Nr. 4:  Vassbygdens ungdomslag, 5. mars 1899, 5. aarg.

Det var en aften

Da jeg gik i ”øverste latin” pleide vi gutter om aftenen at samles paa Knud Hansens værelse for at knække halsen paa to-tre flasker øl og faa os en røik. Knut Hansen var brorsøn af skolebestyreren, en streng, meget religiøs mand der gjerne vilde holde den noget ”livsglade” Knud i tøylerne. Til alt held for vore sympasier, laa Knuds værelse i den ene ænden af en lang, lang gang, bestyrerens i den anden, saa vi kunde holde ordentlig jubalon uden at ”Ørnekloa”, som vi havde døbt bestyreren, hørte noget til det. En aften, det var enda lille Olaf Bruns,”Veslebrunens”, gebursdag, var hele kompagniet i selskab med en ti-tolv bayere, en flaske punsch og en masse ”fine” cigarer, forsamlet paa Knuds hybel. Døren havde vi laast. Fælt til leven, taler og vidser, en masse, vi rent overgik hverandre. Til slut, da stemningen var steget til toppunktet, sier ”Veslebrunen” efter forgjæves at have forsøgt at komme op paa bordet: -Et nidobbelt hurra for Knudebassen, gutter! Skaalen ble drukket med begeistring. Knud reiser sig med besvær og siger mens ansigtet lyste som en sol gjennom tobaksrøgen: – Mine elskelige brødre i trældommen.  Vi blir alle tause, vi vidste af erfaring at Knud var en stor taler og saa vittig da! Da, mens vi et øieblik holder os stille og Knud netop skal begynde, hører vi sagte, listende trin henad gangen. Lyset slukkes i en fart. Rigtig, det stanser lige udenfor. – Død og pine, Ørnekloa, hvisker vi forfærdet. Meget lang og trykkende pause. Saa hører vi skolebestyrerens snerrende stemme: – Knud, er du der inde? Knud (skjælvende og hæs i maalet som en afkjølet papegøye): Ja, onkel, jeg sover! – Naa, du sover, du er altsaa ikke oppe? – Nei, onkel, jeg ligger jo i min seng. Vi andre har stukket lommetørklæderne i munden, bristefærdige af latter, saa rædde som vi igrunden ogsaa er. – Jeg syntes jeg hørte nogen le, sider Ørnekloa mistænksom. – Læ? Nei, det var visst bare madrassen som knirked, mente Knud i søvniggrætten tone. – Hm, jasaa! Pause. Vi andre paa alle fire kravled innunder sengen. Overmaade heldigt at vi gjorde det, for straks efter beder skolebestyreren om at komme ind. Knud (indad) Din djævel! (høyt) : Jeg liger jo, onkel! – Lad mig komme ind øieblikkelig, sier jeg! – Ja. Men da vil jeg faa paa mig bukserne, da, sier Knud grættent, kaster jakken og vesten, lægger sig en stund i sengen, staar op og lukker Ørnekloa ind i det ægyptiske mørke som herskede der inde (Vi havde nemlig for yderligere sikkerheds skyld dækket det lille bagvindu fuldstændig til). Bestyreren traadte indenfor og veivede og lugtede: Hm, her, her lugter, Knud! – Saa? – Ja-a-, retskrivelig lugter, her lugter øl og… og røg, tobaksrøg! Har du drukket og røget, Knud? Hvad, min dreng? – Nei det var … det var fuldmægtigen som var herinde, han røgte, han, og … og drak lidt øl, svarede Knud stammende. – Du har altsaa ikke drukket eller røgt, vil jeg haabe? – Nei, kjære onkel, du ved jo at jeg liker slet ikke det, og jeg kan ikke udstaa øl! – Det er bra, min dreng, jeg tror dig! – Hys, hvad var det for underlig lyd der borte fra sengen? Svært saa her er mørkt, ogsaa.  Knud: Aa, det er bare Hektor, onkel, den ligger inde hos mig i nat. Ørnekloa famler sig framover gulvet og plumper lige op i sengen, mens han sparker ”Veslebrunen temmelig haardt paa hans mest kjødfulde del. Veslebrunen sætter i et hvin, bestyreren famler og griber fat i den tættkrøllede luggen hans. – Stakkars Hektor, sparket jeg til dig? Tænd da lys, Knud, saa jeg kan se! – Har desverre ikke en eneste fyrstikke mere, fik Knud frem med grødstemme. – Ja, ja, saa faar vi se imorgen om Hektor har slaat sig, sier bestyreren og gaar, til vor usigelige lettelse, mod døren igjen. Da han omsider godt og vel var forsvunden ud av syns- og hørselskredsen, fik Knud lyset tændt og vi kunde begynde at krybe fram og røre os ”lite vetta” efter de mere end ubekvemme stillinger vi havde indtaget hulter til bulter over hverandre. Veslebrunen bandte paa at Ørnekloa havde revet hele luggen af ham, men det var alligevel ikke det værste; For fra den dag af hedte han Hektor og ikke andet.

Hvordan brendevinet blev til

Brændevine da æ ei oppfinnels taa han gamle-Erik, da kan ein sjaa. Naar ein hop folk faar te gagns me brænnevin i seg, saa blir dem jo, aasaa no for tia, lik som svina den gongen han gamle-Erik had fare i dei. De var it naa`n høg herre han gamle-Erik ga seg ilag me daa han lærde ifraa seg brennevinskunsta. Nei, da va ein liten einfaldig bonde som var blit utkasta taa kjærringa si ein maaraa og no gjek aa tulla i skogen aa viste ikkje kor han sku gjæra taa seg. Men som han daa gjek dar i einsomheita si aa tørka taa seg taaran med frakærmane sine, saa møtte han ein høgvaksen og mørkklæd kar. Da va han gamle-Erik. ”Guds fre, min snille man, sa han, kor du ser utgraaten ut i aasynet! – Ja, gu bære meg, hadde I so trollat ei kjæring som eg har, so kan da vel hænda I var ikkje so ljoslæt i syna I heller, sa bonden. – Haa, haa  (her manglar nok resten)

Nr. 1:  Vassbygdens ungdomslag, 6. desember  1903  1. aarg.

Fram

Som der vil erindres, blev der paa sidste møde i Vassbygdens ungdomslag besluttet at laget skal have et haandskrive blad der skal oplæses et nummer ad gangen – paa hvert møde.

Til at redigere dette blad er valgt for 1 aar følgende af lagets medlemmer:

Karoline Myhr, Gjertrud Sandvig, Anders Sandvig og Josef Hagesæter.

Saaledes tillader vi os i ærbødighet at fremkomme med første nummer der kun vil opptage samtliges opmerksomhed en ganske liden stund. Hensigten med dette vort haandskriveblad ”Fram” er:

1. Give vort ungdomslag en god, sund og humoristisk oplæsning.
2. Give medlemerne øvelse i stiling, haandskrivning og rettskrivnng ved at skrive flittig til bladet.

Vi haaber da at det ligger i enhvers interesse at arbeide, saavel til fælles som til egen nytte. Naar du saa skriver, sæt dit fulde navn under, at bladstyre, eller redaktionen som det ogsaa heder, kana vide hvem som har skrevet de indsendte stykker. Vil du ikke have din underskrift indført i bladet, dan dette paa forlangende eller ved at sætte en bogstav eller lignende under stykket undgaaes.  Skriv saavel paa landsmaal som paa bogmaal med det for øie at ved øvelse bliver man mester.

(Ærb. Radaktionen)

Fram

Alle som hev lese heilag-Olav si soga vil minnast fraa Stiklestadslaget Tore Hund sitt rop framfyre merke: Fram,.Fram, bondemenn! Og kongsmennerne sitt: Fram, fram kristmenn, krossmenn, kongsmenn!  Desse rop sette kveik, det segjast at baae herarne gjekk hardt paa. Kongsmennerne stridde so hardt i fyrste luten at bondeheren bogna. Dette av di desse hadde sin konge aa strida for, men hine stridde mot sin. Difor var dei rædde i det same dei saag den klaarøygde og reitnhuga kongen i all hans byrgskap. Kan vera dei i sligt høve fekk ei kjennsla av den kloksame mannen.

Enno høyrer me framrop baade til timelegt og aandelegt yrkje. Eg nemner menn som Aasen, Bjørnson, Blix, Dahl, Hovden og Lindeman m.m.fl. Kvar for seg hev dei havt sitt ”fram” aa ropa ut til sine menn. Kvar for seg hev dei havt noko aa kveikja hugen med. Dette kan me sannprova ved aa lesa bøker og blad og paa andre maatar og faa same kjensla. Lat os difor høyra paa vaare framstegsmenn sine kostelege ord og lyda etter soleis at me semjast kunde. Det er ikkje krigsrop til bulder og brak, men til ”fredlige kappsteg” for aa nytta Aasen sin ord. Kongen er allheims drott og stridsmenn er alle som idugt, trottugt vil fylgja hans rop: Fram, fram, kristmenn og krossmenn, kongsmenn! Kongstanken er: trivnad og trygd med sæla yver all storheimen. Herlegt yrkjemaal for alle livsfriske og lengtande menn. Herlegt yrkjemaal som kan gjera oss unge einhuga og aandeleg helsesterke!. Men skal me kunna fylgja denne kongstanken, so lyt me halda dei gode hugsyna varme og sterke. Dette vil verta i stræve med Gud, for heim og fedraland.

Dette er ungdomslagi sin tanke. Heim og fedraland maa standa for desse som noko av det høgste, og stræve her maa verta noko av det fremste. Me må med all vaar tru og traa leggja heile vaar ungdomsdugd inn i dette vaart livsyrkje. Gjera me det, so skal den ungdomsrørsla som stødt breider seg med større kraft ut yver all heimen vaar, nok syna si signing og all aabry skal daa skrukna. Difor segjer eg tryggleg til alle lagslemar:

Fram under merke, staute og sterke,

Varmare hjarta og traustare sak.

Alle seg nøyta, vegen og brøyta.

Fram skal ho ganga den sigrande sak.

(Audvin.

Kan man hva man vil?

Tænker man grundig over dette spørgsmaal, kommer man gjerne i tvil og man vil snart svare: Ja, man kan og snart svare: Nei, man kan ikke. Den første betingelse for at naa det man vil er at man sætter sig rimelige maal. De maa ogsaa væe fornuftige. Man maa handle med fornuft skal der utrettes noget i livet. Nok er det, der skal visse egenskaber til som ikke alle eier for at naa et maal. der skal baade legemlig og aandelig kraft til. Har man en kraftig vilje, en vilje til det som er godt, kan der udføres meget. Endvidere maa man have tilstrækkelige evner, evner til at forberede opgaven. Har man ikke det, vil det som oftest gaa galt. Dog er det ikke alltid sikkert, at den der har bedste evner når sit ønske. Napoleon var saaledes en begavet mand, men opnaaede aligevel ikke det han vilde. Først maa man forberede sit foretagende og derefter handle. Det gjorde Nansen og han naaede ogsaa sit maal. Har du sat dig et rimelig maal, maa du tro det kan naaes og have mod og udholdenhed indtil det er naaet. Kolumbus havde vist ikke opdaget Amerika havde han ikke havt disse dyder. Luther var ligeledes en kraftig og modig mand der ved sin udholdenhed seirede tilslut. Han havde ogsaa kjærlighed og lyst til sin gjerning. Man maa, for at benytte tiden paa ret maade, holde sig fri for laster. Er man derimod henfalden til drukkenskab og laster, er ens liv aldeles spildt. Da tages skade baade paa krop og sjæl og som følge deraf er man ikke sig selv mægtig. Da kan man ikke hvad man vil.

(av Josef Hagesæther)

Glædeligt nytt aar

Dette ønske lyder fra mund til mund naar vi staar ved aarskiftet, og skikken er smuk selv om det for mange ofte er en vanesag at ytre dette ønske. Det viser ogsaa at noget maa ligge til grund for at det netop er glæde vi ønsker hinanden. Ja, grunden er den at det dybt i vort indre er en trang, ja, en søgen, jagen og higen efter glæde og lykke. Denne glædestrang findes hos alle fra barnet til oldingen, kanske træder den aller stærkest frem hos de unge. Gud har selv nedlagt denne glædestrang i vort  bryst og det er hans vilje at vi skal være glade. Der staar jo i hans ord: ”Glæd dig, du unge, i din barndom og lad dit hjerte være vel tilmode i dine ungdomsdage og vandre paa dit hjertes veie og efter dine øines syn. Vid dog at for alt dette skal Gud føre dig for dommen”. Vi skal altsaa aflægge regnskab for vor glæde. Det gjælder derfor at søge glæder som kan bestaa for ham. Der er mangt som lokker og drager og ser straalende ud, irlys og lyktemænd, men naar man faar tag i det, er det kun skuffelse og smerte. Derfor stans og tænk,

Irlys og lygtemænd vinke og lokke, ungdommen gjerne seg om dem vil flokke.

Se ikke til dem, gaa videre fremad, søg efter glæder som fører dig hjemad.

(M.G.)

Et barndomsminne

Mens jeg var ganske liden, ja, endog før jeg kan mindes, fik vi os en hundehvalp. Jeg blev overmaade glad i den og den mig. Vi laa ofte sammen, for ikke at tale om at vi førte felles husholdning i heletaget, thi somme tider spiste jeg under ovnen i dens skaal, og holdt vi til ved bordet, fik den spise af min skaal. Ja, nok om den ting. Men sandt er det at jeg havde en tro kamerat i hunden, for mor kunde godt slippe mig ud naar hunden var med meg. Gikk jeg for langt, saa løb hunden til huset med gjøing og spetakkel og udtalte sig paa sit sprog saa frygtelig at der altid matte følge nogen tilbage der jeg befandt mig. Paa den maade kom jeg altid vel ifra mine udflugter. Men da jeg blev lidt større, kan jeg huske hvilken fornøielse jeg havde ved at lade nogen tage i mig og saa bede hunden passe mig, og neimen var det ikke greit dersom det var en voksen som vaaged sig. Men saa skilte skjæbnen oss, thi hundesygen kom og på ubarmhjertig maade drog med min legekamerat. Man der blev baade sørget og sunget over hunden af hele børnehopen paa gaarden som jeg havde bedt til begravelsen. Længe savned jeg min kjære hund, men saa kunde jeg dog glæde mig over at den havde faaet en hederlig begravelse for der blev trakteret med kringler, saft og vand på følget og dette blev nydt i det fri.

(B. Fyllingsnes)

Nr. 2:  Vassbygdens ungdomslag, 20. desember  1903  1. aarg.

Jolenatt

(tone: Glade jul)

Jolenatt, kva for ein skatt,

er det du sender oss so bjart?

Kva er grunnen, du kjem med fred, kjem med hygge og sæla herned?

#Lyfter eit menneskjebarn#

Syndeskuld, verkeleg duld?

Er det ei eiga for ei uld?

Kven hev løyst av oss syndeband? Kven hev berga oss inn under land?

#Frelst oss fraa pining og naud#

Frelsarmann, fraa himlens land.

Er den store, hæve mann. Han som seng i ei krubba fekk,

Han som hada paa krossen hekk!

#Han er vaar ærindsvein hæv#

Frelsarmann, lova deg kan

alt for lite som Gud og mann! Takk for syndeskuld du hev løyst ut!

Takk for den herlege eignelut!

#Takk for den himmelske von#

(Audvin)

Betenk dig da inden du svarer:

Om han kom just idag, retfærdig og vis, for at stille os alle for sig,

Mon da menneskers dom og menneskepris vilde synes saa meget for dig?

Eller tynge en smule i vegten?

Om han kom just idag, o, prøv dig dog end, medens anskriget tøver sig frem:

Er hans komme dig kjært og er han din ven? Hvor faar du tilsidst vel dit hjem?

Den stund du ei venter, han kommer!

Daarlig hukommelse:

Den fremmede (i kupeen): En mand i Deres stilling har vel sjelden tid til at komme hjem?

Handelsreisende (som for tredje gang afbrydes i sine udregninger i ordrebogen): Hm, nei, det skal Gud vide, jeg er saa sjelden hjemme at jeg inden den halve tid er gaaet absolut glemmer hvor jeg bor. Jeg maa pr. telegraf anmode firmaet om at sende mig min adresse.

Den fremmede (meget interesseret): Maa De virkelig det?

Den handelsreisende: Det er gudsens sandhed. En gang var jeg længe hjemmefra at jeg aldeles glemte at jeg nogen sinde havde været gift, og saa blev jeg i en, som for mig syntes fuldstændig fremmed, by saa indtaget i en prægtig kvinde at jeg forlovede mig med hende.

Den fremmede: Det var stygt.

Den handelsreisende: Ja vist var det saa, ja, men Gud ske lov, det blev ikke saa farligt, for da jeg kom til prinoipalen og skulde præsentere min tilkommende for ham, fortalte han mig at jeg ellerede i 10 aar havde været gift med hende.

Bonden og mormonen:

En mormon søgte at overbevise en bonde om barnedaabens forkastelighed. Han spurgte bonden: Er De døbt? Ja, svarede bonden. Erindrer De det? Nei. Da er De ikke døbt, sa mormonen.  Er De født, spurgte bonden. Ja, naturligvis. Kan De erindre det? Nei.

Saa, gjentog bonden, da er De ikke født, De maa være et spøgelse. Ud med Dem!

Nr. 3:  Vassbygdens ungdomslag, 10. januar 1904  1. aarg.

Vi ønsker ungdomslaget ”Heimhug” et godt nyttaar med haab om lagets medlemmer, alle som en og en som alle, i det nye aar vil arbeide til lagets trivsel og framgang saavel i legemlig som aandelig henseende.  Særlig bedes medlemmerne skrive flittig i bladet, da dette i høi grad vil give enhver inden laget en nyttig og lærerig udvikling.

(Redaktinen)

Min sorg

Jeg sørger ei fordi jeg ved at livet blot er kummer

At sjælen aldrig finder fred før i den sidste slummer.

Jeg sørger ei fordi jeg ei fornemmer glæden strømme

I sagte sus henover mig med sine lyse drømme.

Jeg sørger ei fordi jeg gaar med savnet i mit hjerte

Foruden venner som forstaar min angst og dulgte smerte.

Jeg sørger ikke over savn af glade fugles stævne,

Men over en hvis dyre navn jeg aldrig høit tør nævne.

Jeg priser hver stund da jeg anede det mægtige kjærligheds brus,

Som strømmed fra ham som mig banede vei til den herliges hus.

Jeg prøver hver stund da jeg kjæmpede i rædsel for ham som er Gud,

Thi midt i min kamp han just læmpede det slig, jeg fandt frem til hans bud.

Jeg elsker

Jeg elsker de frifødte tanker, jeg elsker de fribaarne ord.

Mit hjerte af kjærlighed banker for alt som er skjønt på vor jord.

Jeg elsker de skjælvende gniser som sprager fra livsisen ud.

Jeg elser den tone som brister, den kom fra – den flyver til Gud.

Jeg elser de skinnende sale, og kjær er mig hytterne smaa.

Jeg elsker de skogstille dale med sol over tinderne blaa.

Høit elsker jeg fortidens minder og nutidens ildrende daab.

Jeg elser den drøm som forsvinder, men høiere fremtidens haab.

Jeg elsker de lysende øine og ungdommens hjerte i brand.

Jeg elsker hver daad som kan høine mit folk og mit fædreneland.

(A.S.)

Vort fædreland

Ungdommer, vort fædreland, det er de høie fjelde der rager høit op mod himmelen, det er de lyse birkelier, de trange dal, de mange øer og holmer og de blaa fjorde der smyger sig ind i landet, det store hav der ligger langs stranden. Dette vort fædreland med vinterkaaben paa fjeldtoppene og med brudedragten der strækker sig fra fjeld til fjære i den glitrende vaarsol, har en storslagen natur. Vort fædreland eier en saga som aldrig bør glemmes. Her har vore fædre levet i trange tider, ryddet og bygget, saa at vi nu kan nyde stor nytte deraf. Det vore fædre har gjort for os kan vi visselig være taknemlige for, men endnu er her meget at gjøre. Mange af vore fjeld er skovbare. Store myrstrækninger ligger udyrkede. Her er mange fossefald der kan blive vort folk og vort land til meget nytte hvis man er arbeidsom. Hold dig ikke for god til at arbeide, i hvad stilling du end er. Lad os hævde vor kostbare arv, saavel i de gode som i de onde dage. Kommer saa disse de onde dage, da gjælder det at vi ikke taber modet, men lade fædrelandskjærligheden vise sig idet vi holder ud til sidste stund, ja, til sidste mand.

Jenter og gutter, husk paa at et land som Norge findes ikke mange af, med hensyn til hva som angaar oplysning, sundhed og naturskjønhed. Det har netop de fordele en ungdom bør have i livet. Ungdommer glem derfor ikke det gamle Norge.

(J.H.)

Mismodet

Mismodet vil komme somme tider naar man føler som var det umuligt at holde ud i kampens hede. Naar byrden blir saa tung og dagen blir saa lang, da vil mismodet komme. Naar det synes som man fortærer sine kræfter, spilder sin tid og opbyder alle de smaa evner man har til ingen nytte, da vil mismodet komme. For den unge som gjerne vil en smule fram i verden, men føler sig saa bundet paa alle kanter, synes det som man blir til overs blandt sit folk, og mismodet vil komme. Den unge har gjerne sat sig et bestemt maal, men des lenger man kommer fram, desto lenger borte blir maalet og man ser ingen udsigt til at naa det – mismodet vil komme. Eller en ungdom søger at gjøre Guds vilje, vandre i Jesu spor, kjæmpe mod verden og synden, men taber i saa mange slag, skrækkes i saa mange storme, da vil mismodet komme. Naar man har mistanke om at kjære og engang trofaste venner har glemt en eller har falskhed under vennekappen, saa vil mismodet komme. Av tusende grunde, kjende og ukjendte, virkelige og indbildte, kan mismod og tungsindighed komme. Men det gjelder alltid at staa imod. Om vort arbeide ikke alltid bærer saadanne og saa mange frugter som vi ønskede, saa kan dog høsten blive langt bedre end det tegner sig om vaaren. Blot vi arbeider med troskab og utholdenhed, saa skal vi nok naa maalet. Gaa derfor frem med håb og mod. Der kommer en belønningens dag.

Du unge ven som stræber fremad, lad ikke modløsheden trænge ind paa dit sind. Arbeid blot fremad, maalet naar du en gang. Har du tabt et slag, saa gaa modig frem i kampen igjen. Sku alltid opad og fremad, thi Jesus hjælper dig at stride. Jag modløsheden bort!

(Ungdommens ven)

Ute og heime

(av Dr.E.Blix)

Der heime fjellet strengt og hardt fyr dalen stengde stort og svart

Og skuggen yver lægdi laag so breid og baag

Men trongrømd himmelsyn ein saag.

Der guten gjekk i længting lang og stundad ut til vidd og vang.

Han tyktest heimen var so trong, og mang ein gong

Ein fugl so vent um vidheim song.

Kom med, kom med, du gilde gut! Me flyg pa ferd i verdi ut.

Der skal du store syner faa og under sjaa

Som hugen lenge leikad paa.

Og guten lydde paa den song og lengta ut fraa dalen trong

Der livet var so strengt og smaatt og ljoset graatt

Ut til eit liv i leik og laatt.

Og hugen flaug med fuglen ut, langt utafyr den myrke nut

Der himmel klaar han kunde sjaa og bylgja blaa

Med sumarljos og solgull paa.

So drog daa guten ferdafus fraa fødebygd og faderhus

Han fagre land og bygder saag og fjord og vaag

Som leikande i soli laag.

Han saag dei ljose land i sud med sigrøn skog og blomeskrud

Med liv so lysande og rikt at det var likt

Eit eventyr og draumedigt.

Men med all fagert der han fann, hans hjarta daa av heimhug brann.

Alt stort han saag der utanlands med all sin glans 

Det var daa ikkje heimen hans.

Han saknad landet langt der nord, hans fedreland, ei heilag jord.

Dei dyre minne hjarta drog og fjell og skog

No lokkande mot honom log.

Du aldri finn, kor langt du fer, ein stad som heimen dyr og kjær,

Der fjell og fjord og dal og lid ligg bjart og blid

I ljoset fraa di barndomstid.

Livsforsikret

Den 4. sepember 1881 tog en haandverker i Paris med sin familie en tur paa landet. Veret var straalende. Det var en vellykket tur, derom var alle enige om aftenen. Han fik familien vel anbragt i toget til Paris, selv maatte han vente til neste dag. Det led ug paa dagen, han var endnu ikke kommet hjem. Hustruen begyndte at blive urolig. Hun tog sit tøi paa for at gaa ud paa banegaarden. Der kom nogle mænd bærende noget mellom sig. Paa en baare laa der en døende mand, det var frykteligt at høre hans jamren. Hustruen blev grebet af bange anelser, hun gik hen til baaren, det var hendes mand. Han var en af ofrene for en skrekkelige jernbaneulykke ved Charenton. Nogle timer efter drog han sit sidste suk, hans sidste ord var: Havde jeg dog blot ladet mig forsikre!

Har du ladet dig forsikre? Jeg mener nu ikke hvad man almindelig kalder livsforsikring. Saadan mente den mand det. Det kan være meget godt, men det garanterer ikke mod sygdom, mod død, endnu mindre mod fortabelse. Men der findes en livsforsikringsanstalt hvor et menneske kan sikre sig et evigt liv. Den blev oprettet langfedag paa Golgata, dens grundkapital er Jesu Kristi Guds søns blod der renser os fra all synd. Er du blevet ”forsikret” der?.  Jeg er viss paa at hverken død eller liv skal skille mig fra Guds kjerlighed i Jesus Kristus. Er du ikke blevet livsforsikret saa du, om du skal dø, er sikker paa et evig liv hos Gud. Saa kom til Jesus, han har frelse ogsaa til dig. Hvor frygteligt at ende sit liv med det raab: Blot jeg havde— Hvor saligt engang i døden at kunne sige: Gud ske takk, jeg dør som et frelst menneske. Jesu blod har sikret mig en evig salighed!

Om han kom just idag, din herre og gud, vilde da for hans aasyn du fly?

Om du hørte idag det kaldende bud af basunen fra himmelens sky,

vilde fryd eller angest dig gribe?

Mon da alt hvad dig nu er vigtigt og stort, ogsaa da vilde synes dig saa?

Mon for alt du idag har talt eller gjort, da til regnskab du glad vilde staa?