Nr. 1:  Vassbygdens ungdomslag,  8. januar 1905   2. aarg.

Fra ungdom til ungdom

Gjev ikkje upp!

Tru ingi røyster som ber gjeva upp, Vyrdsla um blomen som nu stend i knupp.

Nei, gjev ikkje upp um vegen er bratt. Hugs, maale er stort, det lønner deg att.

Gjev ikkje upp um du kjenner deg trøytt. Ligg ikkje att um du foten hev støtt!

Kvil deg ei stund og fjelga so foten – graatande kjempor er kje paa moten.

Vegen er lang, men maalet me rekkja. Lat ikkje vonløysa viljen knekkja – –

Ljose skal skjina, myrkre det kverv. Trolli skal tynast av ungdomen djerv.

Striden er hard, – ver tru – me skal vinna! Til strideneer kallad hvar mand og kvinna.

Me gjev ikkje upp fyrr sigren er vaar, me gjev ikkje upp fyrr maale me naar!

Lagslemer, da dette er det første nummer af ”Fram i det nye aar, 1905, vil vi ønske dere alle et godt nyttår med bøn og haab om at dere i det nye aar vil være lige flittige til at indsende stykker til bladet, som dere hidtil har været. Til de som i det gamle aar har vist interesse og sendt ”Fram” gode indholdsrige stykker, vil vi sige hjertelig takk.

(R.)

Hva er fædrelandet?

Fædrelandet er den plet ord, det hjem, hvor du blev født, er den  luft du først indaandede, den modermelk du nød, det hjemlige sprog du hørte som barn, de kyss du modtok, de raad der gaves dig, den opdragelse og den ros du fikk.

Fædrelandet er de bøner din moder bad for dig, den fuglesang du hørte under opvæksten, den natur du da levede i, hva enten den var truende eller smilende, fædrelandet er den jubel du følte over all den skjønhed der omgav dig.

Fædrelandet er de skikke og sæder du lærte i din ungdom, de eventyr du hørte, de historiske minder der omgav dig, de sagn man fortalte dig om din slegt og om store hendfarne mænd og kvinder af det folk du tilhører.

Fædrelandet er den nationale sang og digtning der har tonet om dig, de lyder du hørte i skogen, de skvulp sjøen slog mod bredderne, den rislen hvormed bækken drillede dig, den dur hvormed fossen overdøvede dig, den duft der stod af græsset paa din faders eng, bjeldernes spill og lurens toner i det fjerne, kirkens vinkende spir høit oppe i aasen.

Fædrelandet er fiskerens kav, sjømandens farer og losens reddende magt.

Fædrelandet er de kjære gamles advarende blikke, deres vise ord, deres hvide haar og tunge skridt, de unge mænds faste vilje, de unge pikers straalende smil og børnenes yndige tale, saaledes som alt dette staar prentet for dit indre blikk.

Fædrelandet er din takk for all den kjærlighed man gav dig, din beundring for hver høisindet gjerning og hver ædel kamp du var vidne til, for hvert rettfærdigt og sandhedskjærligt ord du har hørt.

Fædrelandet er summen af de dyrebare pligter der paahviler dig: Pligt mod den Gud der skabte dig og vil skjænke dig et evig og salig liv, pligt mod hvert menneske, høi og lav, rig eller fattig, du har truffet paa din vei, pligt mod den lov der har bygget dit land og mod de mænd der styrer dette. Fædrelandet er den forpligtelse aldrig at svigte dets fremgang og ære.

Fædrelandet der den kjærlighed du nærer, ei alene til de kjære to der bar dig paa sine arme, men ogsaa til din ægtefælle, dine børn, dine søskende, til dine venner og kamerater der har delt gode og horde dage med dig, til de tjenestefolk der hjelper dig, til dyrene der træler for dig, til den bygd, det hus, den hytte, hvor du bor.

Fædrelandet er de illuitoner du har beholdt, de ideer du har kjæmpet for, de savn du har lidt under de kjære der er døde fra dig, de trængsler du har gjennomgaaet, de sorger der har tynget dig, men som atter har hævet dig og gjort dig større.

Fædrelandet er centeret for din ideelle stræben, for din trang til at gjøre nytte, er den tryllemagt der bringer dig til at ofre alt, undtagen din ære. For dets vel, er den lykke du føler ved at have bidraget din skjærv dertil. Fædrelandet er den ædleste del av dig selv.

Svigter du dit fædreland, da vil du ingen glæde have af dine forældres kjærlighed, af din ægtefælles ømhed, af dine børns fremgang, da vil du ingen tilfredsstillelse have af dine kundskaber eller af din velfærd, af din stilling i staten, af din magt, af dine reiser. Du vilaaldrig finde fred, men lide af de forfærdeligste samvittighedsnag. Ditt liv vil blive forspildt. Meget kan tilgives dig, men har du svigtet dit fædreland, da vil ingen tilgive dig, hverken landsmænd eller fremmede. Alle vil foragte dig og sky dig, du vil blive et hjemløst, ufritt og bandlyst menneske. Dit minde vil blive æreløst og dine børn vil ikke bære dit navn.

Men elsker du dit fædreland saa høit at du kan ofre din ærgjærrighed og magtlystenhed, din selviskhed, din formue, din tid og alt dit arbide paa færdrelandets alter, saa vil der vistnok alligevel være mange der vil miskjende og dadle dig. Men selv vil du faa den indre tilfredshed og ro der ovenfra skjænkes den der har gjort sin pligt helt ud, og du vil føre dig lykkelig. Engang kommer dessuden den tid da du vil faa ros og anerkjendelse for dit arbeide. Dit minde vil blive ærefuldt og dine børn vil føle sig stolte af dig. Det liv du har ført vil blive et manende eksempel for mange, og vil virke til nytte for dit fædreland, ogsaa efter din død.

”Ja, vi elsker dette landet som det stiger frem”, thi det er vort eget land, det tilhører ingen anden. Det er vor bedste eiendom. ”Vi vil værge vort land” saa det udelt kan gaa i arv til vore efterkommere, fra slegt til slegt.

Vi nordmænd takker ydmykt Gud fordi ha har skjænket oss det frie og uafhengige, fagre Norge til fædreland.

(G.F.A.)

Nr. 2:  Vassbygdens ungdomslag,  21. januar 1905   2. aarg.

Jol

Gleda rein og høg og stor fyller no den heile jord:

Krist, Guds son er komen ned, lyser yver jord sin fred.

Freden yver jordi kjem fraa Guds son i Betlehem.

Høyr den fagre englesong, høyr den lyder enn ein gong:

”Æra vere Gud i høgd, han med menneskja er nøgd”.

Englarne i himmerik – berre dei kan syngja slik.

Men Guds son – den dyre skatt, som kom til oss jolenatt,

Er den  skatten vorten min? Er den skatten vorten din?

No han kjem til meg og deg og vil ha eit rom for seg.

Lat oss taka honom inn i vaart hjarta og vaart sinn!

Me ei jolegleda daa utan endelegt skal faa.

Daa me syngja Jesu pris, for han vann oss Paradis.

No for oss er open veg, Jesus segjer ”Kom til meg!

Eg er døri inn til Gud, no du verta kan mi brud.

Kom med syndebyrda di, eg hev longe kjøpt deg fri”.

Takk daa Gud og frelsarmann, at du slik oss elska kan!

Daa me laag i synd og nød, kom du ned til kross og død.

Takk at du so viljugt kom ned til oss og tok vaar dom!

(Svanhild)

Jul

Lysene tændes paa grønne grene. Stjernen skinner i granens top.

Barneøine store, rene, stirrer undrende mod det op.

Barnemunde, vage, bløde, synger glade de gamle ord.

Tindrende øine, kinder røde, det jeg ser gjennem taareflor.

Minderne skjælver i sindets strenge, bivrer og bæver i hjertets slag.

Dirrer i sorgtunge timer lange efter at borte er juledag.

Øinene dugges og taarer skjælver, store, blanke paa øiehaar.

Barnesmil overalt dog hvælver blaanende himmel hvor jeg gaar.

Barnets fest fremfor alle andre, fest for den der har barnets tro.

Ei for den som i tvil maa vandre, vanke om uden rast og ro.

Fest for den som i sjælens folde, gjemmer lidt af sit barnesind.

Ei for den der med blikke kolde, spotter det hele som eventyrspind.

Den som kunde med barnets øine, stirre i barnehimmelen ind.

Rene tanker kan frit sig høine, varmt forklaret i solens skin.

Den som kunde med skjælvende stemme, nynne julesalmernes ord.

Og disse alltid i sjælen gjemme. Da var freden komet til jord.

(Finn)

Ungdom og vaar

Ungdommen og vaaren er ett. Likesom vaaren fremviser alt i  fornyet tilstand og alt i rene, mægtige farver, saa træder ogsaa ungdommen frem fra den ubeviste barndomstid.

Pludselig, som bøgens blade, føler de at nu sprænger livslysten paa derinde og vil frem. De maa komme sig frem, maa faa udfolde sig som bladene paa trærne. Men bladene blir staaende paa modertræet den hele vaar og sommer, men blir ungdommen det? Nei, ofte kommer de langt vækk. Saa langt at de aldrig orker at komme frem i dagslyset igjen. Men lad oss alle ungdommer i dag og alle dage, holde oss til modertræet for at vi kan komme til at ligne de kjære træers blade, der trolig staar fast den lange vaar og sommer indtil høststormerne river dem vækk og sænker dem i graven.  Likesom vaarflommen kommer brusende med fordoblet styrke efter den lange vinterhvil, saa bruser ogsaa ungdommen fram i ord som i handling. ”Lad dem bruse”, siger de gamle, ”der kommer nok den tid da de tænker mere før de handler. Lad dem kun bruse naar det ikke gaar for vidt. Vi skal nok sætte demninger opp for vaarflommen saa den ikke ødelægger og river med folk og huse i farten”.  Maatte alle de gamle have magt dertil. De skal ikke stænge oss ungdmmer ude fra det som hører ungdommen til, ligesaalidt som de kan stænge vaaren ude. Hva blir der af manden naar han ingen ungdom har havt? Hva blir der af kvinden naar hun ingen ungdom har havt? De gaar lige fra barnealderen ind i mandomsalderen, de titter frem fra snedækket, og uden at de merker det, er vaaren forbi og sommeren kommer. Saa kommer snart høsten og river dem bort og de oplever aldrig mere vaar.

(Mirjam)

Søgen

Nogle sig svinger paa tankens vinger, opad hvor stjerner tindrer.

Men andre søger i gamle bøger, tanker som trangere lindrer,

Nogle sig kaster og bange haster, bort fra de manene bud,

Men andre beder, sukker og leder, efter en vei til Gud.

Nogle med latter fra det de ei fatter, vender sig bort uden savn.

Men andre tviler indtil de iler haabløs i dødens favn.

(Finn)

Minder

Jeg vil dig nu glemme, men kan det ei,

Maa minderne gjemme, minder om dig.

Jeg vilde dem sænke i glemselens hav.

Jeg vilde ei tænke paa dig i mit kav.

Men ofte de dukker af dybet frem.

Om øiet jeg lukker, jeg lever i dem.

Du kunde det glemme, jeg kan det ei.

Du vil dem ei gjemme, men det maa jeg.

(Finn)

Nr. 3:  Vassbygdens ungdomslag,  5. februar 1905   2. aarg.

Saknad

Eg veit so vel det fins ein skatt som vel eg hava maatte.

Og ingen mand det vilde skadt um eg den skatten aatte.

Og fann eg den, var allting vel, eg skulde vera rik og sæl.

Men aldrig vert eg grunnen der han skal verta funnen.

Eg veit so vel det finst ein stad, kan henda nær ved sida.

Der vist og skulde verta glad og gløime burt all kvida,

Og kom eg der, so fekk eg naa den ting som mest eg saknad maa.

Men det er heile skaden, eg finn no aldri staden.

Eg veit so vel der fins ein barm med same kjensla inne.

Med same hug og same harm og same von og minne.

Og fann eg den, vart allting rett og livet skulde skrida lett.

Men det er verst aa minnast – me skulle aldri finnast!

(J.Aa)

Sparsommelighed og sundhedspleie

Lær at spare deres tid ved at jøre den rette ting til den rette tid og paa den beste, letteste og hurtigste made. Spar deres styrke paa samme maade, saavel som ved at bruge arbeidsbesparende maskiner. Naar De er for træt til at kunne gjøre deres arbeide godt, saa tag nogle minutters hvile, thi at gjøre arbeidet paa en urigtig maade er at spilde tid og styrke. Gjør det behagelig for børnene at hjelpe mamma, og giv dem grund til at betragte det som en glæde, ikke som en pligt, eller som om man vented for meget af dem. Spar deres tolmodighed; De vil moske behøve den en anden gang naar større vanskeligheder og prøver end de nuverende kommer, og dersom de taber en del af den hver dag, vil de aldrig kunne samle den igjen. Hvis de sparer deres tid og deres styrke, vil en stor del af deres tolmodighed være i behold om De i fremtiden skulde behøve den. Viljekraften maa udjøre resten. Spar deres ånde, skjend ikke. De vil dø af mangel paa luft meget snarere dersom de skjender end de ellers vilde.  Spar deres børns kjerlighed og det solskin de bringer ind i deres hjem. Naar dette solskind en gang forsvinder, vil deres liv være mørkt, den dag kan komme da deres kjerlighed fester sig ved en anden enn dem. Spar deres fødemidler ved at tillave nettopp nok og ikke mere, ved at ungaa alle rige retter, kager, posteier o.s.v., og ved at velge blandt det som er sundt og godt. Af kolde levninger kan tillaves meget velsmakende retter.  Spar klær, ikke ved at kjøbe det billigste, men det smukkeste de har raad til. Rett kostbare tøier er i virkeligheden som oftest de billigste i længden, efter som de ser godt ut selv efter flere ganges omlavning.  Spar møbler ved at kjøbe saadanne som er varige og gode og stol paa deres kunstsans og evne til at smykke dem naar de bliver gamle. Naar de kjøber møbler, lad deres første tanke vøre hensiktmessighed, dernest varighed, og lad moden komme i betratning som det sidste. Spar penge! Den som sparer tid, styrke, kjærlighed, tolmodighed, levnetsmidler, klær og møbler, har i almindelighed ogsaa evne til at spare penge. Men da der er ligesaa mange forskjellige maader at spare penge paa som der er til at fortjene dem, er det til ingen nytte at forsøge at fremhaalde dem her.

(Aslaug)

Ungdomsbrev

Me er unge. Ungdomsblodet fossar i oss. Framtidi ligg  blaanande for oss som havet ein solblank kveld Det glitrar af voner som stjernerap.  Kor fager er ikkje draumen av ein livsfrisk ungdom. Men det er kje nok. Me maa kje berre drøima. Me maa kje berre liva paa drauma som ein Per Gynt. Me maa noko anna. Me maa leva – leva livet fullt og heilt. Det er det me vil. Det er det me krev. Det er det me maa. Daa fær livet innhald. Men me maa skjilja mellom aa leva livet og njota livet. Tom livsnjoting kvelar den sanne livsglæda. Du maa faa tak i livsens djupaste merg.

Leit etter livet og lev det! Finn det i fullaste fagnad og tru!

Livet livnar og lukka gror, naar kjerleik krysser kjerleik, naar ungt yngjer sjæli!

Me skal ha full tru til livsherren – til ljosets upphav. Ikkje berre tru til det vonde og svarte – syndi, men tru til det høge og gode – kjerleiken.  Koss skal me faa livstru? Ein skal sjaa livet med kritikk, ikkje suga til seg alt som kverv um ein. For det er mangt som forgjyller livet. Leit etter livet og lev det! Me er skabte til aa verta lykkeleg. Evnen ligg i oss. Me maa sjølve vilja. Og me burde sjaa og vilja det som timer oss best. Ein maa vilja rett, og da maa ein kjenna seg sjølv.

”Langt bedre verd end det røde guld, det er sig selv og sin Gud at kjende” (Grundtvig)

Og det er sant. Eg vil berre tala um val til aa naa den høgste jordiske vinning.

Ein kvar hev meir eller mindre sin eigen sernatur, sin sergivnad i eitkvart yrkje. Du hev høyrt ein kan ta feil av livsvegen, og det kan ein. Det er lett. Du kan komma på gal livshylla og di djupaste livskraft og beste evnor er burtkasta.  Hev du tengt paa det? Det er av aller største vigtigheit aa finna si rette livsleid. Men daa maa du gjeva agt paa deg sjølv, kjenna dit djupaste lynde, vita kva di sjæl traar etter og dine tankar kredsa um og finn samhug i. Her er saa mange forvillede sysler. Dei er farlege. Beste livsglæda ligg i ærlegt stræv.

Lukka hev rot i det ærlege sinn!

Lukka er nøgdi sin bror!

Lukka er angen av frugti av livsens sjølvvervde goder!

Eg ser ein ungom som er kommen paa gal livshylla. Han hev myrke miner og dulde hjartesaar. Sitt yrkje hev han ingi hugnad av, for det passar ikkje. Han er kommen i feil støypeskeid. Alt det han vert elta og melta, hjelpe ikkje. Hans evnor ligg bundne, han hev valdt sin livsveg i tankeløysa. Han hev ikkje kjendt seg sjølv.

Han kan njota livet, men ikkje liva det. Det er skilnaden. Og kjend din Gud, det er leidestjerna.  Og eg ser ein som hev funne si rette livshylla, sitt rette livsyrkje. Han hev funne livet. Det kan du òg!

Du maa ikkje tru at du forud er tillagd ei usæl lagnad. Men sjøl kan du gjera den usel. Daa ein i ungdommen stend ved dei mange livsvali, gjeld det og bruka sin tanke og vit, òg i val i det smaa. Du stend kanskje i tvihug anten du skal gaa paa ein dansefest eller til eit ungdomsmøte. Gaa der som du hev mest nytte av, og det segjer samvite deg. Fylg det!

Du hev din opne plads i livet. Det gjeld aa finna den – og utfylla den.

Det er vaart maal!

(Aslaug)

Nr. 4:  Vassbygdens ungdomslag,  19.  februar 1905   2. aarg.

Tru!

Lat oss no tru og strida som menn! For trui er, som det skrive stend,

Den magt som vinn yver verdi, hjelper oss fram i livsgjerdi.

Trui er det som driv til yrkje, i heimen vaar dyre, skule og kyrkje.

Trui det er som driv unglyden fram, til verja um Norig – vaar modersnamn.

Sjaa paa dei mange som stridde og lidde, for mannsverk i røyndi seg ikkje kvidde.

Leita og lær, tak so hugheilt i, daa syna seg skal at trui vert di.

Tru paa din Gud og tru paa dit land, tru paa ditt folk fraa fjell og til strand.

Det armen nok verka –den rake og sterke, som møta skal alt som vil folket kverke.

Kjem so ein framand inn i vaart hus og hæda oss byrgt og gjerer seg fus,

Det gjer oss nok ilt at andre dei fyla, men vita dei skal, dei fær ikkje oss styra!

Trui ho hjelper det norske folk. Soga vaar syner det bolk etter bolk.

Lat det daa merkjast i komande tider, at trui og motet dei styd naar me strider!

Til dem der akter at reise til Amerika!

I fødelandet rolig bliv saa længe du mon være!

Her skjænked Gud dig jo dit liv, her vil han dig ernære.

Han gav deg hidtil daglig brød, du faar det vist indtil din død.

Men klager du at dette brød blev hidtil knapt beskaaret,

Daa kom i hu at værre nød vist andre havde baaret,

som ændset ei de trange kaar mod andres byrder, andres saar.

Saa tror du da at paradis bag Vesterhavet findes,

hvor fødelandets frost og is og slid og slæb ei findes?

Saa mindes; havet er en bro, ei mere tryg end saadan tro.

Mer tusind kom ei heldig frem, som ei tilbage stunde,

og melde fra det fjerne hjem? De vil ei om de kunde.

Hvert brev er fuldt av landets pris, de er vel vist et paradis!

Saa tror du da hvert skrevet ord naar det fra vesten sendtes?

Saa ved du ei at her i nord, det længe dog erkjendtes

at sandhed blandes tidt med digt, mon ei i vest kan hænde sligt?

Jeg kjender kun et skrevet ord hvorpaa jeg trygt kan lide,

Men det nedstamamer ei fra jord, kom ei fra vestens rige.

Det er det ord som kom fra Gud der Adam drev fra havet ud.

Hvis du vil lyde dette ord, saa vil du vist ei hige

saa ivrig fra dit kjære nord, mod vestens fjerne rige.

saa søger du kun daglig brød og ønsker kune en salig død.

(N. Fyllingen)

En paamindelse

En gammel og ung mand kjørte sammen i en postvogn. Den gamle var liden af vekst, men meget munter i sin tale. Den unge syntes ogsaa han burde være morsom. Han begyndte derfor at spække sin tale med den ene banding efter den anden. Ved en station skulde de skifte heste, og saa sagde den gamle til den unge: Jeg hører at vi kommer at være sammen en tid og derfor vil jeg bede Dem om en tjeneste. Skulde jeg som er saa gammel forglemme mig i den grad jeg bandede, vilde jeg være svært taknemlig hvis De vilde gjøre mig opmerksom derpaa.

Den unge mand blev meget skamfuld, og der hørtes ingen eder af ham mer paa reisen.

Den gamle mand var John Westley.

Velkommen!

Velkommen jenter, velkommen gutter, i kveld igjen vi os sammen slutter

til fælles glæde og fælles gavn, her i foreningens trygge havn.

Vel ogsaa hænde det kan herinde, at der kan blæse ret friske vinde.

Ja, ryge op kan en storm iblandt og sætte skuta en stund paa kant.

For alle her faar sin mening sige, om alt som angaar det hele rige –

om kort forlovelse eller lang, og alt det andet af mindre rang.

Men om vi siger end frit vor mening, det er nu slig her i vor forening,

den kameratslige, gode aand, trods alt, bestandig faar overhaand.

Og slig i kveld skal det ogsaa blive, det løfte vil vi hinanden give –

til fælles glæde og fælles gavn, her i foreningens trygge havn!

(Johan Halmrast)

Til vore gutter

Da det er første gang jeg skriver i ungdomsbladet ”Fram”, vil jeg bede tilhørerne tage til takke med indholdet.

Det var især eder unggutter jeg vilde hefte mig lidt ved. Ja, gjerne i ældre med.

Jeg liker ikke den kritikken over pigerne angaaende klæddragten. Jeg for min del synes det er vakkert at se baade gutter og piger ordentlig klædde. Det viser nu i det mindste lidt orden hos et menneske. Den der ikke holder sit tøi i orden, duger lidet til baade husmor og tjenestepige, er naa min mening.

En anden ting vilde jeg ogsaa faa lov at paapege. Hvis for eksempel en pige gaar forbi en gut uden at snakke til ham. Ja, da siger han straks at hun er saa kry og at hun vælger sig folk at snakke med. Men det er ikke alltid tilfælde. Det kan ofte komme deraf at hun er undselig. Hvis man har været lidt ude blandt de saakaldte dannede folk, vil man snart faa vide at det er skam for en pige at hilse først paa en gut, hvis han ikke har hilset. Det er gutterne som har rangen at hilse først, svarer pigen ikke, da har de aarsag at sige hun er kry.

Jeg haaber ingen tager dette fornærmelig op.  Jeg ønsker svært gjerne svar tilbage.

(Astrid)

Nr. 5:  Vassbygdens ungdomslag,  12.  mars 1905   2. aarg.

Vaaren

Snart kjeme vaaren med sol og vind, og væta turkar paa reina.

Og tyngsla ledtnar i alle sind og songen lyder i eino,

Smaafuglar kjære me atter sjaa, det gamle Norig dei elskar so.

I annat land dei aldri fann, so stor ei hugnad som heima.

Og rett no kjeme ho sauemor med vesle lambe ved sida.

Ho er so byrg naar ho trør i jord, so sjølve hunden maa bida.

Snart lambi prøver dei spræke bein og spring om kvelden fraa stein til stein.

Men best det er naar drykk dei fær av mor, og dillar med rova.

No lyte gjenta og guten til å stelle onnugt med jordi.

Med hevd og moldi dei stræva vil og lett og kaate fell ordi.

For ungomsvaaren legg smil um mund, men vaaren varer so liti stund.

Snart er me graa, men me kan faa ein vaar som aldri vil enda.

Svar til ho Astrid

Når ho Astrid skriv at gutarne synes ei gjenta gaar altfor fint klædd, so hev ho rett i det. Men no trur ho vel det at eg samstava med alt ho skriv, men nei, daa tek ho feil.

Kvinfolkje hæve havt og hæv mange mota. Eg minnes so væl naar eg saag ei gjenta so hadde gjevekst paa den staden som stend høgaste naar ein peller fliser. Gjevekst? Jau, eg takkar det var ein ny mote, dei kala det endaa ”kø” eller ”løitnant”. Det var vel nokre stålfjører dei sette innunder og so fekk dei eit lite kuskesæte. Det var vel so laglegt um ein paa vegen vart trøytt i beini, daa var det berre aa kasta seg bakpaa naar det kom ei fykande. I gjestebod var det so hendig aa setja fraa seg glaset eller koppen paa denna ”bakstussen”. Men daa var venheppa ute. Ein liten skøiargut hadde ei uppblåsi griseblære, den hadde han stukke inn i denne bakgreia til mor si. Ho kom i kyrkja og med det sama presten var komen paa stolen, sette ho seg og so —— eg torer ikkje tenkja paa resten. Daa slutta no denne galenskapen. Ei tid hadde dei ”slæp”. Kjolen var flire alen lang og sopa gatune. Skattarne minke munarleg den tidi, for dei slapp aa leiga gatefeiarar. Ei tid batt dei leggjerne sine i hop med eit slags band so dei skulde taka jamne steg. So batt dei over armane ein stad so dei ikkje kunne klaa seg i hovudet. Hattar hæv dei bruka sume gonger, dei kunde ligna den hagen ho bygde den dronningi burti Persia eller kvar det no var. Dei var slike at dei hang i lufti og dei hadde alle slags blomstrar og fulgar. Nei, so kjem eg i hug dei fæle ermarne dei hadde i kjolane ei tid. Kvad ei skulde være til, det hev eg gissa mykje maa. Tru det var til aa bera poteter i? Ja, eg veit ikkje. Men det veit eg at um eg faar meg ei kaana, so ska ho faa bruka sligt fjas.  Ja, so var det um helsingi. Naar ein gut møte ei gjenta, ska han snakka fyrst, so eg er ebnig med ho Astrid i det.

(Svein)

Ungdomstidi

Ungdomstidi skal væra grunnleggjande for heile livet. Daa skal ein byggja seg upp dei tankar ein sidan skal liva paa. Dei maa tidleg velja sine hugmaal, tidleg koma seg upp i arbeid for det dei vil. Eit ideal vert aldri so stort og ljost som i ungdomen, og dette er ikkje berre usunn drøiming som mange segjer. Det gjev den unge ei arbeidskraft som han aldri i livet vil missa – um det daa er eit reint og sant maal han strævar for. Aldri vert ei sak so kjær for eit menneskje som naar han i ungdomen hev vori uppglødd for ho. Difor gjeng det òg so gale naar ein sviktar ungdomsidealet sitt.  Hugen hjaa ungdomen til aa koma i hop, til aa væra med i leik og moro, kan ein godt tenkja er ein hug til aa bruka seg. For dei kjenner dei maa gjæra noko. Her hev ungdomslagi mykje aa gjæra. Ikkje med formyndarskap og forbod mot det og det, som (er) nokon trur, er synd, men ved aa vekkja ungdomen til syn paa det han kan gjera, og rydja rom for dei tankat som finn samklang på hjartebotten hans. Daa vil kvar finna noko for seg og finna hugnad i arbeidet. Dei vilde daa og læra at arbeidet ikkje er ei forbanning, men ei stor velsigning.

(K.F.)

Nr. 6:  Vassbygdens ungdomslag,  26.  mars 1905   2. aarg.

Rigdom i fattigdom

I kjende vor Herres Jesu Kristi naade at han for eders skyld blev fattig der han var rig, for at i ved hans fattigdom skulde bli rige.  Saaledes skriver Paulus i 2. Kor.8,1.  V i vil tale lidt med hverandre om disse ord da de udgjør forklaring paa de ord vi har sat til overskrift over dette stykke. I kjende vor Herres Jesu Kristi naade. Aa, om dette kunde siges om oss alle som er her! Kjender du Jesu Kristi naade? Her er vist mange af dem som ikke gjør det. Du kjender mange andre nyttige tinge, men ikke dette. Da fatter du heller ikke ordet som Jesu fattigdom. Det er da bare en rørende historie for dig. Dog er der vist mange som ønsker at kjende Guds naade. Du er maaske en søgende sjæl? Mange søgende sjæle gaar sukkende, strævende og arbeidende, men uden fred og lys. Hvorfor? Fordi de ikke kjender naaden. De vil dog have naade? Ja, men de søger dem ikke der hvor den er at finde. Hvor er den da at finde? I Jesu Kristi fattigdom for vor skyld. Du har maaske noget kjendskab til din fattigdom, du har intet at bestå med for Gud. De er godt og nødvendig at komme til erkjendelse heraf. Men naaden findes ikke i din fattigdom, ikke i dit liv, ikke i din stræven og dit arbeide. Nei, naaden heder Jesu Kristi naade. Derfor maa du søge naaden i ham. Men dette er Jesu  Kristi naade, ”at han blev fatig for vor skyld”. Betragt Jesus i hans fornedrelse! Han var rig, thi han var Gud, høilovet i evighed. Ved ham og til ham er alle ting skabte og han er arving til og hersker over alle ting. Men han blev fattig. Han kom som et lidet barn, svøbt i klede, lagt i en krybbe. Han havde livet igjennom her nede ikke det han kunde helde sit hode til. Ingen anseelse eller skikkelse saa vi kunde ha lyst til ham. Født under loven, blev han alle tjeneres tjener. Han som er lovens lov og hode, blev lagt under dens krav og bud og maae opfylde den. Han blev regnet blandt overtrædere og talt blandt de døde. Han blev gjort til synd, blev en forbandelse, tog vore sygdomme paa sig, bar vore piner, blev knust, saaret og straffet. Dømt til døden og dør. Men hør og merk: For vor skyld blev han fattig! Ja, for vor skuld. Uden disse vilde Jesus blodt vere en martyr hvis navn snart var skrevet i glemsel. For vor skyld. Disse ord viser os naaden just i Jesu fattigdom. Det er ens i fattigdom hvori der er frelsende naade – og det er Jesu Kristi fattigdom. Derfor kan ingen andres fattigdom lignes med hans. Og dog – dersom det ikke var for vor skyld at Jesus blev fattig der han var rig, da var det bare en rørende lidelseshistorie og inet mere. Men nu er det vist og sandt for vor skyld og derfor er det ikke bare en lidelseshistorie, men Jesu Kristi nades historie. En kilde med levende vand, en rigdomskilde for fattige syndere er dette. Den som tror dette ord: ”For vor skylde”, han fatteer en smule af Guds evige frelserraad. Han eier, enten han fatter meget eller lidet, Jesu Kristi retferdighed og har arv og lod i Guds rige. Hvorledes det, spør du, jo, hør! For at vi ved hans fattigdom skulde bli rige. Han er ikke lenger i fornedrelsen. Nu sidder han ved Guds høire haand og har all magt i himmelen og paa jorden. Den hellige aand kalder dig i dag, synder. Vil du komme? Ja, siger du, jeg vil. Gudskelov derfor. Se der ligger den forlorne søn i sin fars arme! Fader, jeg har syndet mod himmelen og mod dig, Aa, saa fattig, saa elendig, saa jammerlig. Men hva hører vi? Ber frem det bedste klædebon og ifør ham det, giv han en ring paa hans haand og sko paa fødderne, slagt den fede kalv og lader os æde og vere glade!  Her er rigdom, glæde og lykke. Det er alt pa grund av hans Jesu Kristi fattigdom – nei, lad os heller sige:  Hele denne rigdom er i hans fatigdom. Hele Jesu liv, lidelse og død var stedfortrædende. Ikke for hans egen skyld var det, men for os, for os, det er vort alt sammen. Ved sin gjørende og lidende lydighed har han forhvervet syndernes forladelse, retferdighed, barnekaar og evig liv for os. Nu sidder han ved Faderens høire og uddeler af denne rigdoms fylde til alle dem som tror paa hans navn. Thi hans fattigdoms rigdom, hans fornedrelses ære, hans døds frugt, hans opstandelses kraft er han ene indehaver af. Derfor maa du komme til ham og bekjende din synd og modta naade. Han er døren til faderhuset. Han er veien og livet, i hans navn er alene frelse. Ingen kan komme til Faderen uden gjennom ham. Derfor heder naaden Jesu Kristi naade. Og alle som tror paa ham, bliver indført i faderhuset som sønner og døtre af Gud, den almegtige. De bliver rige for Gud ved Jesu Kristi fattigdom. En rigdom som Gud har behag i og som er større end nogen engel eier den. Den er baade for tiden og evigheden. Baade for troen her og beskuelsen hisset. Saa se da paa Jesus under vandringen her. Betrakt til du viler i hans fattigdom for din skyld! Da vil ogsaa bevistheden om hans naades rigdom fylde din sjæl med fred og hellig glæde.

Maa vi mødes foran tronen iførte de lange, hvide kjortler tvettet i lammets blod!

(Vaarbud)

Heimbygda mi

”Fager er lidi”, ja, ho er fager, heimbygdi mi, iallfall tykkjer eg det. Og fagrast er ho for meg naar eg skal reise burt ei tid og naar eg daa kjem heimatt. Alle aasar og lundar, haugar og hamrar, fjell og lider, moar og vatn, alt stend daa fyr meg som det vænaste eg i verdi kan tænkja meg. Lat os sjaa lidt nærere på ho. Me tæk til dømes ein vaardag. Me stend up med same soli sprett og gjeng ut paa marki. Det susar og syng ikring os, men likevel er det so forunderleg stilt. Me ser fjelli med sine kvite snøfonner glitrar i soli. Me ser gras og blomar speglar seg af doggperlor, og—— (noko vekke her)

………….Vilde nogen her i bladet f. eks. fortelle hvorfor han (eller hun) ikke er totalist eller er totalist, saa tror jeg er vilde komme en besvarelse i første nummer.

En venlig hilsen til alle ”Heimhugs” medlemmer,

(Gjertrud Helland)