Ungdomslaget Heimhug – Det handskrivne bladet ”Fram”

Nr. 1:  Vassbygdens ungdomslag, 15. Januar 1899, 5. aarg.

En streng herre og en lydig tjener

Sogneprest Tyckvet i Dramdal var en stræng herre, ikke mindst mod klokkeren, der tilige fungerede som kirketjener og organist, og den værdige sjelesørger benytede enhver anledning til at skikanere sin stakkars underordnede. At denne fik et horn i siden til ham, var derfor ikke at undres over. En søndag fik han ogsaa en præktig anledning til at give den fromme hyrde et hornstød. Presten pleide nu og da til afsyngelse før prækenen at benytte tre vers af en meget lang salme. Nevnte søndag havde han imidlertid paa nummerlappen til klokkeren opført salmen, men glemt at anmerke versene. ”De har ikke lov til at tænke”, pleide den mæktige sognepave ved hver leilighed at udbryde. ”Jeg vil at mine forskrifter bogstavelig skal opfyldes”. Klokkeren lo i skjegget og gikk op til orgelet, han viste hva han havde at gjøre. To vers var afsungne, efter pastorens mening skulde der altså være et igjen, hvorpaa han begav sig op paa prækestolen. Nu var man ogsaa færdig med tredje vers og presten lavede sig til at begynde, da organisten med alle stemmer begyndte på fjerde. Der stod sjælehyrden ragende op over prekestolen og gjorde store øine under hele fjerde vers. Klokkeren sang, menigheden sang og orgelet lød som en dommedagsorden. Ved femte vers blev presten rød, ved sjette bleg, ved syvende gikk farven over til violet, ved de fire følgende vers stod han hensunken i afmægtig raseri. Ved det tolvte gjorde han betægnende bevægelser med hovedet, ved det trettende en ligesaa betægnende bevægelse med knyttede næver op imot organisten. Ved fjortende vers raabte han, til trods for stedet hellighed: ”Stans menneske! Stans! Er De gal?” ”Nu synger vi paa sidste vers” raabte organisten tilbage. Da godstjenesten var forbi og pastoren var paa tomandshaand med klokkeren i sakristiet, lagde han intet dølgsmaal paa at han ialfald skulde gjøre sit til at den shikanøse bestillingsmand i den nærmeste fremtid skulde komme til at synge ”paa sidste vers” i en ganske anden betydning. Men klokkeren fremtog ganske rolig nummerlappen med prestens egen haandskrift og citerede hans ord: ”Jeg vil at mine forskrifter bogstavelig skal opfyldes!”

En vigtig begivenhed:

Ekteparet Pedersen, gift med Lilla Berg, den fine Lilla Berg, De ved en koket tingest, forresten – venter en glædelig begienhed. Det er første gang og forfærdelig spænende. Ja, stakkars Lilla, gid det var vel over, sukker hennes moder, en erfaren og øvet dame der har satt 9 børn i verden, og det er gudsjelov gaat saa godt bestandig, beroliger hun sin ængstelige datter og den brave Arthur. Bare ikke–, og saa følger en masse velmente raad.  Og lillas svigermoder fortæller om sine 8 som det ogsaa har gaat saa godt med. Ja, ser du, barnet mit, det ligger til vår familie, trøster hun svigerdatteren, der dog forholder sig noget skeptisk overfor den anvendelse af arvelighedsteorier. Hver dag efter middagen og om aftenen sidder egteparet Pedersen i sofaen og fører lange og undrende samtaler om fremtiden. Fruen udmaler for Pedersen alt det grufulde som kan hende. Aa Arthur, tenk om, og Arthur grøsser indvendig mens han dog skal være mand og uavladelig siger i en paataget friskfyragtig tone til sin blege halvdel: Pytt, bare ikke tænk paa sligt engang. Men fruen lægger sit hode paa hans skulder og siger med rørende stemme, hva forresten alle unge koner sier under slige omstændigheder: Jeg er sikker paa jeg dør, Arthur, jag føler det paa meg. Og den kjærlige egtemand klapper hende paa hodet og siger hver gang det samme: Kjære Lilla min, hvordan kan du falde paa det da, det er da ingen som helst grund til at tro det. Bare ikke tænk paa sligt og i aften, lægger han til muntert; hva skal vi kalde ham da, du? Fruen: Ham? Hvor kan du vide? Pedersen: Ja, det tror jeg -. Fruen: Jeg synes et norsk navn –.  Pedersen: Ja, lad os se om vi kan finde et rigtig pent et. da”. Han trækker op av lommen en liden bog og giver hende. Fruen leser: 1000 norsk døbenavne med korte forklaringer av deres betydning. Nei, at du virkelig husker paa det! Ja, lad os finde et rigtig  norsk navn. Hva synes du om Stefen? Pedersen: Jeg synes Dagfind er saa fint, jeg. Fruen: Ja, Dagfind er vakkert. Pedersen, der er betænkt og forsigtig mand, ja, naar det bare ikke var det at gutterne på skolen vilde komme til at kalde han Natfind. Fruen: Uf ja, kanske det, Gullbrand? Pedersen: Ja, men det blir til Brandgul siden blandt kammeraterne: Fruen: Kalfer er et pent nevn. Pedersen: Kalf eller Kalv, som man maa sige naar det skal være rigtig norsk. Ja, ser du, blir det nu en liden tykksak blir han kaldt for gjødkalven, og er han tynd og bleg, saa blir det spædkalven, og er han ingen af delene, saa blir det mellomkalven. Nei, man skal vogte sig for at gi dem øgenavne.  Men tænk om det blev en pige, du Arthur? Pedersen: Ja, den mulighed er jo ikke aldeles udelukket. Fruen: Da kalder vi hende Bergtara. Pedersen leser: Borghild. Borgvild, Borgfrid, Borgny. Fruen ængstelig: Du? Pedersen: Guldborg, Gudbjørg, Gudrun, Gudrid, gud–. Fruen pludselig: Gud,Arthur, Jeg føler mig saa daarlig, telefoner— fort, fort!

Den neste dags aften staar der i alle byens aviser, baade høire og venstre (hr. Pedersen er nemlig moderat født): En søn og en datter i dag! Lilla Pedersen, født Berg, og A. Pedersen, disponent. Samme dags aften sidder ”Sfinx” i ”Trikken”, godt inneklemt mellom fru Bing paa den ene side og fru Bang på den anden, begge to overordentlig solide damer. Ifølge sædvanlig elskværdig Kristiania-maner, taler damerne naturligvis lige god og ugement sammen, kjære, man kan da ikke ta hensyn til dette fremmede menneske som tilfældigvis sidder der imellom dem og får høre følgende yderst fængslende konversation. Fru Bing: Og Pedersen som har faat tvillinger! Fru Bang. Nei, du storeste min! Fru Bing: Og gutt og pige, maa de vide. Fru Bang: Nei, du allverden! Fru Bing: Joho da, det gikk saa godt saa, og saa fort, tænk – Her løber de to damehoderne sammen og hvisker og man hører bare utdrag som: Uff, stakkars, nei, du verden, nei, nei, nei, tænk hvor heldig, da, nei hva sier De, to, nei, men stakkars, o.l.  Fru Bing: Aa de var jo smaa, da, stakkars, gutten veide 9 og pigen 8 marker saa det er vel usikkert om de— Fru Bang: Aa Heregd, ja. Det var ikke stort. Fru Bing: Ja, stakkars Lilla, tænk tvillinger første gang, det var sandelig en sjau. Fru Bang: Ja stakkars, det var stridt for Lilla, hun er jo ikke stærk. Fru Bing: Ja, men det er jo godt at det er gaaet saa godt. Fru Bang: Ja, det er sikkert. Fru Bing: Og velskapete, pene barn var det jo, enda de var smaa. Gutten havde stort, sort haar og på en prikk Pedersens næse. Ja det var rent komisk hvor han lignede sin far. Jeg sprang bare oppom døren og kikkede paa dem, og den ligge pigen havde store blaa øyne og lignede aldeles gamle fru Berg, rigtig sød, hun smilte da hun saa mig. Fru Bang: Ja, de er søde sonne smaa, helledussen. Fru Bing. Jeg tænker det er stas for gamle fru Berg. Fru Bang: Joho, han var vel ikke lite stolt faderen, heller, tænker jeg. Fru Bing: Nei, jeg tror nok han følte sig. Fru Bang: Ja de slipper lett sonne fædre. Fru Bing i harnisk: Ja, det er sikkert. Fru Bang ligesaa: Ja, det er vist. Fru Bing: Vor huslæge sier jo rigtignok at de psykiske lidelser som falder paa deres part er meget værre, paastaar han. Fru Bang hviskende: Aa pytt, vi skal med fornøyelse bytte. Fru Bing: Ja de slipper altfor lett (underforstaatt, de skurkene!) Fru Bang: Ja, det er visst. Fru Bing: Ja, det er sikkert.

8 dage etter læses der atter i alle byens aviser, høire og venstre, (hr. Pedersen er nemlig moderat): Vore inderlig kjære børn, Stefntor og Bergtora døde i dag 8 dage gamle. Lilla Pedersen, født Berg. A. Pedersen, disponent.

Fru Bing og fru Bank: Ja, stakkars, det er naturigvis ondt for forældrene, men det var vel i grunden det bæste alligevel, det var jo nogen unselige, smaa kræ, stakkars.

Presten og hinmanden

En gang for lenge siden var der en prest som havde svartebogen og kunde låse og binde fanden. Han havde bogen nedlaast i et gamelt skrin og bar alltid nøglen paa sig, Men saa traf det sig en søndag han gikk i kirken at han blemte nøglen efter sig hjemme. Han havde haft den i bukselommen og ikke husket paa at ta den da han byttede klæder. En stund efter gikk tenesteguten på prestegaarden op paa prestens værelse og begyndte at fare gjennom lommerne paa hverdagsklæderne som laa der, for det hendte ret som det var at han havde fundet smaaskillinger i lommerne og vilde se om der var nogen nu ogsaa. Bedst som han famlede slig, fik han fat i en stor nøgel. Han forstod stragst at dette maatte være nøglen til skrinet som ingen fik se i, og sprang bent ned paa konoret og laaste det op. Der fandt han en stor, gammel bog som han tog til at blade og lese i, og før han visste ordet af, havde han med denne læsningen løst selve fanden. Han kom farende med slig fart at det gnistrede og føg av ham. Hva vil du mig? Skrek han, du har hentet mig lige fra verdens ende saa jeg maatte nesten løbe helsen av meg, sa han. Gutten blev saa skremt at han gikk næsten fra vettet og kunde ingenting svare. Han slengte bare bogen fra sig og rømte ud i kjøkkenet, og fanden brød sig ikke mere om han. Han for i et flyvende sprang bent ud til kirken og gav sig til at vogte på døren der. Det var midt under gudstjeneste og meget folk var samlet i kirken i dag, her kunde altsaa være den største fangst at gjøre naar menigheden kom ud. Om en stund havde præsten baade prediket og messet og læst signe din udgang, og folket strømmede til døren. Men ikke før havde kirkevogteren og et par andre stukket foden udenfor før de satte i et skrig og for ind igjen snarest de orkede, thi udenfor stod selve fanden og var færdig til at gripe den første og bedste som kom. Man maate slaa døren i og berge sig ind i kirkestolene igjen. Der blev stor rædsel og graat, alle bad og korsede sig, men ingenting hjalp – fanden blev staaende der han stod.  Presten forstod strags hvorledes det monne henge sammen, men nu da han ikke havde svartebogen ved haanden, havde han ikke naagen magt over fanden og bogen var det ikke mulig at faa fat i nu. Tilsidst vsste man ingen anden raad man bad presten gaa ud i døren og snakke med fanden. Han skulde forsøge at lokke han bort med det gode. Ja, presten var villig til at gjøre hva han kunde. Han gikk ud i kirkesvalen og havde jerndøren paa gløt og tog til at lægge ud bedst han orkede baade af loven og profeterne. Fanden var lenge strid og brød sig ikke om noget, men endelig lovede han at han skulde gaa sin vei og slippe folket hjem i fred, naar han bare fik tage den mest hovmodige mand i kirken. Jo dette gikk ogsaa presten ind paa. Han visste med sig selv at der var nok av hovmodige og selvgode folk i menigheden. De satte sig ofte op mod selve presten sin. Ofte var de snaue med presteofferet ogsaa og gikk ikke i kirke som de burde. Den værste af alle disse var ikke det mindste for god til at gaa fanden i vold. Og naar alle de andre fik se hvorledes det gikk med ham, saa kunde det skræmme dem ogsaa og lære dem at bøie nakkerne. Fanden var i grunden en rimelig mand naar han ikke krævede mere.  Da de havde givet hinanden trygdarord paa dette, gikk fanden og gjemte sig bag en busk og ventede paa sit offer, han kunde ikke ta det før det kom ud. Presten raabte i det samme ind til folket at nu kunde de komme, nu havde han manet hinmannen bort.  Saa gikk de trygt ud alle sammen, og fanden kom i det samme som en blink og tog selve presten. 

 Nr. 2:  Vassbygdens ungdomslag, 12. februar 1899, 5. aarg.

Raad for uraad

Høker Larsen paa Rodeløkken var en snill mand, en strævsom mand og en velstaaende mand. Han førte alligevel en saare ulykkelig tilværelse, thi han var gift og hans egtehalvdel, et arrig trold, som han havde kommet til at gifte sig med før han lærte hende rigtigt at kjende, forsømte ingen leilighed til at gjøre ham livet saa trist som muligt. Det begyndte først med sure miner og allerede i hvededagene blev mangt et middagsmaaltid nyt og mangen kop kaffe drukket uden at et ord afbrød den sørgelige stillhed, thi Larsen, stakkar, voktede sig vel for at ytre noget der kunde give anledning til misforstaaelse, der skulde nemlig ikke meget til. Saa bar det løs med gardinprækener, disse lange, lange, prøver paa kvindelig opfindsomhed og veltalenhed, fulde af haarrejsende beskyldninger, bitre bebreidelser, indtrængende formaninger, sukk og taarer. Det gikk 10 aar, morgen og aften den samme lekse op igjen. Larsen kunde alt sammen udenat, han hørte ikke mere paa det. Madammens svada lullede ham i søvn om aftenen og om morgenen vækkede den ham til den daglige dont. Han var hærdet. Dette merkede visst fru Larsen ogsaa, for en morgen da Larsen begyndte at plystre, glemte hun sig i den grad at hun gav sin stærkere halvdel en under øret. Larsen studsede og saa forundet paa hende, og sang ikke mere. Han klædde sig hurtig paa og gikk ned i butikken. Der satte han sig bag disken og henfaldt i dybe tanker. Og han blev siddene der til madammen ogsaa kom ned og vækkede ham med en barsk forespørgsel om han ikke kunde flytte sig lidt, saa meget nytte  kunde han ialfald gjøre i huset. Den taalmodige egtemand gjorde heller ikke denne infurie til nogen kabinet-spørgmaal. Han flyttede sig bare hen paa poteteskassen. Oppe på kvisten havde den berømte ”land- og vandskabsmaler Gjødsleberg sit atelier. Denne fra Nydalen til Vaalerengen kyndigste bildende kunstner havde i mange aar forsynet hovedstadens nordre bydele med væggpryd. Medens Larsen sad paa potetekassen og fortsatte sine funderinger, kom Gjødsleberg ind i butikken med et stort, aldeles ferskt, billede under armen. Han havde egentlig malet det til høstudstillingen, sa han, men det var blivet for sent færdigt hvorfor Larsen, eller rettere sagt madam Larsen, nu havde anledning til at faa kjøbt det for en rimelig pris, men under 5 kroner kunde det ikke gaa for bare materialerne kostede mindst 4. Underhandlingerne endte med at madamen tog kunstværket i pant for varer til et beløb av 1 krone og 35 øre. Larsen havde ikke blandet sig under handlingerne, men pludselig var det som han fik en ide. Da kunstmaleren gikk ud af døren med sine vikterialier under armen, reiste den stakkars egtemand sig fra kassen og fulgte efter op paa kvisten. Kunstneren følte sig meget smigret over et saa notabelt besøg og bukkede og skrabede som om det havde været Vasteson eller Vang der havde aflagt ham en visit. Kan De male et bilede for mig, Gjødsleberg, spurgte Larsen. Aa jo, hva skulde det forestille? Den lede Satan, men rigtig stygg maa han være!  Gjødsleberg, som ikke var figurmaler, studsede ved en sa uventet bestilling og ytrede sin forundring over hva fornøjelse det kunde være at have et saadant billede paa sin vægg. Jo, svarede Larsen, jeg er gift, ser De, og kjærringen min er saa arg og forsinna at det ikke er mulig at staa i baas med hende, jeg tænkte derfor at hun kanske vilde bedre sig naar hun saadan hver dag maate gaa med den lede satan for øje. – Det nytter ikke, svarede maleren undvigende, den ene djævel er ikke bange for den anden. Høkeren betænkte sig en stund. – Nu vel, sa han, saa mal mig en skarpretter med en blodig øks. Jeg betaler hva det koster. – Og det tror De hun bryder sig om. Nei, hr. Larsen, da vil hun nettopp faa vand paa sin mølle. Se paa ham du, dit afskum du er, vil hun robe, skulde nogen fortjene at komme i skarpretterklør saa matte det være dig saadan som du piner og plager et stakkars værgeløst fruentimmer! Og du kommer der ogsaa, det kan du lide paa, for det ender nu med at du tilsidst tager livet af mig, din røver, din morder du er! – Nej, nej, for al del! Nu ved jeg hva De skal gjøre, De skal male mig et livagtigt billede af døden. Da vil hun faa respekt. – Og det tror De? Nej, da vil hun bare pege paa knoklemanden og sige: O, du forthærede synder, her gaar du hver dag med døden for øjnene og aligevel fremturer du i den ondskab og forstokkelse! – Hva skal jeg da gjøre ved det satans menneske, jeg, arme ulykkelige mand? – De skal bare tie stille og bære Deres Kors med taalmodighed.  Høkeren kløede sig bag øret og sukkede da han gikk nedover trappen igjen. – Gud hjælpe mig, arme synder, for en trøst! Og så gikk han ind i butikken og indtog atter sin plads paa poteteskassen. Men om kvelden da hans kone igjen begyndte paa vante vis, taug han ganske stille, greb fat paa hende, tog hende paa sine arme og bar hende omkring i stuen. – Er du gal, mand? Vil du drebe mig, skreg kjærringen og slog om sig med arme og ben som en rasende. – Var ikke rædd, du mor, jeg bærer kun mit kors med taalmodighet. Sid nu bare stille, jeg skal gjerne bære dig til verdens ende naar du bare vil være skikkelig og la mig ha husfred!  Konen sparkede og skrek saa længe hun orkede, men Larsen ”bar sit kors med taalmodighed” og satte hende ikke fra sig før hun var rolig. Denne scene gjentog sig flere gange i løbet av nogle dage. Men det hjalp dog, høker Larsen fik virkelig tilsidst fred i huset.

Paa omveje

Scenen er et apotek i Bergen. En stril kommer ind og lverer en recept til en lærling.

Goddagjen, eg skulde ha nokke medicin paa dinna respekten som eg fek hjå doktoradn. Da maa væra taa bedste slagje du hæve, sa`an. – Ja da, du får komme igjen om en halv times tid. – Ka slag, maa eg kjema att? – Ja, om en halv time. Se her har du en seddel som skal leveres naar du kommer igjen. Det er en slags kvittering, ser du, saa at du faar det rigtige slags. – Eg maa no endeleg faa da stærkt. Eg ska ut te `an Jeremiassen fyrst so faar eg da naar eg kjem att. – Ja, da. Du bare leverer den seddelen du fik. – Jau, jau, ajøs solængje! (Strilen kommer igjen og træffer en anden lærling (bergenser) som spør) – No far, kolissen gaar det, ka ska du ha? – Eg skudle ha naake medicin paa ein respekt eg. – Kem er det te? Har du`kje faat en seddel du skulle levere? – Jau, eg fek ein kvittering som eg ga te Jaas. – Men det var vi som skulde ha den. Ja. Ja. Kem e medicinen te, daa? Koffer et navn staar der paa recepten? – Da staar paa den respekten du fek. da. – Men herregud, du ser da her staar mange recepter færdige her, og du e `kje tjent med aa faa nokke en anden ska ha. – Nej, eg ska ha ta da bedsta slagje, sa doktoradn. – Ja, de e vel og bra nok, ka e de for en doktor, daa? Ka heter han? – Da staar paa den respekten du fek, da. – Det var da pokker, forstaar du ikke at eg maa vite kem de e du ska ha medicin te? Kem e de som er syg? E de deg sjøl? – Nej gusjelov aa tak, eg e so frisk so ein paletorsk, far, he,he. Kanskje de e `kje færdig endaa so kan eg sitja og bia e gran. – Degerten om eg har hørt make til træhove! Lærlingen gaar bag recepturen til en av farmasøjterne, en østlending) – Eg faar kje nokke greje paa den strilen, kem de e han skal ha te eller nokke slag. Du maa ekspedere han for meg. Farmasøjten gaar hen og tar strilen i haanda) – God dag, god dag, naa, kossen staar til? Styggevær, hva? Du har sjuke folk hjemme, ser jeg. Det er vel kona som er daarlig igjen, naa da? – Jaugo er da so, far, ho har so idle legt i magen at de e stygje ting, aa so maatte eg te doktoradn, aa piskejor kosta da inkje tri kroner. Du e vel basen sjøl, du, kanskje? Eg snakte me ein ut her so skudle laga ihop naake medicin. Du fær lat `an gjæra de rekti stærkt. – Du kan skjønne det, du er vel utifra Florvaag, du? – Nej daa. Eg e fraa Strudshamn, eg, far. – Ja saa naa, du kjenner `n Peder, da? Han du vejt som atte bur der –æ æ æ – AA, du mejne `an Jaas, – Er inte du Ola, du da? – Nej da eg ejte Ans, eg. – Hans, ja, det er riktig det, ja. Du skal altsaa ha medicin til Hans Strudshamns kone, da, ikke sandt? – Jau, da e rekti nok, da. Eg kunne skjyna du va basen sjøl! – Værsaago her er noe mikstur til kona, hu skal ta en teskje hver time.  – Ka slag? Ej træskjej kver time? Eg totte doktoradn sa ei lita matskjei, eg. – Ja, det er det samme, det, skjønner du. Det koster en krone aa firs. – Kor i Herre Kristi namn! Ej krona aa ka va da du sa, fi-fi-fire til? – Nej, for fan! Ej krone og aatti øre. – Da maa no endeleg væra ta bedste slagje, daa. – Ja, det er sikkert, det. – Du faar ha tak, daa. Farvæl, far! (Strilen gaar) – Adjø da! Huff, det var pokker til sejg fyr ogsaa! Jamen maa en være diplomat, her! 

En hustru efter mit sind, siger en gammel ungkarl, skal være musikals, behagelig, øm, ukritisk, venlig, velopdragen, god, velvillig, blufærdig, indtagende, oprigtig, livlig, velgjørende, beleven, tjenstagtig, fin, godhjertet, forbindtlig, underholdende, tro, kjærlighedsfuld, feilfri, aabenhjertig, gavmild, lydig, velsindet, smuk, uskyldig, frisk, forstandig, gudfrygtig, sparsom, flittig, skarpsindig, ordentlig, høflig, rundhaandet, tækkelig, elskværdig, medlidende, vennlig, agtet, spøgefuld, munter, renhjertet, velskaffen, omgjengelig, ydmyg, samvittighedsfuld, fordringsløs, følsom, maadeholden, trofast, dydig, velvoksen og ung.

Naar jeg finder en kvinde, begavet med alle disse egenskaber, da vil jeg gifte mig.

Kor koselig

Eg sto ute paa plassen og vasket mannen sin søndagsskjorte for han skulle følge lik, og skjorten va likesaa vaat saa han sjøl pleier aa være. Saa kommer Oline Faarekaane, hon hadde vorre paa torget – No Berthemor, kaadan e de me deg? E de saa du har vorre klein? – Aa ja, mor, de e nett ikje at undres paa de, naar en har et saant svin af en mand saa eg har. – Nei, ka e de no igjen, daa? – Jau, eg fik meg lidt sildesjau forleden vikke og va saa feien og gla for de, kan du vite, for naar mannen ikje ve arbeide, saa e de no godt at eg kan ta meg nokke te. Saa sa eg te han, naar eg gikk om mandags maarningen: La meg no se at du holder dig pøntelig og ordenlig og fjelger huset og passer vel paa barnene mens eg e vække. Aa jau, han skulle, de lofte han. Og de ma eg seie, der vakje nokke aa udsette paa han de første dagene i vikken. Men saa ska du ha tak. Fredags kvelden eg kommer trøt hem saa e der hverken mand eller barn te og aabendage. Gu trøste meg. Eg farer hele huset rundt aa roper, men nei, ingen aa se nokken steder. Tørstig va eg og hengte meg over en taar kaffi aa begyndte fjelge stuen lidt for han svine hadde ikje red sengerne op engang fra maarningen af. Men kaffien, så ellers plei te trøste saa velsignet, ville ikje smake meg. Sa tar eg meg en tørning aa gaar nerover gaten for aa se etter barnene. Aa ganske riktig her kommer han sjanglenes med den ældste gutten under armen. Eg ropte strax eg saa han aa fik de ind. – Kor har du gjort af de andre barnene naar bare Kristianman e med deg? Nei, han visste naturligvis ikje beskjed. Men naar eg skulle se nærmere te, saa va Kristianman saa fuld og bleik, mor, at eg trudde gutten skulle gaa klar. Saa tok sinne meg, ser du, aa saa sa eg te han. Lærer du barne dit te aa bli same kadaver saa du sjøl e, saa skal eg danse me deg, eg. Aa saa ga eg han en lusing saa han dat i golve. Men da va de for møkke for mig. Eg dat aasaa aa fik brøstkrampen min. Daa ble han ræd aa laafte at han skulle gaa ut etter de andre barnene, men i det samme kom nabokaanen ind med de i haanden. Hon synes saa synd i de, sa hon, aa hadde tat de ind te seg aa git de baade mat og drikke. Ja, saa fik eg begge de fulde mennesker i seng, men Kristanman, stakkar, var saa klein dagen etter at han kunne ikje gaa på skulen, men bare laag heme aa brækket seg. No har eg forresten sport meg for om eg ikje kan faa mannen ind paa tvangen en stund. Men de ve vel ikje ha han der heller, tænker eg. Aa nei, eg faar vel bære de korse saa vorherre har lagt paa meg, vet eg. Ja, ja, farvæl daa, Olinemor! – Farvæl Berthemor!

De store hjul

Bjørnstjerne Bjørnson reiste engang opigjennem en fjeldbygd. Bagpaa karjolen havde han en liten, kvik skydsgut som vaar store digter indlod sig i livlig pasiar med. Pludselig forstummede B.B. og hensank i dyb taushed. – Aa, va er et du tænker paa naa da, Bjørnson, spurgte vesle Per. –  Jo, vennen min, jeg tænker paa det store tidens hjul, hvorledes det kaster den ene mand hid og den andre did. Kristoffer Jansen er nu i Amerika, Frits Hansen i Stavanger og jeg, jeg sidder her paa landeveien. Men sig mig, hvad tænkte saa du paa, guten min? – Aa, jeg sad naa aa spikkenderte paa dettane store karjolhjulet, jeg, aassen det slænger den ene lorten hid og den anden lorten did, jeg, svarede Per.

Fødselsannonse:

I gaar skænked min hustru mig en søn, takket være Herren, som bor ovenpaa.

Johannes Bom, predikant.

Mit og dit:

Snekker Olsen i Bergen reiste en vakker dag til Amerika for at slippe fra sine kreditorer. Sin hustru lod han bli tilbage uden at bekymre seg om hvordan hun skulde klare sig. Men saa gik det bra for ham derover, og da han fik penge i lommen, begyndte han at længte hjem. En dag fem aar efter hans afreise fra Bergen, stod han atter iland i sitt regnfulde fædreland. Og da han traadte ind i sit gamle hjem, gjenfandt han sin hustru og opdagede dessuden i vuggen en liden rødkindet medborger. Da den første forbauselse var overstaaet, spurgte snekker Olsen: Kem e dette sit barn? – Barnet e mit, svarte madamen med overbevisning, aa hadde du vorre heme, saa hadde det ossaa vorre dit.

Fra barneværelset

Jeg aabner døren til barneværelset, hører livlig konversation og bliver staaende paa tærskelen. Kristian (8 år) ivrig og overlegen tar gymnastikapparatet fra sin syv aar gamle søster:  Slip, du kan ikke, jenter er like saa meget tes. Johanne (fornærmet): Jenter er like saa meget tes som gutter. Kristian (spytter i henderne – Herre Gud for manerer den gutten har fåt): Alle jenter er damer, de er ikke noe tes, det har Martin sagt. (Martin var gaardsgutten fra i sommer), Johanne (overlegen): Martin da, han skjønner itte det, han, nei, spør mamma du, Mamma ved all ting. Kristian (tvilraadig): Ja, mamma ja, men (overlegen igjen) jenter kan ikke bli det som guter kan bli, skal jeg si dig. Dem kan itte bli keiser og konge og pave og feier og general og konstabel og… Johanne (graatende): Dem kan bli keiserinde og dronning og, og kogekone og skolerinde og.. Kristian (triumferedene): Det heder ikke skolerinde, der kan du se, lærerinde. Johanne (fremdeles graatende): Ogsaa, ogsaa kan dem gjøre en ting som ikke gutter kan gjære. Kristian: Hvad er det for noe? Johanne: De kan ikke føde barn. Kristian: Det er ikke sandt. Johanne: Det er. Kristian (haanlig): Det er ikke sandt. Hvem har sagt det? Johanne: Det har Maren. Hun sa det til Oline saa det saa sandt saa…. Kristian (sint): Det er ikke, spør mamma. Johanne: Det er sandt, det er sandt for Maren har sagt det, Kristian (sintere og sintere): Du lyver! Johanne (graatende): Jeg gjør ikke. Kristian (rasende): Saa fød da!

Ruder, kløver, hjerter, spar:

En prest var tillige ivrig kortspiller. En gang sa en af hans medspillere ved kortbordet: Du er nok godt lærd i kortleiken, men neimen trur jeg du i præka di kan faa nævnt navnet paa de fire slags kort!  Presten væddede at han nok skulde klare det. Næste søndag fra prækestolen holdt presten en ren svovelpræken. Djevel og helvede udmales i de rødeste farver saa menigheden rent betages af rædsel. Rædselen kulimineret da presten for at vinde væddemaalet med uforlignelig patos udbrød: Tænk om djævelen i denne stund stak sit hoved gjennom disse ruder og sagde: Jeg kløver eders hjerte, vilde I da ikke alle raabe spar, spar?

Aksel smed fortæller

Et godt skud:

Jeg var engang kommen 10 ænder paa skudhold. Først trodde jeg at der bare var en eneste fugl, de sad nemlig side om side paa en tønmmerstok som flød ude i tjærnet med den ene ende vendt mod mig. Men saa snart jeg opdagede at der var hele 10 stykker, indrettede jeg mig derefter. Jeg la dobbelt krudladning og tredobblet haglladning i bøssen samt puttet til syvende og sidst ladestokken i løbet hvorefter jeg la an trykked løs. Gud, forsyne mig, smalt det ikke slig i begge ender af bøssen saa jeg trodde jorden havde revnet. Ladestokken gik gjennom hodet paa alle ænderne og haglladningen som banede sig vej bagud, strøg mit kindskjæg af og dræbte en tiur som sad i en furutop 200 meter bag mig.

En seiglivet orhane:

En anden gang kaster jeg bøssen til kind med sejerstolt jægermine og smelder løs paa en orhane. Men den sidder lige rolig paa kvisten, den ikke saa meget saa blunket. Jeg skyder nok en gang, men med samme resultat. Fuglen maatte da være spenna gælen eller ogsaa baade døv og blind. Jeg gaar nærmere, sigter længe og godt og dundrer løs for tredje gang. Men kors, bevares vel, fuglen sad fremdeles der oppe, og det saa nøgen som en ribbet gaas. Fygende sint river jeg trøjen af, ryster den mellom hænderne, skraaler og skriger til jeg blir hæs, men fuglen hverken hører eller ser. Jag kaster stokker og stene op after den, men alt forgjæves. Sa tænkte jeg at gamle Per Skytter maatte ha ret alligevel naar han siger at flinke skyttere skyder saa fuglen stivner paa kvisten og at man i saadanne tilfælde maa forholde sig med sit bytte som med en russisk soldat der først maa skydes og siden puffes overende. Jeg gav den da et ordentlig slag af en lang stang saa den med et tungt klask faldt lige ned i hodet paa mig. Men tænk dig min ærgrelse da jeg istedenfor en fugl af kjød og blod fik se min egen sorte frak udfiffet med fuglevinger og orhanehals! De fordømte skøjergutter!

Fra moen: