Kapittel 3: Fram 1904

Nr. 5: Vassbygdens ungdomslag, 31. januar 1904 1. aarg.

Hvad vi vil

Ja. det kan hende her enda findes dem som spørger: Hvad er det vi vil? Og det er i grunden ikke saa underligt for vi har alltid gaaet og ”stulla” for oss selv, staaet op om morgenerne – ilde, tungsindige og tanktløse, faaet os mad med samme humøret, gaaet til arbeids med sammel ysten. Vi har alltid været lige uinteresserede og søvnige. Hjernen vor har været lige tom og sløvet. Vi har ikke havt en eneste klar, høi og ren tanke. Vor aand har hungret sig næsten ihjel, og som følge deraf har vi levet et usundt liv. Dette her har nu tiden lært oss at forstaa. Vi er endelig kommet saa lngt at vi ser det er urett at leve saaledes. Derfor maa vi finde os et botemiddel, en lægedom. Vi vil forsøge at fylde vor hjerne med unge, friske og høie tanker, saa vort døde aandsliv atter kan leve og saa vi kan blive sunde, kraftige mennesker med mod og liv. Derfor er det at vi her i Vassbygden har stiftet ungdomslag, for vi tror nemlig at saadanne sammenkomster er den bedste maaten at sprede lys og høie tanker paa. Kammerater og kammeratinder, vi vil komme sammen og kappest om til at rive sløret fra hverandres øine. Vi vil reise oss op af smudset og hjelpe hverandre til at blive mennesker, virkelige mennesker, saa vi baade i glæde, i kamp, i sorg, i arbeid og i møie til enhver tid kan seire med begeistring. Ja, ”live er vont at live”. Lad os være enige og skynde os for vi har længtet længe nok. En ting kan vi være sikre paa og det er : Modgang vil vi træffe etterhvert som vi reiser os. Men det hjælper ingenting naar vi bare er enige, trofaste, forstandige og modige. Fremfor alt maa vi ikke glemme at bede om hjælp hos ham som alltid kan hjælpe, og det er vor fader i himmelen.

(L)

Wetter

Tone: I rosenlund under sagahal

Der livet fagert skaut upp i vaar, ligg no so graatt og so øyde.

0Det snart vart gamalt, fekk graae haar, det folna, visna og døydde.

Lauvklædnaden hev trei mist og songen tagna i skogen.

Og vaag og vatten heve ist, for vekk skreid solstraale-logen.

So vart det snjokave, tjukk og fæl, og kaldt og ufyse ute.

Han ligg so mjukt yver dal og fjell fraa djuv til høgaste nute.

Han dekkjer alt det gamle graa og vil det vel nedgræva.

Og vind kring hus og tind gjev paa og syrjeslaattar stæva.

Eg elskar marki med blomar paa og fuglekvidder i lunder.

Di eg eit huglynde tungt mun faa, men lell ei von ligg innunder.

Alt gamalt, grått lyt gaa i grav, det viste alle tider,

Men live ungt og frisk deraf, skyt upp i dal og lider.

Enn kjem nok soli med vaar her nord og frost og kulde ho jagar.

Daa tøyrer snjoen og renn paa fjord, daa natt vert ljose som dagar.

Daa vokner roterne av sin blund og live upp vil yngja.

Daa spretter lauvet i lid og lund og fuglar sælt vil syngja.

Di er eg atter so nøgd og sæl, som vaarsoli alt var runni.

Di ser eg grant korleis alt so vel er laga fraa fyrste stundi.

Det enno gjeng sin same gang, og mat fær alle munnar.

Ein visdom høg og brei og lang som ingen ut kan grunna!

Naar hausten kjem og eg folnar av som gras i mark og på engjer,

Mi framtid det vert den myrke grav. Min Gud tak vekk det som stengjer.

Gjer gravi ljos i tru og trong, til vaar bak grav umsider.

Der eg skyt upp med prud og song, som blom og fugl i lider.

(Ola A. Hagesæther)

Nr.6: Vassbygdens ungdomslag, 21. februar 1904 1. aarg.

Tankar fraa ein ungdom (Valsprok ”Alt av aand vil upp og fram, aalt av troll vil trygt sitja”

(Garborg i ”Haugtussa)

Sjølv er eg ein ungdom, difyr skriv eg òg til ungdomen.

Ungdomstidi er den hugvarme tidi daa hjarta banker for alt som er fagert og godt. Me maa hava noko aa halda av og tevla for. Med hugen full av livsvon og framtidslukka, men utan vidare livsrøynsla, kan me ikkje vera utan gjeremaal. Kjenslorne drive fram ein veg, enten daa til det som er godt elder til noko som er vondt. Det er difyr ein speleg lut av vaar livstid me no lever i. Tankarne meiner me skal vera klaare, men ofte er dei dimme. Dette vil da kan henda me sjølve ikkje vita av. Det er eit brot paa aa vera karsleg aa vera ved det. Men eg meiner det mest karslege er aa segja at det er so. Daa fyrst kan me læra noko for live so me vert duglege i vaart yrkje, kva dette so enn er. ”Det er ingen meister fødd”, segjer ordtøke. Er dette sant, daa gjeld det aa koma fram til maalet som me augnar, nærare eller lenger burte. Skal me kunna det, maa me læra av andre baade i gjerd og liv – standa som dei, foevitne og spyrjande. Dette kan berre han som sjølv tykkjer han er faakunning. Kva tru andre vil faa um oss, daa, skal me ikkje taka oss so mykje tankar av. Det er nok av deim som vil, um ikkje vanvyrda oss, so sjaa ned paa oss som nokon tungnæmingar, kan henda, som det ikkje er noko tak i. Men noko fær me òg tola naar me berre kan læra og koma oss fram. Kva me helst skal læra, kan det vvera ymse meiningar um. Det er difor ikkkje mi trong aa koma fram med utgreiding i den leidi. Her skal det berre segjat at me maa leggja all vaar hug og ungdomskraft i vaart yrkje so snart me hjev augna det. Gjer me det, skal me òg naa fram.

Det er ikkje berre det lekamlege liv med føda og klæda det gjæld. Her er òg eit aandelegt liv aa tevla for. Eit liv som etter mi meining hev mykje meir aa segja enn hitt. Dette rekk inn i all æveleg tid, strekk seg utanom jordlivets tunge stræv og inn i ljosare og betre tilvære, so sant me liva eit liv i kjærleik og rettferd her paa jord. Det spyrst ikkje etter kunnskap og evner – berre etter liv og tru. Fær me noko meir av den gode aand, er me ikkje nøygde med det aalmenne livet – kvardagslivet. Daa vert det ikkje so mykje spursmaal om reking av flokk etter flokk langs etter vegerne elder sitjing paa vollarne for aa hæda og ljuga. Nei, daa vert me hugtekne av noko høgare. Me vil ”opp og fram” bort fraa sølelivet og inn i eit meir aandelegt liv. Um gudslivet og kva det trenger, høyrer me mest kvar sundag – og fleire i vyrka med – so det vil eg berre minna om. Men anna aandelegt liv som syg si saft og kraft av dette kunde det òg vera godt aa minnast. Det er no eingong vorten soleis at skal me kunna fylgja med tidsstraumen, d.v.s. den gode – so maa me bala med noko av det som ikkje nett er turvande for det aandelege kvardagsstræve. Me hev bokavlen med sine mange bøker, tidsskrifter og blad. Me hev ymse samlag som ungdomslag, fraahaldslag og andre, og alt hev det same maalet fær me vona: Hjelpa oss ”upp og fram”. Difor held me paa desse og vil stydja dei etter beste skyn. Men so kjem spursmaala, korleis me nyttar det gode høve og kva verknad det gjer paa oss. Eg er redd drivfjøra ikkje alltid er den beste elder er stram nok. Det er dei som nok vil upp og fram paa sin maate, men i folkaaugo. Berre dei er vurde av andre, er dei nøigde og her briska seg med store ord. Og livet deira er gjerna deretter: Krye og flotte kroppar som berre legg seg etter aa glima. Lat væra, desse hev baade kunnskap og evnor, det er daa ikkje noko stabilt grunnlag som hjeld dei uppe og det ligg ikkje langt burte fraa meg aa segja at den maaten aa kome ”upp og fram” paa ikkje høyrer med til ”alt av aand” men heldar til ”alt av troll” som vil ”trygt sitja”. Den fræge vil koma seg ”upp og fram” paa annan maate. Kunnskapstrongi er stor og driv fram. Men det er òg noko meir: Det er sjæl, eit hjarta, som bankar. Det dyraste gullstykke, kjærleiken, lærer honom hans menneskjeplikt; gagn, gleda, hyggja og bringa fred. Dertil stræva for sanning og rett. Dei ymse lag og bokavlen kan ikkje gjera alt her. Men heimen lyt vera med. Livet her adlar karakteren, so sant heimen verkeleg er god. Dørstokken aat heimen er statens og kyrkjas grunnvoll, hev ein sagt. Ein person kan ikkje stiga høgare enn til sit eige kvistværelse elder laagare enn i sin eigen kjældar. Med andre ord livet i heimen er det høgaste elder laagaste liv. Ruggestolen i barnekammerset er høgare enn truna.

Me som er gjengne ut fraa ein god heim, lat oss stræva mot maalet aa koma oss ”upp og fram”. Her er nok av troll i oss som vil ”tryggt sitja”. Henrik Ibsen raakar dette godt naar han sejger:

”At leve er krig med trolde i hjertets og hjernens hvelv”

Me maa ikkje lata oss fanga, men vera vakne. Kva det meinast med troll, hev vel alle ei kjensla av. Det er alt som vil kjøva det gode og reine hjaa oss og draga oss burt i vesaldom og naud. Um ikkje anna kunde vera ein varde, burde daa kjærleiken til forældri, deira gode namn og rykte gjennom sine born halda oss burte fraa ”alt av troll” og helder til ”alt av aand”. Sjølv vonar me òg aa faa byggja ein heim. Livet vaart no er fyremun paa um me skal verta foreldre med godt namn og rykte elder ikkje, for vaare born.

Den danske ungdomsdiktar Carrit Ellar ender ei bok han kallar ”Hinder” med desse ordi: ”Der er en smuk solnedgang bag kjæmpehøien”. Gjev me kunde liva soleis at det vert eit fagert solarglad bak vaar kjempehaug – bak jordlivet!

(Audvin)

Ungdom

Ungdom, aa ungdom her møtast me mange, saman til dryfting av saker og sed.

Aa, det er fagert i kveldarne lange, naar ein kan semjast um arbeid til fred,

Arbeid! Lat orde lydast um borde.

Arbeid for adel i folkeleg leid. Aa, lat oss lova det, smaafolk og store,

samhug aa syna naar saki er greid.

Reinleik og rakleik i aalvor og gaman, trivnad om dag er aa tryggje til blund.

Daa vil me veksa og verka isamen, saman til stødleik i stormande stund.

Upp maa me veingjast, troldom maa sprengjast.

Troldomen som yver bygder hev breidt, dimma og dauvleik kor dugleik kan trengjast,

til aa faa fremja eit samnøyte greidt.

Aldri eit lyte or grend vil me løysa, utan at fleire i breidd ganga fram.

Aldri eit gagsverk til meins vil me røysa ret, ved aa tala til tyngsla og skam!

Saman aa søkje i tru aa i tøkje,

Daa vert det framgong som faae hev spaatt, daa vil det ganga baad rettvist og røkje,

Daa vil det veksa som vislegt er saatt!

(L)

Arbeiderens syn

En arbeider, der just stod i begreb med at forlade restaurangen hvor han pleiede at vanke sammen med en hel del kammerater, fik just som han skulde gaa ud af døren se et flot kjøretøy med to prægtige heste forspændt standse udenfor, og restaurangens eier samtalte med to elegante damer der sad i vognen. Manden ventede et øieblik til damerne var kjørt bort og spurgte nyskjerrig verten hvem det præktige kjøretøi tilhørte: Det er mit, var svaret, det koster mig 2000 kroner. – Men damerne? – Min hustru og datter.

Der hengik nogle øieblikke i taushed og saa sagde arbeideren, der vaaagnede op som af dybe tanker: – Nuvel, jeg ser det, jeg ser det! – Hvad er det du ser, spurgte verten. – Jo, svarede manden, i aarevis har jeg ny bragt Dem min fortjeneste og jeg har hjulpet Dem til at betale disse flotte kjøregreierne. Istedenfor med mine penge at skaffe min hustru og mine børn et hyggeligt hjem, nærende kost og ordentlige klæder har jeg, sammen med mange af mine ligemænd, omgivet dem og Deres med luksus. Med Guds hjelp skal det herefter bli anderledes, og min hustru og mine børn skal faa det bedre end de har havt det. Jeg ser min feil, jeg indser hvor daareaktig jeg har stelt meg.

Hvem andre indser det?

Brodersindet

Evige klærlighed, tænd i mit hjerte, flammen der vrede og had driver bort.

Volder min broder mig angest og smerte, selvkjærligt sind sætter haardt imot haardt.

Give mig du bøielig hu, fjerne fra sjælen den hadmørke gru.

Dug fra et høie, som mildelig flyder, ned over syndens fortørrede land,

Kraft i forsmægtede hjerter du gyder, kraft til mod ondskabens hær holde stand.

Træng i mit sind, dybere ind, naar det vil visne i trængselens vind.

Fader forlad ham! Det bønnen lad være, over hver syndende broder paa jord.

Fader forlad ham! Denbøn du mig lære, mens jeg skal vandre med korset paa jord.

Herligheds Gud, kjerligheds bud, giv mig at holde min levetid ud.

(A.M.)

Aa vere kar

Ei pipa maa deg av munnen hengja naar fram mot kvelden du ut skal slengja.

Og skal me paa deg som vaksen sjaa, so maa du sputta og tyggja skraa.

Er skjorta fillut og kroppen skiten og sokken reint utor lesten sliten,

Det skal du ingenting ensa paa, naar berre snipp du paa borg kann faa.

Litt kavaler maa du sjølvsagt vera og narr av godtrugne gjentor gjera,

Og stred du stundom ein maaned ut, so lyt ho burt som ein annan klut.

Paa fest lett frasor um ”gamle Norge” med ”Ja vi elsker og ”klippeborge”,

Med slag i bordet og feite ord um ”idealer” og ”nyreist jord”.

Men naadde stundom eit ord til øyra um arbeidsvilje – læst aldrig høyra.

Burt kvardagsprosa fraa ungdomsvaar, for poesien, ein toddytaar.

(N.F.)

Længsel

Kjender du ikke, du unge, en længsel dybt i ditt bryst?

Den taler med sterkest stemme naar alt er stille og lyst.

Føler du ikke en uro du selv ikke rett forstaar,

Et savn ja, en lykketomhed, der klamt om ditt hjerte staar?

Du vil saa gjerne dig glæde i ungdomens fagre tid.

Og saa begynder du søge, ja, søge med største flid.

Du tænker, derude i verden er lykken en stadig gjest,

der vinker hoder og ære, der straaler det som af fest.

Og saa vil afsted du drage, at fange lykken du vil.

Længselen den maa stilles, koste hvad koste vil,

Ja. kanske det og kan lykkes at fylde det savn en stund

Daa lett og glad du dig føler, men det er skuffelse kun.

Den længsel dybt i dit hjerte, det er jo Guds dybe kald,

Og søger du anden lykke, det fører fra fald til fald.

Den længsel og indre tomhed er evigheds trangen vist,

Den kan ikke verden stille, det kan kun den Herre Krist.

(M.G.)

Den blindes bevisførsel

I en religiøs forsamling hvor mange vantroe var tilstede, raabte en blant mængden: Kan jeg faa sige et ord? Det blev ham tillatt og han trængte sig frem foran forsamlingen og begyndte: Mine venner, jeg tror ikke hvad disse mennesker siger. Jeg tror ikke på noget Helvede, jeg tror ikke på nogen evig dom, jeg tror ikke paa nogen Gud, thi jeg har aldrig seet til nogen av delene. Slig fortsatte han en stund til en anden stemme i forsamlingen afbrød ham. Den vantro satte sig ned, og den anden begyndte: Mine venner, I siger at der her i nærheden findes en elv. I siger der findes græs og trær rundt om mig. Det er ikke sandt, der findes hverken græs eller trær. I siger at der her er forsamlet en hel mængde mennesker. Jeg siger atter at det ikke er sandt, der findes ingen andre end jeg her. I undres maaske paa hvor jeg vil hen med slig tale, derfor skal jeg sige eder, mine venner, jeg er fra fødselen blind og jeg har aldrig seet hverken noen af eder eller nogen af de ting som efter eders udsagn skal findes rundt om mig. Men naar jeg negter at de eksisterer, saa aabenbarer det kun at jeg er blind. For den sags skyld er òg I og de ting jeg ikke har seet ligefuldt for haanden. Og naar denne vantro mand fornegter religiøse, ting saa aabenarer det blot at han er aandelig blind, men mere beviser det heller ikke. Venner studer Jusu liv og I skal finde liv, lys og sand glæde.

(Y.)

Hilsen

Guds fred, min hilsen til eder er, som nu tilsammen er kommen her,

for livets ord at faa høre.

Gud lade ordet til hjertet gaa og dybe rødder faa deri slaa

At frugt for livet det bære maa og oss til saliged føre.

Du stakkars synder som borte gaar, langt borte som et forjaget faar,

Se Jesus efter dig leder.

Han staar for døren og banker paa, lad ham ei længer der ude staa

Naar ind han kommer du fred vil faa. Lukk opp, saa vennlig han beder.

Af kjærlighed vil han gjeste dig, kan du da længere sige nei,

og atter lukke dit hjerte?

Sig vil du bedre hin solders bøn, vil du tro paa Guds egen sønn?

Tænk salighed vil bli din lønn, og fryd dig gives for smerte.

Du var vel længe nok syndens træl, giv dig til Herren af all din sjæl

og ga ei længer i vilse.

Og den som kommer i Herrens navn, skal finde hvile for synd og savn,

og se at allting blir en til gavn. Med fred jeg eder vil hilse.

(Y.)

Dr. Mc. Tcavis i Edinburg var et godt stykke af en bugtaler.

Saa hendte det engang da han skulde foretage en operation at han hevde brug for en gut til at hjælpe sig. Men denne gut maatte være en hardhaus. Der var nok af dem som meldte sig til pladsen. For nu at undersøge om nogen var duelige, meddelte lægen at et af hans arbeide var at give de skeletter mad som stod oppstillede henne i krogen. Han gav saaledes en av gutterne et fad varm grød og bad han gaa hen til et af skeletterne. Medens drengen nu holdt paa at give benraden grøden, lod dr. ved sin bugtalerkunst frembringe en lyd som om den kom fra det afsjælede personage. ”Ah, den grød var svært varm”, lød det. Gutten blev herover saa forskrækket at han kastede fadet og løb vekk. Paa samme vis gikk det med de andre ogsaa. Doktoren var nu aldeles haabløs og troede at der ikke fantes nogen som var skikket til denne tjeneste. En tid senere kom der en liden gutt som ogsaa meldte sig hos doktoren. Han gav ligeledes denne gut et fad varm grød og log ham gaa hen til skelettet. Da han lagde de første ske i benraden hørtes der en samme lyd som før: ”Ah, den grød var svært varm”. Den lille, der var ved godt mod, sagde: ”Pytt, blaas paa, dit gamle asen”, og han vedblev at øse. Doktoren der stod og saa paa var ved at revne af latter, og gutten fikk pladsen.

Fyrste friarferdi

Atten aar gamald var eg og tobak taug eg, so folk kunne sjaa eg var vaksen kar. Namnet skjegg hadde eg òg, um det var noko greset, men naar eg rakad meg kvar vika, so vart det no vel ikkje solengje fyr det var so fjere tett at eg kunne lata det staa, iminsto under nosi. Men det var ein ting som endaa vantad meg: Eg hadde ingjen kjæreste, og det lyt ein ha naar ein er vaksen kar, som eg var. Eg hadde tenkt paa dette i fleire aar, men det var aldri vorte til nokot, det kom seg av di eg ikkje kunne gjera et val. Gjenter var det nok av, og eg ar glad i dei òg, men eg var ikkje stød paa kven eg var gladast i. Daa var det ikkje so beint, kan du skjyna, eg kunne no ikkje trulova meg med dei alle, heller. Hadde det letet seg, so hadde eg vorte spart for mykje hovudbrot. Ja, ja, paa denne visi kunne det ikkje ganga lenger. Eg laut sjaa faa det visst med ei eller onnor. Og daa eg ikkje var einig med meg sjølv kven eg var gladast i, so fekk det vera den finaste og rikaste. Vilde ikkje ho ha meg, fekk eg spyrgja ei onnor. Men so fjere kar so eg var so ….

Magli Mo var den rikaste. Ho var einaste barn, og gamle ruggen paa Mo hadde skjillingar, han, og finaste var ho òg, der paa garen, iminsto, men ho var vist noko gammald. Eg hadde høyrt ho var so godt sovaksi gjenta daa eg byrgja i skulen. Eg fekk no freista det med henne korso. Det kunne ikkje vera meining i aa gaa sta trulova seg med ei som var berre barnet.

So var det ein haustkveld, dugelegt myrkt med skodda og yreregn. Eg hadde høyrt at han Sjur Mo var reist til byen og han kunde ikkje vera kommen att endaa. Det kunne ikkje høva betre, totte eg, stygt veir so ingjen andre var ute og rak og ingjen gamling heima. Skulde det nokon gong bera til, so laut eg freista no, og eg i veg. Det var langt til Mo, lite kjend var eg òg, men eg baurte paa yver bekkjer, eg sprang, glei og datt. Vaat vart eg paa timen, men det vyrde eg ikkje. So var eg daa endeleg tilgars. Eg hadde høyrt for øyro eingong at Magli laag i koven. Til all lukka hadde eg vore i Mo-stova ein gong elder to fyr, so eg visste aa finne fram paa ei vis. Og so stilte eg meg inn, stilte meg so katten. Eg var lett paa foten i dei tider. Ingi dør ar lest og godt smurt var kvar hengsla, so dørerne gjekk so stilt at eg høyrde dei ikkje sjølv eingong – høyrde berre kor hjerta pikke i meg. Daa eg var komen inn i stova, stogge eg og lydde. Korkje tysk eller tæv. Det var so stilt so dei segjer det skal vera i gravi. So trivlad eg meg fram til kovadøri. Ho var vist læst. Aa nei, ho gjekk berre den andre vegen enn eg trudde. Eg stod paa kovagolvet og lydde. Eit menneskje pustad borti den ena kråi. Eg kjende fyre meg med henderne og fekk fat i ei seng. No var eg hjelpen, men hjarta pikkad so i meg at eg laut sta ratt still ei stund so det kunne roa seg litt. Og so fekk eg tenkja yver kva eg so meir skulde gjera. Eg var ikkje vant og vera i slike høve som i kveld, so det var ikkje greit, maa vita. Det raus daa i meg med eitt – at eg skulde kyssa gjenta – kyssa henne midt paa munden. Og lika snøgt eg kom paa det, gjorde eg det, klemde til so da small. Men trøyste og hjelpe meg! Eg stakk meg so det skulde vore ein brakje. Det var gamlingen eg hadde kysst og det var guten sin so hadde stift skjegg. Noko anna enn mitt. Og gamlingen vaknad, kan du vita, og blid var han ikkje, det var raad aa høyra paa grylet han sette ut or seg med sama han reiste seg. Du kan tru eg var ikkje sein fyr eg tok beina med meg og for ut gjennom døerne. Eg stilte meg ikkje daa, fyrr det hadde eg ikkje tider til, og helder ikkje til aa latad dørerne etter meg. Det fekk dei gjera so hadde betre samvit. Det var ei god stund fyr eg vogad meg paa sovorne vegjer att.

(J.F)

Nr. 8: Vassbygdens ungdomslag, 20.mars 1904 1. aarg

Til ungdomen

En af de slemmeste feil som ungdommen begaar er at udsætte sig for fristelser, eller gaar did hvor fristelsen absolutt vil møde dem. Et selskab arrangert af tvilsomme karakterer der kommer men indtrengende anmodning om at deltage, ledsaget af forsikring om at alt skal gaa ordentlig til. Spørgsmaalet blir nå: Skal jeg deltage eller ikke? Her er svar: Hvis man har fuld tillid til dem som er tonegivende og ledende ved sammenkomsten, hvis man har i dem nogen garanti for at verdensaanden ikke skal bli raadende, saa gaa, hvis ikke saa hold dig borte. Mange nattlige lag og fester gjør på sine steder sit til at ruinere ungdommen. Kjære ungdom, gaa ikke ind i faren med den tanke at du nok kan modstaa. Gud vil bevare dig i den farligste fristelse som du ikke kan undgaa, men han har ikke givet noen forfattelse om besvarelse for dem som med forsætt eller tankeløshed gaar did hvor gudløshedens atmosfære ved slaphed og søvn forbereder dem til fristelse og fald. Derhenne er en ung mand som gaar i daarlig selskab – selskab med dem som han vemmedes ved for nogle maaneder siden. Daa rørte han ikke stærkt drikke, nu drikker han, nu bander han, nu bringer han kortstokken istedenfor salmebogen. Før var han punktlig med at komme hjem om kvelden, nu kommer han stundom ved midnatt, stundom kl. to, tre om morgenen eller i lysningen. Den langenatt har mor ventet og grædt. Hva er aarsagen til denne forandring? Han gav efter for bare en liden fristelse.

Kjære ven, sky synden under alle dens skikkelser!

Lad oss bekjende Jesus

Et mand beretter følgende tildragelse: For ikke lenge siden reiste jeg med jernbane gjennem North Carolina. Det var en uhyggelig dag, regnet faldt i strømme og alle pasagerne følte sig ilde til mode. Henover eftermiddagen kom to unge mænd ombord og satte sig i sædet lige foran mig. Den ene af dem tok en flaske ud af lommen og om en stund var flasken tom og begge fulde. Nu begyndte den ene av dem at bande og sverge og med eder og forbannelser fortsatte han samtalen med sin kammeret. Medens disse høirøsted vedblir med sin samtale, holdt jeg en liten samtale med mig selv: Den mand tilhører Djævelen, der er ingen tvil derom. Han er ikke skamfuld at bekjende det. Nei, ikke det minste. Hvem tilhører du? Jeg tilhører Jesus Kristus. Er du lykkelig eller lei derover? Inderlig glad. Alle her i vognen ved at denne mand tilhører Djævelen. Ja. Ved nogen at du tilhører Jesus?

Brøyte seg rydning

Brøyte seg rydning i villaste sveim,

byggje vaart Norig til Nordmanneheim –

Det skulde ungdomslengt vera.

Lengtande ungdom, kom fram med det ord;

Dyl `kje di trong til aa hjelpa ho mor –

Den gjæve – som Norig vert kalla.

Trollmannevilje og trollmannehaatt,

jag slikt paa dør for me held det for smatt.

Norig – vaar mor – ho ska ærast!

Fram då i flokk og tak nordmannetak,

gløym `kje me heve ein allfader bak –

Som hjelper i livsleiken hæve.

Tap ikkje motet for motburden braa!

Ofte er himmelen skyut og graa,

men godveiret det kjeme atter.

Brøyte seg rudning i villaste sveim,

Byggje i Norg ein syskingflokk-heim –

Det skule ungdomslengt vera.

(Audvin)

Tobakken

Et arabisk sagn forteller: Profetet gikk en dag ud å marken og fandt der en slage, stiv av kulde. Fuld af medlidenhed tog hand den op og varmet den.

Da slangen atter kom til sig selv sa den: Guddommelige profet, vid at jeg nu vil bide dig. Og hvorfor, spurgte profeten. Fordi din slegt forfølger mig og tragter efter at udrydde den. Men fører da ikke ogsaa din slegt stadig krig med min? Indvendte profeten. Og hvorledes kan du forresten vere saa utakknemlig at glemme at jeg har reddet dit liv? Takknemlighed eksisterer ikke i verden. Ved Allah, jeg vil bide dig. Nuvel, naar du har svoret ved Allah saa bid da, udbrød profeten og førte sin haand hen til slangens gab. Slangen bed ham. Men profeten suget saaret sud med sine læber og spyttet giften ud paa jorden. Og paa dette sted skjød en plante frem som i sig forenet slangens gift og profetens barmhjertlghed. Menneskene kalder planten tobakk.

(Efter menneskevennen)

Nr.12: Vassbygdens ungdomslag, 6. november 1904 1. aarg.

Far stend fyr styre

Det var ein liten gut umbord i eit skip i storm. Han stod so roleg og urædd og saag til medan fleie andre var ottefulle og rædde. ”Kvi er du so roleg? Vart han spurd. Aa, far stend fyr styre, sagde han og saag upp med tillitsfulle augo. Det same kan ein kristen segja. Han er barn av Gud og far stend fyr styre. Herlege tanke! Naar det brusar ikring oss av mange stormar, so er me likevel trygge, for far stend fyr styre. Han er megtug so han kan, han er kjærleg so han vil, han er trufast so han passar paa og er oss alltid attved handi. Naar der dreg seg skodda fyr syne, so me ikkje ser veg eller leid, naar me gjeng vegville ikring og alt floknar i hop fyre oss, far greider flokarne, han stend fyr styre, Naar vinden er oss imot og me mødest med roren, far stend fyr styre. Naar me tykkjer det gjeng på tverke fyre oss i vaar gjerning, det tek ikkje den leidi me vilde, far stend fyr styre. Ja, faren i himmelen stend fyr styre. Han steller med alt saman, med smaatt og stort, han gjev oss raad med sitt auga, han leider oss med si høgre hand. Lat oss daa kasta all vaar sut på honom for han gjerer alt vel. Sæle oss dersom me lit heilt og fullt paa hjelpi hans og legg livet vaart i hans hender. Daa er det i gode og trygge hender.

(Etter ”Stille stunder”).

Rørslor

Inst inne bær eg ein tankeflaum, men mykje av det vert berre draum

For kulden vil rørslorne døyva.

Eg minnest baade han far og ho mor som sytte for meg paa denne jord

Og livsleiken for meg letta.

Eg vilde i livet dei æra – eit bilæte av dei faa vera

Daa fyrst vilde livet hyggja.

So minnest eg og dei bygdarmenn som hjelper oss fram – um litt um senn –

Ved styre og stell i sitt yrkje.

Eg minnest og alle ut yver land, fraa Kjølen og Stat, Nordkap, Kristiansand

Som strævar for fridom og rett.

Og tanken paa desse yrkjemenn dreg spursmaalet fram: Kor er eg henn?

Kor er ungdomslengslor og dug?

Kor er det med ungdomsmotet gjævt, kor er det med ungdomskrafti hæv?

Er det døyvt alt i ungdomsaar?

Nei, fram skal det koma i unge aar, det bør faa glima som væne vaar

Heilt globart til sæla og fred.

Um kaldvæta freista hiten røra, eg vil daa faa lov aa rørslorne nøra,

So eg med kan verta ein mann!

Fram i livet med nordmannelengslor! Vekk daa med alt som vil verta tl stengslor!

Ungdomsmot liva i Norig!

(Audvin)

Lengt

Kva er det som greve og pitla heilt inne i barmen min?

Det er som vilde det fisla og riva ei kjensla fin.

Alt heime, det tykkjest vera so smaatt og i vesaldom kjøvt.

Men ute det vil verta æra og stordom med alt som vert prøvt.

Her heime er nøygdi med harme og sut for det daglege braud.

Men kom eg meg ut, eg arme, det ikkje vart spurnad om naud.

Ja, daa fekk eg storkaren spela med gullkjæde, frakke og slikt

Daa skulde de sjaa eg vart tela, aa du, kor eg skulde meg likt.

Eg bonden vert berre i heimen til grava i hevd-dungen trutt.

Men fekk eg meg koma i sveimen, eg skulde meg onnorleis snutt.

De tankar so smeikne, men laage, paa dykker eg ikkje vil tru.

Skal tru um de kjeme so fjaage, de byggje kan for meg ei bru?

Um eg hadde kome i sveimen og stræva so sveiten han rann,

Visst hævare sæla i heimen og tryggaste freden eg fann.

(Audvin)

Fremtidens mann

Fremtidens mand sad magelig tilbagelænet i sin komfortable lænestol med fødderne bekvemt anbragt paa en høi mekanisk puf. Til en af stolarmene var der fæstet et slags klaviatur som satte han i forbindelse med verden. Han trykked paa en knap og morgenavisen kom susende gjennom et forgyldt rør. Han trykked paa en anden knap og en frokostbrikke stod foran ham. Ved hjælp af saagodtsom umerkelige fingerbevægelser skjøttede han saa dagens videre sysler. En fonograf meddele ham de sidste børsnoteringer. Endel venner i forskjellie dele af landet ønsket ham god morgen og fortalte ham de sidste nyheder. Han raadførte sig med sin kontorchef, sin skrædder, sin luftskibsbygger og sin arkitekt. Det var en meget varm dag. Tilsidst sank han sammen, helt udmattet af anstrengelse. Paa hans graablege ansigt tegnedes skarpe furer. Hans hustru svævede ind: Hvordan staar det til, min venn, raabte hun bekymret, er der hændt noget sørgelig? Asch, svarede fremtidens mand, ærgerlig, jeg kan blot ikke holde denne uhyggelige kropsanstrengelse ud. Jeg maa se at skaffe mig et menneske som kan trykke paa knapperne for mig.

(Efter ”Morgenavisen”)

Til vore jenter

Jeg pennen i haanden vil tage og skrive jer nogle ord til.

Mon tro mine ord vil behage? Hvis ikke saa sig hva I vil.

En tryllende smilekop drager og ord fra en rosenrød mund.

Det livlige væsen behager. Nyt derfor den gunstige stund.

Frisk mod og en vilje som rækker, helt ud om jer nærmeste kreds.

Sligt – det er vel noget som vækker – og vil gjøre gutter tilfreds.

Saa fjøset og kjøkkenet være de steder hvor hjemme I er.

Det vil jer bekomme til ære om I viser dygtighed der.

Og stuerne vil I nok huske at ordne til hygge og gavn .

Naar gutter saa kommer at luske, I vinde jer vil nok et navn.

Saa kjære smaapingerne skjønne, nu ved I hva kravene er

Naar gutter helst vil jer belønne. Stræv derfor for framgangen her.

Om I nu vil være saa snille at skrive i bladet vort lidt,

Om kravene som I vil stille, vi vil kunne takke jer tidt.

(Jon)

Nr.13: Vassbygdens ungdomslag, 20. november 1904 1. aarg.

Til vore gutter

Af ”Frams” sidste nummer jeg hørte en ungdom er ude og gaar.

Han ordet for gutterne førte til de jenter han naar.

Han ber om vort krav at faa høre, som vi stiller den vi vil ha.

Jeg ordet skal prøve at føre, så maa I til hjerte det ta.

Hør her, vil I jenterne vinde, saa maa I ei gjøre jer til.

En vigtigper alltid vil finde, han jenternes narr blive vil.

En gutt som med skraaen i munden sitt tobakksspyt sender en mil.

Ham liker vi ikke i grunden om end han er vakker og snild.

Og bærer han flaske i lommen og af og til tar sig en dram,

Ja, da lyder enstemmig dommen: Vi vil ikke vide af ham.

Og naar han som drukken sig viser, med afsky vi vender oss bort.

Og selv vi oss lykkelig priser at ikke vi driver den sport.

Hør gutter: Vil I oss behage. Da sømmelig fram i maa gaa,

Ei bande, ei lyve, bedrage, ei drikke og ei tygge skraa.

En mand smukk og sterk og forstandig med frisk hjerne ind under skall –

En mand som er ædel og mandig, en saadan er mitt ideal.

(Svanhild)

John, var jeg gut

vilde jeg efter evne prøve at lære noget til nytte for livet. Jeg vilde søge at faa god almendannelse gjennem skole og læsning. Som valgsprog vilde jeg sætte: Lær noget saa kan du noget! Ingen skulde faa mig at tro det var simpelt at lære et nyttig haandverk og heler ikke skulde nogen faa indbildt mig at ikke en jorddyrker kunde være ligesaa intelligent og agtværdig som en professor paa sitt kateter, en forretningsmand ved sin pult eller en sagfører paa sitt kontor. Følte jeg lovlig dragelse og særlige evner og anlegg i en eller anden retning, vilde jeg sætte mig maal og efter evne prøve at danne og udvikle mig derefter. Jeg vilde ikke sætte mig som høieste maal at faa eie kalesjevogn med tilbehør, det var bedre at sætte som maal en uafhængig livsstilling. Der er mange som kjører kalesje som unggut og maaa skrangle afsted med kone og børn paa kjærre eller ogsaa traske tilfods senere i livet. Jeg vilde ikke se mest paaa at den pige jeg valgte til livsledsagerinde for livet var klædt efter nyeste mode og kunde spille og sunge smukt, men jeg vilde prøve at se efter om hun forstod sig paa husvæsen og havde godt hjertelag. Jeg vilde have øinene med mig i hendes hjem og se hvordan hun stilte sig der. Var hun høflig mod sin far, hjælpsom mod sin mor, venlig mod sine ældre og omsorgsfuld for sine yngre søskende, havde hun ogsaa betingelser for at blive en god husmor.

Svanhild, var jeg pige

vilde jeg heller ikke mene var overflødig. Tvert om vilde jeg lægge mig på hjerte at kvinden som husmor og børneopdragerske trængte kundskab saa godt som nogen. Jeg vilde ikke sidde ved symaskinen og ”brodere” krimskrams efter nyeste parisermode eller sidde ved et orgel eller piano og hamre løs paa tangenterne og vræle meningsløse eller intetsigende rim, mens mor gikk ude og bar eller drog paa bøtter og spande saa hun blev syg i ryggen som i arme og bryst, skrukken i ansigtet og graa i hode før tiden. Og ikke vilde jeg overlade til hende alt det trættende arbeide i hus, kjøkken og kjelder, medens jeg selv slog tiden i hjel i lediggang eller med ørkesløst tidsfordriv.

Jeg vilde ikke kaste mig i hænderne paa den første og bedste ”sprætfyr” fordi om denne gikk med guldbriller paa næsen, kjørte i kostbar vogn og i det helletaget opptraadte overlegent. Nei, jeg vil prøve at finde ud om han dued til noget andet end at agere ”gentleman”. Jeg vilde se efter hvordan han behandled mor og søster i sitt hjem, thi var han ikke ”gentleman” der ogsaa, vil jeg ikke tro han blev det i et nytt hjem heller. Fandt jeg videre ud at han ageret storkar paa fars bekostning og at denne betalte regning efter regning for at fri familien for skam, vilde jeg ikke have med en slig sprade å gjøre. Og aldrig vilde jeg binde min framtid til en der ikke førte et edrueligt, sædeligt liv, men fyldte sig naar leilighed gaves, og laa i rendestenen og veigrøften som et tobenet svin.

Ja, var jeg en gutt eller pige, jeg vilde aldrig gifte mig for rigdoms skyld, men kun naar jeg følte mig trygg paa at kjærligheden var gjensidig, uegennyttig og ren.

En skjærsild for ægteskabskandikater

Amerika maa være det rene eldorado for humorister og de amerikanske retsprotokoller en gulvgrube for romanforfattere og farcediktere. Den ene prosess overbyder den anden med sensationelle afsløringer og humoristiske episoder, stormende optrind og rørende forsoningsscener, saa de mest hjerterørende folkeskuespild ikke har dem bedre. Den seneste af disse prosesser der er blevet bekjendt ogsaa paa denne side af Atlanteren, maa vel næmest henregnes til farcerne. En ung agent anlægger sag mod en velsitueret ung dame i Newyork for at faa hende til at levere tilbage en række foræringer, i alt til en værdi af 500 dollars. Og for retten forklarte han sin handlemaade saaledes.: Han havde for en tid siden friet til en ung dame og faaet ja, men paa en, eller rettere sagt paa tre, betingelser. Han skulde underkaste sig tre prøver forat hun kunde overbevise sig om hvorvidt han nu ogsaa var skikket som ægtemand. Agenten var forelsket og kvinden var trædsk – og han gikk ind paa hendes forlangende. Man han kom bittert til at angre det. De tre prøver bestod nemlig i en saa barbarisk inkvisition at det maa kunne faa en unkars hjerte til at skjælve. Den første prøve var en tolmodighedsprøve – og det tilgavns. Hver gang den skjønne vidste at han skulde komme, indbød hun sine venner og venninder til sig. Spøgede og lo med dem og havde knapt et øie til overs for den vansmæktende agent. Den anden prøve bestod i at agentens kjæreste ved hver givet leilighed koketterede paa det ivrigste med nogle vakre unge mennesker som kom i hendes fars hus,. Og koketteriets øgede proportionalt med agentens sjalusikvaler. Men det var dog den sidste prøve som fikk agentens tolmodighed til at briste, og som gjorde at han i en fart hævede forbindelsen og forlangte de kostbare foræringer tilbage. Denne prøve bestod nemlig i at hans kjæreste hver dag indbød ham til middag, den hun selv havde lavet. Biffen var stegt til skosåler. Poteterne saa ud som koksaffald og suppen var utvilsomt lavet efter spartansk opskrift. Den smagte ihvertfall nærmest som sjøvand med peber. Det var her agentens kjærlighed forliste og det hjalp ikke hvor sødt hans hjertenskjær end smilte ved hver af de lækkerbiskener hun satte frem for ham. Efter disse oplysninger mente agenten at dommeren ikke behøvede at betænke sig længe med at tilkjende ham retten. Men den unge dame mente noget andet. Agenen havde stillet sig som kandidat til ækteskabsvordigheden paa de af hende opsatte betingelser. Han var falt igjennem og de smaating han havde foræret hende var en meget ringe erstatning for agentens brudte ægteskabsløfe. Man er nu i Amerika meget spendt paa hvilket udfald prosessen vil faa.

(Fra ”Morgenavisen”)

En vanskelig situasjon:

En husmandskones eneste ko er bleven syg og hun klager sin nød for sin nabo i følgende ordelag:

Slagter jeg koen og den kommer sig saa er det galt og lader jeg den leve og den dør saa er det ogsaa galt.

Hva er sandhed?

Den tykke dagdriver:

Jeg kan slet ikke begribe om jeg er bleven doven efterat jeg er bleven saa tyk eller om jeg er bleven saa tyk fordi jeg har været saa doven.

Fra skolen:

Læreren: Hvor mange ben har du i dit legene, John?

John: 209.

Læreren: Dere kamerater har ikke saa mange.

John: Nei, men jeg har spist fisk i dag.

Nr. 14: Vassbygdens ungdomslag, 4. desember 1904 1. aarg.

Ungdom

Ungdom som iler sorgløst frem i verden

Synder og smiler paa den muntre ferden

Vilde du stanse, tenke lit og sanse –

hvor ender livsferden din?

Dette som blinker, lokker i det fjerne

Og som dig vinker som din lykkestjerne

Hurtig kan dale, nattens skygger svale

Lure sig over din sti!

Du har ei fundet lykkens fe, den sande,

Du har ei vundet fredens skyfri pande

Før dine tanker kaste faar sit anker

Dybt i Guds kjerligheds elv.

Du har ei fundet livets sande mning

Før du har vundet fram til fuld forening

Med din forsoner, kun hos ham fortoner

Livet i skjøn harmoni.

Han skal dig lede paa de jevne veie

Værne og frede livets beste eie:

Freden den sande, til du frelst faar lande

Udi den himmelske havn.

(James Mortensen)

Frihed

Naar jeg lyttede tyst til al skabningens lyst

Jeg fornam dog en smerte derunder

Som en sukken løn, som en taushedens bøn –

Det er frihed, hvorefter den stunder.

Naar je stundom var fro, naar jeg spøgte og lo,

O, der ulmed en smerte paa bunden,

Thi min jammer og nød og den lurende død

Holdt med megtige lenker mig bunden.

Ja, vi følle det maa, at i trældom vi gaa,

Der af kommer vaar higende lengsel.

O, min lenken er løst, hvilken fryd, hvilken trøst,

Hvilket haab under vandringens trengsel!

Nu kan trældommens band ikke fengsle vor aand

Selv i døden vi slumrer saa rolig.

Thi vi vaagner engang ved basunernes klang

Til vort indtog i frihedens bolig.

Kledt i lys gaar vi ud som den frigjorte brud

Iblandt engle og alle de fromme,

og den deiligste jord hvor retferdighed bor

skal fra himmelen ned til os komme.

Her i jordlivets natt bliver friheden skapt

Tidt forduklet ved tidernes møie,

Men da er det vor trøst at det demrer i øst

Mod en frihedens dag i det høie.

Naar jeg arme var trett og mitt øie forgrætt,

Saa jeg hen til den frihed som kommer

Og mit hjerte fandt ro i den seirende tro

At vi iler mod frihedens sommer.

(V.K.)

Et ord til forældre

Det er noget af det aller første som et barn behøver at lære – at lyde øieblikkelig. Og det er umulig at lære det noget andet saalænge det ikke har lært atl yde – og lyde uden indvendinger. Der er mange maader at bibringe barnene denne dyd paa, og det vil afhenge af det enkelte barns karakter hvilken maade der bør foretrrækkes. Nogle børn vil lære lættest ved kjerlighed, andre derimod, ved strenghed og atter andre behøver at blive straffet og der maa kjempes en lang kamp før de har lært at være lydige. Men dette maa de lære om man skal faa nogen glede og held med deres opdragelse. Og videre – barnet maa lære det som en vane at lyde, det vil sige ikke bare en gang nu og da, men til stadighed, hver dag og hele dagen. Og ikke kun da maa det vere villig til at lyde naar det forstaar grunden til at du befaler dette eller hint eller naar dets lille hjerte er enig med dig i dine ønsker. Det maa lære at lyde uden hensyn til sit eget forgaatbefindende. Sæt at dit barn har for vane at lyde dig paa en temmelig sløv og ligegyldig maade og alltid udfører dine ordrer slæbende og med tverr mine, hva vil du saa sige? Kritisere barnet derfor? Nei, irettesæt dig selv, thi du har begaaet en feil i dets opdragelse. Om du har undervist barnet ordentlig og det er rett og hellig hva du har bedt eller befalet det, skulde barnet glæde sig ved at adlyde og skulde vere i stand til at stole paa din forstand og kjerlighed, selv om det ikke forstaar hvorfor det skal gjøre slig eller slig. Husk at mens du ikke kan befale over den voksne mand og kvinde, saa er dog dit barn helt og holdent overlatt i dine hender og i dets barneaar har Gud givet dig all magt over det.

(”Krigsraabet”)

Ungdom

Har du følt dig forlat og ene ude blant menneskene, har du følt lengsel efter noget? Higer du efter noget som du ikke kan give navn, noget som drager og fylder din sjæl med noget unævneligt, en blanding af sorg og lengsler? Ved du som har følt dette hva det er? Du tror kanskje det er lengsel efter de høie fjelde, at hvis alt som er sjøndt og ophøiet i verden vant seier, saa vilde òg den lengsel blive tilfredsstillet. Saa tenker du kanskje. Men jeg ved at om du fik se alt som var vakkert og serverdigt paa jorden, om du fikk opleve den høieste jordiske lykke, din sjæl var dog ikke tilfredsstillet, der var et tomt rum som ikke kunde fyldes. Nei, i ethvert menneske er der nedlagt en følelse som mer eller mindre kommer frem. Det er lengselen efter dets udspring, lengselen efter Gud. Kun i ham bliver alt tilfredsstillet, i ham er den eneste vei til sand lykke, til sand fred, i ham blir all skabning tilfredsstillet.

Ungdom kom til ham!

(Agnes Mæhle)

Ljos yver land!

Kom med i fylkingi, kvinna og mann, fylg under merket og gjer kva du kan!

Hjelp til at ljoset kan sigrande naa, inn i kvar einaste avdal og kraa!

Bjart skal det sjina fraa heid og til strand. Ljos yver land!

Alt utav godt som i dvale er lagt, vakna paa nytt skal, ved ljoset si magt.

Vent skal det grønka i dal og lid, seint gjeng det stundom, men gjev berre tid!

Vokstrar skal renna or turraste sand. Ljos yver land!

Myrkaste faavit skal jagast paa dyrr, aandslivet bløma som ingen gong fyrr.

Glirande tussar og rangøygde troll, undan skal rømma og siga i koll.

Hugen skal løysast or lekkjor og band. Ljos yver land!

Myrket er vunnet, men meir maa det til, kom difyr med utan mistru og tvil!

Aa, for ei glæda um alle ein gaang, ljoset fekk helsa med jubel og saang!

Bjart skal det sjina fraa heid og til strand. Ljos yver land!

(Edvard Vikre)

Vinter

Jorden klæt sig i sit hvide skrud, smykket sig til kulden, troe brud. Lys og mørke mod hinanden stride, mørket taaler ei lyset ved sin side. Is og sne og kulde hvor jeg ser, er det mon alt vad vineren gir? Nei, den sjenker oss dog meget godt, ei ubehagelig dens laad var blot. Gir i hjemmets kreds oss sjønne stunder, megen lykke nyder man derunder. Alt hva Gud har gjort er godt og vel, ordnet vist for legeme og sjæl. I vinternatten straaler stjernene best og om vinteren kommer julens fest. Lær mig derfor Gud at taksam vere, for de tunge dage som de gode, lad mig stedse blot tilhøre dig. Midt i vinteren var du søt for mig.

Naar jeg gjemmes i den mørke grav, tag da hjem til dig hva selv du gav! Akk, lad da, o Gud, mitt dunkle øie, udi lyset se dig i det høie. Lad mig bo der de klare stjerner ler, der ei nogen vinter bliver mer.

(Ei lag-jente)

Nr. 15: Vassbygdens ungdomslag, 18. desember 1904 1. aarg.

Glædelig jul!

Naar julen ringer glæden ind i sjæl og sind, naar grønne gran paa gulvet staar med gyldne frugter i sit haar og peger mod den lyse vaar.

Naar børneflokken staar omkring det fagre træ sin glade ring, naar papa fri fra dagens møie med glædestårer i sit øie som barn blandt børn sig kan fornøie.

Naar kjørlighedens milde aand med rigdoms løn gaar haand i haand og lokker haabets lysning fram i sorgens hjem.

Naar liden spurv i sne og vind, han smutter glad i neget ind og glemmer storm og sult og frost i overflod av julekost. Da lukk din barm for had og harm, forglem med flid hver smaalig strid.

Plant fredens palme ved din dør og er der en du hadet før, da byd ham ind til dig som gjest og lær ham som en fredens prest hvordan han feire kan som best en hjertens jul og julkveldsfest.

(m.)

Ungdomsminder

I lyse skjønne ungdomsminder som skinner gjennem livets skjyggedrag, I tidt og ofte mig i tanker rinder og spreder lys som himlens sol en sommerdag, I varmer, lyser og i sjælen skaber, et nyfødt haab for hvert et haab den taber.

I kommer aldrig nær, men fjert i luer, lig solen der for oss af skyens slør er skjult, men mildt og kjærligt skuer til ferne egn og straaler paa den strør, saa ungdomsminder i mit hjærte lyser naar tidens vind mit liv igjennomfryser.

(U)

En ung troende mand som levede helt for Jesus, reiste som kolpotør med religiøse skrifter. Paa sin reise kom han tilfeldig ind i et hus hvor der var danseleik og alle som var der kjendte ham. Da de saa ham, hviskede de til hverandre ”nu skal vi have riktig morro med ham. Den peneste af de unge jenter og som var mest fortragt i dansen, gikk smilende hen til ham og sagde: Kom skal vi gaa en dans! Han undskylte sig med at han kunde ikke danse, Ja, men jeg skal lære dig, sagde hun blidt. Jeg kommer bare til skamme, sagde han, for det er sandt, jeg kan slett ikke danse. Hun sled paa ham til hun fik ham midt hen paa gulvet, og alle var spendt paa hvorledes dette vilde tage sig ud. Hun gikk rundt med ham, men han kunde ikke takten med fødderne, som rimelig var. Saa sagde han til spillemanden: Vil du spille den som jeg kan, saa skal jeg danse. Ja, hva var det for en, sagde spillemanden. Jo det er den: ”Jesu dine dybe vunder”. Nei, den kan jeg ikke, sagde spillemanden. Jasaa kan du ikke den, ja, ja, jeg skal synge den, da, sagde kolpotøren, og saa begyndte han med klar stemme medens taarerne trillede ned over hans kinder.

”Jesu dine dybe vunder og din smertefulde død, trøster mig i alle stunder udi livs- og sjælenød. Falder noget ondt mig ind, strakst jeg tænker i mit sind paa din pine som fyrbyder mig at drive skjemt med lyder.

Om mit kjød og blod vil skjænke sig med syndelysters skaal, hva du led jeg monne tænke og strakst finder ro og taal. Setter Satan ind paa mig, som mit skjold jeg viser dig, dine saar og blodestrømme, strakst maa han tilbage rømme.

Om mig verden vil forlede hen på lysters brede plan, hvor der er kun syndig glæde, jeg da skuer frelsermand. Dine piners byrde svar, du for mig udstandet har, saa kan jeg i alvor blive og all verdens lyst fordrive.

Ja, mod all ting som mig krænker, give dine vunder kraft, naar sig hjertet i dem sænker, finder jeg ny levesaft. Din, den himmelsøde død, vender all min nag og nød, at du salighed mig bragte da du døden for mig smagte.

Jeg paa dig min tro har grundet, du min ene tilflugt sand, og din død har døden bundet saa den mig ei døde kan. At jeg haver del i dig, trøster, trygger, redder mig, og den naade mig har givet at staa op til lys og livet.

Har jeg dig udi mit hjærte, du all godheds kildespring, jeg da finder ingen smerte, end i dødens sidste sting. Ingen fiende skader mig, naar jeg skjuler mig i dig, hvær med dine saar sig dækker, ham til livet du opvekker.”

En dyb taushed herskede i dansestuen medens den unge mand stod der midt paa gulvet og sang om ham som havde lidt døden for ham selv og alle mennesker. Den unge jenten som stod og holdt i ham da han begyndte at synge, havde slippet taget og stod der taus med taarer i sine øine. Spillemanden havde lagt violinen fra sig for aldrig mere at bruge den paa samme maade som han hidtil havde gjordt. Hele danseleiken endte med at for største parten blev denne stund et vendepunt i deres liv. De søgte og fandt fred i Jesu ”vunder og saar”og kunde verge sig mod sit eget kjøds og verdens lyster paa den maade som der staar i ovenstaaende salmes 3je vers: ”Om mig verden vil forlede hen paa lysters brede plan, hvor der er kun syndig glæde, jeg da skuer frelsermand, dine piners byrde svar, du for mig udstrandet har. Saa kan jeg i alvor blive og all verdens lyst fordrive. ”

(A.S.)

I vort blads nr. 13 stod der saa meget om vaare gutter og om jenterne hvorledes de skal vere efter deres smag, der stod vist ogsaa lidt om det samme i nummer 12. Trods det at jeg ikke svermer saa meget for saadant indhold vort blad, saa vil jeg forsøge at fortelle lidt hvorledes en jente efter min mening skulde vere, eller hvilke egenskaber hun burde vere i besidde af om hun kunde antages til hustru. Hun skal være musikalsk, barmhjertig, øm, ukunstlet, venlig, velopdragen, god, velvillig, bluferdig, indtagende, opriktig, livlig, velgjørende, beleven, tjenstaglig, fin, godhjærtet, forbindtlig, underholdende, tro, kjærlighedsful, feilfri, abenhjertig, gavmild, lydig, velsindet, smuk, uskyldig, frisk, forstandig, gudfrygtig, sparsom, flittig, skarpsinding, ordentlig, høflig, rundhaandet, tækkelig, elskverdig, medlidende, sædelig, renslig, agtet, spøgefuld, munter, renhjærtet, retskaffen, omgjengelig, ydmyg, samvitighedsfuld, fordringsløs, følsom, afholdende, trofast, dydig velopdragen og ung.