Nr. 1 Vasbygdens ungdomslag den 26. januar 1913. 9. aarg.

Følg mig!
Der er mange røster som kalder paa menneskene, og de veie de viser en at gaa paa er ogsaa
mange. En viser paa veien der skal føre til rigdom, en anden paa veien til ære og berømmelse, atter en paa veien til vellystens rike osv. Og desværre – folk flest gaar de anviste veie – den store hops veie. De er brede og ser indbydende ut, og de er ogsaa lette at gaa; thi de bærer altid unda bakken. Men hvor bærer de hen? Til rikdom, ære osv. – – Ja vel, kan hende det, men de fører ogsaa videre, og de møtes alle et sted: ved randen av en svimlende dyp, mørk avgrund. Og maalet, det fælles maal for alle disse vandrende mennesker blir til syvende og sidst: døden i avgrunden. Det er utvilsomt sikkert: Hvor Gaar den vei? Der er en vei som gaar i motsat retning av alle de andre – en eneste vei. Det er den vei Jesus indbyr os paa, naar han sier: Følg mig! – den er smal og trang og gaar gjennem tornekrat. Og den bærer opad, altid opad – like ind i himmelens herlighet, til almaktens trone. – Den vei gik Jesus, og den maa ogsaa vi gaa skal vi følge ham efter. Det er en barmhjertighetens og kjerlighetens vei.
Jesus gik omkring og gjorde vel. Han helbredet, lindret smerte, tørket taarer, stillet hunger og talte trøstens og kjerlighetens ord. Herrens aander er over mig, fordi han salvede mig til at forkjynde evangeliet for fattige; han har utsendt mig til at forkjynde fanger, at de skal faa frihet; og blinde at de skal faa syn, for at sette undertrykte i frihet, for at forkynde et velbehageligt aar for Herren. Gaar vi om og gjør vel, øver barmhjertelighet og kjerlighet? Jesus følgesvende maa gjøre det. Veien er gjerne ogsaa enlidelsens vei. Den var det for Jesus. Gudssønnen maatte hernede vandre i fattigdom og armod, han led spot og haan og blev tilslut hudstrøken og korsfæstet. Og hvad led ikke hans hellige sjæl ved at leve blandt syndere! – Han tømte lidelsens kalk fuldt ut. Det store var at han bar lidelsen uten at klage, uten at forsøke og gi op, og at han under sin egen lidelse kun tænkte paa at hindre andres nød. Der skulde overmaate meget til for at kunne bære lidelsen slik. Naar han magtet det kom det særlig av at hans vei ogsaa var en bønnnens vei. Han søkte stadig Gud i bønnen og hentet derved kraft til at vandre veien.”Han drog bort til et øde sted og bad der”. Vi forstaar av evangelierne at Jesus ofte gjorde dette. Og vi kan tænke paa hans bønnekamp i Getsemane.
Veien blir ofte meget lidelsesfuld ogsaa for de som skal følge ham efter, men da er det herlig at han har vist os hvor vi skal søke kraft til at vandre veien. Det er i bøn, virkelig hjertebøn, nødbøn. Maa Gud lære os at be ret, saa vi kan faa. Da vil vi magte at følge ham påaa den trange vei, – da vil vi naa frem til veiens maal: Lammets trone.

Synd og sorg er syskin ord, fylgjast jamnan her paa jord.
Synd, fraa Gud os heve skjilt, difyr lider hjartat ilt.

Hjartat som aat Gud er skapt, syrgjer naar det Gud hev tabt.
So er hjartat sjukt og svart til me sjaa den sanning klaart:

Synd til al vor sott er rot., men i Krist er helsebot;
Og med syndesorg og tru, um fraa synd til Gud me snu.

Hjartat daa i Jesus Krist, finner freden som er mist,
Fred som yvergjeng alt vit, giv vaart liv ein annan let:
Fred som stiller al vor trong, løyser sorgi up i song.

Vel eg enn ein syndar er, difor stend og sorgi nær, harm og hugnad skiftast aat, glæda blandast tidt med graat;
Men igjennom skyer graa, kan eg Jesu aasyn sjaa.
Blix

Johannes Vardal
I Vardal levet for nogen aar siden en mand der het Johannes. Somme sa han var lidt underlig av sig, og rar var han vistnok ogsaa; men ”riktig” var han, det er sikkert.
Han sa og gjorde mangen galskab i sin tid, men slap bestandig undan,. Spurte man ham for eksempel hvor han var fra, svarte han : ”Vardal”. Derfor gik han under navnet Johannes Vardal. I sine unge dage var han inkommanderet til eksersis paa Sukkestadsletten. Ja, de andre mannskaber møtte til bestemt tid, men Johannes kom først flere dage senere. Paa kapteinens spørsmaal hvorfor han ikke kom til bestemt tid,svarte Johannes: ” Hadde det ikke været fordi jeg hadde faat kontant her, hadde jeg nok ikke komet nu heller, jeg”. Paa moen gik han som han omtrent vilde. En varm dag han var med at eksersere, kom kreaturerne fra Sukkestad ind paa pladsen. De skulde jages vek, og Johannes bad da den kommanderende om at faa ”sjena” med Sukkestadoksen. Jo det fik han lov til. Johannes fandt sig en kjep, fik fat i halen paa oksen og av sted bar det. Men baade Johannes og oksen blev borte. Først den tredje dags aften kom han igjen. Men oksen hadde han med sig og holdt den fremdeles i halen.
En gang var han indkalt til forhør. Da han skulde avlægge eden, sa dommeren til ham: ”Har du avlagt ed før?” ”Nei,” sa Johannes. ”Værsgod si da efter som jeg sier,” sa dommeren. ”Versgod si da efter som jeg sier,” sa Johannes. ”Ikke før jeg begynder at læse op eden,” sa dommeren. ”Ikke før jeg begynder at læse op eden,” sa Johannes. ”Er den mand gal,” sa dommeren. ”Er den mand gal”, sa Johannes. ”Slutter, kast den mand paa dør,” sa dommeren. ”Slutter, kast den mand paa dør,” sa Johannes.
Johannes var engang indkalt til at vidne mot en mand der havde solgt brændvin til baade ham og fler.Lensmanden spurgte ham under forhøret: ”Hvor meget kjøpte du da, Johannes?” En ”En payl,” svarte Johannes. ”Hvor meget gav du for den da?” sa lensmanden. ”8 skilling,” svarte Johannes. ”Den var dyr , da,” sa lensmanden. ”Ja, men den var flunkende ny ogsaa,” sa Johannes, og dermed trak han et nyt paylemål op av lommen.

Nr. 2 Vasbygdens ungdomslag den 9. februar 1913 9. aarg

Barneheimen
Du barneheim deg kann eg aldri gløima, og vil so vart deg inn i hugen gjøima.
Radt fraa dei fyrste aar eg fekk deg kjær, og enn i dag du er meg like nær.

Det er ein ting eg yver alt vil seigja: Vaart fedraland det er vaar beste eiga.
Lell mangein tykkjer at vaart land er surt, og difyr just so mange reiser burt.

Men likevel naar dei kjem att i grendi, og soli renn med gullglans yver fjelli.
Daa er det liksom hugen kviknar up, dei undrast at dei orka fara burt.

Ja, soleis gjeng det nok med mangein ungdom, dei lika ei aa være heim i bygdom.
Men naar dei ut kjem te framand strand, daa fyrsta hugsa dei sit fedraland.
M Tvedt

Berre ein draum
Trøit af dagen var eg komen heim af arbeide. Eg la meg til kvila i den gode sengi mi, der eg som gang ei natt hev funne ei velnøgd kvila, og drøimt so m ang ein fager draum um fagnad og sæla. Dei store framtidsvoner eg um dagen hadde grunna og tengt paa, hev der funne ein heilt annan ljosje. Denne kvelden var der so mange tankar som krinsa um meg. Eg tengte paa so mykje som hadde treft meg, endaa so ung er var. Eg somna inn og drøimde at eg var i byn. Paa heimvegjen hadde eg nokre gode kjenningar og vitja. Det var endaa nokre eg hadde budt hjaa for nokre aar sidan. Huslyden var foreldre aat tvo vaksne barn – Ola og Astrid.
Eg tykte eg kom inn i stova deira. Der var so ljost og fagert i denne heimen. Eit liv fullt af kjærleik bandt disse fire saman – Gamle Anna gjekk og stuka med spøte i handi og vilde nett setja seg paa ein stol burte med sengi. Ho kvakk med det same ho fekk sjaa meg burte med døri. Det var som ho ikkje kunde tru sine eigne augo. ”Er det no deg Flatbø me skal faa sjaa att?” sa ho.” Me rødde so um ymse ting som hadde treft no i denseinaste tidi. Eg skoda umkring meg. Alt var i same lag somfyrr. Dei store blomarne i vindauger var berre so mykje større og vænare. Sybordet hennar Astrid stod so nett paa same flekken, men eit sakna eg – og det var henne Astrid. Det brann i bringa mi. Eg undrast med meg sjølv, kvar ho kunne vara! Kanskje ho var reist burt fraa heimen? Kanskje eg aldri meir fær sjaa henne att – den vakre blomen som eg eingong so nær hadde huglagt? Eg minnest med det same kor me so ofte hadde leikt liksom smaaborni med lodt og song til langt paa kvell. Desse tankarne fløimde gjennom meg so eg knapt turde aa svara henne gamle Anna, som hadde sett seg ved gruva for aa gjæra eld under kaffikjelen. Medan desse tankane gnog inni barmen min, visste eg ikkje orde av fyrr eg var komen up på lemen. Eg skulde faa meg mat og kaffi. Alt var der so langt onorleis en sist eg var der. Eit stort langbord stod langst etter lemen med stolar paa baae sidor. Han Ola, sonen i huse – var no komen til, og hadde set seg ved sida mi. Som me sat der og rødde, viste me ikkje ore af fyrr ho Astrid kom gangande burt yver golve so fager som ei lilja. – Dei klaare blaae augo sjein som perlor. Haaret hennar hang i vill flaum langt ned etter ryggen henner. Det var eit naturbarn i all sin vænleik. Ho kom burt til meg, stødde bringa paa oksli mi og la den mjuke handi i mi og kviskra: ”Nei, du daa, skal eg da faa sjau deg at Haldor? Det hadde eg aldri tengt. No er eg so glad.” Maalet henner dirra af kjenslor, liksom lauvbladi skjelv fyr dei kalde haustvindarne. Men eg sa inkjevetta. Det var som noko brende meg inne i barmen. Ho Astrid hadde aldrig sagt noko so eldhuga og fagert til meg som denne gongen. Sidan fortalde ho um kor ho hadde lengta etter at finna meg at ein gong fyr ho slokna. Hennar livsvon var burte, tykte ho. Store taarer rann ned etter kinni hennar, og dogga dei samanbundne henderne. Bror hennar, som hadde fyr vore tagal, sa ho Astrid var som tungsam vorti i det siste. Men han trudde at det endaa vilde koma seg att, berre ikkje den største af alle voner gjek henne imot, for daa vilde ho aldri værta sæl. Eg hadde ei saar kjensla af alt, eg ikkje fyrr hadde trut, men sa ingenting. – No var det for seint. Eit indre band som ingen kjende, stengde alle vegar. Som eg laag so og ørska burte i den ukjende verdi, vakna eg. Eg hadde drøimt, det var klaart nok. Heile draumen stod so klaar og underleg fyr meg heile dagen – som om det verkeleg hadde hendt meg.
H. Flatbø

Storbondens datter
Det var den gamle historie:
Margit paa Hofstad, datter til storkaksen Ola Hofstad, holdt af Per, og Per holdt af Margit. Men bonden vilde ikke ha Per til svigersøn. Undertiden græd Margit, men saa listed hun sig ind og kysset Per, – og det letted. Det var ofte voldsomt tordenveir i sammer, og det var ogsaa tilfeldet i den bygd vhor den lille historie fant sted. Det brød løs en dag midt i høionnen, uveiret hadde begynt om morgenen og øget stadig. Himlen var kulsort og lynerne krydset hverande alt i et. ”Det er vel best at slutte nu.” Føreslog Per, han kom hjem med et nyt las. ”Her er ingen tid at spilde, om det skulde bli øsregn, og du er vel ikke redd for tordenen?”, sa Ola Hofstad. Aa den som har tjent her i elleve aar har vænnet sig til baade torden og uveir, mente per. ”Men gampene kunde bli slaat i hjel, og de er ikke assureret.” ”Det blir min sak, kjør bare du!” Ja, Per kjørte naturligvis. Da han kom ind paa gaarden med det næste las, begynte tordenen at rulle som hele himmelen skulde falde ned, og lynene lyste saa ens øine blev ganske blendet, og hestene segnet til jorden og laa som lamslaat. Ola blev bleg, og alle fikk det travelt med at gjøre hestene løs fra kjøregreiene. Olas kone kom styrtende ut. ”Lynet har slaat ned etsteds! Det lugter røg.” Nu viste Margit sig i gluggen. En røgsøile steg up fra loven. ”O, Margit som er paa høitrevet!” skreg konen. Hun udstødte et hjertesjærende skrig, mens luerne saas bak hende. ”Hvor er stigen?” ”Vi holder paa at sette nye trin i den,” svarede Anders, husmanden. ”Red hende!” skreg Ola ”Ja, men jeg har kone og børn,” svarte manden langsomt. ”Per!” robte Margit. Han kasted luen af fortvilelse , hvad skulde han gjøre? Med overmenneskelig kraft greb han i vognarmene, hvorfra hestene var løsnet, og drog vognen mod gluggen. ”Sjyv paa! Skreg han. De andre sjøv paa mens storbonden stod som lamslaat. Snart stod vognen nedenfor gluggen, og Per kløv i en fart op paa høilasset. ”Hop nu, skal jeg ta imod dig!”, sa han. Hun drog førkledet over hodet og lod sig falde med et skrig. Han var saa heldig at faa tat imod hende, men han selv gled og falt baglengs ned i det stensatte gaardsrum. ”Per! Per! Er du død” ropte Margit og kasted sig over ham. Endelig rørte han paa sig, og reiste sig med møie op. Blodet strømmede nedover hans haals ”Sprøiterne!” stønnede han ”Send bud efter folk!”. Saa segnede han nedigjen.
Heldigvis hadde folk blit opmerksomme paa røgen, og sjynte sig til hjelp. Ilden blev snart slukket. Takket være øsregnet som styrted ned. Men inde i kamerset laag Per, og Margit sad og badet hans hode med vand. Han syntes ikke at vilde komme til samling igjen. Margit var aldelees fortvilet. ”Her maa gaa bud efter dogtor, far! sa hun, ”I denne tid, som alle mennesker har det saa travelt” brummede faderen. Hun saa alvorlig paa ham. ”Saa faar jeg gaa til Martin efter sjyds,” sa hun. ”Her er ingen som kan kjøre, sjønt hestene er kviknet til.” ”Jeg kan kjøre,” ”Det gaar ikke an, Saa folk skulde faa det at snakke om.” ”Hvem bryr sig om folkesnak? Jeg bryr mig bare omPer. Da jeg var nær ved at brende inde var han den eneste som hjalp mig.”
I det samme kom Per til sig selv igjen og rørte paa sig. ”Hvordan er det med dig?” spurgte hun og kjysset ham som faderen saa derpaa. ”Bra!” sagde Per med svag stemme, men jeg er saa tung i hodet. ”Nu skal jeg hente doktor til dig, bare lig stille!” ”Aa, det behøves ikke, sidd bare her hos mig, thi det er bedre end nogen doktor.” Gamlingen grinte stygt og gik ud. Men den nat sov Per paa sofaen i kamerset, og Margit og hendes mor vaaget hver sin stund over ham. Om morgenen var han frisk igjen.
Høet var gjennomvaat saa det kunde ikke være tale om indkjøring den dag, og saaledes fik Per hvile ud. Han sad for det meste i kammerset og Margit holt ham trofast med selskab.
Storbonden gik ud og ind og saa grætten du. Saa ud på kvelden gik han burt til ham. ”Ja du skal ha takk fordi du reddet min datter!. Vil du ha dig en toddy?” ”Nei tak, jeg er ør nok i hodet aligevel. Forresten var det min egen jente jeg hjalp, og nu lønner det sig ikke lenger at stampe mod brodden. Jeg har sat mit eget liv til for hende, og nu skal jeg ha hende ogsaa. Om ikke jeg hadde været, hadde du maatted gjøre begravelse her paa søndag. Og hadde det gaat rigtig ilde, kunde her blit to lig at bere burt. Da vor Herre talte i sjyen, følte du dig liden – gjør dig nu ikke stor! Mor har alt sagt ja – hun siger at det er Guds finger.” ”Men du har jo ikke noget, gut!” ”Ja, men jeg var ikke for fattig til at redde hende ug af ilden. Huslæreren hos præsten fik datteren bare fordi han drog hende op av dammen.” Da sa Margit: ”Dette er vel langt verre, far! Hadde du selv staat i gluggen igaar med ilden bak dig, vilde du ikke talt saaledes som nu du gjør. Det er riktig skam af dig. Og du faar gjøre som du vill, men det er mig som skal ha Per, da!” sa hun. ”Ja, det er ikke mig,” sa gamlingen, ”og siden jeg ikke kan slippe fra det, efter hvad jeg kan skjønne, saa faar du vel faa ham da, jenta mi, men vi skal vente og se om han blir rigtig frisk igjen først.” ”Netop, ifald han ikke blir frisk, trenger han en som kunde stelle med ham, synes jeg.” ”Frisk! Jo, jeg er frisk, og enda friskere blir jeg efter denne dag!” Dermed reiste han sig, tog Margit paa armen som et barn og bar hende runt i værelset. ”Pas dig, gut!” sa Ola Hofstad, han tog fat i ham. ”Du maa ikke falde igjen – i morgen skal vi jo se at faa ind resten af høet, og da trænger du jo alle arme. Du faar gjøre som du vill, gut, men jeg vil alligevel ha en toddy. Det er ikke hver dag man faar en svigersøn.” ”Tak skal du ha, far! – Hør, du Per, det gik da alligevel tilslut!”

Nr. 2 Vasbygdens ungdomslag den 15. februar 1913 9. aarg.

Lensmanden og Lægpredikanten
I ”Svenska posten” beretter M.H. følgende intresante hendelse, som tildrog sig et sted i Sverige den gang da presten og lensmanden, som det vel endnu iblandt hender – gik haand i haand naar det jalt at udryde leseriet. I Sogn, i en i aandelig henseende meget, meget mørk trakt, optraadte en ung predikant som talte Guds ord i aands og krafts bevisning, saa at mange syndere begynte at vaagne up av sin dvale og for alvaar spørge: Vad skal jeg jøre for at blive salig? Sognepresten, en mand af den ”gamle skole”, saa ikke med blide øine paa denne bevegelse der opstod blant hans forhen saa rolige og sikkert slumrende sognebørn. Han sagde at den unge legpredikant fortvillede folket og jorde dem gale, og satte sig av den grund i forbindelse med stedet myndigheder for at faa ”forføreren” fjærnet fra egnen. Resultatet blev at lensmanden en aften begav sig paa veien til en by i nerheden vor der var tillyst opbyggelse. Pastoren i egen høie person skulde ogsaa komme til stede, og herrene skulde naturligvis i forening slaa et ordentlig slag. Det var en vakker sommeraften, og lensmanden havde foretrukket at gaa det korte væistykke tilfods. Da han naaede op for en tung bakke og vilde vile lidt ved veikanten, blev han var en ung mand som stod paa en sten og skrev noget i en bog som han holdt aaben foran sig. Lensmanden, som for anledningen var i et yperligt humør, gik hen og gav sig i snak med den fremmede. Denne viste sig at vere en beleven ung mand, og faa en ingaaende samtale intreserede meget den gamle herre.
”De er rimeligvis student, min herre?” spurkte omsider lensmanden. ”Ja, herre, jeg studerer flidtigt.” ”Og hvad, om jeg tør spørge?” ”Aa, jeg studerer naturen og livet og meneskene, samt ogsaa bøger,” lød svaret. ”Det var mig et noget vidløftig svar,”lo lensmanden, men dermed har de dog ikke sagt mig enten de er fugl eller fisk,” ”Aa, fugl eller fisk er jeg ikke, men fisker kan hende – menneskefisker nemlig”.
”Ja saa, menneskefisker,” sagde de, ”der sjuler sig noget under dette.” ”Jammen gør der saa. Jeg er udsent av en høi øvrighed for at udredte dennes befalling.” ”Menneskefisker udsent af en høi øvrighed?” udraabte lensmanden. ”Enten spøger de eller ogsaa taler de sanhed. I det siste tilfelde tillad mig at trykke deres haand. Jeg er ogsaa menneskefisker som gaar ud for at fange de farlige i lovens garn, saa.” Den unge mand tog mod den gamle herres haand. ”De intreserer mig,” forsatte lensmanden, ”jeg formoder de er opdagelsesbetjent eller noget lignende. Like meget, jeg skal respektere deres hemmelighed. Men jeg maa nu videre. Jeg skal av sted og fange en fisk i nettet i aften, en rigtig glat aal som snæg sig hid og did og flere gange er undslupet mig. Det er en halvgalning av en lægpredikant som gaar omkring i stuerne og fordreier hovederne paa kvinfolkene. Men jeg skal lere ham jeg.” ” Kjender de denne galningen af en lægpredikant?” spurte den unge mand. ”Aa, det var et spurksmaal som om jeg skulde bry mig om at kjende saadande idiodter, nei bevars, han skal nok faa lere at kjende mig først, den erkespidstuben. Det er, som jeg siger, at han setter galskaber i hovedet paa kvinderne. Min hustruds stuepige stjal sig av sted en kveldsstund for at høre paa ham, og siden har hun bare fletet og græt og sagt at hun har jort saa meget synd o.s.v. Synd hun, et saa sjikkelig kræk som hun er, som aldrig har jort en skolorm fortræ, skade, at just hun skulde angribest af denne omgangssyke, det var jo beste pige, men han skal nok faa undjelde det. Har de ikke lyst til at gaa med og se galningen?” Aa jo – jeg siger ikke nei.” De to herrer gik side om side muntert samtallende i denne stille aften. Da de kom til det angivne sted, var en stor menneskehob allerede samlet.
”Predikanten er ikke kommen ennu, tror jeg,” viskede lensmanden til sin ledsager. Denne nikkede blodt til svar.
De to herrer tog plas længst fremme i rummet. For ver gang døren aabnedes, speidede lensmanden ivrig omkring for at se ”galningen” træde ind. Saa gammel og vand i tjenesten som han var, saa var dog dette et tilfelde som truede ham, thi det eiede nyhedens intresse. Han havde aldrig set nogen lægpredikant, men hørt dem beskriven af sin ven partoren, og havde gennem denne beskrivelsen faaet den forestilling at disse personer i almindelighed saa i den grad idiodiske og fantastiske ud at man stragst kunde kjende dem paa deres ydre.
Men den gamle herre saa sig nu forjeves omkring, og ytrede omsider til sin unge ledsager at man sansynligvis kom til at vente forjeves, sa den fremmede skurk rimeligvis var bleven varslet. Lensmanden reiste sig tilsidst, noget fortrydelig, for at gaa. Den unge mand holt ham tilbage. ”Min erede herre, de bør ikke lade en saa ypperlig anledning glide dem ud av henderne uden at sige folket nogle ord, i det minste advare for galskaberne. Uden tvil vil mange tage deres ord til hjertet.” Hm – det har jeg ikke tenkt paa. Jeg er ingen taller, jeg er her paa laavens vegne, intet andet.” Men det sees jo saa paa alle disse intreserede ansigter at de virkelig venter at faa høre noget.” ”Kan hende det, men jeg er ingen taller. Jeg har aldrig holt en skaaltalle i min tid. Skulde kanske de ville holde en liden talle, saa vilde jeg jerne sette mig ned og høre paa dem, ver saa god!”
Den unge mands øine lyste. ”Tak herre,” sagde han, ”og de lover ikke at afbryde mig?” ”Aa, saa uartig er jeg ikke.” Lensmanden satte sig atter og den unge mand reiste sig og gik fram til bordet. Men tenk eder lensmandens forbauselse da den unge predikant – thi han var det – andektig legger sammen sine hender og siger i en tone af hellig verdighet:
”Lader os alle bede”. Og han begynte at bede en bøn saa inderlig og varm at mange hjerter smeltede og mange øine brast i graat. Han bed om forladelse for sine egne og andres synder, han bad for dem som havde forfulgt Jesus desiple. ”Ja, fader forlad dem thi de ved ikke vad de jøre!” sagde han. Siden opleste han en tegst og holt en gribende evangelisk prediken over samme, kraftig betonende Guds kjerlighed til den faldne verden.
Lensmanden sad taus med blodtet hoved. Til sist saa man taarer trille nedad hans furede kinder. Efter at denne prediken var ent, reiste han sig og ragte predikanten haanden. ”Tak min herre for deres gode ord,” sagde han. ”Kan de tilgive mig de haanlige ord jeg ytrede om predikanten uden at vide at det var dem. Nu siden jeg har havt anledning til at høre dem, høiagter jeg dem som en mand med ædle grundsædninger. De er velkommen i midt hus at predike i morgen om de vil. Jeg ønsker ogsaa at alle mine maa faa høre de deilige ord at Gud elsker os – det er underligt hvor de griber ind i hjertet.”

”Jo,jo, se alt dette jordiske er forjengeligt, men der kommer noget efter.”

Prat
Eg hev net fenje dauren, eller dugeren, eller kva eg no skal kalla det for noko. Midagen kanskje var det likaste, og kunde ret vore uplogd til aa skriva hadde ikkje det vore at eg træga so paa dei tvo kjøttkakorne som laag att.
I dag saag det no ut for at hine hadde fenje nokk òg, so eg kunde no godt hava teke dei tvo, meiner eg. Men det er so rart med det nor ein er burte hjaa hine so faar ein ikkje ganga alt for hardt fram i matfatet, hvis ein hev tenkt på tillæg i løni, daa aa sigja. Difor det fyrste ein maa gjæra naar ein kjem til bords det er aa merkja ut kor mykje ein kan eta utan paatale og løyva utan skam. Det gjorde trakst lidt gale at eg ikkje las for maten heller i dag, men eg var so svolten so! Etter maten las eg lell. Men det er lite trulæg at det hjelpte for det ei bøn som eg hev laga sjølv, og det eg lagar sjølv vært sjeldan godtnok for andre – kor det kjem seg skynar ikkje eg. Dykk kan forresten godt faa høira denna bøni, so faar de sjølve døma. Ho lyder saa: Takk for mat og mette, det eg aat det aat eg med rette. Sidan eg ikkje meira fekk, so faar eg sægja at eg var mett, men hadde eg meira fenje, so hadde det meira i meg gjenge.
Jaumen santen tregar eg at paaa dei tvo kakorne som laag att. Dykk kann vita det at hadde eg kome meg til aa teke dei, so hadde eg akkurat vore mett. Det kann letleg reknast ut òg, for daa aat eg 6 kakor og 2 var att. 6 og 2 er 8 og 2 af er 1/4del og 6 af 8 er 3/4dele. Eg vart altsaa 3/4dels mett og hadde eg teke dei andre to, so hadde eg vorte akkurat 1/4del til mætt, og det hadde vore passeligt. Det er forresten ikkje fyrste gaangen at slikt hender meg daa – eller vent til eg hev fenge meg ei rik jifta og sett lott under eige bord, so skal eg taka det ennu varligt att. Fem matmaal for dagen og 5/4 dele med kvart maal, daa fyrst vert det gode dagar.
Ja, so faar eg vel slutta daa for denne gongen. Eg lyt væra sparsam med blekket, som du ser. Det er ikkje mitt forstaar du, og so hev eg kome til aa tynt noko paa borduken. (Ein svolting)

Me sat burti stova hjaa hen gmle Lars og slo strofar og pratet kom burt paa baade eit og anna; men mest moro hadde me af aa faa han gamle Lars til aa fortelja. Han hadde mykje godt med stubbar, han, berre han vilde ut med dei:
”Ja, det er fælt no for tidi,” sa han Lars , ”her vert snart ikkje verande for gamle folk no lenger. Sjaa berre kva dei finn paa med dette vatne, men no skal dei til aa koka med vatn og bruka det til oplysing og, etter som eg hev høirt, men daa skal dei fyrst laga det um til noko dei kalla elektrisk eller kva det no heiter. Som sagt, det er mangt dei finn paa, no skal dei bruka vatn i staden for doktor òg, hadde eg nær sagt. Var me ute og forkjølte oss fyrr i tidi so tok me ofta og gjerne det so betre var. Men no skal dei bruka vatn naar dei er forkjølte eller hev tannverk eller mageverk, og for dei med for heit bringeverk, gutor, so skal det hjelpa utruligt aa taka seg eit godt laug. Som sagt, vatnet skal gjera godt for alt. Men ikkje for alt, det er ikkje godt aa vera vasslaus heller, Me fekk so sjaa det aaret og var paa sumarsarbeid paa lappegaard. Ja, de minnes vel ikkje so langt attende. Det var i det store uaaret i 47. Det var so tørt at grøda svei reint af, um so det var i dei blautaste myrane so fanst der mest ikkje eit einaste straa. Som sagt, me var vaslause paa Lappestad, me fann ikkje draapen so mykje me fekk koka oss ein kafiskvett eingong—- for ikkje aa snakka um noko anna, me måtte fint lita oss med sur mjølk, potetkaker og skyrsupa til matabyte heile vika til endes. Men han Knut, drengen, bar seg illa for at han vart so fotadau. Ikkje aa snakka om den stakars tenestgjenta , ho vart so reint utarma av denne ringe maten at ho tolde ikkje alkoholen i surmjølka eingong. Ho vart paa ein liten lette etter kvart maal, so ho gjekk aa tralla og song og braudt sund all dei rivor som til var. Me grunda mykje paa kva me skulde gjera, han Knut og eg. La fingen på nosi og tengte, snudde paa skraai og sputta, og fann tilslut ut at det var matabyte som skulde til. Naar laurdagskvelden kom skulde me upp i Lappesætvatnet og fiska, feit fjellaure skulde gjera godt. Daa laurdagskvelden kom drog me avstad. ”Tak med dykk salt,” ropte han Per husbond etter oss. Kann de faa fisken til aa eta salt so vert han so tam at det kan taka han med berre henderne.” ”Æt salt sjølv,” svara han Knut. Det var utrulegt drygt for han Knut som var so fotadau og kravla upp yver bratte bakkarne, men langt um lenge kom me daa upp til Lappesæt og der vilde me snakka indum til budeiorne. Det var no berre gjentor som var paa stølen i dei dagarne maa vita. Me banka paa og daa dei sakte skyna kven det var, so let dei oss faa sleppa ind. Han Knut kvikna til etter kvart forutan det no var søtamjølki som gjorde det. Men me skulde fiska og stogga difor ikkje lenge paa stølen. Me gjekk up til vatnet og tok til aa fiska, og fisken beit utrulegt godt so det varde ikkje so lenge fyrr me hadde ei heil hank – fin, feit fjellaure. Det er fisk som er ætande, det, karar. Hanki vart so pas stor at me trudde me skulde hava eit maal um dagen heile vika. Me hadde ikkje hug til aa ganga heimatt midt paa svartaste natti, og gjekk no ned paa stølen att. Budeiene var baade tykne og blide, synd aa anna seia. Me læt dei faa sjaa fiskehanki, og det kan henda dei øygdest yver all den fisken me hadde fengi paa so kort ei tid. Me skyna at dei gjerne vilde smaka han, og dei difyr fekk nokre av dei største. Det kan henda at dei vart blide og fisken vilde dei steika paa flygande flekken. No, ja. Budeiorne til å steika baade i smør og rjome og laga til slik ein fyrstemat at du alldri hev kjendt maken. Me aat og skrapte og aat alldri so lengi – ja, sant aa seia so aat me vel mykje, men budeiorne var so gilde at dei gav oss lov til aa leggja oss burt paa sengi ei liti stund. Daa me vakna att, skein soli godt i sengi og budeiorne var ingi stad aa sjaa. Me kom oss or sengi og midt på golvet med ein gong og gjekk burt og glytte ut glaset. Jau, budeiorne hadde fengi mjølka og heldt paa aa kalla kyrne burt paa selshøierne. Me hadde nok forsove oss og laut taka på heimvegen i sveraste laget. Men kvar var fisken? Jau, han Knut hadde hengt fisken paa ein spikar i skote, sa han, men der var igjen fisk. Jau, nokre bein og so nokre hovudsporar. No hadde budeiorne ein stor svart katt paa stølen, du veit, kvinnfolki veit ikkje noko om mus, og no hadde katten òg halde gjestebod om natti., saag det ut til. Me fekk nok fint rusla heimatt utan fisk. Men han Knut mulla noko om at neste gong han var på fiske skulde han beint lata vera aa uroa budeorne på Lappesæt.

Gaata:
Ho elskar han, han hatar henne – han vil gjene ha henne, men kan ikkje faa henne?