen skammet sig fryktelig og sagde til ham ”Du er da altfor dum, næste gang du har noget at sige mig saa visk det i øret mit og kom ikke stormende slig.” Hun anede gangske vist ikke hvad han næste gang vilde meddele hende. Det var ogsaa en søndag som hun var i kirken. Hans kom ganske sagte listende og viskede til hende: ”Mor, nu brender huset vaart.” Han havde mistet en glo nedi en kurv med spon. Konen sprang fort hjem, men da var det allerede nedbrent. Men det blev bygget opigjen, og Hans blev ikke klaget for det. Naar han skulle tappe vin, saa glemte han at stenge kranen og al vinen rant ut, og naar han skulde strø sand over nyvasket gulv og ikke finde noget sand, tog han melsækken og strøede dets inhold udover gulvet. Saaledes var han.
Konen havde maattet gjøre gjæld for at bygge op huset igjen, og da Hans bare skafet hende udgifter og det ikke var til hjelp for hende, gik det mer og mer tilbake for hende, og til sist blev huset taget fra hende og hun flyttede med sønnen bort i en forfalden jordhytte, og der levede de saa af hvad folk vilde give dem.
Aaa gaa ud og bed om lit, det maatte da Hans kunde gjøre, mente moren, og saa sendte hun ham ud for aa bede om milde gaver. Men heller ikke det kunde han. En gang havde han faaet et stort brød, og det kom han bærende med paa sit hoved. ”Du vil nok”, sagde moren, ”at alle skal se og spotte over vor fattigdom. Naar du faar noget en anden gang saa skal du gjemme det bedre, du har da lommer.” Næste dag fik Hans en liter sur vin hos en nabo. ”Hvor har du den?” spurte moren. ”Her,” sagde Hans, og vente sine dyvaade lommer; han havde hælet halvparten af vinen i hver lomme. ”Dumrian”,” sagde moren ” en annen gang skal du bede om at faa låne er flaske” Han fik næste gang en kage som var lit brent i kanten, men ellers meget god. Bondekonen som havde bakt den, vilde ikke sætte den frem for gjester. Hans smulte den op i smaa bitter og lånte en flaske af bondekonen til at ha smulerne i, men smulerne fylte formeget saa han stappet den tættere og tættere og tilsist sprak den. ”Du er altfor dum,” sagde moren. ”Tak din ransel paa veggen og put det du faar i den.” Hans fik en litten gjed forærede, men da han vilde putte den i ranselen, viste det sig at den slet ikke kunde komme nedi den, og mens han stod og tengte paa hvorledes han skulde faa den i randselen, tok gjeden flugten og Hans kom hjem med tomme hender. ”Kunde du ikke have baaret den, eller trukket den efter dig, saaledes som man gjør med en kalv?” sagde moren. ”Husk paa det til en anden gang, med gjeden hadde det kanskje ikke gaaet.” Den anden gang som Hans altsaa skulde huske, blev det et stykke smør, fast, men lit stramt i smagen. Da bandt Hans et reb om og trak det efter sig. Og da han kom hjem, havde han bare rebet, solen havde smeltet smøret underveis.
Moren var aldeles forvtilet. ”Hvad skulde jeg da have gjort med det?” spurte Hans. ”Naturligvis pakke det ind i et stykke papir og puttet det ned i din ransel.” Næste dag fik han 6 æg. Han pakket dem alle samen i et stykke papir og puttet dem sammen med andre ting nedi randselen. Da han kom hjem, var de knuset alle sammen, og de fik ikke engang æggepandekage af dem. ”Bare jeg kunde faa dig vel gift og ud av huset,” sagde moren, ”stor og gammel nok til det er du jo.” Det hadde ikke Hans noget imod. ”Når kan jeg gifte mig?” spurte han. Moren lo. ”Først maa du blive lit klogere,” sagde hun, ”saaledes som du er nu tager ingen dig.”
Saa gik Hans til byen med en kurv druer, og kom merkeligt nok hjem med penge, og uden at have knust en eneste drue. ”Det var klogt gjort,” sagde moren. ”Saa gifter jeg mig,” sa Hans, ”Versaagod!” ”Men hvem skal jeg gifte mig med?” ”Gaa udenfor porten og se dig om til alle sider, kanskje du faar se en som vil tage dig.”
Hans gik udenfor og tittede til alle kanter. Der kom en Cigeunerske gående. ”Vil du ha mig?” spurte Hans. ”Ja, da!” sagde Cigeunersken. Saa gik Hans med hende, og i landsbyen saa man ham aldrig mer. Om han vedblev at være ”klog”, er der ingen som ved.

Det folnar

Fagraste blomen som blømer um vaar og blidleg i vaarsoli angar,
venaste rosen som smilande staar og nikkar paa solljose vangar,
og lauvet som blakrar so lint uppan grein, og graset som gror millom tuvor og stein,
mot hausten alt bleiknar og gulnar – sjølv venaste rosen folnar.

Der leikar ein ungdom so frisk og so glad og blode af livsmote brenner.
So kaat paa sin livsveg han leikar afstad og møde og sut han ei kjenner.
Men det kjem ein dag daa all leiken er slut, for gleda i livet ho varer so stutt,
mot livshausten nykkjene kroknar, og livet det bleiknar og sloknar.

Eg sat uti skogen ein vaarkveld so fin, daa so fager ein song eg fek høira,
dei duvande tonar hugger mit sinn der dei svøimande naadde mit øira.
Men paa sisten so døide dei tonarne burt, det vart inni skogen so audt og so turt –
Daa til slut han seg vende min fagna; kvi skulde dei tonarne tagna?

Soleis det so tit meg paa livsvægjen gjenge, naar eg ser korleis venleiken folnar,
Naar sprækaste guten som blomen i eng, mot livskvelden bleiknar og folnar:
Kva er dette livet som varer so kort, kvi skal alt fagert daa visna so fort?
Eg kjenner meg saar og kan graata, for eg finn ikkje løising paa gaata.
Gunnar Janson

Ungdom
Inne vart det for trongt og for kvalmt. Ut i frisk luft, under høg himmel, i reint maaneskjin!
Aaleine med sin fagre draum! Draumen vom vektest der inne i dansarringen, berre av eit solvarmt augnekast. Draumen som sende varme gledesstraumar gjenom alle aadrar, som skalv
i sæle ilingar gjennom hovudet. Ut og løina si store lukka! Elles kunde andre augo sjaa den sæle smilen kring munnen, lukkeglimen i augo hans. Han kjende han kunde kje styra seg inne.
Berre vera aaleine! Huff! Ein kalgufs slo i møte der han kom varm og anpusten ut. Best aa kneppa frakken godt att og so luva ned yver øiro, og kragen upp, slig. So up gjennom skogen denne vegen her. – Det baara i honom enno. Det hadde kome so braadt paa honom. Som solblenk gjennom graatung sjy. Han hadde halde ein liten tale paa denne ungdomsfesten her i ungdomshuset. Hadde tala seg varm um ”ungdom og livsmod”. Hadde sagt at einaste lukka var aa arbeida, arbeida fram mot sit livsmaal! Han, den 24-aars ungguten hadde tala gamalklogt um at ”Kjærleik var berre ein romantisk talemaate. Ungdomsdraumar og elskhug var berre sjyflakar som la seg for syne, so me ikkje lenger saag det verkelege livsmaalet vaart so klaart,” hadde han sagt.
Og sao – so hadde han vorte sitjande attmed henne – henne som han ikkje hadde set paa ein 3-4 aar. Det var henne han hadde fylgt til støls den gongen han kom att fraa jordbrugsskulen.
Det var henne han daa hadde bore yver stølsaa-a. Daa var ho berre ein 14-15 aar, ein frisk aa glad gjentunge. Og no, vaksen og fager som eit under. – Nei, han torde kje tenkja meir paa henne no. Kunde hankje verta rolegare, so torde han ikkje gaa inn att til dei andre. Altso, ikkje tenkja paa henne, – berre slaa tankarne burt. –
Nei. sjaa skogen der borte! Kor han var væn! Med kvite snøkopor yver høge akslar, med kvite lin yver runde barmar, med kvite slør yver dulde andlet. Reint og skirt som ein her af gibsfigurar, men høge og storlagde med rake sular innimellom! Skapt af kunstnarhand!
Med himmelsk adelskap i kvar høgreist fot, med kjyrkjefred i kvar mjuk line! Det var som ein laut halda pusten og venta paa stille orgeltonar der inne fraa djupni av stilla. Men alt var so stilt, underleg stilt. – Ingen torde vekkja desse høge akslar og runde barmar som sov der under snøkvite lin. Her og der saag ein alti knokute nevar og senesterke legjer under snølaknet. Og ein og annan stad gapte det fram store myrke hol, trolsvarte og løindomsfulle. Hysj! Inne der laag kansje skogkongen sjølv og sov, og ei ung kongsdotter som kjemde hans lange haar – eller kva kunde det løina seg atum desse myrkje hol”
Han mintest eit eventyrnamn fraa barndomen: Soria Moria slaat, kansje! Ja, kvifor skulde det ikkje vera noko sligt inne der? Eit slot som kvarv um dagen, men laag og glitra i maanesjinet natta lang! Med maanesjinsglitter i gullportar og sylvkuplar og med diamantrim yver rake spir. Og fagre møier i ljose hallar! Ja kvifor ikkje? Og ei silkefager prinsessa som la mild dåm yver alt. – som tok hovudet hans upi fanget sit og spann kærleik kring honom. Han tykte han kjende anden henner mot kjinni. Han saag uppi dei djupblaa augo og kviskra: Astrid – Astrid –
Uff nei! No hadde tanken paa henne tekje han att. Nei! Berre tenkja paa noko anna. – Ja, eventyr, ja! Og draumar! Han kunde hata desse turre realistane som berre drog ein svivyrdsleg smil til alt slikt. Um ein av dei saag paa skogen som han laag der, i glitrande maaneskin, i eventyrleg kvitt, i løindomsfull reinleik, med dei dragande myrkje trollaugo innimellom. Han kunde vera viss um de saag `kje det plukk af det. Den skogen der ”representerer so og so mange tylter, tolv alnar, sju tonn”. Det var det dei saag. Ak blaas! Dette skogrike her, det var noko meir enn eit hundre tylvter — Det maatte vera noko meir. Det laut vera noko eventyr inne med desse sulerekjerne, innmed kvite taarn og spir.
Kanskje sjæler, ei eller fleire. Skogsjæli. Kansje tonar med saar lengt, med still gleda, orgeltonar djupe, kanskje. Ja, noko laut det vera, noko fagert eller noko skræmelegt. Eller bannskap! – – Puh! Desse toskane som gapar aat all romantikk. Kva vert verdi utan romatikk og idealisme – og kjærleik? Ei øidemark. – Kva vert livet utan ljose vonar og varme minne? Berre haustgraatt og aude. Hev me bygt eit solfagert slott av ljose voner og vaarlette draumar, so lat os ha det i fred. Lat oss ikkje riva det sundt i kald tvil og mistru, Lat oss ikkje bruka denne turslipte fornuftsprettarkniven i tide og utide. Paa kvar ungdomsfrisk tanke, paa kvar ungdomsljos eventyrdraum. Eit liv utan eventyr, og digt, og draum, og tru? Kva vert det? – Ein iskjellar, Nei, ”Lat oss drøima og lat oss tru, og bygja med tankar i bivrande bru til den heilage, høge framtid” – – –
Uff der kom det nokon nedanfraa. Ein fekk daa ikkje vera i fred med tankarne sine nokon stad. Skulde han smetta tilsides? Nei, det var so ”gutablygt”. Berre ganga veint imot og koma snøgt framum. Det var sanneleg eit kvinfolk som kom der. Ei gjenta. Det tok til aa hamra i bringa. Men pytt, han brydde seg daa ikkje um anten det var ei eller hi, han skulde ikkje eingong sjaa etter henne det slag. Nett der sjin maanen fram mellom to lubne granar og legg ei sylvstrima yver vegen. Han stig tilsides ut i snøen, so ho skulde faa sleppa framum,- og so laut han glytta upp med det same – Gud! Det var ho! Ho stansa òg med eitt. ”Nei, er det du”? ”Ja, eg driv ute og drøimer i maanesjin”. ”Og du og”? ”AA ja, Det var so varmt inne, eg laut ut i friskluft,” totte eg. Lit etter: ”Det er so fint ver og, so –” ”Ja, det er fint ver”. Han tagde. Berre stod aa spente skosnyta inn i snøkanten. Skulde han gaa vidare? Eller skulde han vaaga seg til aa slaa fylgje? Ho tok nokre stutte stig attlenges, uppetter. ”Skal du langt?” ”Aa, til støls trur eg,” lo ho. Han livna upp med eitt. ”Du slep ikkje yver stølsaa-a”. Pytt, eg vada yver.” ”Nei, daa er det vist likare eg fylgjer og ber deg yver, som eg gjorde for 4 aar sian”. ”Trur du det?” Ho lo mot han.
Det drog ei still susing gjennom skogen og kviskra varligt um nyvekte voner og um ung lukka. —-

No er det tid
Hausten er komen. Og lagi tek rett no til med møti sine att. Det gjeld daa aa gaa paa med friskt mod, so ein kann koma inn i takten alt ifraa fyrst av. Takten den er meir end halve magten, sa Bjørnson. Og der er mykje sant i det, ei sanning som me trur dei frilynde hev hugsa alt forlite paa. For me vantar noko av det trauste samhelde som maa til, um me skal magta dei store tak. Og det er dei store taki ungdomen skal magta.
Her hev me maalsaki. Danemaalet et seg djupare og djupare inn i folke-sjæli. Den norske staten, prestane, lærarane, diktarane, bladmennene hjelper til med det, og skjemmest ikkje eingong av sitt ufine yrkje. Her maa difor ungdomen setja ryggen imot, han maa venda denne straumen so han renn utetter og ikkje innetter. Det vert eit tungt tak. Men det maa til.
Her hev med landeverja. Ho er kje paa lang veg so sterk som ho burde vera. Det er faarlege tider. Gud veit korleis det kjem til aa ganga oss. Ikkje sandt, me elskar heimen og fedralandet so sterkt at me vil setja alt inn for det. Men daa maa me vera budde fyreaat, utan er det heile til faanyttes. Og det vil den nasjonale ungdomen stræva etter aa verta so godt som raad er.
Her hev me avhaldssaki. Kor mange er det kje endaa, ogso millom dei frilynde, som døyver hugen med alkohol? Aandslivet set me høgt. Men der er ingen ting som tyner det slik som alkohol. Der er ingen ting som soleis med eitt kan vaske burt ungdomshugmaal og ungdomsideal. Difor burt med den sterke drykken. Frilynd ungdom skulde letta uppunder og ta eit krafttak her.
Her hev med bondesaki. Storindustrien veltar seg innyver oss. Han reiser ikkje berre med naturrikdomarne vaare, men ogso med ungdomen. Det er rett no eit brennande spursmaal: Korleis skal me faa ungdomen til aa roa seg i bygdene? Det er etter vaar meining eit av dei største spursmaali i vaar samti. Dette gjeld ungdomen sjølv. Og sjølv ma han ta det upp til aalvarleg dryfting. Men fram um alt, me maa ikkje gløyma vaar eigi utvikling. Paa møti vaare maa aandslivet faa nøring, hugkveikjast, syn klaarast, vilje knytast.
Ved song, lesnad, ordskifte, foredrag maa me leggja vinn paa dette, so dei indre kreftene kan verta sterke. For det er dei det spyrst etter naar me skal fremja sakerne vaare.

FRAM
Det handskrevne bla til ungdomslaget ”Heimhug”, som nu er inmeldt i ”Hordalands ungdomslag”

Hausttankar
Gule blad og visne blomar ser eg kring meg kvar eg fer.
Hausten syng med sterke tonar: Det er eg som raader her.

Og eg minnest sumardagen, grøndt kvart blad og frisk kvar blom.
Daa dei stod i beste bragen, men dei stakars vesle fjom

tolde ikkje kalde næter, storm og myrker, frostkald jord;
for den klaare haustblaa æter gav so alt for lite sol.

Difor maatte bladi gulna, difor maatte blomen døy.
og eg tenkjer slik er livet, folnar, visnar burt som høy.

Men so kjem eg og til tenkja, blom gav fræ, og tre bar frukt;
og eg fær ei von som blenkjer: liv kjem att, um det fell burt.

Fræ av blom og fræ av frukter, fell i jordi, røter seg;
og um vaar – paa gamle tufter, ser me liv som vænt seg ter.

Saart eg jenner verk i barmen, kjenner kor det tærer, svid.
Taara brenn und`aunekvarmen, segjer: det er livet dit som lid.

Fram imot den myrke haustnat daa det visnar burt som blom,
som du ligg der kald aa baara. Du er òg eit vesalt fjom.

Vinden ruskar, slit i trei, bladi rislar, og det rys
igjenom meg, eg skjelv i knei. Jaumen trur eg beint eg frys.

Stilt, men fast eg nester hender og eg bed so varm ei bøn:
Herre Gud, som heimen styrer, gjev du meg den naadeløn.
J.N.

Nr. 1 Vassbygdens ungdomslag den 7. mars 1915 11. aarg.

Ungdomsspursmaal

Det hende seg eim gong, eg hadde den æra aa høyra paa tvo – lat meg kalla dei ”herrar”, d.v.s. ugifte ungkarar – at dei stridest um spursmaale aa gifta seg. Ikkje so aa forstaa at nokon av dei var imot spursmaale i seg sjølv, eg trur helder ”herrarne” gjerne vilde finna seg ein ”halvdel”, men det var um korleis – paa kva maate – dei skulde finna seg sin ”del” – anten med vite eller med kjenslorne, eller med baae med ein gong, eller kva for del som fyrst skulde brukast, Ja desse tvo fek eg høve aa høyra paa, og eg trur ikkje dei hev noko imot at du òg fær høyra meiningi deira. Namna deira er A og B.

A sette fram, sovidt eg kan hugsa, meiningi si soleis: Naar ein gut ser ei gjenta, maa han senda tanken han fær um henne aat den plassen som heiter hjarta; men no maa han væra varsam! Hjarta maa berre sovidt segja si meining, um det kunne slaa for nemde gjente eller ikkje, – hjarta maatte ikkje faa yverhaand. Derifraa skulde som tanken sendast pr. omgaaende, – altso, um hjarta sa ja – aat hovude, til vite. No kjem det an paa, naar vite kjem saman til raad, kva det finn. Her er no tvo vegjer, anten aa godkjenna elder forkasta. Segjer vite at du ikkje bør – ho er ikkje høvande for deg denne gjenta, daa skal tanken fara i den leii der skyerne er og verta verande der. Men set no tanken vart godteken av vite, daa skal han ganga i den andre leii, aat hjarta att. No kan kjenslorne sleppast laus. Segjer so dei at denne gjenta maa du halda av – – – ja so gjeld det um det gode hjarta møter hjarta med same lag, for at det kan verta ”ljose voner – so sol paa ein sumardag”. Ja, so meinte A.
B: Naar guten saag gjenta, skulde tanken sendast aat hovude med ein gong – maatte ikkje lata kjenslorne segja si meining fyrst. Vart ikkje tanken godkjend der, skulde han fara aat skyerne med ein gong. Derimot, sa hovude at det kunde gaa an, so var vegjen aat hjarta. So var her tvo vegjer igjen; ”godkejnning elder forkasting”. Vart tanken funnen god her – ja, so – so –
Det han vilde ha fram var at ein for alt ikkje maatte lata hjarta segja si meining fyrst, det kunde forblinda, so vite sidan ikkje kunde døma rett upartisk.
A trudde at vite ikkje vilde døma ret, um hjarta var aldeles kaldt. Set no, hjarta skulde kjenna uhug mot gjenta, – vilde det daa døma rett?
Nei, fyrst maatte hjarta slaa litt, for elles vilde ikkje hovude finna paa aa døma um denne gjenta. Men ein maatte væra varsam med mengden.
B trudde grunnen til mange ulukkelege giftarmaal var at ikkje vite sa si meining fyrst, men ”lidenskapen” fekk spelerom.
Paa slutten kom dei til det at tanken skulde avgjerast nokorlunde samstundes baade av vite og hjarta, men det var dei samde um baae, at vite for alle ting maatte brukast. – Og kva meinar du?

Syrgjelegt
Fleire tusen av dei sprækaste gutarne fær ut av lande, nett fyre hærtidi si skuld. Dei brukar krafti si i framande land. Dei bygjer og ver framande heimar. Me som vil bygja og bu, streva og strida i Norig, fær hærsveintidi auka år for år. Slikt er syrgjelegt. Skal det halda fram som no det er byrja, so vert det ei tung tid for dei norske borgarar.

Prakkar
Aa, tenk for eit liv i strid og i kav! Som vrake du driv paa brusande hav!
Deg sjølv du ei naar, men er som ein fange, for sliten og saar av tyngslorne mange.

Du sparkar og grev med nebb og med klo i endelaust stræv og aldri hev ro.
I verdi so hardt du styrer og stræver, som um du der vart i liv og i æva.

Du tenkjer ei paa at live er stutt og ende kan faa fyr dagen er slutt.
Som fredlaus du sviv i nord og i sud, og ofrar dit liv fyr gulle – din gud.

Du ingen ting skyr mot pengar aa vinna, tidt lever som dyr for fulle aa finna;
For rikdom aa naa du ofrar deg heilt, og ergar deg graa um du reknar feilt.
Naar gildt du hev vunne, daa er det vel so, du sæla hev funne og hygje og ro?
Saa kan du vel berre um herlegdom kveda, og takka din herre av hjarta med gleda?

So skulde det vera, men tænk deg vel um; du snart lyte læra, det svinner som skum,
og aldrig du her, kor mykje du hentar, den sæla du fær, som du hadde venta.

Um mykje du vinn, so meir vil du ha, og fred du ei finn, og er ikkje glad.
Um kort lyt du veikna, mot enden det gjeng, du folnar og bleiknar som blomar i eng.

Og inn i sin vald deg dauen tek fatt og svøyper deg kald, dit auga slær att.
Kva hjelper deg so, um verdi du aatte, naar usæl du no forlata det maatte?

Det sukkar og ber fraa din drøymande barm – no fyrst ret du ser, du i grunnen er arm,
um ei du hev att ei von um ein dag, ein rikdom og skatt av eit ljosare slag.

Du magtlaus er fanga innunder den dom – av verdi maa ganga so fatig du kom!

Fraa Hol
Nei, høyrer dette og med til vor jord? Vil ein vel spyrja når ein ser den øvste bygdi i Hallingdal. Det er Hol dette, som ligg so langt inne mellom fjelli og ute fraa den andre verdi. Hallingskarven med den kvite hetta si reiser seg like hit yver bygdi og stend liksom vakt um noko sku koma paa. Og slik som stormen kan tuta i den fjeldkamben! Snøen vert piska og stend som ein røyk hityver dalen. Noko blidare ser han ut når det er klaarver; daa er han verkeleg fager. Denne nuten hev set sitt merke i folkelynde her uppe.
Det er so underlegt aa sjaa paa live uppi slike fjelldalar, der kulturen liksom ikkje hev fenge rotfeste. Ein maa tenkja atende i soga paa dei gamle nordmenn som livde eit rikt liv utan stas og fjas og anna fantri som fylgjer med kulturen. Her hev ikkje narrelege modar og nye skikkar fenge magt endaa. Kararne gjeng i sine korte trøyer med sølvknappar i; ja, um dei hev vore i Kristiania eit par gonger med, og set folkeskikk, so hev dei ikkje vorte fortulla av det.
Nei, uppe i fjelldalar eg meistar aa leva lel, tenkjer eg – iminsto for ei tid daa. – Folki er ikkje so burtskjemde og forvelte av kultursveimen, der. Dei er so friske og eldhuga naar dei fyrst vert gripne av noko. Men kjem du ut paa dei breide bygdarne nær byar – ikkje å tala um sjølve byarne – folk er so forkuva, dei er so aandeleg dovne og slappe. Halvt dusne ligg dei kanskje i sofaen og gjeispar so kjakarne vil ganga or led. Dei hev ikkje hugmaal for noko.
Vel kan det vera at ungdomen her er ikkje gripne av so store hugmål, liksom paa mange andre stelle i lande; men når hallingen kjem heilt med, so skal du sjaa det munar.
Uvist er det no kor lenge folki kjem til å halda paa sin undarlege klædbunad. Ja, undarleg er han nok denne bunaden, allvist kvinnorne sin. Det gjeng nok ikkje å skriva um korleis han ser ut; det vert ikkje fullgreidt korso. Du maatte sjaa det; men daa kunde du verta standande og gapa. Det er nok staselegt å sjaa ei gjenta i sin fulle festbunad. Naar ho so attaat er pen, so kunde ein nok verta forgapt i ho, fyrr ein viste av.
Men lenge vert det ikkje fredelegt. ”Kulturen” bankar paa døri. Tenk, her vil han upp – her ved hjarta aat langfjelli. Snart kjem jarnvegen, og med han fylgjer det mangt, skal du sjaa. Det vert ei kvining og plistring av eimhesten seint og tidleg, Kolrøyken legg seg som skodda etter dalen. Hallinggjentorne spring forskræmde åt kraai med den staselege bunaden sin og fær paa seg kjoleklæde etter finaste mode med kniplingar baade her og der, og so hatt, kan du vita. So vert dei kalle ”frøkener” og lærer å segja ”adjø” og ”Ish da” og mykje anna fint til merke paa ”daning”.
Knut Tylden

Springdans
Hei gutar, kom, lat oss slå lag, og lat oss lystig vera;
No vil me faa kvar si gjenta med aa læra, å snu oss rundt so dei gamle gjera.

Ein sundagsmorgon når soli rann, kom ein man ilag, kan henda det var to, ein kasse dei bar, mon tru det er skot? Men det var ikkje so.
Og seinare paa dag eg rusla i mak etter veien so spak, med eit so høyrde eg noko rør
so trengde seg ut gjennom ei laavedør.
Forviten eg var og inn vilde gå, men det var ikkje å tenkja paa, i eit gjødselhus maa du ikkje spøkja deg fram, du veit ikkje av fyr du maa symja i lann.
I nærheit av ein offentleg hovedvei, der er det ikkje godt aa halda galei, ein fær ikkje fre for nysjerrige – det er betre å vera frå folk og fe.
Me fær oss nok hus, men det verte lit klus, men me greia det lell når me tar oss noken kvell.
Då stegi vart mange og hugen minka, vart dei fa som hinka.
Ein liten flokk det lære nok, når berre ikkje økonomien seier stopp.
I slaatten er det ikkje altid greidt, fyr skal ein dansa, so vert ein sveit.
Men det er godt å faa mykja sin kropp, daa vert ein so ledig, sjøl den gamle paa krakken,
daa er det so lett til å spenna i nakkjen.
Eit gjilde der vart, det gjekk i ein fart, – med kørjer og mykje anna rart. – den vart ikkje di for ei krona, nei, har du kje`4 fær du ei dama.
Ein avveksling er bra, når me spelemann ha, men det var ikkje alle som likte da.
Me skal lanne vort æra, nasjonalt skal det vera, utanlandske ting vil me helst fjerna!
Ein annan gang kan det væra bra, når me ikkje noko anna ha. Det er ikkje frit at det gløda, um me er utanfor ei løa. Daa spara me lidt paa veien, når me ha valt komiteen.
Einar

Tiaarsfest
Dei seia der skal vera møte, – skal snakkast um 10 aarsfest om otte dagar, då passar det bedst, men det er for tidlegt synes flest.
Eg trur me greiar det likevell, ein komite fær det snart på stell, om fjorten dagar det gaar ikkje an, nei, um der aldrig kjem fest istand.
Ein komite der vart sett ne, og sjkolade dei vilde ha, men alle syntes ikkje det var bra.
På kaffi tjenar me aller bedst, det maa me ha, skal me faa noko tilbedst.
Og kor det gjekk til, det veit ikkje me, men sjokolade i gryto kom ne.
Eit lass med mjølk dei kjørde med hest, det var ikkje å venta me fekk pengar til rest.
Og ruskever såg det ut til å verta, men når kvellen kom daa var det alt letta, og manen lyste so klaar og rein, den ville ikkje nokon sku snåva i skulehusvei`n.
Men likevel var dei fleste seine for klokkå otte var me mest åleine.
Sidan drog det no til so smaat, av gutar og gjenter ein liten komplaat.
Men merkjeleg nokk, når me mat hadde fått, dei stanste ikkje inne, for vere var godt.
Og no naar so talaren skulde fram, daa syntes eg verkeleg det var ei skam.
Naar me ein annan gong hava fest, då trur eg stødt at det passar bedst, å halda seg inne so godt ein kann, å høyra paa talen kvar kvinne og mann.
Ti aar her etter eg vonar, at me har samla oss kroner, so me kan festa i eige hus, og sleppa bæra sjokolade fraa Sandvik i krus.
Einar

Nr. 2 Vasbygdens ungdomslag den 14. mars 1915 11. aarg.

Jolebrennevinet
Er me mange ilag, so fær me det billegt hjaa kjøbmannen!

Det er fem dagar fyrr jol, at han Paal stend inne i kjøpmannskrambuda -: eit kilo ris – eit kilo sago – eit halft kilo farin – tvo kilo grynmjøl – eit halft kilo kafi – ei pakke the – o.s.fr. Var det kjemeir? spør kjøpmannen. Jau, det var sant, e lyt faa meg aatte stengjer tobak og ein pose kandis! Var det kje so noko annat? Aa jau, - eg sku ha eit anker brennevin òg; me hadde teikna oss for mest helvta av det, men me hadde kje so mykje pengar at me kunde løysa det, nokon av oss, seie han Paal. Du er no vel ikkje komen paa Fattigkasa held, Paal, eg kan no vel faa borga deg eit anker! Ja, vilde du det, so var det meir enn vel! Du skal faa betaling so snøgt eg faar pengarne inn fyr det. Aa, jau, der lyt bli ei raad med det. Versogod, der kan du få prøva ei sort til fyrti kronur. Tak skal du ha! – og skaal paa ei god høgtid! – Hm – hm - jamen var dette god Konjak; det var so det reiv i halsen! Eg lyt fula faa eit anker, naar du er vuljug aa borga det – solengje, seie han Paal, og han seie det so skaplegt som han kann. Kjøpmannen skreiv merkjelap, gav den til Krambusveinen sin og sa: Det skal sendast med ”Ole Bull” klokkan 10! Sjaa der, Paal, gjøym den, so mykje du kan skjenkja ein mann til Jol, so veit han kva vara du heve paa kaggen, sa kjøpmannen, og gav han Paal ei flaska. Er det so at eg skal ha denne paa kjøpe, maa du ha mange tak! So handtokst dei og ynskte kvarandre ei hugnaleg Jol til avskil. På eimbaaten traff Paal grannen sin, han Sjur, som han fulle lyt skjenkja. – Versogod! og baud fram ein dram. Nei, kjem du soleis? Tak daa, og skaal paa ei glad Jolefest! – Hm – hm – det var noko som var gagn i, du heve fengje fat i denne gongen, seie Sjur. Ja, og eg heve fengje eit anker – paa borg – af same slagje. Ja, Sjur, detta tenkje eg me skal verta kvitte! Kor mange flasker vil du ha? Spør Paal. Aa, naar det er god Konjak, so fær eg faa aatte flaskur, for dei er no god aa ha. So treffe han Paal ein, so treffe han hin, som fekk seg ein liten kvass – varm – friskande – rivande ein, og daa det var gjort, so teikna dei seg, og han fekk lista si full med tal, mest fyrr han visste orde av. Tri dagar etter skal brennevinet delast. Han Per Borgatveit skal vera tappar og han Sjur Sjerheim skal vera den som set korkjen i. Men han Paal sjølv skal styra med lista og taka betalingen inn – i reine pengar. Her gjekk noko yver aa ned i skaala, - er her nokon som vil supa det or? – eg vert ørn nokk av eimen, ropa tapparen. Kom her med det daa, det er no kje meir i det, seie Paal Sjerheim, fær skaala, set ho paa kjeften og syp or. Han sat nett aa skjelte etter um der ikkje gjekk noko ”den vegen”, somykje han fekk seg ein ”gratis” – han hadde no hatt bale med det òg!
Ut paa tunet kom tvo ungdomar – Knut og Ivar – med kvar sine tri flaskur i lomarne. Veit du kva me skal gjera? seie Knut, jau, dei tvo flaskur kan med gjøyma, men den tria skal me forsyne meg snu botn upp paa ikveld. Vi du vera med paa det, so gjeng med burt i utløda hans Jens. Eg ska heimat for eg lyt gjerna gaa til doktoren. Ho mor hev vorte sjuk, og han far hev vore so klein i vinter at han er inkje god aa gaa, seie Ivar. – Lat gamla kjerringa vera kor dei vil, me er no karar, me, som ikkje er so kvepne og difyr tek me oss ein kvass ein; skaal kar! Kom no bort i løda somykje me kan sitja oss ned og drikka på folkavis! Tok Knut i att, – og so bar det i løda med dei. – So sit dei seg til aa drikka, so det læt baade jammerleg og kummerleg nedetter halsen paa dei, og godt laga vert dei baae tvo. Den eine byrjar aa drøsa um kaatleik og hin skjøyte i endaa meir. So seie han Knut: Veit du kva eg kjem paa, Ivar? Jau, no sku me so akkurat gaa upp i floren til ho Sjura-Brita! Ja, det skal me so nett gjera, seie Ivaren, - og so ber det iveg med dei – mylande og slagande burtetter snoen. Han Knut slingrar oveleg mykje, og Ivar stødja paa han so godt raad er, for han er kje so ”plakat”. Men kor det er, held ikkje, so ber det paa kant utfor ei aakerreina med dei – og – aa, eg trur foten min tok skade, jamrar Knut og ber seg ille. Kva er det so gjeng aat deg? brølte Ivaren til han; ris oppat! – Tek so i han og vil ha han på føterne att. Er du galen, Ivar, det gjer so ilt i foten min!. Kva er det? Hev du brote foten av med du jamrar deg so? Kjem det noko stillare. So tagna dei av og vart sitjande sida um sida eit heilt bil. Knut funderad paa kor han hadde fare med foten sin, og Ivar – ja, han tenkte paa um ikkje dei kom for seint i floren til ho Brita. – Knut hev vorte ræd for foten sin, og for denne rædsla hev rusen gjevet ein liten plass. Du Ivar, seie han, du fær gaa heim og beda han Ola koma ned, for eg kann kje koma herifraa med mi hjelp – ikveld! Jaso daa! – Gakk no daa, snøgt! Her er kalt òg ikveld! So rusla han Ivar iveg, og kjem att med han Ola um eit bil. Han Ola tek under ein arm og Ivar under hin, og soleis baskar dei heim med han. Det synar seg at der er mykje gale med foten og næste dag kjem doktoren som finn at han er or led i aakla, og der vil gaa fleire vikur fyrr han vert god att.
Kor bar det til at foten gjekk av led? Spurde kone-Brita ho Kari, mor hans Knut, Ja spør so! Desse ungdomarne dei fara so mykje uvislegt aat mange gonger. Han hadde skre utfor ei aakerreina, de veit, slikt ser seg no kje so mykje fyre, seie ho Kari. Det same sa hine òg daa dei snakkast og smaka paa jolebrennevinet hjaa kvarande.
Men næste morgonen var mor hans Ivar Slokna. Det var altso ein dag for seint aa gaa til doktoren.
Lars Kleiveland

Hvis jegvar en ung pike
saa vilde jeg have et maal i livet. Og jeg vilde sætte det høit og ikke sænke det. Hvor der er en vilje, er en vei, er saa sandt som staal. Jeg vilde søge at være saa net og flink som min moder. Jeg vilde være i godt selskaab eller i slet intet. Jeg vilde læse gode bøger, saadanne som udvider min aand og gjør mig skikket til et høiere liv. Jeg vilde være sandfærdig i min handlinger saavel som i mine ord. Jeg vilde vise folk at ogsaa en ung pige kan være i besiddelse af sund menneskeforstand. Jeg vilde sætte ære i at kunne lære hvad en mand kan lære, naar det ikke just kommer an paa fysisk styrke. Op ”Kundskabens Høi” vilde jeg ikke lade nogen klyve forbi mig. Jeg vilde vælge mig en mand, hvis jeg vælger nogen, med en uplettet karakter. Jeg vilde være venlig mod alle. Jeg vilde stadig søge at være taalmodig og langmodig; thi med disse to egenskaber er man vel udrustet for livets reise. Jeg vilde klæde mig i ydmyghed med en hue af taushed. Jeg vilde snøre forsiktighedens sko paa mine fødder, saa jeg kunde vandre den kongelige vei med kvindelig værdighed. Jeg vilde iføre mine hænder med handsker af gode gjerninger og over det hele vilde jeg kaste en kaabe av faderens beskytelse.
N.B.

”Vi har glemt Trissa”
Det var om bord paa en af de smaa lokaldamskibe inde paa fjorden her. Skriver en passager. Den havde netop lagt fra bryggen og var komet du i rent farvand. ”Fuld fart forover”, var der kommanderet, og et musikkorps, der var med, havde stemt op en lystig melodi, da med et lød ”Stop i maskinen”, og bums laa man der. Passagererne saa paa hinanden, ud over vandet og paa kapteinen, der havede forladt styrehuset og gik op og ned paa dekket og kastede betænkelige slikke ind mod bryggen. En halvt ængsteli stemme spurgte: ”Hvad er det paa færde?”. ”Vi har reist fra Trissa vorses,” lød kapteinens svar. Nogle smilede, andre, der ikke var inde i dampskigstermini saa meget betænkelige ud, som om den mystiske ”Trissa” var noget hvis manglende tilstedeværelse kunde foraarsage baade explosioner og andet ondt .
En mand kom roende forbi. ”Aa di, stik ind og ro hid det kvindfolk der på Brygen, saa er di snild da di,” skreg kapteinen. Jo,o, det skulde manden gjerne gjøre. Han roede ind, og ned i baaden sprang en lettvindt barhovudet dame med hvidt forklæde. Hurtig blev hun sat ombord i dampskibet, og ”Trissa”, det vil sige restauratrisen, var atter tilstede. ”Fuld fart forover” – og musiken stemte atter i.
Arnfinn

Mi heimbygd
Fraa bylgjande hav inn Osterfjord, millom bratte fjell paa mi fedrajord,
mi heimbygd eg aldri kann gløyma, den vil eg i hugen gøyma.

Det er so vent i vaar gamle grend, naar skog og mark i si bløming stend,
her sat mine feder paa gard og grunn, so barn eg leika her mang ei stund.

Um sumarn naar bjørki staar grøn i lidi, og soli renn med gullglans yver fjelli,
daa fuglen hoppar ifraa grein til grein og syng fagert sine songar, klaart og reint.

Daa likar eg at gaa i skog og mark ein tur, eg spring so lett i fjell paa sti og urd,
det er som hugen liksom kviknar upp, og snart eg kjem paa fjelle, upp til høge nut.

Eg elskar deg du mi heimbygd i nord, som er utav tindar og fjell og fjord.
Eg elskar deg Norig, mit fedraland, med høge fjell og med dal og strand.
N.F.

Smaaterier
Jeg taler ei om Darvwins teorier, ei heller om du skulte krinkelstier, hvor huleboeren sin promenade tager, idet han stolt og stiv det klare dagslys vrager.
Jeg vil kun si at abekatmanerer blant slegtens mænd og kvinder slemt huserer.
En kvinde fandt for godt i rummet sig at brede, men hendes frøkenarme – ak de var saa spæde, da tænker hun som saa: En skinke kan mig lære hvorledes helst en kjolearm i denne tid bør være. Først saa hun paa en skinke som var mager, og fluksens hun et mønster efter denne tager, og andre gjorde straks hvad frøknen foreviste, og alle sine magre skinkeærmer priste. Men stor vil større bli, da skinken var for liden, man lod den vokse raskt, man maate følge tiden, og nu det bruser om de smukke abekatte, som ikke noksom kan de gjæve poser skatte!
Indbildske unge mænd! Det er ei blot blant kvinder at abekatens lyster vi i Norge finder!

Nei aldri so vil eg det segja
Hyss! Stille mi ven! Kan du tegja? For det er um ein gut det gjeng.
Nei, aldri so vil eg det segja, for han er slik ein drusteleg dreng.

Han heve dei augo so milde, og dei armar som eik og jarn;
Han kunde so godt um han vilde, la meg bera som aarsgamalt barn.

Me svingad i svingar paa tilje, medan dagen i vester brann –
Han heve so varmer ein vilje, for han tok meg so trufast i hand!

Han lettad meg høgt med dei hender og so sett han meg stilt paa golv,
daa augo imot meg han sender, so i bringa det hitad og skolv.

Daa spratt det her inne ein kumar, det draus voner i væne vaar.
Lat lagast til grøderik sumar og til frukt av det fræ, som me saar.

I gaar kveld i tvo-eine tale – nei, det segja eg aldri kann! –
Han kyste paa panna mi svale! Men so varmt og so vænt som det brann!

Hyss! Stille min ven! Kann du tegja? For han er daa so snild og fin!
Nei aldri so vil eg det segja, for den guten so greid, han er min!
Ja, so sa ho, ho Signe Sollid.

Nr. 3 Vasbygdens ungdomslag den 20. mars 1915 11 aarg.

Da professor Olsen studerede folkeskik
Det var en professor – vi kalder han Olsen – som studeret og doceret kulturhistorie. Om somrerne laa han ope i bygderne og samlet sagn. En sommer kom han til Telemarken for at studere folkelivet. Han skulde bo hos en storbonde som vi kalder Kjetil.
”Jeg vil studere bygdens sæder og skikker grundig og ønsker derfor gjerne at omgaaes med husets folke som en av familien,” sa professoren. Jasaa, er han kommet fra byen og hit for at lære folkeskik, tenkte Kjetil. Aa ja, det kan vel trænges. Det er vel ikke rart med det slaget i byen.
Nu hadde professoren en ung. kraftig og livsglad frue der ogsaa intereserede sig for at lære ”folkeskik”. Hun arbeidet med slatten, saa svetten silte . Professoren trippet rundt hende med beundrende øine under den brede straahat, og var iveien overalt. Om natten laa han paa stabursloftet sammen med tjenestegutten Halvor. Fruen laa sammen med datteren i huset paa kvitskammerset. Men professoren laa i stadig krig med dei aarvaakne indbyggere i den solide saueskindsfæld. Halvor la sig og sov like godt.
Saa kom lørdagskvelden. Da professoren hadde kysset sin frue og skulde gaa til ro, sat Halvor lysvåken i fineste søndagpuds og plystret. ”Skal du ikke lægge dig, Halvor?” sa professoren forundret. ”Lægge meg? Veit du ikkje det er laurdagskveld? Eg skal naturlegvis gaa til jenterne,” sa Halvor, og spyttet saa det skvat. ”Aa, det maa du lære mig, Halvor! Det er jo det saakalte natteløpske, ikke sandt?”, sa professoren ivrig. ”Jau, det er nok det. Ja, du lyt låne ein av mine trøyer da, saa ingen kjender deg,” mente Halvor.
Professoren saa ut som en langbent slyngel, der er vokset fra trøien sin, da han snublet sig av sted i hælene paa Halvor henover jordene. De gik utenom alle veie, gjennom skogholt og kløfter, bakke op og bakke ned, og til slut ind i vilde skogen. Professoren stønnet og holdt Halvor i trøien. ”Gaa stilt, for no er me stragst framme,” hvilket Halvor. Sandheten var at Halvor førte professoren en omvei tilbake til gården igjen, men fra en anden kant saa professoren ikke kjendte sig igjen. Da de nærmede sig husene blev professoren nervøs. ”Du maa endelig si mig hvad jeg skal gjøre naar vi kommer ind, Halvor,” hvisket han.
”Du lyt gjera som eg, kjysse og kjæle jenturne mest du orkar,” sa Halvor.
”Er du gal, jeg er jo gift!” ”Kan ikkje hjælpe det, du lyt fylgje folkeskiken, veit eg,” mente Halvor. ”Ja, ja, sukket professoren, men du maa for guds skyld ikke si noe til mit kone.”
Det lovet Halvor, tok enstige og reiste denop til kvistvnduet. Saa krøb han op og banket paa. Om en stund gled vinduet op, og professoren, der stod i aandeløs spending ved naavet, saa et bustet jentehode stak ut. Han hørte enhet hvisken og dempet latter, saa skrævet Halvor ind og vinket ham efter. Da hadde professoren helst lyst til at sætte pa sprang, men saa husket han at han var ukjent. Dessuten var det jo hans oppgave at studere folkeskiken grundig. Det var i vitenskapens interesse han sjælvende drog sig oppover stigen. Men han saa ikke meget videnskabelig ut da Halvor halede han ind med hodet foran. ”Si mei, skal vi ikke tænde lys?”, hvisket han. ”Er du rusk, mand? Me ser daa vel det arbeidet me skal gjera! Sjaa her er sengi og her er jenta!” sa Halvor. Og før professoren fik suk for sig laa han i dynesengen med to smelfete kvindearme om halsen. Saa gav han sit hav over og studerede ”folkeskik” bedst han kunde efter Halvors opskrift. Men sengen var bløt og jenten enda bløtere, stemmen hendes var som dæmpet flygtende musik. Poker som den lignet hans kones forresten. Den bar han langt, langt av sted paa dunbløte vinger. Professoren sov sødeligt.
Da han vaaknet stak solen ind av vinduet. Han skvat op og gned øinene, tok sig over panden. Hvad pokker! Han hadde nær sat i et skrig. Der laa jo hans kone rund og rød som en guds engel i den anden seng. Den sengen Halvor krøb opi! Men hvor var Halvor? Han løb til vinduet. Stigen var væk! Da gik der et lys op for ham. Og han ønsket videnskapen, folkeskiken og Halvor til Bloksbjerg. Saa kastet han trøien under sengen og lagde sig tilbake i dynerne for at avvente sin sjæbne.

Skyss med egen hest
Bønderne er lure som ræven. Men det hender at ræven bliver luret han med.
Handelsreisende Hansen var en tur paa Hedemarken og skulde enhel dag reise med bonde skyss. Før de drog av sted om morgenen sa han til bonden: ”Hør her, gamlen, jeg har et forslag: Nu kjøper jeg hesten og vognen og hele greien av dig for 1000 kr kontant.” Bonden strakte uvilkårelig næven frem maalløs av overraskelse. Men Hansenlo bar og forsatte: Men saa forplikter du dig til at kjøpe det igjen av meg i kveld for samme pris.” Bonden stikker næven ilommen. ”hvad skal slike narrestreker være godt for?” Jo, svarede Hansen yderst alvorlig, jeg like bedst at kjøre med min egen hest, da er jeg mer forsiktig, forstaar du, ellers hender det ofte jeg sprænger hestene. Men vil du ikke saa ---” Han spytter i næven og smelder med svepen. Da blir bonden betænkelig. Jau, du veit vi kan freste. Bare du itte lurer mig.” Men Hansen tælet op 1000 kr paa vognsætet og tok vidne paa handelen. Bonden tælet saa svetten randt, og gjemte pengene i sjortelommen. Saa bar det i vei. Da de kom tilbake omkvelden var hesten drivende våt og pustet som etlokomotik. ”Du har kjørt kvast,” sa bonden mut. ”Er det ikke min egen hest, kanskje?” Hansen var ogsaa bister. ”Jo, du veit det. Men nu er den min igjen,” sa bonden, og leverede pengene tilbake. Hansen tok imot og rakte bonden haanden. ”Ja, godnat og tak for i dag, da.” ”Aa, sjølv tak, men saa var det betalinga for skysen maata.” ”Skysen, sier du? Kjørte jeg ikke med min egen hest i hele dag kanskje?” Bonden blev sid i baken og skalv i knærene av bare forbauselse. ”Ja, du veit, men ---” ”Men det er ikke noe men her, gameln. Det er mig som skal have betaling for skysen og ikke du, og der med vente Hansen ryggen og gik.
H.Ø.

Den tro husholderske
Grosereren var ungkarl og glad borger. Han hadde en husholderske der var ham tro som guld. Hver aften naar hun følte sig færdig med dagens plikter, banket hun paa grossererns dør, neiet smilende og sa:
”Ja, nu lægger jeg mig her, grosserer.” Men en dag skulde grosseren have herreselskap. For at ungaa ubehagelige løyer sa han til hende: ”I aften maa du ikke gjøre som du pleier, Tomine. Det vil bli pinelig for mig, forstaar du, om du staar i døren og sier: Nu legger jeg mig.”
Tomine lovet at skaane ham. Da toddivandet var servert og sigarerne røk som bedst, banken Tomine paa. ”Kom ind,” ropte grossereren. Tomine listet sig ind i underskjørt og nattrøie med bare ben i tøflerne og flætet haar. Undselig smilende tøflet hun sig hen til grosseren og hvisket saa høit at alle kunde høre det: ”Ja, nu lægger jeg mig her, grosserer.”

Nr. 4 Vasbygdens ungdomslag den 2. mai 1915 11 aarg.

Eg elskar
Eg elskar dei ljuve tonar, eg elskar malmfulle kvad.
Eg elskar alt det som sonar, og lettar og gjer meg glad.

Eg elskar den friske brusen fraa dalar og fjell og foss.
Eg elskar den linne susen av skogarne yver oss.

Og fulgesongen i trea, ved dag og naar kveldsol gjeng,
han tolkar so vakkert gleda – han stiller min sjælestreng.

Eg elskar hjarto som bankar for alt som er fagert og godt.
Eg elskar dei store tankar som femner baa`stort og smaat.

Eg elskar dei ungdomsflokkar som stemner i heilhugbrand
mot høgaste tind som lokkar i truskap mot folk og land.

Eg elskar ungdom som syner sin samhug med lifsens rett,
som ikkje det beste tyner, men strir til livet vert lett.

Ja, livet det vil eg feste trass alt som er vondt og smaatt,
for livet er no det beste me menneskjeborn har faatt!

Lengt etter lukka
Lengt, ja, det er vel noko som einkvar ungom hev kjent og kjenner.Ei lengting og ei drøyming mot og etter noko som ein sjølv ikkje altid skjynar. For skal ein spyrja hva ein i grunnen lengtar etter, so veit ein ofte ikkje kva det er. Men eins tankar vil daa dragast upp i høygdi, ein traar etter det reine og gode, for det er noko i eins eigi skjel som krev det, men der er og mykje vondt i oss som vil draga ei onnor lei. Men einkvar vil daa finna lukka i livet, og leiter etter henne. Og kva tid kan ein vel drøyma seg ei reinare og ljosare lukka enn i dei fyrste ungdomsaari, daa livet ligg urøynd for ein, og ein er lite kjend, kjend med det vonde verdi hev aa bjoda. Men daa er det at det er so let aa drøyma seg burt til ingjenting – me vil finna lukka, men arbeidar ikkje for aa faa henne. Men eg trur at me finn snaraste lukka gjenom arbeid, og ikkje berre i unyttes lengt-drøyming. – Me tykjer det er so lite og vesalt det me balar med. Me vert motlause og misnøgde med oss sjølve, for me kan gjera lite som er noko tiss med, daa me høyrer om andre mend og kvinnor kor mykje dei kan gjera. Men daa trur eg med maa minnast: Paa det gjevne, paa det gjevne, ikke i det himelblaa, der har livet sat dig stevne, der skal du din prøve staa.
Me vil upp i høgdi og ikkje legja vaart arbeid paa det som ligg oss nærast og der me kunde gjæra noko. Me skulde arbeida, om det er i det smaa, og legja vår elsk i vaart arbeid, og det som er godt. Og prøva paa aa gjera andre lukkelege, so vilde me sjølve og kjenna lukka. For kann me kjenna oss lukkelege naar me ser at andre hev det vondt? Nei, eg trur at kan me gjera livet ljost for andre og gjæra dei lukkelege, so vil me og kjenna oss sjølve lukkelege.
Me skulde legja vaar elsk i vaart arbeid og ofra vaar kjerleik for folk , for fedraland og for vaar eigi velferd.
Etter ”unglyden”

Tru
Tru, det er det løysingsor som kan under gjera. Tru er største makt paa jord, tru kan bergi bera.
Tru kan styrkja veike arm, tru kan kveikja mod i barn. Tru er goddomsoret.

Krist, Guds son, som kom til jord og vaar lagnad linna. Tru, det veit me, var hans ord skal du sæla vinna.Og all soga syner greidt, tru hev framgangsfolki leidt, lyst paa ferdi deira.

Gjeng du sliten, trøytt og arm, tvil og otte tyngjer, utan tru og von i barm som dig uppatt yngjer. Veik du vert og vondt du lid, faar ei slik ei tvilartid førar burt fraa maalet.

Hev du kjerleik heil og sterk, glad du gjeng til yrke. Voni lyser av dit verk. Trui er din styrke. Fagnad fylgjer paa di ferd, gjev ditt arbeid større verd, lyfter det mot høgdi.

Trygast av all tru paa jord er vel barnetrui. Er so stor, ho treng ei ord, ho er himmelbrui.
Kan du heilt i livsens strid berga barnetrui di, skal du kruna vinna.
Jon Teigland

Vaaren
Nu er det vaar!
Fuglen saa skjønt sine triller nu slaar. Vinteren svunden med kulde og sne. Vaarliv aa se.
Velkommen igjen, du deilige vaar, til gamle Norge. Hvor vi har længtet efter dig. Endelig kom du, du kjære gjest og jaget den kolde vinter paa døren. Atter blev det vaar i Norge. Vaaren er altid velkommen allevegne, men mest paa Vestlandet. Lenge nok har vinteren vist oss sit barske andsikt med kulde, sne og is, fjorden rykende i storm og snefaaket hvirvlende om fjeldtinderne, bortover heierne og henover markerne.
Nu er kulden borte, fjorden ligger blank og stille. Sneen svinder mere og mere i vaarsolens milde straaler. Steren er kommen for lenge siden, og kvidrer lystig omkring paa hustagene fraa den tidlige morgen til den sene kveld. Den har saa meget at fortelle om, alt den har oplevet siden sist, hvor den gleder sig i vaaren! Den ser alt saa lyst og skjønt. Alle dens ønsker synest at vere oppfylte. Deres kvidder lyder kun til skaberens tak og lov. Hvor den predikker for oss! Snart begynder gresset at spire frem af marken, og borte i det grønne bakkeheldet og inde i skogen mellem træernes stammer kan man se vaarens første blomst – symra – titte frem. Træerne begynder at skyde knopper og et lysegrønt slør udbreder sig snart over de vakre bjerkelider. Molstrosten – nordens nattergal – møder op og lader sine toner høre borte fraa aasen i den stille kveld. Snart er marken prydet av et yndig blomsterflor. Skogen staar i festskrud med duft fra heg og rogn, der strør sine duftende roser omkring seg paa marken – sommerens sne! Et kor av bevingede sangere møder opp og opliver naturen med sine vakre triller og sin glade sang. De yndige nøkkroser flyter drømmende omkring paa de mørke vand der ligger indestengt mellem skogklette aaser, mens den dybe, rolige vandflade gjenspeiler himmelens blaa. Natten er lys som dagen. Norges sommer kan kaldes en eneste lang dag. Kom saa og sæg at her er øde og koldt! Nei, ikke vil jeg bytte min nordlanske sommer med sydens rigere natur.
Men hvad er det som har fremkalt alt dette rige liv her oppe paa saa kort tid? Vaarsolen. Hvor jeg elsker dig du milde solstraale som smelter bort sneen og isen her oppe og kalder de slumrende blomster frem til liv, du, som lyste op mit indre, hvor vintervinden havde suset sit tungsind ind, og kaldte hjerternes blomster frem til fornyet liv. Gid jeg kunde ligne dig, du kjære solstraale. Gid jeg kunde fremelske noget godt og skjønt i livet, som du!
Vaaren er daag en herlig tid. Den er et tro bilede av ungomdslivet. Jeg elsker dig du deilige vaar med dit higende og lengtende liv, fordi jeg hos dig gjenfinder saa meget mig selv.
Mens den deilige vaar stusser øyet og fylltes, og hjertet faar luft i sang. Den dag at vaaren blir evig, du kommer dog vel en gang.

Nogle ord til gutterne fra en jente

Nei gutter, har i lyst at høre de krav som vi setter til jer?
Saa skal jei da disse frembere i haap om at frukter det ber.

Hør her, vil i jenterne vinde, da maa iei gjøre jer til.
En ”viktigper” altid vil finde, han jenternes narr blive vil.

En gutt som med skraaen i munden sit tobakspyt slenger en mil,
han liker vi ikke i grunden, om end han er vakker og snild.

Og bærer han flasken i lommen og av og til tar sig en dram,
Ja, da lyder enstemmig domen, vi vil ikke vide av ham.

Men naar han som drukken sig viser, med avskjy vi vender os bort.
Og selv vi os lykkelig priser at ikke vi driver den sport.

Ja, gutter vil i oss behage, da sømmelig frem i maa gaa.
Ei bande, ei lyse, bedrage, ei drikke og ei tygge skraa.

En gut smuk og sterkt og forstandig, jeitar naar jeg stiller til val.
En gut som er ærlig og mandig, en saadan er mit idial.

Ja, kraverne ere vist svære, dog legger i viljen jer til,
saa skal nok i alle faa lære at sande: Man kan vad man vil!

Nr. 5 Vasbygdens ungdomslag den 9. mai 1915 11 arg.

Lukke
Me gjeng so tidt og leitar, vil finna lukka vaar,
men vert dog ikkje feitar en som me var igaar.
Naar me trur ha ho funne og rett vil gripa til,
me for bert boblur sunne som oss livet narra vil.

Me freistar til oss sopa det bæste som me kan,
og skattar saman hopa so me kan værta mann,
og hava raad aa njota og fylgja lysti vaar
og ikkje træla ljota, men stødt oss sjølve raar.

Men naar me trur og væra ved ljosast lukke-hall,
me fær av røynsla læra det bar til jammerdal.
At eg den store hærre, er størst som – morfinist.
Han søkjer lukka berre der alt hæv lukka mist.

Men gjeng du leid og sukka, ser bærre graat i graat,
og leitar etter lukka, men aldri hev ho naatt.
Daa skal du allstødt minnast – all ulukka er feig
fraa du paa lukka sinnas og ofrar alt du eig.
Adolf B. Bore

Ungdomsarbeidet
Jau visst er her liv og rørsle millom ungdomen no. Fleire og fleire av tidi sine tankar strøymer paa og finn fram, sjølv til dei minste. Like fraa fjøra til fjæll bryt dei seg veg og ruskar og riv i baade gjenta og gut.
Mange hev vakna og fleire held just paa og raa med seg, og dei som hæv fenge augo upp hugsar seg knapt av undring og glæda. Slikt syn, slik spegel hadde dei aldri drøymt um. Sjaa og høyr kor rikt og reint og godt og gildt live kunde væra!
Og blodet bankar og mote veks, og synet klaarnar og iver og elsk aukar paa, so ungdomen er ikkje attkjenneleg.
Dei diktar og kved. Talar vent og varmt um alt høgt og heilagt. Hatar trongsyn og krig og brennevin. Ropar: Leve mor Norge og maalet hennar og alt det gilde som høyrer henne til: Og so drøymer dei dristige draumar um et nyreist Noreg. So reine dygder, so varm nasjonalkjensla og so heit elsk til det ljose og væne i mannalivet hev vel norsk ungdom aldri aat fyrr. Det heile er ei so stor æstetisk, moralsk og nasjonal vekking at det burde gjæra ein kvar norman godt um hjerta. Men i denne vekking ligg der ogso noko meir. Ut av all elsk og hugbrisna stig et saart sukk fraa heile ungdomsflokken etter meir, meir ljos! Dei føler myrker og stummer all stader. Og no dei fyrst hev set og smagt ljoset, traar all deira hug etter det. So legg dei iveg i flok og fylgje med all si kraft og rike von. Dei vil ha eit rikare og klaarare syn på livet. Feltropet er: Ljos yver landet! Endaa meiner dei nok: Sol yver landet! For ingen vil vere nøgd med ljoset av korkje tyrispik, kola eller lampe. Nei, sol, so det fossar og fløymer! Men kor er ho aa finna? Kva er det som vil gje ”det vide, klaare syn? Det blir spursmaalet. Ungdomsflokken meinar at dei med sit yrkje, slik som det no er, skal naa det; at dei med det skal faa soli til aa straala – ljosemne hev dei nok av, berre dei vert vel tilsmyk so.
Men samstundes føler mange andre seg visse paa at desse emne dur heller lite som ljosgjevarar; derimot framifraa som varmegjevarar. Og det er ikkje akurat det same. Um ein no driv paa med totalsak, fredssak, kvindesak og maalsak, so aukar ikkje det klaare livssyn stort av det, er eg redd. Derimot vil hjartelaget styrkjast. Og isame leia gjeng det vel for det meste, um ein kjiler paa og rimer ”svulmende bryster paa blomstrende kyster,” skriv ”idyller”, dryftar brudlupsskikkar, modar, truloving o.m., so ære være sakerne og alt det ungdomen no driv paa med. Det er til sit so glupt og gildt som det kan bli. Men skal den vene ljosdraumen aldri so lite gjærast verkeleg, so trur eg der maa noko meir til. En maa søkja nye kjeldur. Og ei slik gjelda hæv me ivitenskapen. Fyrst naar ungdomen byrjar aa leggja sin elsk til vitenskapen – all vitenskap – og sessar han i høgsetet ved sida av alle desse sakerne, fyrst daa kan me venta at det ljosnar til dag. Vitenskapen kastar ljos baade attyver og framyver. Ein vil kunne snu seg rundt og sjilja dei einsjilde ting. Og mangt vil bli onnorleis er det von. Det ein fyrr trudde var ein man ser ein daa er berre ein run. Blaae bergi er ikkje anna ysma. Troldans og under bli til det mest einstaka. Svart til kvit — Mange som no er huga kasta alt det gamle, vil finna at sjølv våre fædre ofta for gale, so vert daa mykje av menneskjeslegti si lange livsrøynsle stødt standande som evig saning. Dei gamle ordsprok og eventyr vil i det nye ljos bli os kjere bod. Oskeladden vil meir en no bli idealet. Han vann det ungdomen no drøymer um. Og trass i det, ser det ut som dei unge no set høgre hans tvo brør, endaa dei vart svemerkte. Difyr er det vist paa høg tid at vitenskapen fær sleppa fram og ljosa upp, so me kan sjaa kor me skal fara og ikkje fara. Eg tænkjer han snart vil læra oss at der maa vera grunnmur under luftslotti og at det duger lite berre aa sveva i draumeheimen. Ein bør halda seg likso mykje paa jordi skal lukka bibra i bringa. Det praktisk nyttige for livet lyt ein også leggja seg etter. Mange av dei, som no ser i motstævet sin verste fiende, vil koma til aa ta det upp som ei av dei store saker. Ein vil faa sjaa at livet er magslunge. Defyr maa ein ta med baade det eine og det andre. Det duger ikkje aa væra einsidig. Og kanskje vilde det vera svert godt for mange og vita. For det er kje greitt anna ein merkjer at ungdomen no snerter in paa det. Dei toler soleis ikkje at nokon krtiserer deira yrkje. Sjølv um det er vaare klaaraste og klokaste hovud som rører ved det, um det er aldri so lite so brenner blodet og med sine søylute bein spener dei etter dei so drivet berre stend kring øyro. Var ein ikkje so seinstaka, hadde ein nok av det klaare livssyn, so vilde ein ikkje ta slik iveg. Nei, ein vilde rolegt høyra baade kritikk og raad. Og ein vilde fylgja vaare beste menn sit raad, og skyna att desse eig det klaare, vide syn ein sjølv drøymer um. Difyr kan dei best vita kva der batar oss. Lærde me vienskapen aa kjenna, skyna me snart baade dette og alt det eg rødde um istad. Difyr var det freitnaden verd. Vaar hug er so rik at han rummer elsk til alt som kan lyfta. Hugbrisna og klaarsyn, kjerleik og sunnt, kaldt vit maa stødt vera fylgjesveinar. Hev varmen og uppglødingi fyre rådt grunnen, so lat no vitenskapen koma fram og skrisla i lufti. Det eine tarv difyr ikkje kua det andre. Dei bør helst staa attmed einannan. Ja, eg trur endaa upglødingi vert større naar vitenskapen kjem med, og so mykje sunnare.
Heile livet vert rikare, ljosare, sannare og sælare.
Fynd Fagerlid.

Ungdomstid
Fagre ungdom, fagre ungdom, du er rik og stor,
du eig kræfter som kan gløda for det største her paa jord.

Du kan loga, du kan brenna, so at kneistar fraa deg sprett,
du kan hata, du kan drøyma, du kan elska varmt og heitt.
P.R.

Nr. 6 |Vasbygdens ungdomslag den 17. oktober 1915 11 aarg.

Elektrisk belysning
Trolla Bryggeri, Frifant, Kræmmar og Dagblad-Vingarden tilegnet

Gong etter gong vart det timt meg aa sjaa paa livet si bløming. Stygheita leitad seg liksom ei kraa fyr ljoset på røming. Gla kan du vara som trur det gjeng fram med sanningn si læra.
Drikka seg full er alt votre ei skam som ingen vil gjæra. Laakaste fyllelag vaska seg reint naar paa det du klagar. Livet det strevar mot ljoset, um seint mot morgon det dagar. Isen lyt braana som møter fyr stavn, og kjærleiken sigra. At ofra sin avgud fyr samfundets gavn snart ingen seg vigra. Vete kom burt, liksom bækkjer i sand, med pengar fek styra. Taka si vinning korlieis ein det kan, er djævelens hyra. Tænkja seg sælja fraa tusinders naud paa armodi spinna. Tyna fyrr mange det daglige braud fyr pengar aa vinna. Raaskap aa tjuvskap aa falsk ala up paa fidlorne stella, til mang ein vonfuld, men tankalaus krup som mus gjek i fella. Røvarars yrke stik verdi ibrand, men jau lut dei spakna desse som handlar med dram kring land, naar retferdi vakna. Gamle moralen vert avklæd med flir, – kor tungt dei fek bøta desse som freistingi drog ned i svir, – det steinar kan grøta. Bryggaren, brennaren slap fraa det so lett, alt ansvar dei gløimde. Makalaus var deira lovlege ret til graven deim gjøimde, Fyr al den lukka, alt liv som dei drap, dei bygde seg sala. Samfundet leid et uhorvelegt tap, fek attaat betala. Støipte i stolpar af marmor paa grav alt godt dei vart spaadde. Vakna dei gjorde, der retferd gjer krav og sanheiti raadde. Vistnok kom presten med vanjiljebok og forsvar forsøkte med logik, som Per Degn og Knut Krok, naar saman dei spøkte. Men paa si gudlause panna snart trykt fær Kain sit mærkje. Haar etter haar der av hausen vert rykt paa Samson den stærke. No heve bjørnen alt vent seg i hi med vetren det skrider. Solen du ser upi toppar og li, mot vaaren det lider.
Presten, levitten i ryggen du moralslendrianen, like imot deg med auge ber, kjem samaritanen.
Rauden fraa Austerland lyser i sky med forbod um sumar. Kristus rid fram gjenom bygdar og by som urettens domar. So er mi ljosa, mi vonfulla tru, eg hugnast til stunden. Men eg er flyt til mit ævlege bu i paradislunden, bed eg den Herre som her eg hev tent frit eter mi gaava, til han av anden sin tvifald hev sendt aat borni i stova. Daa kan det henda at verket tek sprang, so myrknet lyt driva. Berre te fylgja med ljoset sin gang, gjev hugnad aa leva. Eingong den striden skal knusast med held fyr Løven af Juda. Svart som eit troll ligg paa slagdagens kvell Kong Bakkus avduka.
Anders Lavik

”Sprit”
Fraa skjenkestova til riksraadsbord dei dreg paa nosi aat sligt eit ord.
Dei ber seg ille, dei gøyr og bit, for avhaldsfolket hev snakt um ”sprit”.
Og alle brukar sin naseklut og kappast um aa faa lufta ut.
Til ”sprit” dei hev slike beiske grin, men smiler blidsleg til øl og vin.
Dei held for nosi og ropar Svin!, men luktar nøgde paa brennevin.
Dei trur at ”spriten” tek glansen burt av det dei store hev sagt og gjort.
Men øl og vin og lidt fin ”konjakk”, det tykkjer alle er fine-snakk.
For sprit gjer tusen til naut og svin, men englar vert det av brennevin.
Olai Aalen

Hvorledes en hustru skal være
En god hustru skal være lik tre ting, og de tre ting skal hun være ulik. Først bør hun være lik en snegle, deri at hun er i sit eget hus; men bør ikke ligne sneglen deri at hun bærer hele huset paa ryggen. For det andet bør hun være lik et ekko, deri at hun svarer naar vi taler til hende; men hun bør ikke være lik et ekko deri at hun altid har det sidste ord. Og for det tredie bør hun ligne et taarnuhr, deri at hun altid viser tiden punktlig; men hun bør ikke ligne taarnuhret deri at hun høres over hele byen.

Gift dig
med en kvinde som har en hjertelig naturlig latter. Ler hun tvungent uten grund, da vil hun være dig en god hustru. Gift dig med en kvinde som i kinomatografteatrert, nar alle de bedste pladse er optat, gjerne sætter sig paa de daarligere. En saadan kvinde vil aldrig plage dig med ærgjerrighet og være ulukkelig naar det gaar andre bedre end hende. Gift dig ikke med den kvinde som anser den første den bedste tigger for drukkenbolt eller bedrager, for hun er haard, egoistisk og dum. Gift dig ikke med en kvinde før du har set hvordan hun er om morgenen naar hun vaakner. Da avspeiles kvindens sande natur i hendes træk. Gift dig heller aldrig med en kvinde som er kort for hodet overfor sine paarørende, men elskværdig overfor fremmede. Husk paa: Naar hun rækker dig sin haand, forvandles du fra hendes tilkommende til hendes nærmeste, og da vil hun ogsaa vise dig et uelskværdigt ansig. Gift dig med en kvinde som ikke generer sig for at vise sig for dig i sin simple husdragt, naar du kommer paa besøk. Men gift dig aldrig med den kvinde som lar dig vente længe mens hun pynter sig. Gift dig med en kvinde som gjør sine paarørende smaa glæder, stopper sin fars pipe, lægger spidsede blyanter paa skrivebordet, henter sin mors tøfler naar hun kommer træt hjem, og som uanmodet lægger en pute bak morens ryg naar hun vil hvile sig. Den kvinde vil bli dig en virkelig kammerat og følge dig gjennom ondt og godt i livet.

Det ydre et tegn paa det indre
Enhver dame er et levende register, en omvandrende indholdsfortegnelse.
Dersom hun ønsker at vide hvad hun fremholder for andre, saa lad hende læse dette og derpaa se sig i speilet. Hængende skulde taler om sløvhed og afkræftelse. Høie skuldre vidner om karakterstyrke. Udad rettede albuer med indad holdte haandled udtrykker mod, djervhed, dristighed og egenkjærlighed. Dersom forarmen rækkes ud tilligemed albuerne vidner det om kjærlighed til den gjenstand haanden rækkes ut imod. Albuerne vendte indad med siderne viser ygmyghed, fryktsomhed og selvundertrykkelse. Naar haandledene er rette vidner det om et skjult forraad af kraft og energi. Naar de er næsten rett, hvilket er det normale, en rolig sindtilstand. Dersom en person rækker dem sin haand uden tillige at udrekke forarmen og albuen, kan de være vis paa at den person elsker sig selv og ikke dem.
(S.bladet)

Indisk egteskapslov
Mannen er kona sin einaste gud her paa jordi. Anten mannen er stygg, fæl elder gamal so skal kona gjera alt for aa hyggja han. Alt av kvinnekyn hev aa lyda; ei gjente skal lyda far sin, ei kone mannen sin, ei enkje son sin. Ei gift kvinne maa vara seg og ikkje leggja merke til andre menn. Ei kone maa ikkje sitja til bords og eta med mannen, men maa vera nøgd med det han løyver. Naar mannen lær skal ho læ, og graata naar han græt. Skal mannen hava ein sers godbit, maa kona laga han med eigi hand. For hans del maa ho kvar dag kjemba seg og salva haaret sitt. Er mannen vekke, skal ho fasta. Sova paa jordi og ikkje pynta seg. Naar mannen kjem heimat, skal ho ganga venleg imot han og fortelja um sine gjerningar, ord og tankar. Naar han skjenner paa ho, skal ho kyssa hans hand og be um orsaking fordi ho hev gjort han harm.
(”Ungdom”)

To maa man være
To maa man være om livet skal lykkes, to naar vort kjærligheds-tempel skal bygges!
To naar det stormer og to i det stille, to for at kunne og to for at ville.

To maa man være for livet at fatte, to for dets lys og dets glæder at skatte;
To for at nyde og to for at gavne, to for at elske og to for at favne.

To maa man være naar verden vil true, to for i stilhed mod himlen at skue;
To for at leve i ungdom og sommer, to for at dø naar vor dødstime kommer.

En handelsreisende levnetsbeskrivelse
En handelsreisende gir følgende beskrivelse av sit levnetsløp: Efterat jeg var færdig paa handelskolen og hadde faat litt praktisk øvelse, kastet jeg mig over pigtraad og galvaniserte stakitsyle, derpaa reiste jeg en tid i læredstøi og trikot, arbeidet i flere maaneder i barneklær og gjorde desuden i filttøfler. Efterat jeg derpaa en tid hadde slaat mig paa gravmonomenter, fæstet jeg mig tilsidst ved en udmerket sort fluelim, som jeg hittil er blit hængende ved.

Kondition tilbydes
Hos N. Hansen er plads ledig for en tjenestepige som kan melke seks kjør og en gaardsgut.

Nr. 7 Vasbygdens ungdomslag den 28. november 1915 11. aarg.

Fram!
Ser du gjenom skod og grim ljoset av ditt framtidsmaal. Lat daa ikkje myrket skrema, slaa deg ljos med flint og staal! Stad so fram med byrgje stig, um det so er bakkut veg.

Trøytnar du og mødd vil saava, fyr du kan til maalet naa, gjer dig daa den høge lovnad; Altid fram mot maalet sjaa. Aldrig aldrig, gjeva seg, um det so er bakkut veg.

Bøy kje av for nokon stengje, gjøym kje deg for spaat aa flir. Le naar spaatord om dig slengje, le um det i hjarta svir. Fram, ja daa fyrst naar du fram til den gode, tryge hamn.
(Fraa Unglyden)

Aa aatte me sol!
Aa kunde med sanka den varme sol som fløymer ein vaardag kring verda, og ausa ho inn i kvar frjosande sjel me møter paa livsens ferda.

Aa aatte me sol til aa tina upp dei hjarto so fraus seg kalde, og sol til aa kveikja med liv og tru dei havslokte augo alle.

Aa hadde me famnen ful av dukkerosor so raude, og kunde gjeva kvar fatigsjel som græt på heiden aude.
Sol til aa lysa ein arming heim, inn i dei evige armar. Rosor fraa eden som lekja kan, blødande meneskjebarmar.

Kom so slaar me vort lukkegull yver den kvardagsgraa verda. Du og eg, me har famnen ful, rikare vert me på ferda.
Ragna Ryther

Til gutarne
Ungdom som fører seg fint aa sømelegt er ei hugnad aa sjaa, seier dei gamle.Og det er sandt. Men ofta er aatferdi soleis at det ingi prydnad er, men tvert imot ein uhugnad, og den domen trur eg fell mest paa gutarne her i grendi ialfald. Det syner seg paa ungdomsmøti, og naar gutarne inne i eit samlingshus paa eit ungdomsmøte kan halda paa med tobaksstygjen so dei fyler lufti med utidig tobakslukt, og sputtar so det flyt utyver baade golv og bord, ja jamvel set sputebakarne upaa pultarne, daa maa me vel vera samde um at det er ikkje noko fin framferd, eller dei sit skravlar i munen pa kvarande medan noko er fyrehaft, so kanskje dei sjølve eller andre ikkje kan fylgja med det dei skal. Kvifor hev me i grunden ungdomslag? Er det ikkje for aa uppseda ungdomarne, læra dei det so er gagnlegt og godt, baade i tale aa åtferd, læra dei aa koma saman og hava hugnad av det, ikkje skade. Er det ikkje for aa læra det me gjeng paa møti. Er det berre for tisfordriv, eller for aa syna fram si laake sida. Det var ei tid daa det var karslegt aa tygja tobak, sputta langt og bruka store ord, men den tidi er longe lidi. Eller kanskje de meiner gjentorne tykkjer um sovore, men daa tek de feil. Som vel er, er det ikkje mange gjentor som finn nokon hugnad aa vera samen med gutar som ikkje viser fregare framferd. Nei gutar, sjaa um de ikkje kan finna noko anna som er hugnad, aa lat so brennevinsflaska fara med det same. Lat oss alle gjera det me kan til aa syna fram det beste i oss, da vil me finna saman i hugnad, aa daa vil me ha gagn av laget.
Bondegjenta

En sammenligning

I aar er det valgaar som alle er kjent med. Der har ogsaa vert talt meget politik, saavel fra lavere som fra høyere klasse. Videre har der vert talt meget om de folk som man skulde velge paa. Efter megen anstrengelser er nu resultatet blit det at de fik fult tal av kandidater, oksaa i aar. Valgagitioner er mest over alt ferdig for denne sæsong, og med det er ogsaa diskusjonerne om stortingsmenerne forbi. Men skulde det ikke vert paa sin plass at ofre en tanke og kanskje talt om dyrene lit i samme valgaar. Men ikke paa den maaten for at agitere for dyrene. For som tidligere sakt, der blir efter megen anstrengelser fult tal av kandidater,. oksaa i aar. Man bruker at sige meneskeslekten og dyreslekten, men efter den nuverende lære saa skal vi mennesker ikke vere saalangt fra den sistenemnte slekt, man gaar tilbake gjennom tusender av generationer. Da dyrene er saa uunverlige for oss mennesker, saa har de sin beretigelse at bli omtalt. Vi lansfolk har jo best kjenskap til de saakalte husdyr. Derfor skal vi store trek omtale den med enkelte av deres egenskaper. Der er en kjent ting at ved oppførelse av et hus, saa begynder man ved grinden. Vi vil her ogsaa begynde ved grinden naar vi skal omtale husdyrene.
Alt med de første begyndelser, vil her føre for vit, saa vi begynder paa et andet standpunkt, nemlig naar dyret er 4 dage gammelt. Alt i den alder skriker dyret mer eller mindre efter de heldige eller uheldige livsvilkaar det lever under. Denne skrik har samme betydning som naar et lidet barn roper paa mor. Vi er alle inne paa det at slike skrik ikke er ment noget ilt med og følgelig ikke saa farligt. Men efterhvert som dyret vokser op og blir mer kjent i fjøset, jo mer støy foraarsaker det. Serlig er dette tilfelde viss det er handyr. Vi har flere gode eksempler paa det. Vi har et fjøs som der staar ti hundyr og et handyr. Dette ene handyret kan paa en eller anden maate bli sint eller det kunde bli stimuleret med et eller ander midel. Dyret vil i begge tilfelder bli mer eller mindre umedgjørlig. Og det vil nedsette trifselen og humøret hos de øvrige dyr. Den person som skal ta frukterne for sit stræv, han vil li et nederlag isteden for et godt utbyte. Og jo flere slike handyr der er i denne fjøs, mer tap vil personen ha grundet paa at de øvrige dyr vil i høyere grad uttrives. Og enderesultatet blir det at det eller de umedgjørlige dyr maa ut fra de øvrige dyr.
Det er i slike tilfelder, og slike tilfelder har vi mange av. Men vi har jo flere av de gode tilfelder og det haapervi at vi a vi med tiden kan ta av de daarlige aa legge til de gode tilfelder. Dette er i opvoksteren dyret er beskrevet.
Grunden til at vi har slike tilfelder som ikke er som de skal, det maa skyldes opdretteren til en viss grad. Men største feilen liger hos det enkelte indived. Og naar vi har et, saa er det snart gjort at det kan drage flere med sig. Derfor gjelder det for det enkelte individ at bruke de egenskaper som er nedlagte, samt to; bruk de evner som er nedlakte og bruk de paa den maate aag i den retning at oksaa andre kan gjøre sig til gode av det. Er klassen stor saa er det best at der er to opdrettere. Dermed vil det blir mindre arbeid paa en enkelt. Altsaa den beste betingelsen for en stor flok, enten det er dyr eller mennesker, det er at den enkelte tar sig godt sammen, samt at opdreterne har en staalsat vilje og ikke gir tapt for snart.
Strill

Et par ord til ungdomen
Brendevin du ilde vond! Du ødeleger mange,
de blir som huset bykt paa sand, ut paa en elvetange.

Ti strømmen undergrove vist den hele bygge grunden,
saa baade hus aa man til sist vil lige død på runden.

Og vil du ei at livets strøm gaar hurtigt, gjør oss gamle?
Det hele er jo kun en drøm at vi her nede ”famle”.

Naar livets aande er utblaast, naar stilt er havets vaave,
naar livshistorien er lest og striden den er over.

Hvor har du saa det hjem beret? I helvet eller himmel?
Det siste fant du ikke ved at ty til drikke vrimmel.

Der findes kun i Herens ord, der er saarikt paa føde
for hver som læser det og tror paa ham som led og døde.
Randi

Nr. 8 Vasbygdens ungdomlag den 29. desember 1915 11 aarg

Julekvelden
Nu stilner det af med larm og trafik i byens gader og stræder;
og lamperne slukkes i bod og butik mens folkevrimlen sig spreder;
den ene gaar ind i et straalende hjem hvor velmagt og tryghed ham møder,
en anden søger mod hytterne fram mens hjertet forventningsfuldt gløder.

Men inde i hjemmene stilner det ei; der lyder fra barnemunde
en jublende sang som baner sig vei til dybeste hjertegrunde.
Den lyder saa enkel, saa tryg, saa sand: Guds søn til verden nu kommer
med frelse og fred fra lysenes land, fra edens herlige sommer.

Nar sangen toner fra hjertets grund og tolkes af barnestemmer,
da faar selv voksne en høitidsstund, hvori man sit kav forglemmer.
Vi blander os ind i børnenes lag, vi jubler og klapper i hænder
for Jesusbarnets gryende dag og naadenslys som den tender.

Hvad man ikke bør forsøge

Det er visse ting man ikke bør forsøge paa. Saaledes er de fleste enige om at man ikke bør trætte med gale kjærringer (selv om de er af mandkjøn) eller kaprende med vilde kalve. At drikke koghed grød af en flaske skal være næsten umuligt, og det er ikke enhver af os som kan løfte sig selv af marken ved at gripe tag i støvlestropperne sine. Det er ogsaa saa omtrent umuligt at lære bort noget til en der vet det før.

Segn fraa Hamre i Nordhordland

Garden til Ole Bull paa Valestrand var futegard i gamle dagar. I dansketidi budde det ein fut der, han var so illgjeten at folk kalla honom Helvetesfuten. Enno veit gamle folk i bygdi aa fortelja mang ei underleg soga um den karen. Daa folk vel hadde vorte leide av han, og den vonde tykte han gjorde honom den tenesta han kunde venta seg av ein dansk fut, so tok han futen til seg. Det var ein haustdag med gruggen himmel og tungt skylag at det gjekk bod til folk i bygdi. Dei maatte halda skytsbaaten reide for futen skulde til byen so snøgt det berre let seg gjera. Det var ikkje lenge fyrr skytsen var ferdig og futen komen. Paa byvegen bar det. Det bles ikkje noko nemnande paa sjøen den dagen, men det var liksom ein otte tok rorkararne likevel. Futen sat tagall heile tidi, og dei andre med. Daa dei var komne so langt at dei saag til Bergen, kom det ein stor stygg mann roande i ein steinbaat. Og det var ikkje lang stundi so hadde han naatt futebaaten. Rorkararne tykte det var eit underlegt fylgje dei fekk, men ingen gat noko. Daa dei skulde til aa sjaa, var futen komen yver i steinbaaten og eit augnekast der etter var baade futen og baaten burte. Kva skulde skytskararne no gjera? Koma heimatt og ikkje hava futen med, det var ikkje greidt, men dei laut vaaga det. Futefrua var mest ifraa seg, som ventande kunde vera. At mannen var vond det visste ho vel, men ho totte daa at den vonde kunde ha venta til futen døydde paa skikkeleg vis. Og gravøl skulde dei halda, so folk inkje fekk vita. Dei la ein eikelurk i kista og sette henne i likhus ved Hamre kyrkja.
E.V.

Han gamle Jon
Han var jamt so morosam han Jon og hadde altid eit løgje svar naar ein spurde han etter eitkvart.
Storkarane kunde han aldri tola og vilde gjerne dei til meins so ofte han berre kunde. Serleg var han ofte ihop med skrivar Koefoed. Ein gong kom Jon inn paa skrivargarden og raaka skrivaren i tunet. So spør han: Er det kje her skrivar Kurygg bur? Ved du ikke at det er Koefoed jeg heder? seier skrivaren. Eg visste det var noko av eit naut. Ein annan gong var Jon avstad og skjussa skrivaren ut etter fjorden. Med dei sit so og pratast, fær skrivaren hug paa aa apa jon ein grand, og so seier han: I Bergen er der plads ledig for en renovatør (nattmann), den plads burde du, Jon, søge paa. Ja, det skulde eg ha gjort longe sidan, men eg hev vore so rædd eg gjekk skrivaren i vegen, svara Jon.

Stubbar
Eingong hadde læregutarne fenge raa komis paa moen. Ingen vaaga seg til aa seia det til kapteinen. Endeleg var det ein som tok mod til seg. Han tok ei komis med seg paa plassen, gjekk fram for fronten med skjelvande kne og sa: Eg skulde melda for hr. komisen at kapteinen var raa.

I ein fransk by livde det eingong ein prest som ved sida av sitt presteyrkje styrde og gav ut eit lite blad. I dette bladet pla han setja inn alt det som var aa fortelja um honom sjølv. Den 12. juli reiste pastoren burt i sjukebesøk og um kvelden klokka 8 kom han heimat o.s.b. So døydde presten. Venerne hans skreiv daa i siste numeret av bladet, som likeeins som dei andre vart sett inn i bladkassa utanfor huset til presten: Styraren av dette bladet, pastor N.N. gjekk i dag klokka 12 til fedrane sine i himmerik. Men um kvelden kom det nokre smaagutar gaaande. Dei stansa og gav seg til aa lese i bladet. Um ei stund tok ein av dei upp ein blyant og skreiv eitkvart under det stykket som fortalde um at presten var burtgjengen. Næste dagen stod der aa lesa: Telegram: Stor fysna i Himmerik i dag, pastoren endaa ikkje komen.

Lars Langumlaar var so leid til aa stela fisk i ein liten bekk. Dei tvo grannane hans pønska paa raad for dette. Ein dag gjekk dei uti skogen og gjøymde seg. Daa Lars kom og skulde til aa ta fisk i bekken, ropte den eine grannen med grovt maal: Grannen min, den goe! Kva? svara hin. Maa eg laana kjetilen din, den store? Kva vil du med den? Eg vil koka Lars Langumlaar som stele fisk haust og vaar. Ja, maa eg skrapa skoven? Nei, fyrr skal eg steike `an paa gløerne. Daa vart han Lars so rædd at han snøgga seg heimat, og torde aldri meir stela fisk i bekken.

Aslak Brække og kona hadde forsove seg paa stølen ein morgo. Daa han skulde fortelja um dette, sa han: Daa soli kom inn med mjølkeringja, stod Kari midt paa himmelen.

Dei hadde altid altergongen seinhaustes ved annekskyrkja. Denne gongen hadde det no vorte meir en vanleg seint paa hausten. Det var i midten av november. Snøslufs var det ute og kaldt var det inne i kyrkja, for omn var der ikkje. Daa gamle Teigen skulde fram til alteren, hadde snøen klaka til under skaftestyvlane hans so han var glatt paa foten. Daa han so skulde upp troppi fraa kyrkjetilet til alteren, stuper han so lang han er. Han kravlar seg upp att, glor umkring seg og seier høgt i fullt sinne: Det er no som fanken au daa med dette sakramente so seint paa hausten!

Ønsker de at være afholdt, saa:
Vær forsigtig med at sige folk imod, selv om de er vis paa de har ret. Vær ikke nysgjerrig, selv om det gjælder deres bedste vens affærer.
Undervurder ikke en ting, selv om de ikke eier den. Tro ikke at alle mennesker i verden er lykkeligere end de. Tænk ikke at de aldrig har havt nogle muligheder i livet. Tro ikke alt det onde de hører. Gjentag aldrig andres sladder, selv om de derved kunde more deres tilhørere. Undlad ikke at være proper i deres klædedragt, selv om alle kjender dem.
Vær ikke ubehagelig og hensynsløs imod den der staar paa et lavere samfundstrin end de selv gjør. Gaa ikke til yderligheder i nogen retning med deres klædedragt. Gjør aldrig narr af nogen for hans religiøse anskuelser. Lær at le. En god latter er bedre enn medicin. Lær at skjule deres smerte og pine under et behageligt smil. Selv deres aller bedste venner, der føler dybt for dem, foretrækker at se dem med et smilende ansigt. Lær at tage dem af deres egne sager. Dette er et meget vigtigt punkt.
Vær hensynsfuld overfor hele verden og lad deres livsregel være:Gjør imod andre hva de ønsker andre skal gjøre mod dem.
(U.d.v.)

Nogle gode regler for hjemmet

  1. Luk altid døren efter dig uden støi.
  2. Gjør det ikke til sædvane at raabe høit.
  3. Raab aldrig paa en person som befinder sig ovenpaa eller i et tilstødende værelse; dersom du ønsker at tale med ham, saa gaa stille hen til det sted hvor han er.
  4. Tal altid venligt og høflig til enhver, dersom du ønsker at de skal gjøre det samme mod dig.
  5. Dersom fader eller moder paalægger dig at gjøre eller ikke gjøre en bestemt ting, saa spørg aldrig hvorfor du skal eller ikke skal.
  6. Tal om dine egne feil og forseelser, men ikke om din broders eller din næstes.
  7. Tør fødderne omhyggelig af inden du træder ind i huset.
  8. Mød punktlig til hvert maaltid.
  9. Sæt dig aldrig hen til bordet eller i dagligstuen med smudsige hænder eller uredt haar.
  10. Afbryd aldrig en samtale, men vent taalmodigt til din tur kommer.
  11. Gjem ikke din gode opførsel til du kommer du i selskab, men vær lige høflig hva enten du er hjemme eller ude.
  12. Hold intet skuldt for dine forældre.
    Hope

Nr. 9 Vatsbygdens ungdomslag den 6. februar 1916

Vi ungdommer har mange og store opgaver at fuldføre. Saa vel felles som personlige opgaver. Lat os her se lit paa de, eller en felles opgave som vi har at fulføre.
Inden et ungdomslag er der mange gjøremaal at ta fat paa. Enkelte er temmelig vanskelige og andre er av en lettere art at faa gjennom. Vi har inden Vatsbygdens ungdomslag en sak som er av alle kjent og den er temmelig vanskelig at fuldende, men dog ikke vanskeligere end det lar sig gjøre. Saken er nemlig om oppførelse av eget hus.
Inden et ungdomlag er der mange gjøremål at ta fat paa. Enkelte er temmelig vanskelige og andre er av en lettere art at faa gjennom.
Vi har inden Vatsbygdens ungdomslag en sak som er alle kjent og den er temmelig vanskelig at fullende, men dog ikke vanskeligere end det lar sig gjøre.
Saken er nemlig om opførelse av eget hus. Det er et brendende spørsmaal nu um dagene. Lat os derfor samle os om den ene ting før vi gaar videre. For naar vi tar en sak ad gangen saa vil det gaa bedre end naar vi tar flere saker under arbeid med en gang.
Jeg har talt om dette spørsmaal med mange av medlemmerne i laget og alle siger sig enige i at noget maa gjøres. Og det er jo en god trøst at de siger det, men det blir for lidet vis der ikke blir gjort noget.
Jeg skal her anføre nogen punkter som man først burde ta fat paa. Det er nemlig at faa lov paa grund til huset. Naar det var iorden saa var det lettere at fortsette. Grunden maate være i form av en firkant. Jeg mener ikke her kun husets grund, men ogsaa lit utenom. Som et passende areal kan man sige 1000 m2 eller med andre ord et maal jord. Dette kunde paa en forhaalsvis letvint maate faaes i stand nu. Der efter burde der utskrives lister som intereserte fok vilde yte gaver paa iform av arbeidsdager, penger eller andre anvendelige bruksmaterielle. Naar dette var i orden, saa burde man allerede til høsten tenke paa opførelse av huset. Men man maa først utvelge en byggekomite som tar sig av disse saker. Og da skal det uten tvil gaa.
Det er klart at der maa penger til, men man maa jo være forberet paa at laane en del. Og naar mange laaner saa blir der dobbel interesse at infrie denne gjæld. Men for at laane saa lidet saa mulig, saa gjælder det for medlemerne at arbeide med neb og klør til dette felles maal.
Om man tenkte paa en marknad (som det heter paa ræt norsk) til vaaren, skulde ikke det være paa sin plads? Dermed vilde man faa en stor hjælp til den før apparte kapital som laget har.
Undertegnede ber intrengende omat formanden optar dette paa et møte, og faar de andres mening om hvor hvit der skal foretages noget som kan være innbringende til det paatenkte hus. Ethvert medlem maa anstrengesig efter evne og midler, derved blir maalet snarere naat.
Jeg haper at der blir gjort noget i den nermeste fræmtid angaaende denne betydelige sak for ungdomslaget.
S.H.

Ungdom, bu og bygg!
Me som ungdomar er, me eig framtidi her, me vil trauste – lik sønner aat mor –
standa rakt um det landet fraa nut og til sjer, fremja framgong som søster og bror.

Me som kjenner oss modig i bringa og arm. Lat oss byggja og rydja vaar grend.
Lat oss grøfta eit nye – sjølv om soli er varm, sjøta stein som i bakkane stend.

Her er mangt som treng vøling paa gard og i skog, me lyt arbeida samand, du bror.
Me lyt aaker og vollar arbeida med plog, slik at blomar og grasvokstrar gror.

Daa fyrst trygder og byggjar me landet vaart fram, mot ei betre og ljosare tid.
Lat oss kasta den latskap og gløyme den storm, no naar lauvet alt lyser i lid.

Her er rigdom du gut – kom fylg ut skal du sjaa paa dei fjelli kor trauste dei stend.
Dei er festning og borg – der er skattar og faa, dei for fiendar verjer vaar grend.

Kom kvar gut og kvar jenta, bind truskapens band, og lov Norig – vaar mor – desse ord:
Eg vil støt væra trufast mot Norig – mitt land, verja fridom og dyrka vaar jord.
Eg vil elska den ungdom som liver her nord. Eg vil fylgja den jenta av stad –
mot dei urudde plassar som ligg mot vaar fjord. Kom du jenta so stryk me – trala – !
K.K.Austad

Bertil Ritland
Er ein staut ungdom, full av store og gode hugmaal. Han er svært evnerik, som ein vil sjaa av dikti hans.Men det er so med oss mennesje ein gong, at me veit ikkje meir end fraa dag til dag kva som andgaar helsa. Saaleis med han Bertil òg. Best so han stod i sin fagraste vaar, so kom ulukka yver han. Han vart vond til sig fyr levetidi: Han kjem her med eit dikt so han fortel om livet fyr han vart sjuk, og etter. Gjev me hadde ei so god von alle.

Ved livsens lukkehall
Eg stend ved livsens lukkehall og skal just treda inn,
daa kjem eit natmyrkt skyggefall og lukkehallen svinn. –
Og saar og sviken stend eg att med djupe bringe saar,
og stirande i svarte natt, eg saknar sol og vaar.

Ja, livet er vel lune fengt og lite til og tru,
me stend i sol – snart utestengt – me ligg i graat og gru.-
Det bleiknar alt som fyr var ljos, til natt vert dagen vend.
du saknar baade leid og los, der saar og sjuk du stend.

Det er so svart, det er so saart at mest eg graata maa,
for havet laag der, blankt og blaat og spegla himlen blaa.-
Men so kom uvernatti graa med saknad og med sut,
daa bleiknar alle blomar smaa og soli slokna ut.

Aa lukke møy! Kvi sveik du meg, daa du meg nerast stod,
du veit daa at eg elskar deg med all mi heite glod. –
Eg undrast om eg finn deg att paa ferdi mi ein gong,
og om den svarte uversnatt lyt døy for sol og song.

Aa jau, aa jau, eg veit det vel, eg finn deg att ein gong,
Daa syng det i mi saare sjæl, so sigerviss ein song –
Eg veit du ein gong kjem til meg med famnen full av ljos;
daa vil eg evig elska deg, du livsens fagre dros
Bertil Ritland.

Nr 10 Vasbygdens ungdomslag den 10. februar 1916

Ein sinnatakk
Er det kje grovt med den hestenatur som soleis skal vera til sinnes? (Vinje)
Han var noko braasinna, Per Brataas; det var han. Naar det stakk han so var han ikkje lang aa tøygja, nei. Det var paa heimvegen fraa kyrkja, han og Ola, grannen. So hev dei vaddra seg inn paa det spursmaalet um ein hev lov til aa gjera med sitt kva ein vil. Ola var filosof. Han meinte nei, men Per meinte jau. Han spurde korkje kongen eller lensmannen eller paven korleis han for med det han sjølv aatte. Ola kom med grunnar: Me hev ikkje lov til aa svelte husdyri vaare um me aldri so mykje eig dei. Me hev andsvar for dei pund me hev fenge. Men Per hadde ein gong sagt nei, og daa nytta det ikkje aa preika for han. Det burde Ola visst. Han skulde daa kjenna grannen, han, men han dreiv paa: Du veit sjølv at du slepp ikkje vel ifraa det um du helseslær borni dine, eller hesten din; kjøper revesaks, so kan du ikkje uspurt leggja ho ut kvar du vil. Men daa sprang Per ifraa han.
Vegen ligg so til at dei kjem fyrst til huset hans Per. Han set fram igjenom, inn døri, inn i kjøken, so han skræmer mest livet av kona som steller med middagsmaten. Han triv supegryta av elden og fer ut med ho. Kvar skal du av med gryta? Ropar kona. Per svarar ikkje; han stend paa dørhella og lyfter gryta i jamhøgd med hovudet, og sender ho i dørsteinen so heite maten skvett til alle kantar, med sama Ola fer framum. Koss er det du fer aat? skrik kona. Eg skal syna den vridnakken at eg hev lov til aa gjera med mitt kva eg vil! kvesar Per.
Ein gong han var paa auksjon, kom han til aa by paa ei stoveklokka og fekk tilslag paa henne.
Han bar klokka heim og fekk ho paa gong, og tykte det stod vel til. Men daa han hadde lagt seg, kom han til aa lyda paa dikkinga av klokka, og so fekk han ikkje sova. Klokka slo elleve og ho slo tolv og endaa laag han vaken. Daa han trudde ho minst kunde vore tvo, daa slo ho eitt. Men det var berre halvtimeslaget. Ei æva til, so slo ho eitt andre venda. Og so langt um lenge og lenger enn langt, daa slær ho forlate meg eitt enno ein gong. Halv tvo. Ho er gali paa slaget og! tenkte Per. Sinnet koka yver. Han tøyjer seg fram yver kona, som ligg fremst; fer fat i ein malm sputtekopp og kiler han i talskiva so han vart standande der. Skal eg no faa fred for deg, ditt utyskje! skrik han.
Eg veit ikkje um det er Per eg hev høyrt det um, men var det ikkje han, so var det ein annan. Han skulde heim yver ein haal is, og han hadde i hovudet so beini var heler ustøde. So glei han og datt og slo seg. Grov seg upp att, men reiste i koll andre venda. Og tridje og fjorde og femte venda. Men so tok sinnet han. Han ser upp mot stjernerne. Ja, let du meg no detta fleire gonger, so skal eg leggja meg til, til eg frys i hel, so skal du faa det for umaken. Han dat ein gong til. Men brokabotnen og eine trøyeermi sat att i isen daa dei sleit han laus, – dei som
kom og leita etter han.

Samvitighedens røst
Handelsreisende Olsen var allerede beriket med syv døtre, da hans hustru en dag meddelte ham den glædelige begivenhet at den ottende var i vente.
Olsen var straalende; for nu maatte det bli en gut. Men da han i embeds medfør skulde ut og reise, gav han den beskjed til sin hustru at naar gutten kom, maatte hun straks telegrafere.
En dag sitter Olsen paa sit hotell da hotellgutten triner ind med et telegram. Olsen skal til at aapne det, men ser at det allerede er brukket. Han spør derfor gutten hva dette skal betyde, og denne svarer at han først var inde hos løitnant Olsen paa nr. 4 med det. Olsen aapner telegrammet og læser: Ein pike i dag, alt vel. Det var da som bare rakkeren, sier han, og da han skal se hen paa gutten, staar denne og storflirer. Hva ler du av gut? sier Olsen. Jo, han sa det samme løitnanten paa nr. 4 aassaa, sa gutten og forsvandt.

Lørdagskveld

Gaa etter et par digre turnipser til Olga! Ragnhild Nysveen staar med opbrættede armer og skjærer op grismat til den store grismatgryten ved bekken i Nysveen.
Saa kan du bære et kvistfang til, jeg har for lite. Det er ikke vondt for ved i Nysveen, skogen staar like indpaa skigaren. Olga kaster kvistfanget paa bakken, lægger hænderne paa ryggen og gir sig til aa se paa røken. Moren har faat varme naa. Hu har begyndt paa skolen i høst. Det er ikke længe siden lærerinden fortalte om to gutter som hadde gjort op hver sin varme og brendt korn og kjøt til Vorherre. Kain og Abel hette de. Men Vorherre var sint paa Kain, derfor slog røken hans mot bakken. Røken hans Abel gikk saa vakkert til vers. Han var nok likesom gromgutten til Vorherre han. Naa hugset hun paa dette, Olga, da det begyndte aa ryke under gryten. Røken staar ret op i veiret som en stolpe, for a mor, ja, ho var snild ogsaa, ikkje for det. Det kommer en jentunge ut paa stuetrappen, Hun meser paa en liten gut som sutrer og griner saa smaat. Mor, han er saa grinete sea han vakna, roper hun nedover til bekken.
Kom hit men! Svarer moren. Hun tar veslegutten sin, vender en træbøtte med bunden iveiret og sætter sig og gir ham bryst. Takkal liten, val a mama botte daa! Hun stryker og stryker de lyse krøllerne hans i pannen, og han drikker og drikker og blinder att øinene fordi det gjør saa godt. De to største barnene begynder aa leke borti bekken. Ragnhild sitter i lykkelige tanker. Det er slik vakker septemberdag. Hun er kommen hjem fra sæteren med buskapen for en uke siden. Det gaar fire kjyr og to kalver paa lykkje. Bakenfor reiser skoglien sig, der asp, bjerk og rogn pranger i alle regnbuens farver. Nedenfor lykkjen gar Glaama bred og bland, Og kubjelder synger i den staalblaa luft, og høstsolen lægger gyldens skin over syn og sind. Hun valgte ikke saa dumt lell, Ragnhild, da hun valgte Jon og Nysveen. De var blit kjendt paa en ungdomsskole. Men veiene blev skilt igjen. Ragnhild kom paa handelsskole og fik plads paa et kontor i Kristiania. De vekslet brev en gang imellem, almindelige venskapsbreve, trodde de det var. De merket ikke at de blev varmere og varmere saan av sig selv. Jon gikk hjemme i Nysveen. Moren stelte for ham. Men da hun døde tænkte han aa reise til Amerika og gi Nysveen en god dag. Han var næsten paa tur ogsaa, men han kom ikke længer end til Kristiania ialfald. Der blev han forlovet med Ragnhild, og saa reiste han hjem og blev smaabruker og tømmerkjører i Nysveen. Ragnhild kom forresten efter noksaa snart og blev smaabrukerkjæring der. Selvfølgelig syntes folk det var rart. Det har vel endnaa ikke giftet sig to mennesker sammen uten at nogen har fundet det merkelig. Det Maatte da være Adam og Eva, for da var det ingen til aa forundre sig. Ragnhild var fra en bra gaard og han var bare fra Nysveen og det var naturligvis galt. Dorte, faster hans, tok det forresten ikke slik. Ska du med den stasdokka, maa du itte ha naa glasskåp aa ha a i? Sa hun til Jon. Ragnhild hadde tænkt ikke saa lite paa hva hun gjorde. Hun hadde en selvstændig stilling. Hun hadde sin frihet. Hun kunde være paa moten og være dame. Men hun ofret det alt og blev Ragnhild Nysveen. Hun la byfrøkenen av og tok smaabrukerkjæringen paa. Det gikk ikke an aa bruke jord med frøkenfakter, hun visste da saapas. Hadde hun ikke endnaa liggende en lyserød parasol på loftet fra frøkendagene. Men ikke hadde hun angret paa valget, selv i de tyngste og strævsommeste dager. Vist slet hun hart og var lite fri. Og hatt og kaape var ikke efter sidste mote naa. Men hun satte sit hvite silkebasttørklæ paa hodet og gikk med rak ryg over kirkevolden naar det var messe. Det var likevel dette som var liv, aa ha mand og hus og hjem og jord, og være mor. Var det likere aa gaa der inde i storbyen og bli en enslig peppermø, selv om en gik selvstendig og efter sidste mote? Her var det nogen som holdt av hende om hun falmet ogsaa. Sigrid, kut ind aa sjaa etter om maten has far held sig varm! Jon drev i tømmerskjøring hver vinter. Han hadde begjyndt lunningen mandag, og i dag var det lørdag, i dag kom han hjem. Hun stelte det altid saa at det stod et godt maal mat og vendtet paa ham lørdagseftermiddagen. Han trængte det saa vel, stakkar. Det blev mest tørmat og kaffe i skogen. Der dundrer det oppe i lien, der kommer han nok. Han skulde ha med nogen vedrækkjer i dag. Olga og Sigrid sprætter op fra bakken og sætter i et tanende rend opgjenom. Mor, mor, naa kjæmn far. Ragnhild tar veslegutten paa armen og rangler op i tunet. Der kommer Svarten svingende om fjøsknuten med seks lange rækkjer efter sig. Bortover til vedskaalen er det flatt. Han spender benene i bakken saa senerne syner sig som rep under det glinsende svarte skind. Saa slipper han spændtaket, nufser utaalmodig i tømmerne og staar stille. Ser saa attmed siderne som om han venter nogen. Blir det av ungerne i dag da? Jo, der er Sigrid med sukkerbit og brød. Og Ragnhild og veslegutten klapper ham over nakken mens han musler brød i de smaa næverne hendes Sigrid. Det er ikke verst å være Nysveen-Svarten, ser det ut til.
Jon er bortom veslegut, før han spender fra, Lægger de skjeggete kjinderne indtil det vesle ansigtet og pludrer og prater med han. Da han kommer ind er maten paa bordet, men Jon staar og aver sig. Jeg trur jeg vil bli kvit lorten fyrst, sier han, saa smaker maten bære. Det er ombyte i kammerse, siger Ragnhild. Jon finder sig vatten og gaar der ut. Rene underklær til ham ligger over en stol. Og søndagsbuksen og en busserul er hengt frem. Det er kjærring det, sier han for sig selv, og begynder storvasken. Og da han har faat sig mat, kommer Sigrid med tytebær som hun har plukket og rørt til far. Og naar den er greid, faar han pipen ifyr og veslegut paa fanget. Ren og mætt og nybarbert sitter Jon skogsmand på krakken og synes det er godt aa være til. Naar han har kvildt litt naa, tar han Svarten og kjører paa butikken og handler til uken. Sigrid og Olga skal faa være med. Og i morgen er det en hel dag aa være heime og hygge sig paa. Han er glad i heimen sin, Jon. Det bryt og gjærer ute i den store verden. Det er saa mye jag og strid og staak, men saa lite fred. Leven og moro er det mye av ogsaa, men liten glæde. Hit op til Nysveen naar bare ungdomskolen og blev aandsmennesker. De har forsøkt aa følge med tiden siden, efter fattig leilighet. Han digter ogsaa somme tider, Jon. Det er bare simple heimgjorte saker, naturligvis. I morgen skal Ranghild faa læse et digt han har laget i tømmerbuen naa om kveldene. Det er slik:

Til Ragnhild

Du knitrer ei av silkebrus og lyner ei av guld,
Og haanden din er blit saa haard og støtt av sprækker fuld;
Men likevel du stryker lint helst paa et barnekild.
Og jeg, jeg ler og takker Gud for at du er min.

Du dormer ei i duner, du, til klokken ni og ti.
Nei, stakkars dig, du har et fjøs, og du maa opp og gi.
Saa vakner barna litt om senn og skal ha mat og stell,
Og dagen gaar i stræv og strid og barnegraat, til kveld.

Og enda faar du tid og raad til ogsaa hjælpe mig.
Saa mangen kveld vi ryddet jord isammen du og jeg.
Og naar du sliten kom iseng og skulde kvile ut,
Du maatte ligge natten lang og huske veslegut.

Det moner gudskelov, hvert aar et skridt vi rækker frem,
imot det maal vi satte os, aa eie eget hjem.
Og skulde vi vel nævne slikt som heter arbeidsløn,
saa fik det bli at her skal bo engang vor vesle søn.

Ja, naar han ligger sterk og sund og frisk indved din barm,
jeg drømmer lyse drømmer, jeg, saa lykkelig og varm.
Du dronning er, her paa mit slott..
og jeg en konge rik og stolt, saa fattig som jeg står.
Bjørn fraa landet

Nr. 11 Vassbygdens ungdomslag den 27. februar 1916

Ungdomen
Ungdom er framtid, ungdom er tru, verdi ligg opi for ungdomen, du.
Difor skal ungdomen djervt stemna paa, høgt skal han stila, stort skal han naa.

Livet er storstrid – i den skal du ut, mildøygdegjenta og modige gut,
syna seg, røyna seg slag etter slag, vinna det største i livet ein dag.

Finna seg arbeidsmark, rydja sin leik, slet ikkje slutta um grunden er seig,
brjota seg veg um det tidt tykkjes stengt, fram til det livsmaal som for dei hev blengt.

Venna paa det som er ringt eller raat, vinna seg fram til alt fagert og godt,
styrkje i viljer og reinleik i sjæl, daa vert det lukka, daa gjeng det vel.

Vinna seg upp yver strid yver sorg, venna sig upp mot Gud Fader si borg,
Vinna det største som tanke hev trutt, vinna det evige livet til slutt.
Nils Økland

For stramt spendt
De hadde ikke veret forlovet i fjorten dage før Anny gjorde ham opmerksom paa at han igjen brugte fast slips, og dertil og med et rødt.
Nu maa du virkelig love mig ikke at bruke et saadant mer. Enhver herre som setter pris paa sit ytræ gaar med knyteslips, og det i dempede farver, den røde farve virker nermest pleberisk. Men det er virkelig pent, penere en de prikede mønstre og dessuten er det kjedelig at ha den umaken at knyte slipset hver morgen.
Du skal se at du vender dig hurtig til det, i morgen gaar vi ut sammen og kjøper slipsene, ikke sandt?
Da de hadde veret forlovet i tre uker, syntest Anny at han røkte for meget. Jeg liker ikke den røken, mor har ogsaa vennet far av med det. Der gaar saa frygtelig mange penger til det, penger som kunde finde en bedre anvendelse, og saa har jei læst at det verken er sundt for hjertet eller nerverne. Det vilde vere en beroligelse for mig hvis du holdt op med det. Ikke sandt, kjereste, du gjør det for min skyld?
Men jeg røker slet ikke meget, min kjære pige. Bare om aftenen eller nu og da naar jeg føler mig anstrengt, det hjelper mig. Nei kjære, du kan da ikke forlange at jei skal venne mig av med at røke?
Hun trampet med sine nydelige smaa føter og der kom store taarer i de vakre nøttebrune øyne, og enden paa saken blev at han neste morgen foreærte bort sit foraad av sigare paa kontoret, forviste sine askebægre til den mørkeste krog i klædeskabet og lot sit pene sølvsigaretui lage om til en visitkortbok til Anny. Da de hadde veret forlovet i fire uker fik Anny fat paa en brokure som bar titlen: Mandens dødsfiende. En hel aften foreholdt hun ham hvilken frygtelig gift alkohol var, hvilke ødelegelser den foraarsaget paa sjæl og legeme, at den var drivfjeren til alle forbrytelser og at de flest ulykkelige hendelser sjyldest den. Kort sagt at ved den kom all ulykke ind i verden. Hun viste ham paa et broget bilede hvilke ødelegelser alkohol foraarsaget paa legeme, leste kriminalstatistikken for ham og lot han se at de fleste mord blev utøvet under dens paavirkning. Kort sagt, hun anvente alle mulige avskrækkelsesmetoder.
Ikke sant min kjære, slutet hun, i vort hjem skal der verken komme øl eller vin eller nogensomhelst slagt alkohol, aldrig skal denne gift ødelegge dit legeme og din sjel.
Han lo, for ødelegelsen behøver du ikke at vere redd, sa han, jeg er en meget maateholden mand, men et godt glas vin nu og da gaar jeg daag ikke av veien for. Men hun vedblev at utmale saken for ham, sortere og sortere, og til sist gav han efter, men kampen varte lenge, og det var med en smule bekymring i stemmen at han gav hende løfte om atføye hende.
Hun hadde virkelig stor indflytelse paa ham, hun fik ham til at melde sig ut av keglekluben, ja, selv et almindeligt kortspill fandt hun at vere mot de anskuelser hun neret om en ”virkelig udmerket egned mand”. Mer og mer nermet han sig hendes ideal, og mer og mer nermet bryllupsdagen sig
Saa kom der en foredragsholder til byen. Han var en kjendt taler og Anny vilde absolut høre ham. Foredraget het. Hvorledes blir jeg energisk. Anny satte meget pris paa at la sig belere. Hendes kinder brende og hun nikket flere ganger bifaldende. Paa hjemveien sa hun: Du har i grunden liten viljekraft; jeg har lert en hel del av foredraget i aften og jei skal nok —
Han avbrøt hende hurtig. Unsjyld, kjære barn, sa han, jeg hadde rent glemt at jei hadde truffet en vigtig avtale – jeg blir nøt til at forlate dig. Han vinket paa en drosje, gav kusken hendes adresse, hilste, og var borte før hun rigtig fik tid til at besinde sig. Saa gikk han inn i en restaurant. Kelner, gode sigarer og et vinkart. Neste morgen skrev han et brev:
Kjereste Anny!
Foredraget i gaar har virkelig overbevist mig om at jei er et meget viljesvakt menneske som alt for let bukker under for fremmede paavirkning. Jeg har indset at jeg slet ikke er saa fuldkomen, som du, med dine udmerkede egenskaber fortjener det.
Fra denne dag vil jei forsøke at forbedre mig. Den første faste beslutnig jei tar, og som intet skal faa mig til at rokke ved, er den at gi avkald paa dig. Takket vere din venlige veiledning, har jei faat litt øvelse i den vanskelige kunst at gi avkald. Derfor faldt det siste offer mig ikke engang vanskelig. Jei føler at jei ikke er dig verdig.
Saa drak han sig en konjak, tente sig en sigar og gikk bort for at kjøbe et fast, rødt slibs.
Karel

Nr. 12 Vasbygdens ungdomlag den 5. februar 1916

Bonde song
No hev bonden atter vakna som i gamal tid,
gamal stordom hev han sakna, meir som aari lid.
Daa han kunde tenkja, tala, som det sømde han.
Vyrd han sat i kongens sala og sin rett han fann.

Men saa kom der tunge tider, fridomsali kvarv,
fuglesong i lund og lider, og den gamle arv
saag han attum nut seg gøymde, vekk var tidi stor;
men han store draumar drøymde um si gamle mor.

Bonde, du maa heilt deg sprengja ut or vesaldom!
Alle stad me deg no trengja; kom her er det rom!
Statt so fast og inkje vingla etter Per og Paal;
veit du leidi, ikkje dingla etter alle skraal.

Bonde, som ska landet bygja, hegna odelsgard,
finn i dette arbeid hygja, som er ervd av far.
Kom daa alle norske menner, stø den guten traust:
Dei som seg som normenn kjenner, tak daa inkje laust.

Daa skal landet vaart nok bløma i fraa fjeld til fjord,
naar me smaalegdom let røma, for den saki stor.
Bonden mergen er i landet, det me sanna lyt, –
slit me av det trauste bandet, folkelukka bryt! Torleiv Aakre
Tostein
Eg kan aldri fordstaa meg paa summe folk, segjer Søren Lande. Det er som dei skulle kje eiga sjæl og tankegong til liks med andre, Sjaa no som Tostein Salvesen paa litle Middal. Ein trælar, ein stor tosk. Dei hadde fenge narra han med det, ein gong, at ein slap aa betala kaupmandsskuldi si naar ein gjekk falitt. Ein skulde berre melda det av til skrivaren og jera so og so. Tostein drøyde ikkje dagen til ende, men legg av garde i eit par styvlar so raude som reven. Ja-ha, det fekk bli ei raa med dette, sa skrivaren. Men daa dei kom og skreiv upp og Tostein forstod kor det riktig forheldt seg med det alt i hop, at deivilde selja garden ifraa han og slik, daavarhanglad til han fekk gjort det om inkjes att, endaa hanmaatte ut med 50 kroner for umaken. Dei vilde ha det til at han pulka og stal aldir saa lite, mem det trur eg inkje paa. Det hadde han inkje hovud til. Men ha putla og drakk naar det kunde høva seg,. Og togg tobak. » Dei rike hev det godt, dei hev tobak nok!» sa Tostein. Du måtte aldrig by han flaska var det saa at du vilde gje han ein dram, for daa drakk han til han blaana i anlitet og vilde missa pusten. Eg veit ei kona i byen som skjende paa han ein gong han var sa yverfull. Det var ein mann som hadde traktert, han hadde ikkje kosta det sjølv. ”Ja, skulde du plent drikka deg full fordi um du fekk det?» spurde kona. «Skulde eg ikkje drikka naar eg fekk det,» sa Tostein, ”saa maatte eg daa vera det største naut i heile verdi!». Eg gløymer aldrig ein sundag – nei – andag jul var det. Eg kom til og sitja meg ved sida hans i kyrkja. Presten sto og preika, saa segjer Tostein saa høgt at dei kunne høyra det kven so vilde: «Kva slaks er det som er i kyrkja i dag?» sa han, «faa presten paa stolen!” Eg veit aldri kva slikt vil til kyrkja!
Og da me skulde syngja til beslutning so kunde ikkje Tostein syngja, han kunde ikkje lesa helre. Men han song likevel – nokre ord i blant som han kunne utanboks – som jerusalem og halleluja, og han song høgare enn alle me andre. Men salmen var paa mange vers og so vart Tostein leid. Han tok ei skraa og togg paa ei stund. Nei, so dulta han meg i sida: ”No blei det drykt!”, sa han.
Ein dag kom han til meg og vilde laana bibelen.”Kva vil du med den?” segjer eg, ”du som ikkje kan lesa?” ”Kona les, so forstend eg,” sa Tostein. Han vilde faa greida paa korleis Vaar Herre for aat daa han jorde vatn til vin! Han tenkte det stod ei uppskrift!
Veit du kva han vilde kalla son sin? Sterkodder! Det skulde vera etter bestefaren. – Er det namn for kristne folk? Presten talde honom ifraa. ”Ja, so skal han heita Tordenskjold etter meg!”, sa Tostein, Og det heitte gutten til han døide.

Heh, nei, eg kjem i hug ein gong. Det var ein vaar just som no, so tildlegt varmt. Trefte Tostein paa ein orm som hadde komme ut og laag i ein bakke og sola seg. So var det ei gamall tru at naar ein fann ormar fyre mariamess, daa skulle det væra slik svær lækjekraft i dei. Kjem so Tostein paa at her tarv vera pengar aa tena, naar han gjekk paa apetikken med dette ubeiste. So er det koss han skal faa krapule med seg. Der hev han av seg underbroki og bind føre det eine buksebeinet, fær jaga ormen inni det, – og so leg han til byen. Men eg vilde høyrt kva han smaaprata med seg sjølv um paa heimvegen! Paa apetikken sa dei at kom han seg ikkje ut fort, so henta dei politiet. Veit du kva han fann paa ein gong hesten hans var sjuk? Han rende i han ei heil flaska med kamfærspiritus. Hesten krepera. Det var noko mannen maatte vist.

Seg eig du?
Seg eig du den fulle vilje ti hevda din frimanns rett?
Seg vil du staa fram paa tilje, um Norig sitt namn vert hædt?

Seg vil du, um det skal røyna, slaa ring um dei fædre-jord,
og ikkje med skam deg løina, seg vil du det, norske bror?

Ja, vil du for Norig strida, for heim for di mor og møy,
og vil du for dem faa lida og sidan for deim faa døy.
For Norig det gamle, unge, vaart minne vaar framdraum stor,
det land som deg gav di tunge og fostra deg ved sitt bord.

Du svarar eit, ”jau”, min broder, ”for landet eg livet gjev,
for Norig vaar store moder, um ein gong ho dette krev.

Og Norig skal gro og bløma og veksa seg sterk som form,
og helga med heiders-søma det ervest av vaare born.
B.St.

No 13 Vasbygdens ungdomslag den 19. mars 1916

Et ord til ungdommen
Sæt deg ned og tænk dig litt um. Tænk dig framover aarene en tid! Vær ikke ræd, jeg skal ikke ta livsglæden fra dig. Det kommer en dag du finder livet tungt og tomt alene, men rikt sammen med den du er blit glad i. Da gifter du dig. Da skal du ha et hjem. Da blir du far eller mor i dette hjem. Nu ler du av dette naturligvis. Du skal selvfølgelig aldrig gifte dig. Og ret som det er gifter du dig allikevel. Det er sannheten.
Men det økonomiske grundlag for dette hjemmet dit det maa du begynde at lægge i ungdomsaarene, hvis du vil ha et lykkelig hjem, da. Og det vil de, gudskelov, vore unge. Jeg tror ikke ungdommen vor har daarligere idealer i saa maate. Tvert imot i tankerne ser de mangengang hjemmet sit, det er jeg sikker paa. Og det er vakkert, dette hjem. Med smaa gardiner og blomster bak og flagstangen i haven. Det mangler nok ikke idealer i vor tid. Men letsindigheten gjør det slik at det blir saa litet virklighet av disse fagre drømme for somme.
Du unge gut og jente, du har omtrent 10 aar at bygge økonomisk grundlag for dit hjem paa. Det er aarene fra 16 til 26. Bruk dem godt, de kommer aldrig igjen. Har du tænkt at utdanne dig til noget, saa gaa ikke og spikkeler og spikkeler til det er for sent. Har du ikke raad, vel, du faar ikke mer mot om du venter. Heller ikke bedre raad, kanske. At lære noget nyttig, det er at spare penger, det, selv om du maa laane til læren, kanske, Vær ikke rædd og skamfuld om du ikke har klær saa flotte som kameraterne, lommepenger saa rikelig som dem, for hvem ungdomstiden er mer lek end arbeide, kanske. Det gaar mangen bra mand i snipkjole – som i ungdomsaarene hadde blankslidt vadmelsjakke til stasplag. Men veien hette forsakelse, taalmodighet og flid. Har du ikke nogen stilling eller levevei til fremtidsmaal, vel, du kan bli en bra og velholden mand for det – om lykken er god. Men et øiemaal maa du ha for din fremtid. Sæt op en sparebankbok til øremerke for din økonomi. Jeg tror det ærgrær somme at høre snakk om sparing og sparing. Først dette: Hvad skal en spare av. Gaar det ikke vel med det vesle en tjener, nei spare far de rike gjøre. Naturligvis gaar det med for den som er familieforsørger. Der kan det ikke bli noget paa sparebørsen nu om dagen. Men du, løse og ledige ungdom, du maa spare enten du har noget videre at spare eller ikke. Bruker du 2 kroner om dagen til kost f.eks, faar du ta en femogtyveøring eller en halvkroner der. Og klær, mon det ikke skulde være nogen kroner at knipe paa den konto. Vi klær os gjennomgående for dyrt, vi smafolk, tror jeg. Jeg reiste til tandlægen engang, jeg., med svarte klær og stivetøi og skinskor med gummisokker. Men jeg traf en inde i toget, som reiste enda længer end jeg, i vadmelsklær og beksømsko med snesokker. Endda han var likesaa rik som jeg var fattig.
Vi skal ha pene klær vi ogsaa, det er ikke saa jeg mener. Du skal ha dig en knagende fin dres hængende som du skal være ræd for. Den skal du ikke hænge paa dig til almindelig søndagsbruk. Du skal ha en mellomdres til helgebruk og slikt, og til at reise til tandlægen med. Den finfine skal du bruke naar du forlover dig. Det kan gjerne være snipkjole. Hvorfor kan ikke en almindelig mand gaa i snipkjole? Det skulde være moro at vite. Kort sagt – du maa finde nogen kroner at spare.
Det gjør ingen mo, sier du. Det blir saa ingen kapital av det, likevel. Jasaa – det var en ny lære! Spør en som gifter sig med en bankbok paa 10 – 12 hundrede kroner. Ja, jeg mener naturligvis, han giftet sig med enjente ogsaa. Spør om det ikke gjorde mon? Snart var det det – og det og det – som den unge konen snakket paa skulde være saa hyggelig at ha i hjemmet. Og den unge manden syntes akkurat det samme som kona, naturligvis. Men saa – pengene – pengene! Det kommer ikke møbler og sengklær og billeder og pene ting flaksende gratis fra den første og bedste skybunken paa himmelen.
Aa nei, slike skyer er ikke skapt enda, og ikke blir de det heller. Hvor stolt og glad og lykkelig maa ikke den gut være som kan si til den jente han har faat til kone: Jeg er ingen Krøsus – langt ifra, jeg er en fattig arbeider, som du vet, men jeg har tænkt paa denne dag vi skulde sætte fot under eget bord – siden længe før jeg kjendte dig igrunden. Her har du nogen kroner at kjøpe det du synes for. Det er ikke mange, men det er da saapas saa fattigdommen ikke skal grine os ind i øinene de første aarene ialfald. Og vil du som jeg, skal vi prøve at holde os det spøkelse fra livet i længste laget.
Det blir igrunden ingenting til overs til sparebakboken, men til konjak blir det en utvei enda vi klager over den daarlige fortjenesten og de dyre tider. Enn om de norske unggutter sendte sparebankene de penger de kjøpte brændevin for, det blev snart sparebankbok bare av det.
Jeg vil ikke undlate at nævne jenterne heller. Skjøndt de tjener jo mye mindre. Men likevel, nogen kroner i sparebanken kunde jenterne stikke av ogsaa. De kom vel med en gang – om det var bare 50 -100 kroner. Og de fik en god lærdom av det – til de blev kjæringer.
Og er det enda nogen ungdom som paastaar det er tusen umulig at lægge sig noget tilside, saa vil jeg minde om alle smaabrukere og arbeidere som har boliglaan og brukslaan. Der har de en tvungen sparebøsse som de maa lægge i to ganger om aaret, hvis de vil sitte paa eiendommen. Penger til renter og avdrag maa lægges tilside, om de saa har tolv unger at forsørge. Det er hart nok, men det viser sig at gaa for tusener av smaakaarsfamilier i vort land. Og saa skulde ikke en løs og ledig unggut faa nogen kroner til bedste til spareboken hvert aar? Jo da – det er bare vilje – karakterstyrke – tanker paa fremtiden, som skal til, intet andet.
Synes du dette er stusslig at høre paa? Hvor blir det av moroa da?, spør du kanske. Stusslig? Livet er ikke annerledes. Det er haardt. Ansvaret kommer – alderdommen kommer – saa sikkert som jorden velter rundt. Det aller fleste av os har bare os selv at stole paa. Vi maa ta i av alle kræfter – utnytte alle vore evner – for at holde os fattigdommen fra livet. Kommer den oss først innpaa livet, er det verre. Og saa maa livet bli en kamp fra ungdommen av. Livet er kamp og kampen er liv. Men moro kan det bli for det. Herlig at være ung og kjende sig sterk i livskampen. Den letsinige ser nok glad ut, men jeg tror han kjenner litet til virkelig glæde. Og selv om det gaar skeis for dig, trods forsakelse og slit og kamp – du har likevel den glade visshet at du har strævd saa længe du orket, fra første arbeidsaar. Ber du saaGud om hjælp, vil du merke hans velsignelse er med. Og det gir en dyp og sand glæde. Livet blir saa rikt, selv smaa ting blir store. Bed og arbeid, heter et gammelt ord. Mange, mange har levd et lykkelig liv paa dette livsprogram. Det har sin forgjættelse for den som vil leve efter det i dag ogsaa.
Men vent ikke med at begynde!

Prima høns
Malla Evensen, som reiste til Amerika for ti aar siden, var i sommer hjemme for at hilse paa venner og bekjendte. Og selvfølgelig havde hun det paa samme vis som alle andre hjemvendte amerikanere. Hun gik fra hus til hus og skrød av alt det mærkelige hun havde set paa den anden side avAtlanteren. En aften sad hun inde hos Per Oppigaren og talen kom til at dreie seg om høns.
Ja, Per, i Amerika kan du tro de har høns. I almindelighed er de saa store som storker. Og du kan tro de kan værpe. Jeg havde en gang en høne som, efter at den havde spist en portion mais, kom ind og lagde 12 egg. Anden og tredje dag gjorde den lige dan – den spiste sig rigtig god og mæt og kom ind igjen og lagde 12 egg. Fjerde dag klækkede hun ud 72 kyllinger av de 36 egg. Ja slike høns har de ikke i Norge! Aa, svarte Per, vi har da høns her i Norge ogsaa som duer til noe. Jeg kan for eksempel huske at jeg engang havde en blind høne som paa grund av sin blindhed kunde spise det utroligste. Engang havde hun spist en stor portion med høvelflis i den tro at det var havre. Og ud på kvelden gik hun ind i redet og lagde en 12 fods planke. Anden og tredje dag spiste hun ogsaa høvelflis, og hver gang lagde hun en 12 fods planke. Fjerde dag lagde hun sig paa en av plankerne og klækkede ud fire kjøkkenstoler, en egetræs-buffet og en mahogny-kommode. Slige høner har dere vel ikke i Amerika?

Kan det verta noko gjort berre ved aa tenkja og sjaa. Aa nei, eg tenkjer alle er samde um det.
No gaar ungdommarne her og ser med lengt etter eit ungdomshus. Den eine spyr fyre og den anden etter om dei hev gjort noko fyr det. Om dei i minsto hev fengje grund til huset. Eg hev og spyrt, ikkje ein gong, men mange gonger. Svaret er at dei lyt gjera noko. Men det er vist gjort med det. No er mest alle samde um kor huset skal staa. Daa dei og sikkert faar grund, so ventar me det av dei som skulle staa fyre det, at dei faar i stand ei kontrakt. Noko meir kan me ikkje venta enno. Men kva tid gjer dei det, ska tru? Eg trur me fer venta eit bil enno.
Ein kunne spyrja kvi me skulle lyta venta paa det, so er so lite til aa faa greia paa? Men det er ikkje so rart at ikkje det vert gjort noko med. Her er mange ting so er mykje rarare. Sjaa no berre med ungdomsmøti: So fort so ein no kan ferdast, so vel yver hav so land, so kan ein no ta ein Amerikatur imillom kvart møte. Kva som er grunnen er ikkje so godt og segja fyr ein møsastril. Men er det den treflisi som vart avrivi av ein pult og ei omnsrist so hev vorte knust, so er det ein simpel grund. Vaksne folk maatte ikkje lata seg skremma av so lite, forresten er det ikkje paa ungdomsmøti at det hev vorte øidelagt. Kven so har øidelagt det, det er her vist delte meiningar um. Det er no minste luten so kjem paa ungdomslaget. Men det kan vera andre grunnar òg. Til dømes for mykje aandeleg og bibelsk arbeid. Det kan være godt aa skulda paa. Men me maa daa arbeida me andre og, som be og venta paa møte. Men grunnen ligg helder i at der vantar indtressa.
No spyr eg: Ka tid faar ungdommen i Vatsbygdi indtressa fyr ungdomsarbeidet og dets framgong?
Eit medlem

No 14 Vasbygdens ungdomslag den 8. oktober 1916

Uppgaavor fyr vaar bondeungdom
Tale paa ungdomsstemna paa Fivelstadhaugen av Hakon Aasvejen.
Me liver i ei vanskelleg tid. Der er ufred paa alle kantar og dyrtid og høge prisar paa alt livstarvande. Det er serskildt vanskar fyr dei ymse folk og fyr dei ymse lag lag i folket. So i det materielle, men sameleis ogso i det aandelege. Det er gildt aa minnast at me har vore eit bondefolk. Vaar æra og lukka hev det vore. Naar me no ser attende paa soga vaar, so syner dette seg klaart. Men stoda er vorti onorleis i den siste tid. Storindustrien og storkapitalen er komen til landet. I staden fyr det jamnare arbeidet hev spekulant-aande breit seg, og breider seg framleis. Jaget etter den store fortenesta sermerker vaar tid.
Store anlegg reiser seg kringum i landet. Ein flok arbeidarar samlar seg um fabrikkarne. Der veks up ein by, og bytanken breider seg utyver bygderne paa denne maaten. Millionkapitalen skapar byar og bytenkjemaaten fylgjer der anlegg gror fram, bygderne kjem attum. Dei vert liksom skuva tilsides og hev inkje aa segja. Fabrikkarne syg arbeidskrafti til seg, bondeungdomarne søkjer til verket der dei lett tener pengar. Dei kjem inn i krinsar av industriarbeidarar og lærer deira tenkjemaate. Men paa gardane sit far og mor og klagar og hev det trongt. Dei vantar arbeidshjelp og den dei fer er so alt for dyr. So greier dei det ikkje lenger, og vonløysa fer yvertaket. Men byarne kring fabrikkarne veks.
Det er ei nyskaping som gjeng fyre seg i landet vaart, eit tideskifte. Det er ikkje ei jamn utvikling som hev ført oss upp i dette, alt er kome braat yver oss, uventa som ein flaum.Mange ser difyr med sorg paa dette. Ungdomen, som er framtidi, kjem inn i spekulasjonsjaget. Dei veks burt fraa det kvardagslege, jamne arbeid heime. Fabrikkarbeidarar vert mange av deim, og lever seg inn i deira livekaar og tenkjemaate. Med bondelivet og tenkjemaaten, heimen, sed og skikk segjer dei farvel. Den vyrdelege og trygge bondekulturen kastar dei burt. I staden vert dei socialistar. Dei lærer aa krevja mykje av andre og av samfundet, men hev liti pligtkjensla fyr seg sjølv. Dette er det som no gjeng fyre seg i landet. Tidstraumen peikar ei ny leid, burt fraa bondelivet, bondekulturen og inn i spekulationen, maktsykja og storindustrien.
Men kan denne straumen vendast? Skal me øyda fabrikarne? Nei, det nyttar ikkje. Det er vitløysa aa tru at me kan koma attende til den stoda me hadde her ilandet fyr 20-40 aar sidan. Me lyt lita oss med at Norig vert eit industriland og dermed kjem inn i lønsstiden, den sociale ufreden. Storkapitalen paa eine sida og arbeidskrafti paa hi.
Alt dette kan me ikkje koma utanum. Det er vaar pligt aa fylja med. Ungdomen lyt difyr setja seg inn i striden. Tvo knyttenevar stend mot hvarandre og desse knyttenevarne vil baae vera dei raadande i landet. Dei tek ikke umsyn til anna enn sin eigen bate og dei vil undergrava vaar gamle bondekultur. Men det er dette som ikkje maa henda.
Det ville vera eit ubotelegt tap fyr vaar vokster som folk um bondeelementet i vaart land skulde koma burt eller siga ned. Difyr gjeld det fyr alle som hev dette synet, av alt vaart vit, aa styrkja bondetanken og bondelivet i vaart samfund. Og dette arbeid kallar fyrst og fremst paa bondeungdomen sjølv.
Di nest kjem ein inn på ungdomsarbeidet, og meiner dei frilynde lag hev vore og vil vera til stor hjelp fyr bygdeungdomen. Lat oss faa ungdomslag i rett tydning av namnet, og lat desse samla seg um upgaavor som verkelegt kan lyfte! Samdrag med dei eldre er godt, men me treng ungdomseldhug og giv i arbeidet. Her er so mykje ugjordt, ikkje minst i jordbruket. Sjaa paa all udyrkja og vandrivi jord, vore ubrukte fossar, som ogsaa kunde koma bondenæringi til nytte. Ei retteleg bonderusning lyt til, og i den lyt ungdomen vera med, vera den drivande kraft. Meir upplysning og yrkeslærdom lyt til. Difyr mange gode og verkelege nasjonale jordbrukskular. Men det gjeld likso mykje um aa faa gode aalmennlærande skular. Bondeungdomen lyt i aalmennlæra koma paa jamhøgd med dei andre i samfundet. Læra aa vyrda seg sjølv og sitt eige og verta glad i sitt arbeid. Me lyt koma attende til dette at det vert gjildt aa sitja trygt paa sin eigen gard.
Bondet lyt ogso heretter verta den traustaste, gode mergen i landet. Han lyt upp i det økonomiske, fatigt bondefolk er eit fatigt land, og velhaldne bondefolk er eit velhalde land. Vaart sermerke som folk finn ein utyver bygderne. Difyr lyt ogso vaare bønder reisast aandelegt. Dei lyt læra aa sjyna si tid og sjaa vidt og fritt paa alle ting. Vaart morsmaal skal reisast, bygderne er det som lyt bera denne sak fram. Byarne vil altid vera meir eller mindre internationale, fabrikkarne ogso. Men bygdeungdomen bør standa vakt um det som sermerkjer oss som folk. Ungdomen lyt ogso vera med og faa burt alt som tyner – alle dei troll som tek makt og merg. Kor mang ein emnerik normann slukte ikkje dette stortrollet – rusdrykken. Vekk med den! All jevnad hev me bruk fyre, og me bør aldrig øyda kraft ved unytte.
Skal bonden verta den sterke og trauste magt i samfundet, so lyt bondeungdomen vakna og fylgja godt med i det som hender baade heime og ute. Han lyt læra aa kjenna tankarne og aandstraumarne i tidi, vera med av heile si sjæl i det som er godt og hjelpa det til aa sigra.
Me bør ikkje stengja oss inne so me inkje andre ser enn oss sjølva og vaart. Det er ingi livsmagt i.

No 15 Vasbygdens ungdomslag den 22. oktober 1916

Haust

No er hausten komen, sumaren er forbi,
heile herlegdomen gult hev klet seg i.
Blomorne alle – burt i bakkehallet
er ikkje meir aa sjaa.

Vinden, kalt han ruskar i dei gule tre,
lauvet tjukt det drysser tett paa marki ned.
Att stend daa treii nakne i lidi
kvider mot vettren so kjem.
Margit

Me skirslast maa i livsens strid, i tvil aa tyngste sorg.
Og fraa vaar fyrste ungdomstid, me byggja maa ei himmelborg
som standa kan i storm aa straum.
Daa vil me naa vår lukkedraum.

Bøker vert ingen fulvis av, uten aa vita kva ein les.
Ei bok skal kunna læra deg upp til aa sjaa og so til aa lera av sjølve dei ting du ser og høyrer ikring deg. Den so er klok, han leg merke til tusind ting som faamingen aldrig ser eller gaar, og dermed lærer han, og fer tankar kvar han snur seg. Og so stor og rik som heimen vert naar dei ser paa det med klaare tankar aa uppletne augo. Faamingen gjeng som eit naut og hev ingen ting for det. Han gjeng or verdi att like so god so han kom her. Han er plent som ein blinding som kjem inn i ein stor og fager by. Den blinde gjeng gjennom gata liksom dei andre, men naar han fer av at, so hev han ikkje meir godt av det enn han aldrig skulde hevt vaare der. Men den kloke han ser, gledest og lærer. De er ein ting, men her er meir aa huksa: Mannen er ikkje set i verdi einast for si eigi skuld. Vil du verna det du skal, daa lyt du stella deg so at du kan vera til gleda aa gagn for dei andre. Og her er det du helst skal bruka vitet ditt. Ein klok mann kan mangleis vera til gagn og kan faa mangt fram. Er det ikkje landet so treng til deg, so er det bygdi eller grendi eller dine eigne husfolk. Alle stader er noko til aa gjera som er godt, det som er til gagn eller hugnad for folk. Ingen er so arm at han ikkje kan hjelpa til, hev han vitet aa lærdomen til det. Det er so mangt aa tenkja paa no, som ikkje var fyr. No skal ein man vera med i heradstyret, han skal vera med i ymse andre møte og han skal vera med i sjølve rikslivet, um det so berre er aa røysta paa ein tingmand. Men alt slikt gjer faamingen reint upprådd. Han veit ikkje kva han helst skal meina og gjera, og er det daa ein mann som kan telja vel for han, so kan han snu aa sviva han nett so han sjølv vil. Difor er faamingen i grunnen alltid ufri. Men den som hev lært aa tenkt, han kan sjølv finna ut kva han skal gjera i kvart tilhøve, og kan daa vera sin eigen man og vita at han gjer det som rett og godt er. Mannen er sett i heimen til aa læra det som er, gleda seg i det som er fagert, og arbeida for det som er godt. Og den som er klok og vis og som attaat legg si makt paa aa vera til hjelp i alt godt verk som han kan hjelpa til med, han er soleis som menner bør vera.
A.G.
Liv ditt liv
Liv ditt liv so fint du kann, far med sømd og ver ein mann.
Elsk og gjev naar andre krev, ver og stor og god og hev.

Ver deg sjølv i all di ferd, slaa kje av um andre ler.
Set deg høge maal aa naa, upp og fram du stødt maa traa.
Martin

Ei ferd til sjølve kongen – han fiske-Sivert fortel:
Det var her eit aar det for ein kogeleg reisande og selde slike forskremelege fine kongsbillede. Eg kjøpte endaa eit av han, eg betalte det sant aa seia reideleg med 25 øre, ja, det gjor`eg verkeleg. Før eg hev alltid likt alt slags kongeleg stas, um han so er dyr. Same aaret hadde norvesten spildra gamlebaaten min. Daa sveiv det meg med ein gong, um du tok deg ei reis til kongen! Han viste gjerna ei raa att til baat aat meg, han. Eg hadde sete aa set paa dette svivyrdsleg fine kongsbilete med alt dette glimande raude paa, og eg tenkte; Den som hev det so raudt og fint hev kanskje raad til aa hjelpa ein bra mann. Eg hadde eingong set han i byn. Sa eg det med han, kan du vita han vilde tykja eg var gild so hugsa han. Me vita no òg at slike karar skal ha god raad. Han hev ikkje mindre i løn en 1 øre av kvar krona som vert betalt i skatt i landet. Og i heile landet er no vel minst 10-12 prestegjeld. Det veit eg. Eg tenkje kanskje der er fleire. So hev han ei stor jord, dei kallar Slotsplassen. Eg er no øydeleg sikker for han før kanskje dei 6-7 kjyr attaat hest og 3-4 smaler. Alt dette visste eg godt. So dei skjellingarne han faar i løn kan han putta beint inn i bankjen, kvar ein. Han lever korso. Jammen faar du net ta deg ein tur til kongen, Sivert, sa eg til meg sjølv ein dag, for fiskaren er meir vanhjelpen uten baat en kongen uten – dronning. So bad eg kjerringi laga til nista aat meg. Eg fekk daa i eit halvkannespann med graut og mjølk og 3 raspekakor og 3 halve potetkakor – noko i vestalomma og noko i trøyelumma. For det er so leit aa ha so mykje aa bera i henderne.
Ja, so reiste eg i veg, eg daa.
Det var ein tidleg mondagsmorgon eg banka paa jaa kongen. Dei søv i heile huset. Eg laut bruka baa knytnevar og skotaai fyr eg fekk dei til aa vakna. Men vakna laut dei. Tenestetausi kom fykande paa berre sjorta og i svarte sokkar. Eg spurde om det var soleis dei sku lata vaksne folk staa aa snikja. For eg tenkte det var best aa visa seg med ein gong. Daa sa ho eg fekk unskjylda, dei hadde vaare seint uppe igaarkveld. So sa eg at eg laut faa tala med sjølve kongen. Jau, so vart eg daa vist inn i stova. Gudag, seier eg, og held handi til sudvesten so som kongens karar plar helsa. Gudag òg, sa kongen. Han var ikkje komen fram or sengi. Han sat og venta paa søkjen sin. Droningi heldt paa aa sku sy han att paa ei slik nymotes spøtemaskina. Bruk naali, Maaud, sa eg, so vert du ferdig. Han lo daa, kongen, og so nevetokst me og takka for sist. Eg tykkjer eg hev sett denne mannen før, sa kongen. Ja ja, eg tenkjer ikkje anna, sa eg, eg skreik kje so lite hurra for deg i Bergen. Ja ja, Maud, du faar hengja kaffien paa, sa kongen, slik mann maa dekorerast med kaffi. Og so snaktest me daa um fiskje, um storpolitik og um potethausten, so hadde slege so feil det aaret. So kom kaffien, og meiner du dei brukte potetkakor? Aaa nei, det var ikkje anna en fine vitenbergskjevor og 1 øres kakor. Og me sku berre ikkje plenta oss, sa ho Maud. Daa kan du vita me heller ikkje gjore. Jamen kostar det aa liva so fint, meinte eg. Ja, du kan so seia, sa ho Maud. Men so hava me no og raa til det, svara kongen. Daa tenkte eg det maatte vera paa tid aa koma fram med mitt ærend, og slu so eg altid hev vaare, sa eg: Du kunde kanskje hjelpa meg at til ein baat òg, du. Og so fortalde eg kor det var gjenge med baaten min. Den gode baaten min. Aa jau, sa baade han og kona, det lyt no sandeleg verta ei råd til ny baat, um me so skal laana i hypotekbanken. Ein slik mann so deg kan ikkje vera uten baat. Vil du ein gong huksa oss med lite grand fersk fisk fyre, so veit du han er velkomen. Det er so skjeldan me naar i sovore vara, ferskt aa seia.
Net so sa dei, og dei fyrste stortoskarne so vart fiske paa nye baaten, dei sende eg kongen med den helsing at baaten var so god eg kunde gjerna sigla lika til Mesopotanien paa han. Aa jamen fek eg helsing att, baade fraa kongen og konestykjet hans. Eg lut seia at godtrudnare og kjekkare skapningar eller vanskapningar hev eg korkje treft imillom kongar eller fiskarar, ikkje der eingong.

No.16 Vasbygdens ungdomslag den 5. november 1916

Den dumme soldat
En løitnant underviste to soldater i gymnastik. Den ene av dem var en flink opvakt fyr, mens den andre var en dum bondeknøs som just ikke kunde beskyldes for at ha opfundet krudtet.
En dag spurte løintnanten den flinke soldat: Hvad vilde du gjøre hvis du kom i krigen og var alene mot et helt fiendlig regiment mens kulerne suste om ørene paa dig?
Jeg vilde bli staasende ganske rolig og gjøre min pligt og tænke paa det gamle ord: Soldat, bli paa din post.
Du er en flink fyr og en tapper soldat, sa løintnanten, idet han tilfreds klappet ham paa skulderen.
Soldaten svarte beskedent: Det er jeg ikke endnu hr løintnant, men under deres kyndige veiledning haaper jeg at blive det. Som løn for hans klokskap og beskedenhet gav løintnanten ham en krone.
Den anden, som hadde hørt opmerksomt efter, foresatte sig at ogsaa han vilde fortjene sig en krone samt ros av løintnanten. Den næste dag spurte løintnanten ham: Hvad vilde du gjøre, Ole, hvis kapteinen kaldte paa dig? Ole: Jeg vilde rolig bli staaende og tænke paa det gamle ord: Soldat, bli paa din post. Løintnanten: Du er et infamt dumt æsel.
Soldaten svarte rolig og beskedent: Det er jeg ikke endnu, hr Løintnant, men under deres kyndige veiledning haaper jeg med tiden at bli det.

Kritik
Tinglende, tanglende, sjinglende, sjanglende, slik er ungguten nu tildags.
Letsidig, levende, luftig og svævende, fin kaliber av rette slags.

Utenfor dørene, opover ørene, spradebasse i tip-top stil.
Indenfor væggene, grætten og æggende, aldrig ofrende mor et smil.

Stadig spenderende, aldrig generende, pyt san! Penger i overflod.
Ungguten sullende, tomflasker rullende, summe av galskap og overmod.

Utover høsten, sprukken i røsten, kuldegysning i marv og krop.
Livslysten donkel. Frakken hos onkel. Hu, for en ungdom her vokser op.

Lov fyr bladet FRAM

Bolk 1
Det handskrivne bladet !Fram” vil arbeida fyr aa fremja voksteren av ein meir sjølvstendig skrivning og tenkning millom ungdomen um dei ymse emne.

Bolk 2
Bladet er heilt upolitisk, men tek elles inn alle slags stykke som hev ein god virknad paa ungdomen.

Bolk 3
Hovedmaalet fyr bladet er norsk, men elles kan norsk-dansken nyttas.

Bolk 4
Bladet kjem ut helst paa kvart ungdomsmøte og til fæster, og vert uplese av bladstyraren.

Bolk 5
I styret for bladet sit 5 lemer, som stend eit aar, og det vert nyval på kvart aarsmøte.
Samstundes vert der vald 3 varamenn. Styret vel millom seg formann.
Styret hev aa syta for at bladet kjem ut; og gjer det paa den maaten at dei bytest um det so godt raad er.

Bolk 6
Styret er ansvarleg fyr innhaldet i bladet, og det skal passa paa at der ikkje kjem slike stykke inn so verkar skade eller splittelse i laget.
Soleis maa personlige aatak eller liknande ikkje faa rom i bladet.