Nr. 1  Vassbygdens ungdomslag den. 17. februar 1912 –  8.årg.

Tone: Tid til bod for biter savn.

Ut fra natten tanker gaar

lyset fram fra aar til aar

skinner ind i avgjemt vraa

glæder ung og gammel graa,

varmer hjerter, tænder smil,

lindrer smerte, døder tvil.

Gud skje lov for lys fra Gud

ordets store glædesbud,

det er lys langs livets led

indtil glæde, haab og fred

renser ut de mange brøst

ved den tandkeds rene røst.

Gud skje lov for Jesus Krist,

at vor tilflugt sandt og vist;

hellig, kjærlig, trofast, mild,

søker den som farer vild,

om i tro til ham vi gaar,

salig styrkestund vi faar.

Kjære sjæl! Statt op paa vakt,

ha med mørket ingen pakt.

Tro paa lyset hver en stund,

sign det i dit hjertes grund,

da skal lysets straaleflod

Gjøre avskedstunden god.

Aa, så bliv da lysets ven,

vend til det dit ansigt hen.

Bed at lysets naadeskin

lyse maa i sjælen ind.

Det dig lyser op og frem

og til slutning salig hjem.

Gunnar Stendal

Fatiggutter – Store mænd

Mange av historiens største mænd har været fattiggutter. Benjamin Franklin ”han som frarev himmelen lynet og tyrannen scepteret”, var en fattiggut som måte gå i tarveligste klær og stikke sig bort og spise nogen tørre kavringer eller nogle never rosiner naar kammeraterne gik til middagsbordet.

• ”Verdens største advokat”, negerslavernes frelsermand, Abraham, Lincoln, var fattiggut. Bodde i en blokhytte hvor der hverken hadde været snekker eller maler, kløvet 400 lægter for hver alen buksetøi, skar korn i 3 dager for bogen ”Washingtons levnet” o.s.v.
• Reformator Luther, han som ”rørte ved pavenes krone og munkenes bug”, var fattiggut, som tjænte sit brød ved at synge for godtfolks døre.
• Den store romerske dikter Horats var søn av en slave.
• Om Lloyd George, den bekjendte engelske statsmand fortælles: Da han hadde endt en stor tale, kom en gammel læge frem og trykket hans haand og sa: ”for 39 aar siden kom en fattig kone i stygt vær og bad mig om jeg villde være med til hendes lille gut, som var svært syk. Jeg stelte med barnet. Det kom seg, men jeg undredes den gang paa om det var værd at redde et slikt barn som saa ut til at skulle vokse op i fattigdom og elendighed. Nu har jeg hørt at De, hr statsraad var denne lille gutten i vuggen”.
• De franske soldater hadde været ute i kamp – men hadde nu trukket sig tilbage og hadde indkvarteret sig paa de fredelige bondegaarde. Den franske marschal Massena haadde tat ind hos en gammel bonde. De sat ved aftensbordet side om side, spurte og drak og fortalte om krigen. Plutselig spør Massena: ”Naa, hvorledes staar det til med griserne deres?”. ”Han er spøkefuld”, tenkte bonden og svarte i en munter tone: ”Jo tak, her marschal, de har det bra!” ”Har i endnu det gamle grisehuset?”, spurte gjæsten. ”Gamle grisehuset? —- Deres ekscellense har da vel aldrig —-”, stammet bonden. ”Husker de ikke”; lo marschallen, ”at jeg var svinevogter hos dem for mange aar siden og laa om nætterne i halmhaugen, og at de kom og sparket i meg kl. 5 om morgenen og kaldte mig dovenknegt?”.

Bonden holdt paa at segne ned af stolen, men Massena klappet ham vænlig paa skulderen og sagde: ” Ta dig ikke nær af det, husbond, guten duger til noget allikevel”.

Kongen og Bondepiken

På en av sine reiser stanset den svenske konge Gustav Adolf ved et litet bondehus og bad om en drik vand. En ung pike kom ut, og uten at vide hvem den fremmde var, gav hun ham straks hvad han bad om. Hun gjorde det paa en saadan pen og behagelig maate at kongen gav sig i snak med hende og sa at han gjerne vilde gjøre hende en tjeneste. Hvis hun for eksempel vilde komme til Stockholm, skulle han skaffe hende en god stilling. Til hans overraskelse svarte piken at hun ikke vilde forlate sit hjem, og grunden  fik han snart vide. ”Min mor er syk”, sa hun, ”og der er ingen anden end mig til at passe hende”. Kongen gik da ind for at se pikens mor som han fandt liggende paa et tarvelig leie med svære smerer. ”Det gjør mig riktig ondt”, sa kongen, ”at  se dem ligge slik”. ”Ja, svarte hun, ”det er ondt, men det vilde vere riktig ilde hvis jeg ikke hadde hat en saa snild og bra datter til at passe mig. Maatte Gud gjengjælde hendes godhet mot mig!” Kongen blev dypt bevæget, rakte dateren nogen guldstykker og sa: ”Bli hvor du er, og fortsæt med at passe din mor. Du gjør din pligt netop paa det sted hvor du bør være, og jeg vilde ikke et øieblik raade dig til at reise bort”.

Da kongen kom til Stockholm, gav han befaling om at der skulde utbetales en pengesum hvert aar til den syke kone, saa lenge hun levet, og efter hendes død skulde datteren faa pengene. Saaledes blev den fattige pike belønnet, ikke bare fordi hun hadde været høflig mot en fremmed, men ogsaa fordi hun hadde vist sig som en god og opofrende datter.

Arv og arbeid

Frie og fræge som fedrane var.

me sønerne stemmer i same far.

lyfta vaart land som laagt heve lege,

med tanke og tru i trauste tak.

Me bustad byggjer botna paa berget,

og sterke stengslor kring heimen me setjer.

Mot vondskap me varar dei vaknande vokstrar.

og heilar og hegnar for herjande hogg.

Gentor og gutar fraa gamle Norig

vakna fraa vetter til vaar og vinna!

Staalsterke menner og stillslegne kvinnor

saman skal standa kring sylvsaumde merke.

Heidra den heilage heimlege jordi!

Bruk dei brennande bergsterke ordi!

Høyr, dei som harde her-ropi ljomer,

høyr, dei som lurlaaten lengtande omer.

Gløym kje dei gamle gravgjengne æter,

gøym denne gjævaste gaava dei gav oss,

auke i arbeid ætararven

odla med elsk heime-yrkje.

Som fedrarne fyrr maa me fridomen akta,

For laakferd og lygn me livet lyt agta.

Venda vaar vilje fraa vesaldoms-verk

og fremja med framtak dei friborne hugmaal.

Daa skal me sterke som stridsmenner staute

saman standa kring sylvsaumde merke.

Reisa det ramla, reinska det rotne,

lyfta det livet som lengtande laag

høgt imot himlen som augsynet saag.

I eit lag sat ein gong ein mann som hadde det lyte at han smaka alltid vel mykje på flaska fyrr han gjekk heim. Kona hans jaga han ofte ut i løda naar han kom slingrande heim paa morgonsida. Men ein gong lurde eg henne”, sa han, ”og det hev eg godt av enno. Eg skulde eit ærend inn til byen ein kveld og der raaka eg ein kjenning. Klokka vart 3 fyrr eg tok på heimvegen. Eg stilte meg inn på sokkorne og var komen aat sengi, men daa kom eg nære ein stol so det braka noko. Kjeringi snudde paa seg, men raadde ikkje or. Ho rette handi framfyre sengkanten og sagde i halvsvevni: ”Er det du Pasop? Kvikk som lyn huka eg meg ned paa alle fire og tok til aa sleikja handi henner. Daa sovna ho snart til att, og fegen var eg for eg slapp løda den notti”.

R.T. R.E.T.

Nr. 2. Vassbygdas ungdomslag, 21. april 1912 / 8. årg.

Løftet

Han var lærar i en liten by i Värmland. De milde vemodsfulde øine og det resignerte i hele hans optræden viste at skjæbnen hadde været haard mot ham. Hans hele maate at være paa gjorde at eleverne fik tillit til ham, og skælden behøved ham at tale haarde ord til dem. En dag sa han til sine elever: ”Hvis dere i morgen kan deres lekser godt skal jeg i sidste time fortælle en historie.” De unge ansigter lyste op, han saa paa dem at de vilde holde ord.

Dagen derpaa blev en riktig triumfdag baade for lærer og elever. De forbauset ham med sine gode svar og den interesse hvormed de fulgte undervisningen. ”Nu barn, ”sagde han da de bygynte den sidste time, ”Siden dere har været saa flinke i dag vil jeg indfri mit løfte”.

For mange aar siden bodde her i bygden ern fattig enke med sin eneste sønn. Da han var konfirmeret, kom det paa tale hvad han skulde bli, og han forsøkte sig ogsaa med lidt av hvert, men det vilde ikke gaa, for guldlandet i vesten lokket ham saa han tabte lysten til at arbeide i vort land. Kan nogen av dere sige mig hvilket land jeg mener?” ”Amerika”, lød det i kor. ”Just det landet var det. Han havde hørt meget om amerika og hvilke herlige skatte det hadde at by paa. Hans mor blev meget bedrøvet da hun hørte at han vilde reise frå hende. ”Mit kjære barn, sa hun ofte, bli der i vort kjære gamle Sverige og glem Amerika. Din far døde her og jeg  vil ogsaa begraves i mit fosterland. Hvad skal der forresten bli av mig naar du reiser?”

”Ak mor jeg maa reise, jeg maa se lidt mer av verden end bare vort fattige Värmland. Jeg skal skrive ofte og sende penge saasnart jeg har tjent nogen.” Moderen maatte tilsludt gi efter for hans ønske. Penge til reisen havde han sparet, og snart nærmet sig den dag da hans mor maatte sige ham farvel. Det var med dyb bevægelse hun beskrev de farer verden havde at by paa. Med taarefyldte øine bad hun ham ikke glemme bibelen hun hadde lagt i hans kuffert.

En herlig vaardag skulde han reise. Han kjendte sig saa lykkelig ved tanken paa at han snart var ved sine ønskers maal. ”Kjære barn”, sa hans mor tilsidst, ”husk paa hvor du end er at du har enmor der ber for dig og aldrig glemmer dig, og pass dig for drukkenskaben! Den er den verste av alle laster.” Stemmen sviktet hende da hun tænkte paa hans far og hanloved hende aldrig at smake en draabe. Saa bar det av sted. Han havde vinket til hende indtil hun ikke mer kunde sees, men da var det ogsaa forbi med han. Han graat som et barn. Nogle aar efter ser vi ham i etlystigt lag av unge mænd. Det var paa en av Chicagos restauranter. Hvad var der nu blit av ham, og hvordan var det med løftet han havde git sin gamle mor? I Amerika havde det gaaet ganske godt med ham, og han havde heller ikke glemt sin gamle kjære mor, penge og breve havde han sendt hende, men løftet var brudt. En dag kom der brev, et kjærligt brev, saa han rørtes til taarer. Hun skrev at det skulde være saa gjildt om han vilde komme hjem og hilse paa hende. ”Hvem ved hvorlenge jeg endnu har at leve”, skrev hun ”Skulde jeg reise?”, tenkte han, ”Men hvordan skulde jeg kunne fortælle at jeg har brudt et saa helligt løfte?” Det var en het strid han udkjæmpet, men tilsludt seiret hans gode hjerte og han beslutted at reise hjem og fortælle sin mor alt. ”Jeg behøver jo ikke at bli der bestandig”, tænkte han, og jo længere det led desto ivrigere blev han efter at komme av sted. ”Men penger til reisen, hvorfra skal jeg faa dem? Jeg daare som ikke har sparet”. Endelig fik han laane av kammeraterne til reisen. Men han syntes det gik saa altfor langsomt. Han lengtet saa efter at se sin mor igjen og fortælle hende alt. Hun skulde hjelpe ham til at begynde et nyt liv og bli et bedre menneske.

Fem aar havde han været borte, men hvor forandret var ikke alt i hans fædreland. Han kjendte sig som fremmed da han steg av toget. Hurtigt og med bankende hjerte nærmet han sig sit barndomshjem, en liten stue i skogbrynet. Det var et herligt veir, en av disse stille sommerkvelder som kun findes i Värmland. Solen var netop gaaet ned og alt var tyst og stille. Nu saa han sin mors stue. ”Mon hun er hos naboerne?” tænkte han. Hvor godt husked han ikke hver busk ved veien.Det var som alt hvisked et velkommen. Nu var han der. Men hvad betød dette? Døren var stængt utenfra og gardinerne var trukket for. ”Altsaa for sent”, sa han til sig selv. ”Min mor er død uden at jeg har faaet set hende og bedt om forladelse”. Det var haardt. Han stod der lenge i stum fortvilelse uten at kunne tænke. Instinktmessig gik han til kirkegaarden og fandt der en nylig gjenkastet grav. Hele natten sad han der og talte med hende og bad om forladelse, og da solen gik op i al sin glans havde han gjenvundet sin ro. Han kjendte han havde faaet forladelse, og ved sin mors grav havde han fornyet si løfte om aldrig at smake rusdrik, og det løfte har han holdt. Et nyt liv begyndte for ham. Efter nogle aars studier blev han lærer, og nu sidder jeg iblandt dere for at jeg saa godt jeg kan skal lære dere om hvad drukkenskaben fører med sig.” Han tørked bort en taare og sa: ”Nu sludter vi, barn, med det ønske at ingen av dere maa bli en slave av drukkenskaben, som er den verste av alle laster.”

Den evige kilde

Der risler selsomme kilder i sindets lønligste lund,

de hvisler saa sagte i krattet og svinger til ophavets bund.

Og maanen og stjernerne skinner paa kildernes sagte strøm,

der speiler dens glans som sjælen, den lønligste barndomsdrøm.

Guds himmel og alle dens drømme, de fanger en flygtig stund, mens alle de lengsler mod jorden blir nynnende sagte i blund.

Og alle de lengsler mod jorden sovner paa kildernes bud, mens sjælen lyttende knæler i hvide klæder for Gud.

For der kan du hente styrke og læge de dybeste saar,

og speile Guds reneste himmel og møde den evige vaar.

Men hurtig svinder de kilder til ophavets ukjendte bund.

Gud naade de sjæle som glemmer at søge den lønligste lund.

Jonas Gudlaugson

Nr.3  Vasbygdens ungdomslag den 5. mai 1912  8. aarg.

Du unge, Jesus talar so til deg: Du kjære ven – aa kom no hit til meg.

Du aldrig finn so tryg og god ein hamn som naar du fær kvila i min famn.

Kva lukka er det vil i verdsens lag? Kva trøyst gjev verdi dig paa prøvens dag?

Aa nei, den gleda verdi gjev er tom, nei. tak mot Jesus og til honom kom.

Naar du i verdi gleder deg som best, da kjem kan henda ein ubeden gjest.

Ein ting me veit, – at me skal alle døy. Me visnar burt som blomar, straa og høy.

Me veit, i døden berre ein ting held, og her i livet berre ein ting gjeld:

Det er og finna Jesus, frelsaren og finna honom som sin eigen sjæleven.

Daa fyrst fær livet vaart sit rette verd, daa fyrst me budde er til livsens ferd.

Naar Jesus førar vert i livet her, me glad i døden og til honom ser.

Aa nei – um Jesus fekk kvart ungdomssind, her kom eit anna liv i bygdi inn.

Eit liv saa grøderigt i tru og dygd at det gav framtidsvon for denne bygd.

Jesus, Jesus – han den eine, gjev dit hjarta gjev dit sin.

Han den store, han den reine vil so gjerna koma inn.

Han gjev lukka han gjev sæla, ufred flyg der han kjem inn,

Mot han gjev til redde sjæle, trøyst han gjev til saare sinn.

G.

Vor og vortankar

So hev med daa yverstræva denne vettern og.

Solkverve hev for lengde sidan vore og no er soli høgt paa himmelen komi. No gløder og varmar ho so gaatt og det trengst og, skal me ”snømennerne” ikkje missa modet. Ja, no er det vor. Og voren er ei forunderleg tid.Daa er alt fort umkvervand. Sævje kjem up i trei, og so vert det knup, blad og blomar.  Graset spirer up av marki og blomane sprett fram. Fuglande kjem at fraa sud for aa sjunga sine vorsangar her i fødeheimen sin. Vildyri kastar vinterhamen og tek att sumarbudnaden. Alt er som song og liv.

Og mannaætti vert dragi med i dette umkverve og vaknar upp som alt det andre fraa ein tung vettersvevn. Me kjenner voren som eit gjønnombrot til noko stort, noko fagert. Dei ljose neter og dei linne vindgustar, dei syngjande fuglar og dei veksande blomar, dei liksom æltast samen med mannahugen og der set gjær. Dette syner seg paa mange måtar.

Den eine fær slik utferdshug, hug til aa sjaa framande lande, so han kan ikkje segja nei, han mou reisa. Det lokkar og lovar so vonfult alt dette framande. Det ropar: Kom, kom, her fær ein det, det hjarta ynskjer. Me stend magtlause, ikkje kan me halda dei att, berre ynskja deim lukka paa ferdi og i framtidi fara vel. – Ja, mykje got ligg det i desse ordi, berre me meiner noko med dei so. Ja, den eine dreg burt men den andre kan ikkje. Han ævlar ikkje slita dei bånd som bind att. Elsken til folk og land er for stor. Nei, her maa han bygja og her maa han bu, her i det fagre landet. Han maa fremja den tanken mor Noreg hev set sine sønner til maal. Han maa gjæra sin mon til aa faa ferdralandet dit upp som aaleine elsk og trotugt arbeid kan faa det. Ja, hjelpe me alle til med dette so kan det muna fram, stig for stig.

Og voren er den gode tid for dette. Daa er det jordi skal umbrytast, gjødningi breiast og frøi saast. Alt vert gjort i von um ein god haust. Og etter som me saar, haustar me.

Difor ungdomar, gjer vortidi/ungdomstidi ljos og rein fyr dykk sjølve og hjelp ogsaa andre som du hev samkvem med, baade med ord og eit gott fyredøme til aa gjæra det same.

Sjaa paa blomarne. Dei pryder heimen med sin venleik og sin gode ange, um det berre er ei kort tid. Lat og vort liv pryda. Ikkje um og gjæra um me liver lenge eller kort, berre me lever til gagn.

(Dette stykkje hev stende i Sogndals kr.ungd.fr. haandskrevne blad 1906)

Vil, frelsar du –

Vil; frelsar, du forlata meg paa livets faareferd,

eg aldri finn den veg igjennom ville verd!

For synd og sorg hev saara meg eg øygnar ikkje raad,

eg døyr i øydemarki, eg, fær ikkje eg deg naa!

Men du er send til verdi vaar med livsens sæle ord.

det grøda kan kvart hjartesaar som verkjer her paajord!

Rens du mi arme hjarterrot, send du din ande ned,

då fær eg evig sælabot, daa fær mit hjarta fred!

Ja leid meg, frelsar ved di hand og slepp meg aldri, du;

so finn eg veg til livsens land tras synd og graat og  gru!

(Hovden)

Nr. 4  Vasbygdens ungdomslag den 8. desember 1912  8. aarg.

Fangens datter

Forstanderen for et fængsel fortæller følgende:

En mer end almindelig kold morgen kom jeg ut av fængslet. Like utenfor porten fik jeg øye paa en tundklædd liten pike på omtrent tolv aar. Hendes ansigt og hænder var næsten blaa av kulde, og hun stod der sammenkrumpet og heldet sig mot den kolde stenmur. Da jeg gik forbi hende, rakte hun haanden fram for likesom at holde mig tilbake. ”Vil de være saa snild-”

Mer fik hun ikke frem, men stanset med ett, idet hun forlegen slog øinene ned og med sine blaafrosne fingre begyndte at plukke i frynsene paa det slitte sjal. ”Hvad er det du vil, barnet mit?” spurte jeg. ”Om de vilde være saa snild at tillate det, vilde jeg gjerne komme ind for at tale med min far. Han er der inde, og jeg har en liten ting som jeg gjerne vilde gi ham. Han heter Hans H. Da jeg hørte navnet, forstod jeg, at hun mente en fange som var dømt til fængsel på livstid, og som var kjendt for sin raahet og haarde karakter. Jeg gik tilbake ind i fængslet, og den lille pike fulgte mig, saa fort hendes smaa, kolde ben kunde bære hende.

Jeg gik ind paa mit kontor og lot fangen hente. Han kom straks og hadde det sløve, haapløse uttryk i ansigtet som er saa almindelig hos de fanger som er dømt til fængsel paa livstid. Barnet skynte sig mot ham med utstrakte armer og taarefylte øine, men han vek tilbake med et mørkt ansigt og det saa ut som om han aldeles ikke likte at hans datter var kommet paa besøk. Det stakkars lille væsen som stod foran ham med en liten pakke i haanden, blev ikke paa nogen maate hilset velkommen

”Jeg kommer for at ønske dig en god jul, far,” sa hun. ”Jeg trodde du vilde bli glad ved at se mig. Er du ikke det far?” Jul – glæde. Det syntes at være noget som laa fjernt fra denne mands tanker. Han bøiet hodet. De haarde træk forsvant fra hans ansigt, og hans øine blev vaate.

Hans lille datter fortsatte skjælvende og ofte avbrut av hulk: ”Jeg har noget med til dig, far, dette er alt hvad jeg har at gi dig. Jeg bor nu paa fattighuset”.

Hennes skjelvende fingre begynte nu at pakke op et lidet papir som omgav den lille gave hun hadde i haanden. Tilsisdt kom det frem i dagen – det var en skinnende gul haarlok som var sammenbundet med et gammelt slitt silkebaand. ”Jeg vilde ikke gi bort dette til nogen anden end dig far, jeg viste at du holdt av lille Johan, og derfor –”

Manden skjulte ansiktet i henderne. ”Ja, jeg holdt av ham, og elendig som det nu er med mig, elsker jeg ham framdeles av hele mit hjerte”, mumlet han. ”Jeg viste det”, sa piken og traatte nærmere. ”Jeg viste ogsaa”, forsatte hun ”at du vilde bli glad ved at faa denne lok, – Johan er død”.

”Død”! utbrød fangen idet han vaklet fram og tilbake og uavladelig holdt hænderne for ansigtet. ”Min lile gut!” ”Ja, sa datteren, ”han døde paa fittighuset forrige uke, og nu kjender jeg mig saa ensom. Men jeg skal aldrig glæmme dig far, og jeg skal altid holde av dig, hvad andre mennesker end maatte si. Og,” tilføiet hun, ”jeg skal ikke glæmme at bede til gud for dig”. Han rakte frem sine armer, drog hende ind til sig og kysset hende hjertelig. Jeg gik ubemerket ind i værelset ved siden av lot dem være sammen alene.

Da den lille pike en stund senere gik, smilte hun til mig, skjønt kinderne var vaate av taarer. Hun snudde sig endnu en gang og ropte til sin far:

”Husk det, far, at jeg aldrig skal glæmme at bede for dig.”

Olav   

Meir til spretten gut enn Olav skulde ein sjeldan sjaa. Alltid var han i godlag. Og mest alle stader for han. Stundom kunde ein sjaa han i høgste tretopparne og mest i same stundi var han aa sjaa i baat nede paa sundet. Ja snar i vendinga var han. Ho bestemor kalla han for sporven. Slik gutunge hev eg aldrig set, sa ho bestemor.

Ein vaarmorgon tidleg, fyrr dei andre var uppe, var han komen i toppen paa den stora bjørki burti tunet. Og der heldt han paa aa gala som ein gauk.

Folket inne vakna. Ho Randi, tenestegjenta, skunda seg og fekk klædi paa seg og for ut. Ho hadde kje høyrt gauken fyrr den vaaren. Og no skulde ho faa sjaa han med same. Hjarta banka i henne medan ho lurde seg fram med husveggen so varsamt som ein katt.Og so glytte ho varleg framfor novi. No skulde ho faa sjaa gauken. Men du skulde set det lange andletet hennar daa ho saag  at det var han Olav og ingen gauk! Ho vart baade arg og skamfull. Segje meg, verta narra av den jutungen!, murra ho, og gav seg in att. Men Olav lo saa det ljoma heilt opi fjelli. Ein annan gong hadde han krabba seg inni hummerteina hans bestefar. Og der laag han og bar seg som ei høna. Ho bestemor for og skulde faa høna ut att, men daa ho tok i botnen, kvakk ho og sette i eit skrik; for inni teina ropa det: Nei, god dag, bestemor!

Ofte kunde Olav segja: Naar eg vert stor, vil eg verta sjømann , og på sjøen lika han seg. Han kunde kje verta trøytt av aa reka og ro nede paa sundet. Og ofte kunde ein sjaa han sitja tankefull ovanfor nausti. Der drøymde han um sjøen og alt det gilde han skulde faa sjaa naar han kom ut. Han var altid saa alvorleg naar han hadde sete der nede og tenkt paa framtidi.

No er han paa uteferdi. Sist mori fekk brev fraa han var han i Spania. Han fortel mykje nytt, men nemner minni heimantil. Naar han fær tillæg paa løni vil han senda pengar til henne, skriv han. Alltid tykte han gildt um mor si. Og ho segjer ofte: Det var ingen av dei andre borni som var saa gild som han. Det fylgde som noko godt med han. Os so var han saa morosam!