Nr 4.  Vasbygdens ungdomslag den 16. mars 1913  9. aarg.

Dei fagre stunder som heve sveve so sælt i hugen seg leika kann.
Dei gli so stilt gjennom tankelivet og smiler blit som um soli rann.
Dei lettar yrkjedags harde stræve og svaler mildt uti trøytte barm.
Dei tunge omstendi kvelva yve, og hugheilt mot gjer til aatak fram.
Og er du rettelegt saar og sliten og er de utungt og gjenge vrangt.
Lat fagre minni faa rette leten, det lettar hugen og beinkar mange.

(O.LK.)

Det aa leva ret aa leva, det er meir, det, end fyr mat aa streva.
Det aa leva ret aa leva, det er fyr andre burt seg sjølv aa gjeva.
Livet, det er kjerleik til alt godt paa jord, kjerleik til kvarandre, til vaar heim, vaar mor.
Dagstøt vert det rikar, dagstøt vert det likar, mot dei ting me veit Vaarherre likar.  

(Grundtvig)

Aat ungdomen!

Eg høyrer so ofte seia at ungdomen og framtidi høyrer saman. Framtidi høyrer ungdomen til. Ja, kvar er den ungdomen tru som ikkje hev gledt seg ved dette og funne det gildt. Men har de tenkt yver, ungdomar, kva det i grunnen vil seia og kva det hev aa hugsa ved det. Jau, de lyt hugsa det er notidi som paa ein maate skapar framtidi. Det vert ofte lagt lite brett paa det, det lig ner og leva iframtidsvoner, gjera seg opp meiningar um framtidslive. Men med rette skulde ein tenkja likso mykje paa notidi og kor leis ein no bør stella seg, for framtidi bygjest paa notidi, notidi grunleg lukka fyr framtidi. I ungdomstidi – vaar og blømingstidi i meneskje-livet – daa synst live vera ein leik, ein ser so forunderlegt ljost og fagert på all ting. Saa vil ein og gjerna gleda seg og kaata seg mest mogeleg. Ja, gleda dykk ungdomar, men lat all gleda vera rein og ublanda! De bør veta at ungdomstidi er ei vanskelg tid aa leva. Og der skal mykje mot og viljestyrke til for aa styra ret og halda taumarne strake i alle brytingar. Og ein bør vera vakjen mot alle dei krefter og dragningar som daa vaknar og vil raada med ein. Men flertallet kan styra dei um dei sjølv vil! Ei av dei sterkaste krefter som ofrar og dreg mest i ungdomen er kjerleigstrangen. Og det er ikkje so rart, det. Det er so naturlegt. Men det er serleg i dette høve, ungdomar, at det gjelt aa fara varlegt fram. Um du lyder denne trangen, so stend det mykje til deg sjølv enten det skal verta til det største eller djupaste i aara seinare i live. Det er reint syrgjelegt aa sjaa kor mange ungdomar som tek det let og ”flaasut”. Ja som oftast ser ein dei er i lag – vert i fylgji med kvarandre eller sovore – so er det berre fyr aa faa laat og løgje af det – tala flosut og upassande – flira og ”leika”. Det er største hugnaden.

Hvist er det sjølsagt, naar det høver soleis med fylgje at dei vert par um par. Soleis gjeng dei helarkvaldarne paa rad; men sjeldan ser ein dei same ilag i lengre tid. Mange vil gjerne vimsa fraa den eine til den andre. Kor mange af slike ungdomar har heilt rolegt samvit naar ”turen” er ende paa? Naar so nokre aar er gjengne og tankarne er meir mogne, og dei vil velja seg kamerat for live. Kva so? Ja, kven er er ein glad i ? Hev ein ikkje vore glad i dei alle. Jau, paa ein maate (so fremst ein er ærleg). Men kven hev ein vore mest glad i? Det vert ofte vanskelegt aa seia, det. Og so fin ein makjen sin og vert trulova, kann daa gleda vera fullkomi og kan ein daa heilt gløyma at ein hev ”fare” med andre. Eg trur det knapt. Eg trur ein daa kjem til aa trega at ein hev kasta burt gladaste, gildaste aari, so tankelaust og faanyttes til sovore. Ja heller til det som gale var. Agta dykk, ungdomar, det er ikkje berre spøk. Bruk ikkje ungdomstidi dykkar tankelaust til sovore og misbruk ikkje kjerleikstrongen i ungdomsaari! Tenk dyk um før de søkjer sovore lag. Prøv dig sjølv, heiter det, prøv din eigen hug og ren ikkje stad for snart. Men fraa den stundi du hev fengi vissa for at henne (honom) er eg glad i, og du liksom veit med deg sjølv at de tvo maa vera meir for kvarander fraa den stundi, skal du vera berre hennar gut og hans gjenta og ingen annan sin! Det er eit retferdigt krav fraa motparten, og eit krav so du gjerna vil ha og gjera etter um det er ret. Ogso at Gud hev velsigna dykk fyr kvarandre og veit at det høver godt, so er de dermed dei sælaste paa jordi! Og seint eller tidlegt vil de koma til aa takka for at de var so hepne, og at ungdomstidi og ungdomsgleda dykkar var usulka. Stundom høyrer ein ungdomar som driv denne ”leik” forsvaraa seg med aa seia: Eg meiner daa ingen ting med det, og vil berre hava moroa.

Fy for snak! Set at du paa same maate var aarsak i at den andre mistrudde deg og trudde at det var alvore dit, og kanskje ”tok seg tankar”. Kann du daa svara for all den liding og sorg som du soleis førde yver ein annan for di gleda skuld. Aa, ungdomar, det er ei faarleg likasæla – og for mykje til tankeløysa! Du ungdom som hev hug til aa vilja ”leika” deg med andre i sovore lag, tenk deg um og spyr deg sjølv: Vært eg glad um eg viste at ein annan hev ”leika” seg med, narra soleis, den gjenta eller den guten som skal verta min. Vært du glad, trur du, naar du ein gong vært trulova og so sidan fekk veta at andre hadde havt makjen din til ”leikety” fyr? Nei, eg trur du vilde verta harm og uglad. Du vilde kalle dei nidingar og uslingar dei som soleis hev forbrote seg paa din heilagdom. Men ret soleis er det dog alle gongar. Den som du soleis leikar deg saman med i tankeløysa, vert ikkje din kanskje, men ein annan sin. Og du hev ikkje lov aa øideleggja lukka for ein annan ”høg eller ring”! Vil du tenkja deg lengre fram paa denne vejen, so fin du sjølv kor farligt det er. Gode ven, leik ikkje med andre si godtru paa denne maate. Ser du at andre mistyder deg i denne leidi, so er det din pligt aa seia ifraa i tide og paa ein pynteleg maate. Det er i dette eg meinar at notidi hev so mykje aa seia for lukka i framtidi. Bruk soleis notidi dykkar vel og ret, so treng de ikkje ottast for framtidi og det sparer dykk sjølve fyr mykje trega sidan i live.

Hugsa; Notidi leg grunnen for di sælaste lukka i framtidi!                                                                                                                                                                                                                                                                                                                Nr. 5  Vasbygdens ungdomslag den 1. mai 1913  9. aarg.

Kristi Himmelfarts dag

Min harpeleg om Oljebjerg istemmer, det kjære sted, hvor jeg al jorden glemmer, og står og stirrer op til Himlen – der Jesus stod den siste gang med sine, der saa de ham med afsjedsømme mine, opfarende.

”Al magt jeg har”, saa overhyrden sagde, og tunge kald paa svage skuldre lagde. ”Gaa i all verden ud med livsens ord. Gud Fader, Søn og Helligånd skal være det navn hvori man døbe skal og lære, paa denne jord.

Min aand og kraft skal virke, naar i tale samvittighed skal vækkes op av dvale, og naar jeg er ei mer synlig nær, lad denne trøst frimodighed antende: Det ord staar fast: ”Jeg selv til verdens ende, hos eder er”!

Saa taler han og løfter op de hender, hvori man korsets merker endnu kjender – Nu daler ned en sjy på bjergets top.Til siste stund sig selv vor Frelser ligner, han hæves alt, men endnu dog velsigner, naar han farer op.

Man ser, saa langt somøiesyn kan rekke, man hænder vil til hineegne strække, hvor den vor sjæl tilbeder har forsvundet.  Men tankrne kan endnu lenger følge, trods hver en sjy som vil vor Frelser dølje, de ham dog fandt.

Min sjæl stig op og se ham der tilbedet. Hvor tronen er af evighed beredet, hvor Himlen sjynger om den Gud og mand, om Jesu død, vor frelse og hans seier, og om den arv som du blant engle eier, i glædens land.

Ryst støvet af, adspred den lystens taage, som hviler tungt paa verdens øienlaage, forsmaa kun her den falske æres glans. Hvad krone skal han paa det hoved sette, for hvilken engle selv i himlen flette – en seiers krans.

Burt, verden, burt med hvad du kalder glæde, jeg heller vil den trange vei betræde, og bære livets byrder, kors og baand. O, Jesus, da, naar alle baand skal briste, saa frels min sjæl, og hør dog dette siste: Annam min Aand.

Da skal jeg op til dig i Himlen fare, og se dig der og se den engleskare som tjener dig, og se mig selv blant dem. Og se den stad som ei er bygd med hender, som ingen nød og sult og sorg ei kjender. Der er mit Hjem. 

N. Brun                                                          

                                               Heil og sæl deg ungdom være

Heil og sel deg ungdom være! Heil og Sæl deg møi og mann. Heil og Sæl du som skal bera, fram ditt folk og fedraland! Heil og Sæl deg gut og jenta i den fyrste livsens vaar!

Friske blomar skal du henta inn i det som kvarv og gaar.

Naar den ætt som raader heimen, felle burt og sjuknar af. Da som fugl i vaarsoleimen stig du yver gløimde grav.

Syng inn livsens sterke tonar i dit folk og fædras land, so det yver heimen jomar kvad af livsens friske brand.                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                       

Nr. 6  Vasbygdens ungdomslag den 15. november 1913       

Kjærlighed

Kjærlighed er livets alt! Kjærlighed er livets salt!
Første velkomst ind i verden og farvel paa siste ferden.
Samles i det ømme drys i et kjærlighedens kys.
Smelter i en hellig brand, sammen kvinden med sin mand,
bygger selv blant usle pjalter kjærlighetdens skjønne alter.

Høiner armodsmørke kaar til evig sollys vaar.
Og gaar verden dig imod, da er kjærligheden god!
Stekkes alle dine evner, kjærligheden fremmad stevner –
Er for hjemmet beste hjæst, gjør din livsdag til en fest.

Risler i en stille strøm gjennem livet som en drøm,
Kaster over jordens dale, skin fra paradisets sale –
Kranser ubevist din vei, som en blyg forgleimmigei!

Mit første og siste frieri
Min navn er Mons Christian Pedersen, mine damer og herrer, ærværdig pebersvend i sat alder. Man pleier jo ikke tale om sine daarskaber; men jeg vil i dag alligevel til skrek og advarsel for likesinnede tale om en af mine. Sagen er næmlig den at jeg en gang var indbilsk nok til at tro at jenterne vilde ha mig, men denne oferdighed tog desværre en ende med bedrøvelse. At om onskabsfulde folk sa at jeg var krukrygget og skak og kalvbenet, kunde jeg slet ikke opdage noget sligt, naar jeg gik og speilede mig i paddedammen bak laaven. Og naar jeg, hvad jeg paa den tid ofte gjorde, omhyggelig betragtede mig i speilet paa min snusdaase, saa synstet jeg at min næse ikke var saa lang enda. Dessverre havde jeg en tæmmelig antydning til maane, ja, jeg kan endog sige maaner; thi jeg var dessverre svert blank i nakken ogsaa. Men jeg kjæmmede mit haar listeligen hid og did, saa jeg haabede at ingen lugtede lunten. Jeg havde undertiden hørt hvisked bak mig at jeg havde griseøine, men dette var den skammeligste urætfærdighed. I det hele taget var jeg, som sagt, meget tilfreds med min person og jeg tvilede ikke paa at jenterne syntes saa vel om mig som jeg selv gjorde. Der var nu en, hvis gunst jeg særlig ønsket at vinde, og jeg gjorde mig saa søt som sirup, saa blid som en lærke, naar min vei krydsede hendes. Og denne ene var Malvine Katrine Madsen. Malvine Katrine var den skjønneste unge pige jeg saa for mine øine, ja, mit hjerte slog tappenstreg bare jeg saa hendes grønne sjørt forsvinde bak et jørne. Hun havde mange friere og viste dem alle vinterveien. Imidlertid syntes jeg at hun smilede saa blidt naar jeg gjorde mig lækker for hende, og jeg haabede derfor at det var mig hun endelig havde bestemt sig for. Det kunde nok være paa tide ogsaa at Malvine Katrine begyndte at se sig om efter en livsledsager; thi om end sjønt hun selv i lange tider havde sagt at hun blev 29 aar til Kyndesmesse, var det vistnok længe siden hun var overstredet de 30. Jeg syntes imidlertid at dette passet udmærket; thi jeg havde fyldt midt 41. siste jonsok. Jeg gik længe og sukkede og sukkede indtil jeg, opmuntret af  Per Skredder, der med den sandfærdigste mine fortalte at Malvine Katrine ogsaa sukked efter mig, endelig tog mod til mig. Trak paa mit beste puds, sjulte maanerne saa godt som gjørligt var og stevnede mod Malvine Katrines stue. Mit mod sank mer og mer eftersom jeg nærmet mig den tilbedtes stude, indtil det jeg var kommen saa langt at jeg saa det røg af piben paa Malvine Katrines stue, og var under nul og jeg overfaldtes af svimmelhed og sjælven i knærne. Og da jeg speilede mig i min snusdaase, havde midt ansigt et uhyggeligt og fordreiet udtryk. Jeg begyndte imidlertid atter at læse paa den tale, hvor med jeg havde tænkt at blødgjøre Malvine Katrines hjærte, og da jeg havde læst saa længe at jeg var viss paa at jeg kunde den, blev jeg en smule roligere. Det var derfor med forholdsvis godt mod jeg trodte ind.  Til min glæde fandt Malvine Katrine seg alene hjemme. Hun sad henne ved vinduet og syede linsøm, og hendes ansigt antog et høyligt forbauset udtryk da jeg begyndte med den lange tale. Længe før jeg skikkelig havde faaet luket døren. Min hede elskov kjølnede imidlertid betydelig da hun reiste sig og – og –  Ja, kan i fatte hvad hun svarede? ”Hvordan kan du indbilde dig at nogen vil ha dig, dit gamle fiskeskind! Jeg vilde ikke ha dig om du eiet hele prestegjældet!”

Dette, i forbindelse med hendes ustanselige laterhyl, virket som jeg havde faaet en bøtte koldt vand over hovedet, og styrtede ud. Da jeg, bleg, men ikke fatet, benede af gaarde, saa jeg Malvine Katrines to brødre staa borte ved staburet, krogede af later. De havde skjøndt mit ærinde, og saa nu det uheldige resultat.

Unge vener! Jeg forteller dere dette for at advare jer mod kvinden. Thi hendes frekkhed er stor. En maaned efter gifted Malvine Katrine sig med Per skredder. Den ræv vilde kun drive spas med mig, den gang han fortalte at Malvine Katrine var så forgabet i mig. Thi han viste vel best hvor Malvine Katrine i virkeligheden var anbragt.

Torgny

Tru

Lat os no tru og strida som menn! For trui er, som det skrive stend,

den magt som vinn yver verdi og hjelper os fram i livsgjerdi.

Trui er det som driv til yrkje i heimen vaar dyre, i skule og kyrkje.

Trui det er som driv unglyden fram til verja um Norigs – vaar moders namn.

Sjaa paa dei mange som stridde og lidde for mansverk i røyndi ikkje kvidde.

Leita og lær! Tak hugheilt i, daa syna det skal at trui vert di.

Tru paa din Gud og tru paa dit land, tru paa dit folk fraa fjeld til strand.

Det armen nok verta – den rake og sterke, som møta skal alt som vil folket kverkje

Kjem so ein framand indi vårt hus, og hæder os byrgt og gjerer seg fus,

det gjer os nok ildt at andre dei fyla, men vita dei skal, dei fær ikkje os styra.

Trui ho hjelper det norske folk. Soga vaar syna det bolk etter bolk.

Lat det daa merkjast i komande tider at trui og motet der styd naar me strider!

Lidvin

Heidra foreldri

Heidra far din og moder, kor du ferdast um på jord.

Det er af dei mange goder som han byr allfader stor.

Kjærleik, vyrdnad, her han prenta, lyda, tena – det han venta

av dei born han kanna seg. Skal me fylgja du og eg?

Skyna me kor saart dei bala for aa laga alt so væl?

Høyrer me kor vænt dei tala for at me skal verta sæl?

Høge tankar, varme kjenslor lettar alle vande trengslor,

gjærer hugen mjuk, men sterk, til aa fremja Herrens verk.

Ser me naar foreldretaara renn nedyver væne kinn,

av di barnet deira daara, heve mist sit barnesind?

Skynar me den tunge møda naar dei ei ser fager grøda.

Kjærleiken so rein og klaar, vilde havt ein fagnavaar.

Lidvin

Helsing til ”Heimhug” paa tiaarsfesti 15/11-1913

No vil eg deg ”Heimhug” senda ei helsing paa din tiaarsdag.

Eg ynskjer deg fred og sæla, ja, meir end ord og mund kan mæla.

No er du tie aar i dag, og mang ein gong me var ilag,

Me fekk ein eignalut som aldrig røvast, so sandt vaar eigen sans ei støvast.

Men hev me eingong styrt uppaa ei flu, aa kome so smaat or leia.

Den gamle baasmann segjer snu, me vantar skjuskar paa veia.

Eg takkar deg ”Heimhug” fyrr desse aar, so me hev vaare i samann.

Og framleids lukka eg deg spaar, kan hava hugnad og gaman.

Nils Jacobsen

Nr. 6  Vasbygdens ungdomslag den 30. november 1913  9 aarg

Kjærlighet til hjemmet

Naar marken grønnes og skogen ifører sig det friske løv. Lokkes vi mennesker ut i Guds herlige natur. Vi gjennomgaar dalene og bestiger de høie fjelde. Glade følger vi inbydelsen fra den rislende bæk, og paa det grønne tæppe slaar vi os ner til en kort rast. Vi ser op mot den blaa himmel og eiendommelige tanker vækkes hos os. –

Hvor er det muligt at saa megen sorg kan dunkle oss livet i denne deilige verden? Og vilde ikke vi mennesker, paavirkede og ligesom hævede paa vinger ved naturens beskuelse, ved Guds godhet og almakt, med et ganske andet sind gaa til vore livsgaaters løsning, hvis vi alltid ret holdt os for øie, at vi, som de store stolte trær er indplantede i vor klodes grund for at smykke den? Ja, al færden i fri luft vækker eiendommelige tanker og følelser i menneskebrystet, og det skyldes sikkert en vis naturlovs virkning at mennesket saa nøylig føler sig dragen mot fjerne strande for at oppdage i sig nye intryk og nye billeder. Men ved siden af reiselysten bor der ogsaa i menneskehjertet en dyp, inderlig kjærlighet til fødestedet.Den er endnu sterkere end reisetrangen thi fjærnt fra hjemmet kan der stundom opstaa en længsel, saar og sterk, efter det sted hvor vi hører hjemme. Det er nostalgien, hjemveen, en følelse der sikkert ikke er fra igaar og som har dype røtter i alt levende. Sørgelige kan de tanker være vi forbinder med vort hjemsted, og dog straaler vort øie i salig glæde ved det levende minde om den plats hvor vi har tilbrakt vore første leveaar. Nest kjærligheten til hjertets utvalgte, gives der vel neppe en følelse der er saa ren og sa inderlig forbunden med vort indre liv som kjærligheten til hjemmet. Derfor har den ogsaa saa uendelig mange gange taget sangen til hjælp for at tolke al sin lyst og al sin smerte.

Noget af den sterke trang til hjemmet er vane. Vi lænkes delvis af vanens magt, og det vilde være uretfærdig ikke at tilskrive en del af hjemlængselen denne faktor, for hvilken mennesket er i saa høi grad mottagelig. Til med fysisk kan hjemmveen begrundes, og den er ofte intet andet end et legemlig ubehag. Det gaar stundom mennesket som planten, den sygner, forend den har vænnet sig til den nye jordbund, i hvilken man har plantet den.

Mennesket er ogsaa et produkt af vandet, af luften og af næringsmidlerne. Intet under derfor at dets organisme let kommer ut av ligevægt naar man endrer disse tre livsbetingelser. –

Men mennesket har ogsaa en anden trang. Driften til at lære verden at kjende, at erobre den. Stormen maa føre skipene over havet, luften maa hæve ballongerne til svimlende høider, dampkraften maa forbinde nær og fjern, thi menneskets tanker og planer flyver over den hele jord. Allerede den fjerne horisont som vi øiner fra fjellets top, drager os mot det ukjendte, det useede. Saa vækkes vandrelysten hos mennesket, og erfaringen om den har vistnok de aller fleste. Verken den trofaste mor, en øm hustru eller en kjærlig ven formaar at holde os, vi drages mot det ukjendte.

Men den reisendes lykke dæmpes ofte af en uvelkommen gjest, melankolien, og dog er reiselysten en velsignelse for mennesket. Den beskytter det mot ensidighet. En ædelsten kan ikke utfolde den glans der bor i den førend den afslipes og ved regelmæssige flater og hjørner gjøres tilgjengelige for det ytdre lys. Også mennesket søger det fjærne i den ubeviste længsel efter mer at opnaa fuldendelse ved fremmed, kanskje ganske motsat indflydelse og paavirkning. Endog blot for en flygtig, forbigaaende for friskelses skyld, forlater vi vort hjem og søker ut. Mange mile fører dampbaaten os afsted i løbet af kort tid, og hvor kjært vort hjem end er os, vi forlater det gjerne for nogle uker. De nye livsbilleder giver vore tanker en anden retning. Framforalt er det nye naturseenerier og det dermed mer eller mindre sammhængende liv, som øver en ganske særlig tiltrækning på os. Og som billederne veksler omkring os, veksler vort stemningsliv. I reiselivets tilfældighet ligger en mektig tiltrækning der virker magisk paa menneskeaanden.

Det er altsaa en velsignelsesrik trang, denne, der fører ungdomen uti den vide verden. Et barn der altid blir i familiens skjød, ligner en sygnende plante, der trods al omhu og al pleie ikke vil trives. Et talent kan dannes i det stille, men en karakter opstaar kun i verdens strøm. Der ute, hvor aand rammer aand, hvor handling møter handling, hvor kampen staar, der befæstes karakteren. I det fjerne belæres vi, der hæves vort blik, der vides vor horisont. Der lærer mennesket at stole paa egen evne, at tænke selvstendig, at ville og at handle.

Først ute lærer det unge menneske at skatte hjemmets sande værd, først gjennom savnet faar han bevisthet om den lykke han der har nydt.

(Efter Norsk famile-journal)

Ved soleglad

Det er sumarkveld so hjartans sæl! Soli sig mot have ned,

fargar himlen raud som blod, helsar meg med sitt: Guds Fred!

Snart er ho vekk! Kvar hen ho for? Ned til palmestrand?

Nei opp til Nordpolsland,og snart paa ny ved himmelstrand.

Aa, helsa meg paa trøyttaand veg, med same ville mot.

Det svalnar lint um hjarterot i sæle sumarkveld!

Det vidkar meir en fagre ord, mi unge sjæl. –

No kan eg sjaa at Gud er stor og at eg liten er!

No kan eg sjaa eg studnad treng paa langan veg!

Som sumarfulglen kviler seg um sumarkveld, med trøytte veng paa blomeseng,

eg stydja lyt mi trøytte aand på sanningshaand.

Aa sumar kveld kor du er sæl!

Kyrkjestilt det er paa allan veg; berre linne vindpust um vollen dreg,

Høyrest just som løynde sukk, – paa blomeseng –

Dagen dormar, skomring fell, no det lognar ned for fjell

Vollen laugar seg i taareveld, medan blomane til kvile gjeng.

Hyss! – Der sviv no enlar smaa stillt og fagert millom straa.

Hyss! – Endaa er der nokon att som ikkje seg til kvild hev lagt.

No dei sovnar mildt og vænt paa si fagre blomeseng.

Sov daa sødt i heilag blund, – paa blomegrund!

Ola Sande