Nr. 3  Vasbygdens ungdomslag den 20. mars 1915  11 aarg.

Da professor Olsen studerede folkeskik

Det var en professor – vi kalder han Olsen – som studeret og doceret kulturhistorie. Om somrerne laa han ope i bygderne og samlet sagn. En sommer kom han til Telemarken for at studere folkelivet. Han skulde bo hos en storbonde som vi kalder Kjetil.

”Jeg vil studere bygdens sæder og skikker grundig og ønsker derfor gjerne at omgaaes med husets folke som en av familien,” sa professoren. Jasaa, er han kommet fra byen og hit for at lære folkeskik, tenkte Kjetil. Aa ja, det kan vel trænges. Det er vel ikke rart med det slaget i byen.

Nu hadde professoren en ung. kraftig og livsglad frue der ogsaa intereserede sig for at lære ”folkeskik”. Hun arbeidet med slatten, saa svetten silte . Professoren trippet rundt hende med beundrende øine under den brede straahat, og var iveien overalt. Om natten laa han paa stabursloftet sammen med tjenestegutten Halvor. Fruen laa sammen med datteren i huset paa kvitskammerset. Men professoren laa i stadig krig med dei aarvaakne indbyggere i den solide saueskindsfæld. Halvor la sig og sov like godt.

Saa kom lørdagskvelden. Da professoren hadde kysset sin frue og skulde gaa til ro, sat Halvor lysvåken i fineste søndagpuds og plystret. ”Skal du ikke lægge dig, Halvor?” sa professoren forundret. ”Lægge meg? Veit du ikkje det er laurdagskveld? Eg skal naturlegvis gaa til jenterne,” sa Halvor, og spyttet saa det skvat. ”Aa, det maa du lære mig, Halvor! Det er jo det saakalte natteløpske, ikke sandt?”, sa professoren ivrig. ”Jau, det er nok det. Ja, du lyt låne ein av mine trøyer da, saa ingen kjender deg,” mente Halvor.

Professoren saa ut som en langbent slyngel, der er vokset fra trøien sin, da han snublet sig av sted i hælene paa Halvor henover jordene. De gik utenom alle veie, gjennom skogholt og kløfter, bakke op og bakke ned, og til slut ind i vilde skogen. Professoren stønnet og holdt Halvor i trøien.  ”Gaa stilt, for no er me stragst framme,” hvilket Halvor. Sandheten var at Halvor førte professoren en omvei tilbake til gården igjen, men fra en anden kant saa professoren ikke kjendte sig igjen. Da de nærmede sig husene blev professoren nervøs. ”Du maa endelig si mig hvad jeg skal gjøre naar vi kommer ind, Halvor,” hvisket han.

”Du lyt gjera som eg, kjysse og kjæle jenturne mest du orkar,” sa Halvor.

”Er du gal, jeg er jo gift!” ”Kan ikkje hjælpe det, du lyt fylgje folkeskiken, veit eg,” mente Halvor. ”Ja, ja, sukket professoren, men du maa for guds skyld ikke si noe til mit kone.”

Det lovet Halvor, tok enstige og reiste denop til kvistvnduet. Saa krøb han op og banket paa. Om en stund gled vinduet op, og professoren, der stod i aandeløs spending ved naavet, saa et bustet jentehode stak ut. Han hørte enhet hvisken og dempet latter, saa skrævet Halvor ind og vinket ham efter. Da hadde professoren helst lyst til at sætte pa sprang, men saa husket han at han var ukjent. Dessuten var det jo hans oppgave at studere folkeskiken grundig. Det var i vitenskapens interesse han sjælvende drog sig oppover stigen. Men han saa ikke meget videnskabelig ut da Halvor halede han ind med hodet foran. ”Si mei, skal vi ikke tænde lys?”, hvisket han. ”Er du rusk, mand? Me ser daa vel det arbeidet me skal gjera! Sjaa her er sengi og her er jenta!” sa Halvor. Og før professoren fik suk for sig laa han i dynesengen med to smelfete kvindearme om halsen. Saa gav han sit hav over og studerede ”folkeskik” bedst han kunde efter Halvors opskrift. Men sengen var bløt og jenten enda bløtere, stemmen hendes  var som dæmpet flygtende musik. Poker som den lignet hans kones forresten. Den bar han langt, langt av sted paa dunbløte vinger.  Professoren sov sødeligt.

Da han vaaknet stak solen ind av vinduet. Han skvat op og gned øinene, tok sig over panden. Hvad pokker! Han hadde nær sat i et skrig. Der laa jo hans kone rund og rød som en guds engel i den anden seng. Den sengen Halvor krøb opi! Men hvor var Halvor? Han løb til vinduet. Stigen var væk! Da gik der et lys op for ham. Og han ønsket videnskapen, folkeskiken og Halvor til Bloksbjerg. Saa kastet han trøien under sengen og lagde sig tilbake i dynerne for at avvente sin sjæbne.

Skyss med egen hest

Bønderne er lure som ræven. Men det hender at ræven bliver luret han med.

Handelsreisende Hansen var en tur paa Hedemarken og skulde enhel dag reise med bonde skyss. Før de drog av sted om morgenen sa han til bonden: ”Hør her, gamle`n, jeg har et forslag: Nu kjøper jeg hesten og vognen og hele greien av dig for 1000 kr kontant.”

Bonden strakte uvilkårelig næven frem maalløs av overraskelse. Men Hansenlo bar og forsatte: Men saa forplikter du dig til at kjøpe det igjen av meg i kveld for samme pris.”

Bonden stikker næven ilommen. ”hvad skal slike narrestreker være godt for?”

Jo, svarede Hansen yderst alvorlig, jeg like bedst at kjøre med min egen hest, da er jeg mer forsiktig, forstaar du, ellers hender det ofte jeg sprænger hestene. Men vil du ikke saa —”

Han spytter i næven og smelder med svepen. Da blir bonden betænkelig. Jau, du veit vi kan freste. Bare du itte lurer mig.”

Men Hansen tælet op 1000 kr paa vognsætet og tok vidne paa handelen. Bonden tælet saa svetten randt, og gjemte pengene i sjortelommen. Saa bar det i vei.

Da de kom tilbake omkvelden var hesten drivende våt og pustet som etlokomotik. ”Du har kjørt kvast,” sa bonden mut. ”Er det ikke min egen hest, kanskje?” Hansen var ogsaa bister. ”Jo, du veit det. Men nu er den min igjen,” sa bonden, og leverede pengene tilbake. Hansen tok imot og rakte bonden haanden. ”Ja, godnat og tak for i dag, da.” ”Aa, sjølv tak, men saa var det betalinga for skysen maata.” ”Skysen, sier du? Kjørte jeg ikke med min egen hest i hele dag kanskje?” Bonden blev sid i baken og skalv i knærene av bare forbauselse. ”Ja, du veit, men —” ”Men det er ikke noe men her, gamel`n. Det er mig som skal have betaling for skysen og ikke du, og der med vente Hansen ryggen og gik.

H.Ø.

Den tro husholderske

Grosereren var ungkarl og glad borger. Han hadde en husholderske der var ham tro som guld. Hver aften naar hun følte sig færdig med dagens plikter, banket hun paa grossererns dør, neiet smilende og sa:

”Ja, nu lægger jeg mig her, grosserer.” Men en dag skulde grosseren have herreselskap. For at ungaa ubehagelige løyer sa han til hende: ”I aften maa du ikke gjøre som du pleier, Tomine. Det vil bli pinelig for mig, forstaar du, om du staar i døren og sier: Nu legger jeg mig.”

Tomine lovet at skaane ham. Da toddivandet var servert og sigarerne røk som bedst, banken Tomine paa. ”Kom ind,” ropte grossereren. Tomine listet sig ind i underskjørt og nattrøie med bare ben i tøflerne og flætet haar. Undselig smilende tøflet hun sig hen til grosseren og hvisket saa høit at alle kunde høre det: ”Ja, nu lægger jeg mig her, grosserer.”

Nr. 4  Vasbygdens ungdomslag den 2. mai 1915  11 aarg.

Eg elskar

Eg elskar dei ljuve tonar, eg elskar malmfulle kvad.

Eg elskar alt det som sonar, og lettar og gjer meg glad.

Eg elskar den friske brusen fraa dalar og fjell og foss.

Eg elskar den linne susen av skogarne yver oss.

Og fulgesongen i trea, ved dag og naar kveldsol gjeng,

han tolkar so vakkert gleda – han stiller min sjælestreng.

Eg elskar hjarto som bankar for alt som er fagert og godt.

Eg elskar dei store tankar som femner baa`stort og smaat.

Eg elskar dei ungdomsflokkar som stemner i heilhugbrand

mot høgaste tind som lokkar i truskap mot folk og land.

Eg elskar ungdom som syner sin samhug med lifsens rett,

som ikkje det beste tyner, men strir til livet vert lett.

Ja, livet det vil eg feste trass alt som er vondt og smaatt,

for livet er no det beste me menneskjeborn har faatt!

Lengt etter lukka

Lengt, ja, det er vel noko som einkvar ungom hev kjent og kjenner.Ei lengting og ei drøyming mot og etter noko som ein sjølv ikkje altid skjynar. For skal ein spyrja hva ein i grunnen lengtar etter, so veit ein ofte ikkje kva det er. Men eins tankar vil daa dragast upp i høygdi, ein traar etter det reine og gode, for det er noko i eins eigi skjel som krev det, men der er og mykje vondt i oss som vil draga ei onnor lei. Men einkvar vil daa finna lukka i livet, og leiter etter henne. Og kva tid kan ein vel drøyma seg ei reinare og ljosare lukka enn i dei fyrste ungdomsaari, daa livet ligg urøynd for ein, og ein er lite kjend, kjend med det vonde verdi hev aa bjoda. Men daa er det at det er so let aa drøyma seg burt til ingjenting – me vil finna lukka, men arbeidar ikkje for aa faa henne. Men eg trur at me finn snaraste lukka gjenom arbeid, og ikkje berre i unyttes lengt-drøyming. – Me tykjer det er so lite og vesalt det me balar med. Me vert motlause og misnøgde med oss sjølve, for me kan gjera lite som er noko tiss med, daa me høyrer om andre mend og kvinnor kor mykje dei kan gjera. Men daa trur eg med maa minnast: Paa det gjevne, paa det gjevne, ikke i det himelblaa, der har livet sat dig stevne, der skal du din prøve staa.

Me vil upp i høgdi og ikkje legja vaart arbeid paa det som ligg oss nærast og der me kunde gjæra noko. Me skulde arbeida, om det er i det smaa, og legja vår elsk i vaart arbeid, og det som er godt. Og prøva paa aa gjera andre lukkelege, so vilde me sjølve og kjenna lukka. For kann me kjenna oss lukkelege naar me ser at andre hev det vondt? Nei, eg trur at kan me gjera livet ljost for andre og gjæra dei lukkelege, so vil me og kjenna oss sjølve lukkelege.

Me skulde legja vaar elsk i vaart arbeid og ofra vaar kjerleik for folk , for fedraland og for vaar eigi velferd.

Etter ”unglyden”

Tru

Tru, det er det løysingsor som kan under gjera. Tru er største makt paa jord, tru kan bergi bera.

Tru kan styrkja veike arm, tru kan kveikja mod i barn. Tru er goddomsoret.

Krist, Guds son, som kom til jord og vaar lagnad linna. Tru, det veit me, var hans ord skal du sæla vinna.Og all soga syner greidt, tru hev framgangsfolki leidt, lyst paa ferdi deira.

Gjeng du sliten, trøytt og arm, tvil og otte tyngjer, utan tru og von i barm som dig uppatt yngjer. Veik du vert og vondt du lid, faar ei slik ei tvilartid førar burt fraa maalet.

Hev du kjerleik heil og sterk, glad du gjeng  til yrke. Voni lyser av dit verk. Trui er din styrke. Fagnad fylgjer paa di ferd, gjev ditt arbeid større verd, lyfter det mot høgdi.

Trygast av all tru paa jord er vel barnetrui. Er so stor, ho treng ei ord, ho er himmelbrui.

Kan du heilt i livsens strid berga barnetrui di, skal du kruna vinna.

Jon Teigland

Vaaren

Nu er det vaar!

Fuglen saa skjønt sine triller nu slaar. Vinteren svunden med kulde og sne. Vaarliv aa se.

Velkommen igjen, du deilige vaar, til gamle Norge. Hvor vi har længtet efter dig. Endelig kom du, du kjære gjest og jaget den kolde vinter paa døren. Atter blev det vaar i Norge. Vaaren er altid velkommen allevegne, men mest paa Vestlandet. Lenge nok har vinteren vist oss sit barske andsikt med kulde, sne og is, fjorden rykende i storm og snefaaket hvirvlende om fjeldtinderne, bortover heierne og henover markerne.

Nu er kulden borte, fjorden ligger blank og stille. Sneen svinder mere og mere i vaarsolens milde straaler. Steren er kommen for lenge siden, og kvidrer lystig omkring paa hustagene fraa den tidlige morgen til den sene kveld. Den har saa meget at fortelle om, alt den har oplevet siden sist, hvor den gleder sig i vaaren! Den ser alt saa lyst og skjønt. Alle dens ønsker synest at vere oppfylte. Deres kvidder lyder kun til skaberens tak og lov. Hvor den predikker for oss! Snart begynder gresset at spire frem af marken, og borte i det grønne bakkeheldet og inde i skogen mellem træernes stammer kan man se vaarens første blomst – symra – titte frem. Træerne begynder at skyde knopper og et lysegrønt slør udbreder sig snart over de vakre bjerkelider. Molstrosten – nordens nattergal – møder op og lader sine toner høre borte fraa aasen i den stille kveld. Snart er marken prydet av et yndig blomsterflor. Skogen staar i festskrud med duft fra heg og rogn, der strør sine duftende roser omkring seg paa marken – sommerens sne! Et kor av bevingede sangere møder opp og opliver naturen med sine vakre triller og sin glade sang. De yndige nøkkroser flyter drømmende omkring paa de mørke vand der ligger indestengt mellem skogklette aaser, mens den dybe, rolige vandflade gjenspeiler himmelens blaa. Natten er lys som dagen. Norges sommer kan kaldes en eneste lang dag. Kom saa og sæg at her er øde og koldt! Nei, ikke vil jeg bytte min nordlanske sommer med sydens rigere natur.

Men hvad er det som har fremkalt alt dette rige liv her oppe paa saa kort tid? Vaarsolen. Hvor jeg elsker dig du milde solstraale som smelter bort sneen og isen her oppe og kalder de slumrende blomster frem til liv, du, som lyste op mit indre, hvor vintervinden havde suset sit tungsind ind, og kaldte hjerternes blomster frem til fornyet liv. Gid jeg kunde ligne dig, du kjære solstraale. Gid jeg kunde fremelske noget godt og skjønt i livet, som du!

Vaaren er daag en herlig tid. Den er et tro bilede av ungomdslivet. Jeg elsker dig du deilige vaar med dit higende og lengtende liv, fordi jeg hos dig gjenfinder saa meget mig selv.

Mens den deilige vaar stusser øyet og fylltes, og hjertet faar luft i sang. Den dag at vaaren blir evig, du kommer dog vel en gang.

Nogle ord til gutterne fra en jente

Nei gutter, har i lyst at høre de krav som vi setter til jer?

Saa skal jei da disse frembere i haap om at frukter det ber.

Hør her, vil i jenterne vinde, da maa i ei gjøre jer til.

En ”viktigper” altid vil finde, han jenternes narr blive vil.

En gutt som med skraaen i munden sit tobakspyt slenger en mil,

han liker vi ikke i grunden, om end han er vakker og snild.

Og bærer han flasken i lommen og av og til tar sig en dram,

Ja, da lyder enstemmig domen, vi vil ikke vide av ham.

Men naar han som drukken sig viser, med avskjy vi vender os bort.

Og selv vi os lykkelig priser at ikke vi driver den sport.

Ja, gutter vil i oss behage, da sømmelig frem i maa gaa.

Ei bande, ei lyse, bedrage, ei drikke og ei tygge skraa.

En gut smuk og sterkt og forstandig, jei tar naar jeg stiller til val.

En gut som er ærlig og mandig, en saadan er mit idial.

Ja, kraverne ere vist svære, dog legger i viljen jer til,

saa skal nok i alle faa lære at sande: Man kan vad man vil!

Nr. 5  Vasbygdens ungdomslag den 9. mai 1915  11 arg.

Lukke

Me gjeng so tidt og leitar, vil finna lukka vaar,

men vert dog ikkje feitar en som me var igaar.

Naar me trur ha ho funne og rett vil gripa til,

me for bert boblur sunne som oss livet narra vil.

Me freistar til oss sopa det bæste som me kan,

og skattar saman hopa so me kan værta mann,

og hava raad aa njota og fylgja lysti vaar

og ikkje træla ljota, men stødt oss sjølve raar.

Men naar me trur og væra ved ljosast lukke-hall,

me fær av røynsla læra det bar til jammerdal.

At eg den store hærre, er størst som – morfinist.

Han søkjer lukka berre der alt hæv lukka mist.

Men gjeng du leid og sukka, ser bærre graat i graat,

og leitar etter lukka, men aldri hev ho naatt.

Daa skal du allstødt minnast – all ulukka er feig

fraa du paa lukka sinnas og ofrar alt du eig.

Adolf B. Bore

Ungdomsarbeidet

Jau visst er her liv og rørsle millom ungdomen no. Fleire og fleire av tidi sine tankar strøymer paa og finn fram, sjølv til dei minste. Like fraa fjøra til fjæll bryt dei seg veg og ruskar og riv i baade gjenta og gut.

Mange hev vakna og fleire held just paa og raa med seg, og dei som hæv fenge augo upp hugsar seg knapt av undring og glæda. Slikt syn, slik spegel hadde dei aldri drøymt um. Sjaa og høyr kor rikt og reint og godt og gildt live kunde væra!

Og blodet bankar og mote veks, og synet klaarnar og iver og elsk aukar paa, so ungdomen er ikkje attkjenneleg.

Dei diktar og kved. Talar vent og varmt um alt høgt og heilagt. Hatar trongsyn og krig og brennevin. Ropar: Leve mor Norge og maalet hennar og alt det gilde som høyrer henne til: Og so drøymer dei dristige draumar um et nyreist Noreg. So reine dygder, so varm nasjonalkjensla og so heit elsk til det ljose og væne i mannalivet hev vel norsk ungdom aldri aat fyrr. Det heile er ei so stor æstetisk, moralsk og nasjonal vekking at det burde gjæra ein kvar norman godt um hjerta. Men i denne vekking ligg der ogso noko meir. Ut av all elsk og hugbrisna stig et saart sukk fraa heile ungdomsflokken etter meir, meir ljos! Dei føler myrker og stummer all stader. Og no dei fyrst hev set og smagt ljoset, traar all deira hug etter det. So legg dei iveg i flok og fylgje med all si kraft og rike von. Dei vil ha eit rikare og klaarare syn på livet. Feltropet er: Ljos yver landet! Endaa meiner dei nok: Sol yver landet! For ingen vil vere nøgd med ljoset av korkje tyrispik, kola eller lampe. Nei, sol, so det fossar og fløymer! Men kor er ho aa finna? Kva er det som vil gje ”det vide, klaare syn? Det blir spursmaalet. Ungdomsflokken meinar at dei med sit yrkje, slik som det no er, skal naa det; at dei med det skal faa soli til aa straala – ljosemne hev dei nok av, berre dei vert vel tilsmyk so.

Men samstundes føler mange andre seg visse paa at desse emne dur heller lite som ljosgjevarar; derimot framifraa som varmegjevarar. Og det er ikkje akurat det same. Um ein no driv paa med totalsak, fredssak, kvindesak og maalsak, so aukar ikkje det klaare livssyn stort av det, er eg redd. Derimot vil hjartelaget styrkjast. Og isame leia gjeng det vel for det meste, um ein kjiler paa og rimer ”svulmende bryster paa blomstrende kyster,” skriv ”idyller”, dryftar brudlupsskikkar, modar, truloving o.m., so ære være sakerne og alt det ungdomen no driv paa med. Det er til sit so glupt og gildt som det kan bli. Men skal den vene ljosdraumen aldri so lite gjærast verkeleg, so trur eg der maa noko meir til. En maa søkja nye kjeldur. Og ei slik gjelda hæv me ivitenskapen. Fyrst naar ungdomen byrjar aa leggja sin elsk til vitenskapen – all vitenskap – og sessar han i høgsetet ved sida av alle desse sakerne, fyrst daa kan me venta at det ljosnar til dag. Vitenskapen kastar ljos baade attyver og framyver. Ein vil kunne snu seg rundt og sjilja dei einsjilde ting. Og mangt vil bli onnorleis er det von. Det ein fyrr trudde var ein man ser ein daa er berre ein run. Blaae bergi er ikkje anna ysma. Troldans og under bli til det mest einstaka. Svart til kvit —  Mange som no er huga kasta alt det gamle, vil finna at sjølv våre fædre ofta for gale, so vert daa mykje av menneskjeslegti si lange livsrøynsle stødt standande som evig saning. Dei gamle ordsprok og eventyr vil i det nye ljos bli os kjere bod. Oskeladden vil meir en no bli idealet. Han vann det ungdomen no drøymer um. Og trass i det, ser det ut som dei unge no set høgre hans tvo brør, endaa dei vart svemerkte. Difyr er det vist paa høg tid at vitenskapen fær sleppa fram og ljosa upp, so me kan sjaa kor me skal fara og ikkje fara. Eg tænkjer han snart vil læra oss at der maa vera grunnmur under luftslotti og at det duger lite berre aa sveva i draumeheimen. Ein bør halda seg likso mykje paa jordi skal lukka bibra i bringa. Det praktisk nyttige for livet lyt ein også leggja seg etter. Mange av dei, som no ser i motstævet sin verste fiende, vil koma til aa ta det upp som ei av dei store saker. Ein vil faa sjaa at livet er magslunge. Defyr maa ein ta med baade det eine og det andre. Det duger ikkje aa væra einsidig. Og kanskje vilde det vera svert godt for mange og vita. For det er kje greitt anna ein merkjer at ungdomen no snerter in paa det. Dei toler soleis ikkje at nokon krtiserer deira yrkje. Sjølv um det er vaare klaaraste og klokaste hovud som rører ved det, um det er aldri so lite so brenner blodet og med sine søylute bein spener dei etter dei so drivet berre stend kring øyro. Var ein ikkje so seinstaka, hadde ein nok av det klaare livssyn, so vilde ein ikkje ta slik iveg. Nei, ein vilde rolegt høyra baade kritikk og raad. Og ein vilde fylgja vaare beste menn sit raad, og skyna att desse eig det klaare, vide syn ein sjølv drøymer um. Difyr kan dei best vita kva der batar oss. Lærde me vienskapen aa kjenna, skyna me snart baade dette og alt det eg rødde um istad. Difyr var det freitnaden verd. Vaar hug er so rik at han rummer elsk til alt som kan lyfta. Hugbrisna og klaarsyn, kjerleik og sunnt, kaldt vit maa stødt vera fylgjesveinar. Hev varmen og uppglødingi fyre rådt grunnen, so lat no vitenskapen koma fram og skrisla i lufti. Det eine tarv difyr ikkje kua det andre. Dei bør helst staa attmed einannan. Ja, eg trur endaa upglødingi vert større naar vitenskapen kjem med, og so mykje sunnare.

Heile livet vert rikare, ljosare, sannare og sælare.

Fynd Fagerlid.

Ungdomstid

Fagre ungdom, fagre ungdom, du er rik og stor,

du eig kræfter som kan gløda for det største her paa jord.

Du kan loga, du kan brenna, so at kneistar fraa deg sprett,

du kan hata, du kan drøyma, du kan elska varmt og heitt.

P.R.