Kapittel 5: Fram 1905, del 2

Nr. 7: Vassbygdens ungdomslag, den 2. aarg.

En gammel mands bekjendelse

Pastor Beckle i Ludvigsburg skrev den 24. sept. 1780 følgende, som også har sin anvendelse paa vor tid: ”Jeg nu 72 aar gammel, og da paa en kort tid nogle af mine bekjendte og fortrolige venner, som var yngre end jeg, er gaaet hjem til Herren, saa har jeg mere end aarsag til at tænke paa enden. Herren give mig en levende og barnlig tro paa det sande Guds ord saa at jeg med mine troesarme ret inderlig omfatter frelseren, hvem Gud har beskikket til alle folks salighed og at om jeg i dag eller i morgen faar hjemlov, jeg da har ham i min favn og dør i troen paa hans retfærdighed og fortjeneste. Imidlertid lade han mig saalænge jeg endnu skal prædike, forkynde evangeliet om Jesus Kristus i all enfoldighed og uden kunstige ord efter menneskers visdom. Thi naar jeg tænker paa den nymodens veltalenhed som jeg er for gammel til at lære, idet man nemlig klæder Guds ord og evangelium i prægtige, høitravende talemaader, falder det mig ofte ind hva der fortaltes om lægen Theofrastus Paracelius: Da han gikk op paa slottet, viste man han ingen tegn paa opmerksomhed og ærbødighed fordi han kom i meget simpel dragt. Han vilde da undersøge hvori aarsagen kunde ligge at han blev agtet ringere end tilbørlig, og lod derfor sy en kostbar, broderet klædning. Denne tog han paa da han næste gang gikk op paa slottet, og nu saa han hvordan man bukket og skrabed for ham. Da han saaledes fandt at det var bare for sine klæders skyld han blev hædret med saadane ærbødighedstegn, trakk han dem af da han kom hjem og smed dem bort i en krog idet han ærgerlig og forbitret sagde. ”Hvad, skal mine klæder betyde mere end jeg”!.

Fordi det nu gjerne gaar, som det allerede ofte har gaaet, at man med sin høiaktelse mere vender sig til den høie ordensdragt end til manden, manden ved guds høire haand som allerede i og for sig i sin sandhedsdragt har indre værd nok, saa er jeg bange for at han neppe skulde takke mig om jeg vilde gjøre ham en stas-uniform hvori han ogsaa kunde funkle og brænne for verdens barn, og ved en saaden fremmed af mennesker forfærdiget dragt, først forskaffe ham høiagtelse. Jeg er bange for at han vilde fortørnes og sige: ”Hvad, skal klædningen betyde mere end jeg? Det kan jeg ikke taale”.

Saa meget denne gang. Guds naade i Kristus Jesus, der strækker sig saa vidt som himmelen naar og hans sandhed og trofasthed der strækker sig saavidt som skyerne gaar, styre og regjere oss alle!

(Elias)

Langfredagstimer

Myrker heile jordi fyller. Ingi sol som no forgyller, bringer liv og hygge stor.

Gud si rettferd her let syna for aa lata ætti skyna: Dom det er paa heile jord.

Menneskja vil guds son retta, denne aatferd fær me fretta av Guds eige dyre ord.

He som barre godt vil gjera, vantakk med seg burt fær bera, han som er saa byrg og stor.

Tænk kva uskuld her maa lida! Tenk dykk alt som han maa strida, for en mannevilje ill!

Tenk dykk naglasaar og smerta! Endaa saarare i hjarta, av di menneskja fær vill.

Under all sin strid og møda medan broderhjarta bløda, ræddast han og ropar trutt:

Gud, min Gud, kvi gjekk du fraa meg? Eg vil endaa vera hjaa deg. Denne tygsla vert daa slutt.

Løyst av syndeband seg vender: Fader, trygt i dine hænder yvergjev eg no mi aand.

Dermed er daa striden yver, menneskjerne difor lovar honom som ein frelsarmann.

(Lidvin)

Unge venner, kom til Jesus!

Kjære venner, endnu er I i eders bedste alder, kom til Jesus i din ungdom! Der findes for dig en særskildt forjættelse: De som søge mig aarle, skulde finde mig. – Maaske tænker du: Jeg er endnu for ung til at blive gudfrygtig. Lad mig endnu nogen tid nyde verden, jeg har jo en lang tid for mig. – Er du for ung til at blive gudfrygtig? Du er dog ikke for ung til at synde, ikke for ung til at dø, ikke heller for ung til at kastes i helvede. Maaske opnaar du ikke en mere moden alder, endnu mindre alderdom. Utallige dør ligesaa unge som du er.

Naar du kommer ind paa en kirkegaard, hvor mange grave ser du ikke der hvori unge mennesker er stedse til hvile. Maaske døden nu bereder sig til at høste dig? O, kom derfor snart til Jesus!

Du tager saare feil hvis du tænker at gudsfrygt vil gjøre dig glædesløs, nei, gudsfrygt alene kan gjøre dig ret lykkelig. Mange unge haver forsøgt det og alle kan sige at gudsfrygtens glæder er rigere end alle de fornøielser som synden og forfængeligheden kan give. Du vil selv finde at dette er sandt hvis du kommer til Jesus. Er det vel rimelig at han skulde lade sine troende blive mindre lykkelige end dem som tjener verden? Dessuden, hvorledes kan du vove at leve en dag længere uden Jesus. Han befaler oss straks at tro paa sig og lyde sig. For hver dag vi opsætter vor omvendelse, gjør vi et nytt opprør imod ham og samler oss vrede til ”Vredens dag”. Maaske du tænker at forbedre dig naar du bliver ældre, men vi behøver Guds aand for at kunne gjøre bedring og hvis du siger: Jeg vil tjene satan og synden saalænge jeg er ung, og jeg vil ikke omvende mig til Gud førend jeg er nær døden. Er du saa viss paa at Gud da vil give dig sin Helligaand? For hver gang du viser Guds naadeskald fra dig, bliver dit hjerte haardere og mere uimodtagelig for Guds naade. Holder du derfor ved med at oppsætte din omvendelse, da kan det snart komme dertil med dig at du ikke længere kan omvende dig fordi dit hjerte er forhærdet. Det er tungt at sige, maaske ganske faa mnnesker bliver omvendte naar de er gamle. Men lovet og priset være Herren, det kan ske. Guds faderfavn er ogsaa aaben for de gamle naar de af hjertet vil søge ham. Men hvis du ikke kommer til Jesus medens du endnu er ung, da vil det blive saa meget vanskeligere naar du bliver ældre og da er der ikke sandsynlighed for at du nogensinde kommer. Syndevanen bliver som en sterk lænke omkring dig og jo ældre du bliver, desto sterkere bliver den. Satan arbeider idet du venter, han smider flittig lænker. Han er den som holder dig fangen og gjør de baand som fængsler dig alt fastere og fastere. Hver gang du synder, slaar han en ny knude. Hvert indtrykk af naaden som du undertrykker – hver time du oppsætter din omvendelse, bevirker en ny knude. Naar du nu ikke undflyr medens du er i din ungdom og er i besiddelse av dine sjæls- og legemskræfter, hvorledes kan du da haabe at blive løs naar du selv bliver svagere og dine lænker bliver stærkere? O, tænk derfor paa din skaber i din ungdom! Kom nu til Jesus, om du nogensinde skal komme. Du gaar fortabt hvis du ikke kommer til Jesus, der er ikke frelse og salighed i nogen anden. Jesus staar med aabne arme, han beder dig komme og lade dig frelse. Kom med alle dine synder, alle dine sorger! Kom som du er! Kom nu! Han vil ingen lunde støde dig fra sig. O, kom derfor nu medems det heder i dag. Ja, hvis du ikke nu vil komme, men skyver opfordringen og formaningen fra dig, da vil du evig komme til at angre det. O, du kjære unge ven, vær ikke saa grusom mod dig selv. Nei, kom og modtag kaldet og bliv et Guds barn.

(H. Sandvig)

En bruds rigdom

En ung pige var forlovet. Men straks før de unge skulde have bryllup, brændte hendes fars hus opp og intet uden livet blev reddet. Alt var uassureret og familien stod paa bar bakke. En af pigens venninder beklaget hende og ikke mindst fordi hun intet havde at bringe sin brudgom. ”Jo, svarede hun, jeg bringer ham hva han ønsker, et ubesmitted legeme og et trofast hjerte”. Det er den største rigdom en brud og en brudgom kan bringe hinanden. Dersom en gut eller en pige har mistet sin kyskhed, kan man aldrig finde den igjen. Og om man saa end bragte sin brud eller brudgom tusinder af kroner, men ikke kyskhed og troskab, saa gikk man fattig ind i ægteskabet.

Derfor, unge mand og kvinde, lev kysk, vær trofast, men som grundlag for dette – elsk Gud over alle ting!

(Elias)

Nr. 8: Vassbygdens ungdomslag, den 5. november 1905 2. aarg.

Ung og gammel, vær glad for at vi gjen kan faa samles til vore vanlige ungdomsmøder. Jeg tør sige takk Gud for at vi igjen kan mødes til vort magtpaaliggende ungdomsarbeide i dag. Siden vi sidst vi var sammen til møde, som enhver ved, har vi levet i en alvorlig kritisk tidsperiode. Sommeren 1905 etterlader sig en littorisk begivenhed som er mindeværdig. Lige fra Lindesnes til Nordkap, lige fra Stat til Kjølen, er der mangen en ung kvinde, er der mangen en ung mand som ikke har gaaet trygt tilsengs i sommer. Mangen en taare har faldt fra de unges øine sommeren 1905. Enhver ved vel grunden? Den kan her ogsaa nevnes. Det er kjærlighedstanken som har ytret sig hos disse unge. Det er kjærlighed til heim og fædreland. Det erdenne kjærlighedstanke vi her i laget skal oparbeide. Og for at skjærpe denne tanke, saa husk begivenheden i 1905.

(Z)

Gud vare vort dyre folk og land (tone: Gud signe vort dyre fædreland)

Gud vare vort dyre folk og land. Lad fridom og rett faa vinna.

Send aandgufsen din frå fjell til strand so saari kan han få linna.

Hald uppe vort folk, som vakna er, so sæla og fred det finna.

Me halda vort land so høgt og dyrt – ei gaave fraa deg, den gjæve.

——— (noko vekke)

Lagslemer

Vær no flinke at skrive til ”Fram” saa bladet kan blive indholdsrigt, interessant og morosamt. I vinter var der mange breve som for moro skyld blev opplæste her paa mødene. Dette syntes visst de fleste var morosamt og man gjør meget for moro. Jeg mener, send lidt morsomt til ”Fram” nogen lunde i samme dur. Derved vil de skaffe bladet litt stoff. Med andre ord: Skriv slig at man er nødt til at svare igjen.

For en kort tid tilbage spurgte en jente en gutt, blant andet: Jakob, synes du ikke at jeg er pent vokset, har meget haar og dertil en fin trøie? Ja, sandt at sige saa synes jeg det, siger han Jakob, men hun Stina har også fin trøie —.

(Martin)

Nr. 9: Vassbygdens ungdomslag, den 26. november 1905 2. aarg.

(Tone: Gud sine Norigs land)

Gud vara kongen vaar, kom i hans styringsaar med signing gjæv.

Rekk ut din sterke arm og kall fram elsken varm.

Gjev honom mot i barm so han vert hæv.

Kveik og nør elsken sann til Norigs folk og land i alt hans verk

lat han bli Norigs mann.

Auka all vokster sann so me fraa fjell til strand kjenner oss sterk.

Konge og folkehand – binda eit einskapsband fraa bolk til bolk!

Gjer oss i trui sterk, jag burt alt vesalt herk som døyva nordmanns verk.

Daa vert me folk.

(Lidvin)

Nr. 1: Vassbygdens ungdomslag, den 6. januar 1906 3. aarg.

Da vi nu har indtrådt i et nytt aar og da dette er første gang i det nye aar – 1906 – at ungdomslaget ”Heimhug” er samlet til møde eller fest, vil jeg paa mine og bladstyrets vegne først ønske lagslemerne og dernæst alle tilstedeværende et godt nytt aar.

Paa sammes vegne vil jeg minde de unge paa det vers som følger:

”Tro på din skaber i dine ungdomsar, forend de onde dage kommer

og viljen blir ubøielig og haard. Gud bor i hjerterne mens de er unge”.

Allfader me deg lova

(Tone: Min sjæl, min sjæl lov Herren)

Allfader me deg lova for naaden stor mod dine små.

Me sitja lunt i stova og venda kan til deg vår traa.

Din faderkjærleik brikjer alt yver land og srand.

Du, som heilt raar og rikjer trygdar, kvar kvinna, mand.

Og sonen gjævt du sende alt fraa di truna ned

og otten fraa oss vende til sæla og til fred.

So huglegt du alt maka for borni dine her paa jord.

Me maa oss kjenna saka som litet skyna du er stor.

Me er so litet vyrke for all di større bragd –

Vil helst vaart eiget yrkje som sjølvklogt fram er lagd.

So kalde, harde, træge, me er mot deg, vaar far

Når du kjem som den fræge og syner deg so var.

Vaar fader – høie, milde, me venda oss til deg i bøn:

Hjelp oss aa væra gjilde og vyrda rett di naadeløn.

Hjelp oss at tru og sanne din aands tolsemd og verd

So du kan oss faa kanna til deg paa all vår ferd.

Lær oss so ret aa takka og tenkja, gjera væl.

Naar det til enden lakka, lat oss so døya sæl.

Og vaare folkesynder, dei gløime du, vaar fader stor.

Du venda folkelyndet til deg og til dit dyre ord.

Hjelp kvar ein mann og kvinna til tru og mannsleg gjerd.

Lat kvar for seg faa finna eit livsverk for si ferd.

Men skulde dei so dykja av eiget vit og verk,

Du fader maa dei mykja og visa slikt er herk.

(Lidvin)

Då det vart lyst fyr meg

Eg var ikring 5 aar den gongen. I grandegarden var født ei liti gjenta. Eg totte ho var so udømeleg snild – og eg vilde plent ho skulde væra mi. Eg kom endå med to øyre og vilde kaupa hende. Ja, handelen var gjord og eg trudde fuldt og fast at ho var mi. Eg var svært glad i kjæresten min og var der mest heile dagarne. So var det ein dag eg kom med min kjelke og vilde henta hende. Det kunde nog ikke verta plent so svint, meinte moderi og det maate fyrst lysast. Kvat er det å lysa, spurde eg. Jau, det fekk eg vita. Eg skulde hava ei logande tyriflis inn i ei lygt og reisa upp paa ein høg stein og so skulde eg seia som so. No lyser eg fyr meg og Aasne Nistog! Ja, det skule eg saamenn gjera, tenkte eg, og snart havde eg funde baade lykt og flis. Lykti var av blekk og lodda saman og flisi var saamend ei som brand. Best som eg kom utpaa steinen og skulde til å lysa, datt lygti fraa einannan og eg stod att med hanki – og det som meir var – ei lang nos. Og nosi vart ikkje stuttare då eg høirde lotten innantil frå stova.

Elskhug

Elskhug, den fagraste blomen på jord –

Seg meg kvar den blomen ikkje gror?

Om du gjekk verdi fraa ende til ann

Kvar du enn vanka, den blomen du fann.

Kven vart vel fødd utan elskhugs trong?

Han gror i ditt hjarta og spirer ein gong!

Forutan elskhug vart livet so svart

Elskhugen han gjer det ljost og bjart.

Elskhugen, han som er rein og sann,

Ja, kva kan i verdi vel liknast med han?

Han eine kan skapa det fagraste liv –

Elskhug mot elskhug hjaa mann og hjaa viv.

Ein gnitar

Han Torleiv var noko gniten av seg. Graut med mest ikkje mjølk til, levde han mykje av. Sjeldan kogte han òg, so grauten vart både gamal og mygla.

So var det til ei maal han især tykte det var ei kvia aa faa grauten ned. Men Torleiv visste raad. Han reiste i krogskaabet etter flaska og drammeglaset, slog i glaset ein god dram og sette paa bordet. So lovde han seg sjølv at var han no kar til å eta grauten, so skulde han faa drammen attpa. Kvar gong grauten ikke vilde ned, skjegla han berre burt på drammen og so gjekk det. Då grauten væl var uppeten, gjekk karen stad og slog drammen paa flaska att og sa: ”No lurde eg deg godt”.

Ymist bakvendt

Mang ein drikk seg fuld og vill, gjer seg gal og dyri lik,

Er mot seg og andre ill – trur det er gjildt og gjera slik.